Topmøde

Egentlig skulle dette indlæg handle om resultatet af det nyligt afholdte EU-topmøde. Jeg véd godt, at EU-topmøder plejer at udsende en mængde varm luft, og at man først senere kan se, om det hele blev til noget. Alligevel undrer det mig noget, at så mange af de sædvanlige kommentatorer ser på dette topmøde på denne måde: ”Varm luft! Store ord! Lad os se, hvad det bliver til!”

Jeg mener, selve den kendsgerning, at man nu kan enes om noget, som man tidligere afviste med foragt i stemmen, viser dog, at noget afgørende er sket blandt de europæiske politikere. Der er virkelig på politisk plan sket et kursskifte. Men det er måske ikke trængt ind hos journalisterne. De to størrelser: politikere og journalister, plejer ellers at kunne sammenknyttes i ét stort bundt: ”Main-stream-media”, eller at kunne omtales med fællesbetegnelsen ”de politisk korrekte”. Er nu politikerne blevet ukorrekte, så det kun er journalisterne, der er politisk korrekte?

Tag bare den måde, Informations journalist, Mathias Sonne, griber sagen an på! Han har fået fat på en tysk-italiensk politolog og Europa-ekspert, Jana Puglierin, og hun siger:

Jeg ser ikke mødet som det store gennembrud. Der var enighed om det, som alle var enige om i forvejen, nemlig at styrke EU’s grænser markant udadtil.

Det er sandt, at der mange gange tidligere har været talt om at styrke EU’s grænser udadtil, men hun, der skulle være Europa-ekspert, formår åbenbart ikke at afkode de sædvanlige EU-meldinger. ”Grænsekontrol” betyder ikke at standse den illegale migration, det betyder blot at sørge mere omhyggeligt for at registrere den. Men det, der foreslås denne gang, er jo noget helt andet. Man vil oprette opsamlingslejre i Nordafrika og sende alle de både, man opbringer til havs, derhen. Det er så sandelig noget nyt.

Hun mener, at de nye tiltag er gode – på skrivebordet. Men hvor hun selv står, og dermed: hvad hun mener med, at tiltagene er ”gode”, det bliver ikke klart.

Derimod bliver det til overflod soleklart, hvor Kenan Malik, en engelsk-indisk forfatter, står. Han har fået optaget et meget langt essay i The Guardian, og Information har oversat det og anbragt det over fem sider med store illustrationer af migrantkrisen som baggrund.

Kenan Malik står som den ene pol i en stærkt polariseret debat, nemlig migrantdebatten eller flygtningedebatten, som man almindeligvis kalder den, og han viser dette ved overhovedet ikke at lytte til den anden pol i debatten, men essayet igennem nøjes med at bruge skældsord om de andre.

Overskrifterne viser, hvor han vil hen:

Vi er alle med til at bygge Fort Europa

Det er ikke kun højrepopulister og nationalister, som har en fjendtlig indstilling overfor flygtninge og indvandrere. I den konkrete politik har Europas mainstreampolitikere været med til at skabe ligegyldighed og foragt for mennesker i nød.

Det ”vi”, der er med til at bygge Fort Europa, er det sædvanlige fromme ”vi”, hvormed man løfter sin moralske pegefinger mod nogle af ens egne, men naturligvis uden at inddrage sig selv i ”vi’et”. Og essayet igennem har han utrolig mange negative ting at sige om mainstream-politikerne, noget, han dog kun kan gennemføre ved at lukke øjnene for temmelig mange kendsgerninger. Efter endt læsning sidder man tilbage med en fornemmelse af, at han da i hvert fald fik lejlighed til at få luft for sin forargelse, men at det vist også var det hele. Hvad han vil sætte i stedet, hvor han ville have grebet sagerne anderledes an, intet af den slags spørgsmål får man klarhed over.

