Kristendommen på retur?

Jeg er i fuld gang med at læse en bog af Douglas Murray: ”The Strange Death of Europe”. Jeg havde på forhånd læst noget om den, mange positive omtaler, og jeg må bestemt sige, at den ikke har skuffet. Når jeg om ikke så længe bliver færdig med den, vil jeg nok underholde mine læsere med referater derfra og overvejelser derom.

Når jeg ikke desto mindre allerede nu, hvor jeg kun er trefjerdedele henne i bogen, tillader mig at omtale nogle af Murray’s overvejelser, skyldes det, at han i et kapitel, der hedder ”Tiredness” (træthed), omtaler kristendommens nedtur i vor kultur gennem de sidste to til tre hundrede år. Han kan have ret i meget af det, han siger i kapitlet, men på ét punkt mener jeg nu, han tager fejl. Når han her hævder, at en meget væsentlig årsag til kristendommens nedtur er fremkomsten af den historisk-videnskabelige bibelkritik, tager han efter min mening afgørende fejl. Det er ikke noget, jeg siger, bare for at være imod ham, det er noget, jeg selv har erfaret: Hvis ikke der havde været en historisk-videnskabelig bibelkritik, ville jeg aldrig være blevet præst. Forudsætningen for min positive holdning til kristendommen er, at troen har kunnet forenes med et almindelig fornuftbåret forhold til kristendommens grundlæggende skrifter, det gamle og det nye testamente. Jeg tror ikke, at jeg selv – eller for den sags skyld de fleste er mine højst nulevende kolleger – ville være blevet grebet af lyst til at studere kristendommen nøjere, hvis de skulle læse bibelen, som man læste den i 1700-tallet.

Tag et skrift som Højsangen! I ”gamle dage”, dvs., før man i 1700-tallet begyndte at læse bibelen som man læser ethvert andet antikt skrift, læste man disse kærlighedsdigte som en samtale mellem sjælen og Kristus. Men i løbet af 1700-tallet og fremefter vovede man at læse dem som det, de var: Kærlighedsdigte, der skildrer kvindens ynder og mandens betagethed, men skildrer det på en ikke-moderne måde: kærligheden er ikke blot en måde at fornøje sig på, den er noget, der binder og binder for livet: ”Kærligheden er stærk som døden” (Højs 8,6). Eller 6,8: ”Der er tres dronninger og firs medhustruer og unge piger uden tal; men hun er den eneste, min due, mit ét og alt.” Hvordan kan kærligheden dog binde på den måde, gør blind for alle andres yndigheder end den eneste enes? Det er måske umoderne, men utrolig givende, at den historisk-kritiske metode har åbnet vore øjne for den kærlighedsforståelse, blot altså en metode, som Murray tror ikke hører med til kristendommen.

Men læg mærke til det: Det, der skildres her, er ikke en speciel kristelig eller jødisk forståelse af kærligheden, det er kærligheden, som den udfolder sig på grundmenneskelig manér.

Eller tag ordet om ikke at sværge, Matt 5,33-37! Det slutter med et lidt mystisk eller måske direkte selvmodsigende ord: ”Jeres tale skal være ja ja, nej nej; hvad der går ud over det, er af det onde”. I en længere afhandling om Luthers udlægning af bjergprædikenen hævder jeg følgende om dette ord:

Har du sagt noget, så lad det stå, lad den anden selv afgøre, om han vil tro dig på dit nøgne ord, ja, undlad at forsyne det med besværgende løvefødder, det nytter alligevel ikke noget. (Se her).

Altså: at få os til at tale ud af tro på sprogets egne, iboende kræfter, det er, hvad Jesus vil opfordre os til med dette ord. Men indrømmet: også dette ord har været igennem mange fortolkninger i kirkens lange historie.

