Islams arv

Vil det bringe islam mere i samklang med den moderne verden – og ikke mindst med den moderne videnskab – hvis islam som sådan vender tilbage til den opfattelse, mutazilitterne i sin tid havde? Vil islam ikke langt bedre blive i stand til at kunne indgå som en del af vore europæiske samfund, hvis man opgav den noget særprægede teologi, der ligger i asharismen og holdt sig til mutazilitternes lære?

Det er Robert R. Reilly, der i sin bog The Closing of the Muslim Mind tager dette problem op, og både han og Lone Nørgaard, som har refereret ham i Jyllands-Posten, se her, og på Snaphanen, se her, har givet udtryk for, at hvis muslimerne blot ville vende tilbage til mutazilitternes lære, så skulle vi se løjer, så ville de helt anderledes kunne falde til i vore samfund.

Man kan sige, at det er et problem, som jeg igen og igen har beskæftiget mig med her på bloggen. F.eks. vendte jeg mig allerede i 2008 imod den engelske ærkebiskop Rowan Williams, fordi han hævdede, at engelsk lov og sharia burde kunne forenes, se her. Jeg søgte at vise, at dette var et umuligt forehavende, fordi der var (og er) tale om en logisk umulighed. Og forene det logisk umulige, det kan selv nok så megen god vilje og imødekommenhed ikke gennemføre.

Jeg vil her citere lidt mere fra Patricia Crones bog ”God’s Rule”, end jeg gjorde dengang. På side 173 i et afsnit, der hedder ”Filosofi og religion”, skriver hun:

Al-Farabi var ingen nyplatoniker, og der er intet spor af mysticisme i hans værk. Men filosofi var givetvis en religion også for ham. Blot var det en religion uden åbenbaring: Menneskene kunne ræsonnere sig frem til den ultimative sandhed uden overnaturlig hjælp. Det var den overbevisning, der satte filosofi på kollisionskurs med religion, hvis man med religion mener en åbenbaring, som skulle godtages uden protest.

De to havde i virkeligheden allerede stødt sammen, da han skrev. Lægen og filosoffen Abu Bakr al-Razi (død 925) havde underkendt åbenbaret religion som falsk. Der var kun én frelsende sandhed, nemlig filosofiens, og den var tilgængelig for alle mennesker, i lige høj grad for eliten og for masserne. Gud havde givet alle mennesker mulighed for at finde vejen frem til frelse gennem ilham, hvilket bogstaveligt betyder guddommelig inspiration, men her betyder noget i retning af instinkt: dyr og mennesker véd begge, hvad der er godt og ondt for dem i kraft af dette instinkt. Profeter var bedragere, som gjorde indtryk på folk med deres tricks og taskenspillerkunst. I samme retning havde en tidligere filosof, al-Sarakhsi (død 899), skrevet en bog om ”Charlatanernes hemmeligheder”, hvormed han mente profeterne, mens den rationalistiske teolog Ibn al-Rawandi (død 912) under brahmanernes beskyttelse havde argumenteret med, at de mirakler, som profeterne påstod, de gjorde, var tricks, og at den åbenbarede lov skulle forkastes: enten var den i overensstemmelse med fornuften, og i så fald var den overflødig, eller også var i modsætning til fornuften, og så var den forkert.

Reilly gør opmærksom på, at det var under kaliffen al-Mamun (813-833), at mutazilitterne vandt frem. Han gjorde endda det, at han krævede, at alle imamer skulle aflægge løfte på, at de ville lære, at koranen var et historisk dokument, der skulle forstås i sin historiske kontekst, og ikke en evig tekst, der havde eksisteret sammen med Gud fra evighed af – det var især angående det spørgsmål, at modsætningen mellem de to retninger trådte frem.

Men hvad han også bringer til torvs af interessant stof er en række koran-citater for henholdsvis den ene og den anden retning. Det burde teoretisk kunne hjælpe os til at få et bedre overblik over, hvilke muligheder en eventuel nutidig tilbagevenden til mutazilismen har for at vinde genklang blandt muslimer.

Og indrømmes må det, at tanken om islams overhøjhed over al anden religion og kultur går langt tilbage. Den er, jeg havde nær sagt ”selvfølgelig”, indeholde i koranen, nærmere bestemt sura 9,33:

Han er den, der sendte sin udsending med retledningen og den sande religion for at lade den sejre over al anden religion, selvom de, der sætter andre ved Guds side, hader det.

Og at sejre vil her ikke blot sige ”sejre i en debat på argumenter”, men ”sejre med sværdet i hånd”.