Han slutter sit essay således:

Da Ungarn opførte hegn ved sine grænser for at holde migranter ude, blev dette skridt fordømt i brede kredse, men hvad har EU selv gjort andet end at bygge hegn – ja mure – ikke rundt om EU, men rundt om virkeligheden i Tyrkiet, Libyen, Niger og Eritrea? Da Orban krævede, at flygtninge kun skulle kunne anmode om asyl fra uden for EU, blev det betragtet som uacceptabelt. Men hvad er Emmanuel Macrons politik i dag andet end dette princips virkeliggørelse – Frankrig bygger lige nu offshore-modtagelsescentre i lande som Niger og Tchad?

»Ingen i Bruxelles vil indrømme det,« udtalte en EU-embedsmand til onlinemediet Politico sidste år, »men ja, Orbans fortælling er blevet den dominerende.«

En anden embedsmand sagde det sådan her: »Det er ikke et spørgsmål om at være på linje med Orban. Det handler om, at først må vi kunne demonstrere, at vi har tingene under kontrol, og dernæst kan vi udvikle bedre måder at styre migrantstrømmene på.«

Men for at vise, at tingene er »under kontrol«, har de almindelige politikere, hvad enten de sidder i Bruxelles, London, Paris, Berlin eller Rom, rettet ind efter »Orbans linje«.

Orban selv lader ikke nogen i tvivl om, hvem der har vundet debatten. Som han udtalte til journalister før et europæisk rådsmøde i Bruxelles i 2016: »De positioner, der engang blev fordømt, nedvurderet og behandlet med foragt, er nu ved at blive holdninger, vi er fælles om. Og folk, der har insisteret på at forsvare disse positioner, bliver i dag hilst velkomne som ligeværdige partnere. Vores holdning,« sagde han med tilfredshed, »er langsomt ved at blive flertallets holdning.«

Læg mærke til argumentationsmåden! Han går ud fra, at Orbans politik er noget af det værste, man kan tænke sig, og han går også ud fra, at alle hans læsere mener det samme, eller – ifald de ikke gør det – at de har godt af fra hans pen at få sandheden at vide. Men intetsteds så meget som antyder han, hvilke argumenter Victor Orban havde for at bygge hegnet: at der var tale om EU’s ydergrænse, og at EU jo gentagne gange havde sagt, at man ville have kontrol med unionens ydergrænse; den kontrol fik EU med hegnet. Og når argumenterne ikke nævnes, går debatten mellem de to poler i stå, og den polarisering, der har dannet sig, får ikke mulighed for at helbredes, men bliver tværtimod stærkere og stærkere.

Han beskylder direkte de europæiske myndigheder for umenneskelighed. Og for at kunne gøre det er han nødt til at undlade at nævne alle de NGO-skibe som henter migranter i stort tal fra menneskesmuglernes gummibåde tæt på Libyens kyst, og som politikerne i deres store menneskelighed ikke har turdet gribe ind overfor. Derimod nævner han et enkeltstående tilfælde af migrantdød, som jeg aldrig har hørt om før, og som jeg derfor citerer fuldt ud:

I 2011 forlod en båd med 72 indvandrere den libyske havn Tripoli med kurs mod Lampedusa. Den ikke sødygtige båd kom hurtigt i havsnød, og migranterne kontaktede den italienske kystvagt. NATO, der havde mange fartøjer i området, blev informeret om bådens truende forlis af de italienske redningsmyndigheders koordinationscenter i Rom.

Ifølge de overlevende signalerede kampfly fra det franske hangarskib Charles de Gaulle til båden. En militærhelikopter, migranter mente at genkende som italiensk, nedkastede endda vandflasker på førstedagen af det truende havari. Men ingen ville påtage sig at redde den ramte båd. Den fik lov til at drive rundt i åbent farvand i over to uger uden brændstof eller forsyninger. 61 af de 72 ombordværende døde af sult, tørst og kulde.

Det lyder lidt mystisk, at de italienere, der i første omgang med deres Mare-Nostrum-politik igennem mange år opsamlede alle dem, de traf på, ligefrem skulle nægte at redde netop denne ene båd. Man burde måske undersøge det engang ved lejlighed, men jeg véd ikke, om jeg gider. Jeg nøjes med at linke til en falsk historie, som en NGO har udsendt, men som Christian Skaug har afsløret, se her. Men i hvert fald: dette giver Malik lejlighed til at citere forfatteren til en undersøgelsesrapport:

»Vi kan tale så meget, vi vil om menneskerettigheder og vigtigheden af at overholde internationale forpligtelser”, sagde forfatteren til undersøgelsesrapporten, Tineke Strik til journalister, ”men hvis vi samtidig lader folk dø – måske fordi vi ikke kender deres identitet, eller fordi de kommer fra Afrika – afslører vi, hvor lidt vi mener disse ord”.