Hvordan dette skal forstås i praksis, det afgiver Paulus’ brev til Filemon et eksempel på. Jeg har tidligere behandlet Filemon-brevet, se f.eks. her, hvor jeg specielt gør opmærksom på det forhold, at Paulus skriver, som han gør, fordi han vil, at det gode, som Filemon gør, ikke skal af tvang, men af fri vilje. Paulus sender Filemons bortløbne slave, Onesimus, tilbage til Filemon, og der er ingen tvivl om, at han ønsker, at Filemon skal frigive Onesimus. Men ikke et ord skriver han om det. For hvis han lod et ord falde i den retning, ville Filemon måske frigive Onesimus, fordi han gerne ville rette sig efter den store og anerkendte apostel Paulus. Og det vil Paulus ikke risikere. Derfor nøjes han med at sige, at Filemon får Onesimus tilbage, nu ikke som en slave, men som noget langt mere end en slave, som en kær broder. På den måde sikrer han sig, at det bliver ordet selv, ordet om, at de to er brødre i menigheden, der kommer til at gøre sin virkning, ikke hans befaling eller antydning eller hævede stemme (hvordan man så hæver stemmen i et brev). Jeg har skrevet lidt mere om Filemonbrevet her.

Og se, alt dette og mere til har den historisk-kritiske forskning givet os. Det forholder sig ikke sådan, som Murray synes at tro, at det er de såkaldte kristne fundamentalister, altså dem, der tager hvert ord i bibelen som Guds ord, der er nærmest ved det, kristendommen siger og vil. Disse fundamentalister plejer også at uddestillere særlige regler, som man skal overholde som gode kristne, og er derfor som regel langt borte fra den frihed, Paulus ønsker, at kristne skal handle ud fra. Og sandt nok, man kan godt sige, at denne kristne fundamentalisme er en svindende del af den vestlige kristenhed.

Men om den forståelse af kristendommen, at den vil give mennesket al mulig frihed til selv at forstå de fællesskaber, det står i, og handle ud fra denne forståelse, om den kristendomsforståelse kan man sige, at den har præget og præger store dele af den vestlige kultur. Den præger f.eks. vor forståelse af forholdet mellem kønnene. Og den forståelse er bestemt ikke uden indflydelse på de tilflyttede muslimer.

Berlingske bringer f.eks. en længere artikel om en norsk/pakistansk filminstruktør, Iram Haq, se her. Hun blev som 14-årig sendt på genopdragelsesrejse til Pakistan, fordi hendes forældre, specielt hendes far, syntes, at hun var blevet for norsk: hun ville, som hun siger, gerne være med til de ting, de andre unge lavede. Artiklen fortæller om hendes skæbne:

Da hun kom hjem fra Pakistan som 16-årig, var det til en anden form for fængsel: Nedrullede gardiner og ingen frihed. Hun endte med at bo på ungdomshjem. De efterfølgende år bankede hun ofte på døren hos sin familie, men blev ikke lukket ind. Hun kæmpede med sorg og skyldfølelse, rodløshed og dårligt selvværd. Som bare 20-årig blev hun enlig mor og tumlede ligesom hovedpersonen i »I Am Yours« rundt for at finde kærlighed og ståsted.

Selv siger hun om disse år:

»Jeg har svært ved at forstå æresbegrebet, for selv om mine forældre er pakistanske, er jeg nordmand. Jeg er født og opvokset i Oslo. Selv om mit udseende ligner deres, er jeg ikke pakistaner. Så jeg har brugt lang tid på at prøve at forstå og forstå og forstå. For det er jo en kulturel ting. Det handler om, at vi i Norge – og Danmark – tilhører et samfund, hvor vi tænker på individet og individets bedste, mens man i mere østlige samfund tænker kollektivt og på, hvad der er bedst for gruppen. Det bliver til »Hun har gjort OS ondt«. Det er et gruppepres – lidt som heksejagt i gamle dage.«

Gennem hele sin opvækst kæmpede Iram Haq for at passe ind i både det norske samfund og det pakistanske miljø. I en grad, så hun til sidst slet ikke kunne mærke, hvem hun egentlig selv var.