Men den viser sig også allerede hos kalif Omar (634-644) i en overlegenhed overfor andre kulturer. Han blev spurgt af én af sine generaler, hvad der skulle ske med den mægtige bogskat, man fandt hos perserne, og svarede:

Kast dem i vandet. Hvis der er ret vejledning i det, de indeholder, har Gud givet os en bedre vejledning. Hvis der er fejl i det, har Gud beskyttet os imod det.

Nu mødte jo imidlertid islam en overlegen kultur, nemlig den græske kultur. Og mange af dem, der konverterede til islam, tog på den måde deres græske kultur med sig, at de ikke kunne lade være med at stille kritiske spørgsmål til islam og til koranen: Hvordan kan fornuften forstå virkeligheden? Kan Gud kendes på rationel vis? Hvordan stemmer fornuftens stemme overens med de krav om åbenbaring, der indeholdes i koranen? Går fornuft forud for tro? Henvender åbenbaringen sig til fornuften? Kan fornuften forstå moralske principper ud over koranen? Hvad nu, hvis der er noget i koranen, der forekommer ufornuftigt? Er det tilladt bare det at stille det spørgsmål? Stemmer islam overens med andet end sig selv? Er den i stand til at inddrage filosofi? Hvis den er det, på hvilken baggrund?

Hvis man imod disse spørgsmål ville opstille tanken om Guds almagt, meldte ét af Guds navne sig, ét fra sura 59,23, ”al-Jabbar”, ”betvingeren” eller ”den uimodståelige” (en tilsvarende gengivelse findes ikke i den danske oversættelse). Gud er den, der alene beordrer hver bevægelse i et menneske.

En hadith bruger det, der står i sura 20,121 om Adam, at han satte sig op mod sin herre og kom på afveje, som ”bevis” på Guds prædestination. For eftersom koranen er skrevet i himlen, før tidens begyndelse, vidste Gud altså på forhånd, at det ville gå sådan. Vi lader det stå, skønt det jo er en typisk cirkelslutning.

Denne prædestination findes også i koranen på mere direkte måde. F.eks. i sura 6,125:

Den, som Gud ønsker at retlede, hans bryst åbner Han for overgivelsen til Gud; og den, som Han ønsker at lede vild, hans bryst gør Han snævert og trangt, som under en opstigning til himlen.

Eller sura 8,17:

Det var ikke jer, der slog dem ihjel, men Gud, der slog dem ihjel. Når du kastede, var det ikke dig, der kastede, men Gud, der kastede. Han ville udsætte de troende for en smuk prøvelse fra sin side. Gud hører alt og ved alt.

Men den modsatte retning, mutazilitternes forgængere, kunne også hente skyts i koranen. F.eks. i sura 40,40:

Den, der begår en ond handling, vil kun få det samme til gengæld, mens de, der handler ret, mand eller kvinde, og tillige er troende, vil træde ind i Haven og dér blive forsørget uden afregning.

Eller i sura 18,29:

Sig: “Sandheden kommer fra jeres Herre. Lad så blot, hvem der vil, tro, og hvem der vil, være vantro!”

Eller i sura 6,164:

Hvad hver enkelt begår, kommer over ham selv; ingen skal bære en andens byrde.

Eller sura 45,22:

Gud skabte himlene og jorden i sandhed. Enhver vil blive gengældt for det, han har bedrevet. De vil ikke blive gjort uret.

Angående det sidste, kan man lægge mærke til, at Yusuf Ali oversætter dette ”i sandhed” med ”for just ends”, dvs., han mener Muhammed her lader Gud lægge retfærdighedens rationalitet ned over sin skabelse fra begyndelsen.

Reilly finder de to synspunkter sat direkte op ved siden af hinanden i sura 16,93:

Hvis Gud ville, havde Han gjort jer til ét fællesskab; men Han vildleder, hvem Han vil, og retleder, hvem Han vil. I vil engang blive draget til ansvar for, hvad I gjorde.

Og det kan man jo kun give ham ret i. Hvis det er Gud, der vildleder og retleder, hvordan kan han så drage mennesket til ansvar? Det hænger ikke sammen.

Men tilbage til hovedspørgsmålet: Er det muligt for muslimerne ved at vende tilbage til mutazilitternes lære at ”blive moderne”, dvs., at leve sig gnidningsfrit ind i et demokratisk samfund?