Hermed forlader vi Kenan Malik. For dette giver mig stikordet til det næste, jeg vil omtale.

Sagen er nemlig den, at hvis Malik ville finde anledning til at tale ilde om vore politikere, hvis han ville komme med eksempler på, at de taler om vigtigheden af at overholde internationale forpligtelser, men med deres handlinger afslører, hvor lidt de mener med disse ord, så er der én sag, som så at sige aldrig omtales, men som netop viser denne uoverensstemmelse mellem ord og handling, ja, viser, at EU’s politikere med deres handlinger og bestemmelser er skyld i, at migranter giver sig menneskesmuglere i vold, og dermed skyld i de mange drukneulykker, der forekommer på Middelhavet.

Jeg tænker her på det direktiv, EU udsendte i 2001, hvorefter ethvert flyselskab blev pålagt et såkaldt transportøransvar: Man skulle tjekke alle passagerer til Europa, om de havde deres identitetspapirer i orden, og om de havde visum til destinationslandet i Europa. Hvis ikke selskabet gjorde det, skulle de foretage hjemtransport af den uønskede migrant og betale en bøde på ikke under 3000 euro. Da det er meget svært, for ikke at sige umuligt, at få visum til Europa for en migrant, har denne regel fået migranter i tusindvis til at forsøge at få fodfæste på europæisk jord via søvejen med menneskesmugleres hjælp. Hvilket vil sige, at EU med denne regel udviser en stærkt hyklerisk adfærd: man berømmer sig af, at man så sandelig overholder reglen om, at den, der har sat sin fod på europæisk jord og søger om asyl, har ret til at få sin asylansøgning behandlet, men man sørger ved hjælp af dette direktiv for, at det bliver et ret begrænset antal, der sætter foden på europæisk jord.

Jeg har omtalt dette hykleri på min blog her, Rina Ronja Kari, Folkebevægelsens repræsentant i EU-parlamentet, har omtalt det her, jeg har også nævnt det i en kronik i Jyllands-Posten den 3-2 2016, se her, og Mikkel Andersson har nævnt det i Berlingske, se her. Men lige lidt har det hjulpet, det er og forbliver tilsyneladende en stor hemmelighed, at det forholder sig sådan.

Nu er der imidlertid sket noget, som måske kan bringe lidt skred i det. Anders Samuelsen har sat sig i spidsen for en indsamling, der skal sørge for, at Hans Roslings bog ”Factfulness” kan foræres til alle, der kommer ud fra en ungdomsuddannelse i Danmark. Det har fået Hans Joachim Mogensen til på 180grader at henvise til denne webside, der har citeret nedenstående fra Roslings bog:

I 2015 druknede 4000 flygtninge i Middelhavet, da de prøvede at nå frem til Europa i gummibåde. Billeder af døde børn, der blev skyllet op på strandene ved populære feriemål, vakte rædsel og medfølelse. Det var en kæmpe tragedie. Midt i vores behagelige tilværelse på Niveau 4 i Europa og andre steder tænkte vi: Hvordan kan det ske? Hvem kan vi give skylden? Det fandt vi hurtigt ud af. Skurkene var de grusomme, grådige menneskesmuglere, som narrede desperate familier til at give dem 1000 euro pr. person for en plads i de oppustelige dødsfælder. Vi holdt op med at tænke og trøstede os med billeder af europæiske redningsskibe, der reddede folk fra det barske hav.

