Sylvia Listhaug, Norges justitsminister, har været udsat for en sand mediestorm, der nærmest må kaldes en hetz, og det fik hende til i går den 20-3 at trække sig som justitsminister.
Det ville normalt ikke få mig til at skrive et indlæg her på bloggen. Og det er da heller ikke kun det, jeg vil omtale. For når jeg griber pennen (eller sætter mig til computeren) skyldes det, som overskriften antyder, at hendes modstandere har brugt – eller altså misbrugt – Breivik i debatten.
En kort oversigt over, hvad der er gået forud, kan ses i en artikel på Jyllands-Posten i anledning af, at Inger Støjberg tager Listhaug i forsvar, se her. Her hedder det:
Opslaget, der er omdrejningspunktet for hele debatten, blev skrevet den 9. marts. Det var ledsaget af et billede af kampklædte, bevæbnede og maskerede krigere.
»Ap (Arbejderpartiet, red.) mener, at terroristernes rettigheder er vigtigere end national sikkerhed,« lød det i opslaget, der har forårsaget voldsom kritik fra både oppositionen, Højre og Venstre.
Listhaug skrev opslaget, efter Ap som et af flere – bl.a. regeringspartiet Venstre – havde nedstemt et forslag fra Højre og Frp om, at man skulle kunne fratage statsborgerskabet fra personer, som, man mener, udgør en trussel mod nationen, Dette uden om en domstol.
Det blev af arbejderpartiet udlagt som udtryk for, at Listhaug betragter arbejderpartifolkene som landsforrædere. Og da hun er medlem af en mindretalsregering, måtte både hun og statsministeren, Erna Solberg, krybe til korset og fremkomme med en undskyldning. Den blev dog ikke umiddelbart godtaget, og hele affæren endte med, at arbejderpartiet stillede en mistillidsdagsorden til justitsministeren og justitsministeren alene. Det kunne der være kommet mange interessante ting ud af, for det er ret usædvanligt i norsk politik, men denne spændende udvikling blev brat hugget af af Listhaug selv, fordi hun trak sig som justitsminister. Støjberg er ikke bange for hendes videre skæbne:
»Jeg kommer til at savne hende som kollega. Hvis den norske venstrefløj tror, at de har vundet en sejr i dag, så gør de efter min mening regning uden vært. For det første bliver hendes dygtige håndtering af udlændingepolitikken savnet, og for det andet er jeg fuldstændig overbevist om, at Sylvi vil komme endnu stærkere tilbage!«
Men tilbage til de tråde, der blev trukket til Breivik. Hvad blev der egentlig sagt, og hvordan blev en sådan forbindelse begrundet?
Det bliver her citeret af to af Listhaugs partifæller. Arbejderpartiets formand, Jonas Gahr Støre, citeres på denne måde:
Vi har en justisminister som bevisst, kalkulert, nører oppunder akkurat det hatet som tok så mange liv 22. juli, sa Støre fra talerstolen i landsstyremøte forrige tirsdag.
Altså, Listhaug vil med sit ordvalg fyre op under det had, som Breivik var i besiddelse af. Den norske avis Dagbladet forsøger her at udlægge Støres tekst på denne måde:
Opposisjonen og KrFs [Kristeligt Folkeparti, rr] mistillit handler om noe langt viktigere enn et spill. Det handler om giftig lefling med konspirasjonsteorier som vi alle har sett hva kan føre til. Hatet som forårsaket bomba i regjeringskvartalet og massakren på Utøya, oppsto ikke av seg selv. Det ble gitt næring på Internetts mørkeste hjørner. Justisministerens uttalelser om Ap er en light-variant, men like fullt farlig.
Jeg afstår fra at prøve at finde ud af, om Listhaugs udtalelser kan siges at være en konspirationsteori og om de kan siges at være af samme art som det had, der forårsagede bomben i regeringskvarteret og massakren på Utøya. Derimod hæfter jeg mig ved påstanden om, at Breiviks had ikke opstod af sig selv, men fik næring på internettets mørkeste hjørner.
Det er simpelthen forkert.
Breiviks had opstod af sig selv. Det fik ikke næring fra nogle hjørner af internettet. Breivik skrev et langt, langt manifest, der skulle forklare, hvorfor han gjorde, som han gjorde. Og han benyttede sig flittigt af citater fra internettet. Men ingen af de citater fortæller noget om massakrer eller om voldelige angreb på regeringer. Hvis han havde haft nogle tekster fra internettet, som kunne overbevise læserne om, at vold var en nødvendig ingrediens, hvis man ville bekæmpe den muslimske overtagelse af Norge, så kan man være aldeles overbevist om, at han ville have medtaget dem. Men der er ingen.
Derimod er der i manualen et logisk spring fra omtalen af alt det, der er i vejen i Europa, og frem til påstanden om voldens nødvendighed. Det er noget, han ikke forklarer overhovedet. Dette logiske spring udfyldes af en beskrivelse af tempelridderordenen, dens organisation, dens hemmeligholdelse, dens optræden som på én gang politi, dommer og bøddel, altsammen noget, han mener kan retfærdiggøre hans udåd.