Og her er vistnok koranens modsigelser ret irrelevante. Reilly mener, at det ikke mindst er kalifatets ophør i 1924, der er en anstødssten for muslimer i vore dage. F.eks. for Sayyid Qutb, der har fået en enorm indflydelse på muslimsk tankegang, skønt han blev henrettet af Nasser. Reilly skriver om ham og hans tankegang:

Hvorfor er Qutb så populær? Det er der to svar på. Den ene del af forklaringen stammer fra den overvældende følelse af muslimsk sorg og ydmygelse, som Qutbs ideologi spiller op imod. Den del stammer fra islam selv, som tager profetens samtidige som model for succes, som brændte sig frem til herligheden og riget. Således, sagde Qutb, må muslimer fjerne tidernes tilvækst og forberede sig på at gøre det, som de gjorde: at tage verden i besiddelse igen, at genoprette kalifatet. Redskabet til at gøre det – afhængigt af, hvilken islamist man taler med – er en kombination af overtalelse og jihad, begge dele baseret på den traditionelle islam, eller simpelthen på jihad.

Det andet svar, mener Reilly, har med det at gøre, at det var asharitterne og ikke mutazilitterne, der i sin tid vandt kampen om fornuftens plads i islam, altså med det resultat, at fornuften har en underordnet plads.

Her kommer imidlertid den i islam indbyggede selvmodsigelse til udtryk. En ideologi kan ikke på én gang overbevise med logik og med magt. Vil man overbevise med logik, må han afstå fra magtanvendelse. Vil man overbevise med magt, er der ikke tale om overbevisning, kun om mundsbekendelse til ideologien, hjertet er ikke overbevist.

Men derfor kan en ideologi om magtanvendelse godt spredes blandt folk.

Reilly bruger Tyskland efter Første Verdenskrig som sammenligningsgrundlag (side 106). Både tyskerne og muslimerne følte sig på det tidspunkt ydmygede og var derfor modtagelige for teser, hvis sandhed man ikke efterforskede så meget. Dolkestødslegenden – den påstand, som nederlagets general von Ludendorff fremsatte om, at våbenstilstanden var den socialdemokratiske regerings påfund, ikke hærens idé – var direkte løgn, kun fremsat for at dække over von Ludendorffs skamfølelse, men blev i høj grad godtaget af det tyske folk og brugt af Hitler med stor virtuositet.

I den tilsvarende forklaring på muslimernes underlegenhed havde muslimerne den ”fordel”, at de kunne (og kan) operere med den størrelse, der hedder gud eller altså: Allah. Når det er gået muslimerne ilde, hævder de, skyldes det, at muslimerne har vendt sig for meget imod Vesten i stedet for at intensivere deres trosliv. Løsningen er derfor indlysende: Vi må igen gøre som de første muslimer; de var troende indtil døden, og se, hvilken magt Allah gav dem: de erobrede den halve verden.

Den forskel til tyskerne i mellemkrigstiden gør, at mens nazismen kunne lægges så godt som totalt i graven med nederlaget i 1945, kan islam ikke lægges i graven: der vil altid kunne fremstå fanatikere, der får fuldstændig urealistiske idéer om, at Vesten kan bekæmpes med terroristernes nålestik; man mener jo at have gud i baghånden; det er i sidste ende ham, der skal lade begivenhederne forme sig som i islams første tid. Og han jo simpelthen gøre det. Hov – her røg kæden af; her ”glemte” den fromme muslim, at der er noget, der hedder guds almagt, og at han ikke lader sig tvinge af en selv nok så stor fromhed hos muslimerne.

Med andre ord: Den muslimske ”løsning” hænger ikke sammen. Heller ikke, når man vil holde sig til asharitternes ideologi. Og mutazilitternes ideologi synes ikke at have nogen nævneværdig tilslutning.

Og forresten er også den præget af koranens indbyggede selvmodsigelse.

Derfor er der kun os vestlige mennesker at håbe på, når det drejer sig om at gøre muslimerne egnede til at leve i vore samfund. Og desværre må man sige, at vi ikke bærer os særlig kløgtigt ad, hvad det angår: Vi gør det nærmest til en hadforbrydelse, hvis nogen vil komme med kritik af islam eller koranen, mens vi ikke undser os for at bruge magt, økonomisk magt, imod de muslimer, der vil lære deres unge om koranen og religionen. Men med økonomisk magt får man lige så lidt som med voldsmagt mennesker til at tro. Det kan man kun med fri overtalelse. Og den har vi danskere – ikke mindst folkekirken – helt frivilligt givet afkald på.

Ak ja.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Islam versus kristendom og tagget , , , , . Bogmærk permalinket.

2 svar til Islams arv

  1. Pingback: Er Gud en person? | ricardtriis

  2. Pingback: Moderat islam? | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.