Men hvorfor rejste flygtningene ikke til Europa på behagelige fly eller færger i stedet for at vandre til fods til Libyen eller Tyrkiet, hvorefter de betroede deres liv til de skrøbelige gummibåde? Alle EU-lande havde trods alt tilsluttet sig Geneve-konventionen, og der var ingen tvivl om, at flygtninge fra det krigshærgede Syrien havde ret til at kræve asyl ifølge konventionens bestemmelser. Jeg begyndte at stille dette spørgsmål til journalister, venner og folk, der tog imod asylansøgere, men selv de klogeste og venligste blandt dem kom med nogle meget mærkværdige svar.

Måske havde de ikke råd til at flyve? Men vi vidste jo, at flygtningene betalte 1000 euro for hver plads i en gummibåd. Jeg gik på nettet og tjekkede det, og der var masser af flybilletter fra Tyrkiet til Sverige eller fra Libyen til London for under 50 euro pr. styk. Måske kunne de ikke nå frem til lufthavnen? Det var ikke sandt. Mange af dem var allerede i Tyrkiet eller Libanon og kunne sagtens nå frem til en lufthavn. Og de har råd til en billet, og flyene er ikke overbookede. Men ved check-in-skranken forhindrer flypersonalet dem i at stige om bord på flyet.

Hvorfor? Fordi et direktiv fra 2001 fra Det Europæiske Råd fortæller medlemsstaterne, hvordan de skal bekæmpe ulovlig indvandring. I direktivet står der, at ethvert fly- eller færgeselskab, som fører en person uden de fornødne dokumenter til Europa, skal betale alle udgifter i forbindelse med hjemsendelsen af den pågældende person til oprindelseslandet. Selvfølgelig står der også i direktivet, at det ikke gælder flygtninge, som ønsker at rejse til Europa på basis af deres asylrettigheder under Geneve-konventionen; det gælder kun illegale immigranter.

Men det skel er meningsløst. Hvordan skal en medarbejder ved check-in-skranken hos et flyselskab kunne afgøre på 45 sekunder, om en person er en flygtning eller ej ifølge Geneve-konventionen? Det er noget, som ambassaden bruger mindst otte måneder på. Det er umuligt. Så den praktiske følge af det fornuftigt lydende direktiv er, at kommercielle flyselskaber ikke slipper nogen om bord uden et visum. Og det er praktisk talt umuligt at få et visum, fordi de europæiske ambassader i Tyrkiet og Libyen ikke har de fornødne ressourcer til at gennemgå ansøgningerne. Flygtninge fra Syrien, som ifølge Geneve-konventionen teoretisk set har ret til at rejse ind i Europa, er derfor i praksis ude af stand til at rejse med fly, så de må sejle over havet.

Men hvorfor skal de sejle i de forfærdelige både? Det skyldes faktisk også EU’s politik, for det er EU’s praksis at konfiskere bådene, når de ankommer. Så bådene kan kun bruges til en enkelt rejse. Selv hvis smuglerne ønskede det, ville de ikke have råd til at sende flygtningene af sted i mere sikre både som de fiskerbåde, der fragtede 7220 jøder fra Danmark til Sverige i løbet af nogle få dage i 1943.

De europæiske regeringer hævder, at de lever op til Geneve-konventionens bestemmelse om, at en flygtning fra et krigshærget land har ret til at ansøge om og få asyl. Men i praksis lever deres immigrationspolitik ikke op til bestemmelsen, og de skaber det transportmarked, som menneskesmuglerne opererer inden for. Det er ikke nogen hemmelighed, og man skal være temmelig åndsfraværende eller fordomsfuld for ikke at se det. Vi forsøger instinktivt at finde nogen, vi kan give skylden. Men vi ser sjældent i spejlet. Jeg tror, kloge og venlige mennesker ofte undgår den grusomme, skyldbetyngede konklusion, at det er vores egen immigrationspolitik, som er ansvarlig for, at flygtninge drukner.”

Så vidt jeg har kunne læse mig til via omtaler og anmeldelser af Roslings bog, er dette noget, der kommer frem som en biting i bogen. Rosling er ude på at få os til at forholde os til fakta og ikke nøjes med de almindelige antagelser. Han fortæller os således ved hjælp af diverse talopstillinger, at langt størstedelen af verdens befolkning, det vil sige 5 mia mennesker, lever det, man kunne kalde et middelklasseliv, i de to ender af skalaen befinder sig 1 mia i den øverste ende, dèr, hvor vi befinder os, og 1 mia i den nederste ende af skalaen. Men altså kun 1 mia, ikke et flertal eller halvdelen, som de fleste tror.