Det er jo det mærkværdige, det uforståelige ved Breivik: Han formår at afsondre sig fra alle andre mennesker igennem flere år, formår at optænke en fantasiverden, formår at få sig selv til at tro på denne fantasiverden, så han med god samvittighed – i hvert fald efter sin egen opfattelse – kan udføre sin rædselsgerning. Man må ikke glemme, at han var afsondret fra omverdenen, mens han blev undersøgt af det første hold psykiatere, og derfor ikke var klar over, hvilken reaktion hans ugerning havde ført med sig. Han troede under hele den afhøring stadig, at hans tempelriddertanker ville føre en reaktion med sig i hans retning. Det fik ham til at optræde meget pompøst, overlegent og med utrolig store tanker om sig selv og sin mission. Dette pompøse gik først af ham, da han fik adgang til medierne og kunne se, at reaktionen fra samfundets side havde været helt anderledes, end han havde troet. Og bevares, man må lade ham, at han lynhurtigt tog bestik af situationen, som den nu så ud, og ændrede sine forklaringer tilsvarende.
Der blev under retssagen boret en lille smule i den rangorden, han i sit manifest havde inddelt mennesker i, se her. Anklageren havde læst på lektien: A-mennesker skulle dræbes under alle omstændigheder, når tempelridderne kom til magten, B-mennesker kunne dræbes, hvis man fik lejlighed til det, mens C-menneskene var uskyldige og derfor ikke skulle dræbes. Var ikke alle de unge på Utøya C-mennesker, spurgte anklageren, og på det spørgsmål fik han et intetsigende svar om ”collateral damage”: der er altid uskyldige, der bliver dræbt ved en krigshandling.
Det hele var dengang så fremmed for mig, at jeg ikke fik den tanke, som jeg vover at fremføre nu: Når han valgte at udføre en massakre på Utøya, var en væsentlig grund til dette valg, at Utøya var tilstrækkelig isoleret til, at han kunne gennemføre sin massakre. Alle andre steder ville han risikere, at skarpskytter kunne få ram på ham, efter at de første ofre var dræbt, men Utøya var omgivet af vand og derfor ville han ikke være udsat for den risiko. At det så var unge mennesker, som i grunden var uskyldige og ikke skulle dræbes efter det manifest, han selv havde skrevet, det betød ikke stort. Hovedsagen for ham på det tidspunkt var at få gennemført en ”operation”, dvs., en opsigtsvækkende handling, som kunne få folk til at læse hans manifest og få dem til at give ham ret i hans analyse af Europas fare.
”Operationen” på Utøya havde han jo også forberedt ganske grundigt. Han havde fået syet sig noget, der lignede en politiuniform, han havde medtaget diverse skydevåben og ammunition, og han havde tænkt over, hvordan han skulle bluffe folk på færgen til at tage ham med til øen. Så når han siger, at han kun gennemførte massakren på Utøya, fordi han i radioen hørte, at der var meget få dræbte i regeringskvarteret, så er det en efterrationalisering: Han var i ”kampstemning” hele dagen igennem, og hans handling gik mere ud på at få dræbt så mange som muligt end på at sende noget signal om, at det var de ”rigtige”, der blev dræbt.
Endelig var langt de fleste af de dræbte indfødte nordmænd. Det gør det meget vanskeligt at ”oversætte” det, der her er sket, til noget nutidigt. Var det had, der fik Breivik til at handle, som han gjorde? Nå ja, lad os så sige det, da. Men dette had fik ham til at slå, ikke muslimer eller fremmede, men almindelige, fredelige nordmænd ihjel. Der er her tale om noget, der indeholder en logisk brist. Og af hvem i nutiden kan man forvente ikke blot et tilsvarende had, men også en tilsvarende logisk brist?
Hvis nogen kan gribes af angst for, at Europa skal blive overtaget af muslimer – og det er vel ikke helt umuligt at forestille sig, at ganske mange kan gribes af en sådan angst – og hvis denne angst vil give sig udslag i, at man mener det retfærdiggjort at bruge vold – men der er som sagt næsten ingen, der går det skridt videre – vil man så ikke vende denne vold mod muslimerne? Jeg mener, den højreorienterede italiener, der blev hadefuld, fordi en afrikaner havde dræbt en italiensk kvinde, parteret hende, og gemt ligdelene i to kufferter i den italienske by Macerata, se her, han kørte ganske rigtigt rundt og skød på mennesker med sin pistol. Men han skød dog ikke på sine landsmænd, nej, han skød naturligvis på de afrikanere, han så.
Også det er jo noget, der gør Breiviks handling helt exceptionel. Eller man kan sige, at også det er noget, der viser, at Breivik er syg. Derfor er det vrøvl at tro, at en tilsvarende handling kan opstå ud af noget, den ene eller den anden har sagt i den politiske debat. Og det er ikke bare vrøvl, det er ødelæggende for den politiske debat.
I Tyskland har man nazitiden at henvise til, når man fra elitens side vil advare mod det, man kalder højrekræfterne, AfD f.eks. I Norge har de nu fået Breivik at bruge til samme nedrige formål. Begge dele er lige infamt. Begge dele er utilstedelig omgang med historien. Begge dele er en forenkling eller snarere forvanskning af de historiske kendsgerninger, en forvanskning, der skriger til himlen.
Men begge dele er måske også et tegn på, hvor betændt debatten om muslimer og indvandring er blevet. Og måske også et tegn på, hvor trængt arbejderpartiet i Norge føler sig, siden man absolut skal bruge den slags debattricks.
Her kan ses en neutral gennemgang af hændelsesforløbet.
ricardtriis 