»Jeg og mange andre unge prøver at balancere det med at please familien derhjemme og det norske eller danske samfund derude. Og det er for meget forlangt af unge mennesker. For når man på den måde lever et dobbeltliv, mister man kernen. Hvem er jeg? Når man hele tiden er optaget af at please til højre og venstre, får man ikke mulighed for at mærke efter, hvad man egentlig selv gerne vil. Hvem man er. Hvad der gør en glad. Der er en hel generation, der har så travlt med at please andre, at de glemmer sig selv. Det har jeg selv kæmpet meget med i løbet af årerne. Det har taget mig utroligt mange år at forstå, hvad en mavefornemmelse går ud på, og hvad mine behov er.«

Det er ikke nemt sådan at være splittet mellem to kulturer. Men at påstå, som Murray næsten gør, at vores kultur ikke har kræfter i sig til at overbevise andre om dens værd som menneskelig kultur, det er at gå for langt. Godt nok har han ret på mange måde, hvad jeg håber senere at kunne komme ind på, og godt nok kan specielt vores opfattelse af forholdet mellem kønnene af mange muslimer forekomme fuldstændig løssluppent og amoralsk, men den opfattelse kan altså også få øjnene op på mange muslimske piger, så de ser, at deres kultur er en tvangskultur, en tvangskultur, som de har vanskeligt ved at føle sig tilpas i.

Og hvis man tror, at det kun er kvinderne, der føler deres egen kultur umenneskelig eller forkert, så tager man fejl. Iram fortæller om forholdet til sin far:

Først for få år siden, efter 25 år uden kontakt, blev Iram Haq forsonet med sin familie, da faderen blev syg og rakte ud.

»Jeg besøgte ham, og han sagde undskyld for alt. Han angrede dybt og skammede sig over sin opførsel. Han sagde, at han var ekstremt stolt af mig. Og at han syntes, det var vigtigt, at jeg lavede filmen, for at folk kan forstå, at vi ikke kan leve sådan længere. Vi fik et nært venskab og havde mange spændende samtaler, inden han døde. Det gav mig en dybere forståelse for, hvad det egentlig var, der foregik. Og det har betydet meget, både for mig og for filmen. Uden den forståelse var det nok blevet en anden film. Der havde nok været en snert af vrede i stedet for kærlighed til faderen. Men forståelsen løftede noget af min vrede fra mit bryst.«

Vi kan ikke leve sådan længere”, sagde faderen. Den menneskelighed, som Iram ville leve efter, kunne han nu se, var ret. Dette at ”tænke kollektivt” eller hele tiden at spørge: ”Hvad vil folk sige?”, dette at føle sig udelukket af de andre, fordi ens datter ikke vil indordne sig under de muslimske regler, dette at føle skam eller føle sin ære krænket, når familien ”skejer ud”, lægger grunden til et umenneskeligt had mellem far og datter, et had, der gudskelov i dette tilfælde blev opløst af gensidig forståelse.

Og N.B.: Når vi siger ”gudskelov”, er den Gud, vi tænker på, den kristne Gud, ham, der vil have os til helt ind i hjertet at være os selv, ham, der igennem Jesu ord, og altså også igennem hans apostel: Paulus, vil have os til at leve i fri forståelse af de fællesskaber, vi står i med andre; ingen tvang, ingen lov, der skal overholdes, ingen ære, der skal kæmpes for. Som han siger det andetsteds: ”Alt er tilladt, men ikke alt bygger op” (1 Kor 10,23).

Han er jo i det hele taget ikke så tosset, den Paulus. Når man altså vover at læse ham på god historisk-kritisk manér, vover at droppe den ofte uudtalte forestilling om ham som en hellig guru, vover at gå også hans fejl efter i sømmene, ja, vover at se ham som en humorist, der ikke viger tilbage fra at tage gas på Filemon, som jeg har fortalt om det f.eks. her.

Dette indlæg blev udgivet i Islam versus kristendom, Ny testamente og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.