Rosling langer også gevaldigt ud efter journalisterne eller snarere: efter journalisternes resultater. Dem skal man ikke stole på. Men journalisterne selv er uden skyld. De udfører blot deres arbejde. Og i forbindelse med en beskrivelse af journalisters utroværdighed er det så, han nævner EU-direktivets indflydelse på migrantstrømmen.

Men på trods af, at det hos Rosling er en biting, er dette både den længste og den tydeligste omtale af direktivet, jeg har fundet. Og så må vi da formode, at vor udenrigsminister har læst det. Dog kan Hans Joachim Mortensen ikke dy sig for at komme med en lille stikpille. Han skriver efter citatet:

Udenrigsministeren vil altså hvert år forære titusindvis af unge danskere en bog, hvor der står, at migranter skal have lov at komme til EU for at søge asyl. Indoktrineringen med politisk korrekte meninger skal tydeligvis optrappes. Samuelsen vil ikke risikere, at de unge stemmer på de forkerte partier.

Det er ikke helt rigtigt. For hvis Anders Samuelsen havde læst også denne del af bogen, ville han være nødt til at vende sig imod forslaget om at ophæve direktivet. For selv den mest liberalistiske liberalist ville ikke kunne overleve politisk, hvis han foreslog, at EU’s døre skulle åbnes på så vid gab, som de ville blive, hvis direktivet blev ophævet.

Men har han da ikke læst bogen? Det må han vel have gjort. Men i så fald synes han at gå ind i rækken af de kloge og venlige mennesker, der ”undgår den grusomme, skyldbetyngede konklusion, at det er vores egen immigrationspolitik, som er ansvarlig for, at flygtninge drukner”. For hvorfor vil han give unge mennesker de argumenter i hånden, hvormed de kan angribe de ledende EU-politikere, herunder landenes udenrigsministre, for med direktivet at have tvunget migranter over i hænderne på menneskesmuglere og derved indirekte være skyld i de mange drukneulykker, altså anklage dem for hykleri i verdensklasse?

Og så er vi fremme ved det, der for mig er én af de største gåder i den europæiske migrationspolitik. Det, Rosling betegner som en naturlig følge af journalisters arbejdsmetode, vil jeg beskrive som en uforståelig fornægtelse af al god journalistisk arbejdsmoral: Hvordan har det kunnet lade sig gøre at undlade at omtale dette direktiv igennem så mange år, selv når debatten om flygtninge og migranter voksede til kolossal størrelse? Der må dog have siddet ikke så få af den europæiske elite, både journalister og politikere, som har kendt direktivets eksistens, og derfor ét eller andet sted i deres bevidsthed må have vidst, at det er vor egen immigrationspolitik, som er ansvarlig for, at flygtninge drukner.

Jo, jo, jeg forstår nok, at også de kan forstå det, enhver kan forstå, nemlig, at vore lufthavne ville blive oversvømmet af migranter, hvis direktivet blev afskaffet. Og det kan godt være, at de derfor et sted i deres bevidsthed vil afvise en direktivophævelse som ganske urealistisk, men forbindelsen mellem direktivet og drukneulykkerne kan de dog ikke afvise. Og hvordan kan man med viden om direktivet sige, som Jean-Claude Mignon, leder af Europarådets Parlamentariske Forsamling sagde om Lampedusa-tragedien, hvor omkring 300 mennesker druknede: »Jeg håber, det bliver sidste gang, vi skal se en sådan tragedie« (ifølge Maliks referat)? Må ikke en sådan udtalelse indikere, at Mignon ikke véd noget om noget direktiv? Men hvordan kan han være uvidende om et så afgørende dokument?

Eller tag Kenan Malik selv. Han selv konkluderede dengang efter Lampedusa-ulykken, siger han nu, at

»Næste gang, der sker en tragedie som den ud for Lampedusa – og der kommer en næste gang og en næste gang efter den – og politikere i Europa udtrykker chok, sorg og vrede, så husk på dette: De kunne selv have gjort en indsats for at afværge den, men valgte ikke at gøre det. Det er den egentlige skandale«.

Men han nævner intet om noget direktiv om transportøransvar. Godt nok nøjes han her med at være forarget, siger intet om, hvad politikernes indsats skulle have bestået i, men det er umuligt at forestille sig, at han tænker på dette direktiv uden at nævne det. Så min konklusion er, at heller ikke han aner noget om dets eksistens.

Og det fritager måske ham for ansvar for sin uvidenhed, for det har så at sige ikke været omtalt nogen steder, og han hører i så fald til den store gruppe af journalister, der udtrykker deres forargelse på et alt for løst grundlag i stedet for at undersøge grundlaget lidt bedre.

Men kan Adam Holm fritages på samme måde? Han har givet en anmeldelse af Hans Roslings bog i Altinget, se her, og han lægger vægt på, at bogens hovedærinde er at fortælle, at verden er et meget bedre sted at være end normalt antaget. Men hvordan kan han læse hen over ovenstående ret lange afsnit uden at opdage, at der her gives en oplysning, der giver EU ansvaret for de mange drukneulykker? Er virkelig denne højst engagerede og almindeligvis dybtborende journalist så indsovset i den europæiske elites normaltankegang, at han ikke opdager det sprængstof, der ligger i Roslings bog, omend ikke som hovedindholdet?

Det er mig ubegribeligt.

Jeg selv har prøvet at forklare dette mærkelige fænomen ved hjælp af begrebet samaritanitis, et kunstord, der skal antyde, at i baghovedet på europæiske journalister og politikere ligger Jesu lignelse om den barmhjertige samaritaner og rumsterer. Man vil for alt i verden undgå at kunne angribes for at handle som præsten og levitten, der ”gik lige forbi”. Derfor har diverse NGO’er kunnet snyde den europæiske elite til at tro, at det at redde liv er identisk med at bringe migranterne til en europæisk havn. Derfor har migranterne og menneskesmuglerne i forening kunnet få samtlige journalister til at overse, at alle de nødstedte på Middelhavet var ”fake shipwrecked”; de var ikke kommet i havsnød, de havde bragt sig i havsnød. Og vi taler her om journalister, der ikke bliver trætte af at tale om ”fake news”, når det er Donald Trumps ord og gerninger, det drejer sig om. Men de er altså til trods for alle deres journalistiske idealer om at finde sandheden om en sag, bukket under for det, de ser som et krav om at ”gøre en god gerning”, ”få en god mavefornemmelse”, ”føle, at man har gjort det rigtige”, eller hvordan de nu formulerer det.

Men nu – omsider – synes vi at kunne se ende på denne sygdoms hærgen. Nu omsider synes tilstrækkelig store dele af den europæiske befolkning at have fået nok af al dette snyderi. Ikke så få politikere synes at være vågnet op; lidt sent, kan man synes, for det er, som om de først skal se deres vælgere forlade dem, før de indser nødvendigheden af at skifte kurs.

Hvis det viser sig at være sandt, så vil det i det mindste bagefter vise sig, at eliten havde givet efter for en lemmingeffekt, at de var faldet for ”fake news”, eller at de var blevet forheksede. Og måske så også flere og flere fra journalisternes egne rækker vil kunne undre sig over, at de har kunnet være så blinde for det, der dog var til at se, at de har kunnet undlade at stille de spørgsmål, der dog var ganske naturlige, f.eks. Roslings spørgsmål: ”hvorfor rejste flygtningene ikke til Europa på behagelige fly eller færger?”

Men foreløbig må vi vente i spænding på, hvad der i praksis kommer ud af det skelsættende topmøde.

Dette indlæg blev udgivet i Indvandringspolitik og tagget , , , , , . Bogmærk permalinket.

2 svar til Topmøde

  1. Pingback: Forskertåger | ricardtriis

  2. Pingback: Villet uvidenhed? | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.