Peter Tudvad har skrevet en bog om Jan Hus. Den hedder ”Jan Hus, kirke, korstog og kætteri”. Jeg har samlet nogle få anmeldelser af bogen sammen, én fra Berlingske af Søren Schauser, se her, én fra Kristeligt Dagblad af Casper Pilgaard Christensen, se her, og én lidt længere fra Studenterkredsens Blad af Anders Klostergaard Petersen, se her.
Mest interessant er nok Anders Klostergaards anmeldelse. Specielt én ting har han imod Tudvads måde at fortælle på: det hænder alt for ofte, siger Klostergaard, at Tudvad psykologiserer. Klostergaard giver os et eksempel fra side 68, hvor Tudvad skriver:
Midt i den ædruelige besindelse på menneskelige kår kunne man også få færten af en næsten profetisk ekstase. Den fromme Hus var ikke blot parat til at dø for troen, men syntes at nære en pirrende lyst til martyriet.
Det er altså Tudvad, der ser en pirrende lyst til martyriet hos Hus, ikke Hus selv, der giver udtryk for noget sådant. Det er det forhold, at Hus her fem år før han blev brændt på bålet appellerer sin sag til Johannes den XXIII, der får Tudvad til at se denne pirrende lyst. For ”derved begyndte den proces ved kurien, der fem år senere skulle føre ham på kætterbålet i Konstanz”. Jamen, kære Tudvad, Hus kunne da ikke i 1410 se fem år ud i fremtiden. Han mente vel bare, at han havde ret, og at han ville være i stand til at overbevise også kurien om det. Eller han mente – og det er lige så sandsynligt – at han, ligesom den Jesus, som han gerne ville efterfølge, ville fastholde evangeliets sandhed, om han så blev truet med kætterbålet.
Det, der får Tudvad til at tillægge Hus en sådan pirrende lyst, er, såvidt jeg kan se af hans bog, at Hus i en prædiken den 15. juni 1410 havde sagt:
Vid da, at jeg har erklæret og igen erklærer, at det er min bestemmelse enten at prædike eller blive landsforvist eller dø i fængslet, da paver kan lyve og faktisk lyver; men Gud lyver ikke.
Og ikke sandt, det kunne jo tyde på, at han ikke er bange for at dø for sin overbevisning. Men dette at give udtryk for, at man vil holde fast ved sin overbevisning trods dødstrusler eller altså: dette at give udtryk for en martyrholdning er jo på ingen måde det samme som at have lyst til at komme til at lide martyrdøden. Dog er det, som om vi i vore dage, hvor martyrteologi er noget sjældent og næsten uforståeligt noget, ikke kan lade være med at forveksle villigheden til at lide martyrdøden med en psykologisk dødsdrift.
Jeg har truffet denne misforståelse af martyrvilligheden i forbindelse med Kaj Munk. Men det er lidt mærkeligt at træffe den samme misforståelse i forbindelse med Jan Hus. Og det er endnu mere mærkeligt, at Peter Tudvad udbreder denne misforståelse til også at gælde Luther.
Det er det, jeg i dette indlæg vil afsløre som forkert.
På side 274 fortæller Tudvad om, hvordan Luther i 1537 udgiver nogle af Hus’ breve, breve, som han skrev til sine brødre i Prag, mens han sad fængslet i Konstanz. I overskriften tildeler han Hus rang af martyr. Og så hedder det hos Tudvad:
Ved at tildele Hus så høj en kristelig rang, rangerer Luther for så vidt sig selv lige så højt, da han i sit forord ikke blot spejlede Mantua i Konstanz og Karl V i Sigismund, men også sig selv i Hus.
Dette forord og de breve, som Luther har udgivet, findes i Erlangerudgaven, bind 65, side 61. Og ærlig talt, når jeg læser det igennem, kan jeg ikke få øje på den spejling, Tudvad omtaler, så jeg antager, at det er Tudvad selv, der har lagt en sådan spejling ind i forordet; han skriver jo også, at Luther for så vidt rangerer sig selv lige så højt.
Men det bliver værre på næste side. Her citerer Tudvad slutningen af det andet brev fra Hus; Hus skriver:
Men jeg har det håb til Gud, at han efter mig vil sende andre, der er taprere, og de er der allerede, de, der bedre vil afdække Antikrists ondskab, og som til døden vil sætte deres liv ind for Jesu Kristi sandhed, der vil give jer såvelsom mig det evige livs glæde. (Erl 65, side 66).
Om denne passage fra Hus’ brev siger Tudvad, at Luther kunne genkende sig selv i den. Han skriver efter citatet:
Når Luther ikke uden føje kunne se sig selv som en, der bedre end Hus havde afsløret paven som Antikrist, var det jo fristende at læse hans ord i brevet som en art profeti om ham selv som den, der skulle komme. Men lige så kildrende Hus’ ord måtte være for Luthers forfængelighed, lige så anfægtende måtte de være for hans samvittighed, da han jo ikke – som de to augustinermunke i Bruxelles i 1523 – var fulgt den hellige martyr efter på bålet. (Side 275).
Dette er for mig at se noget forfærdeligt vrøvl. Hvis vi ser bort fra den noget besynderlige anklage mod Luther, at det har kildret hans forfængelighed at læse Hus’ ord om dem, der skulle efterfølge ham, så er da sandt nok, at to af Luthers ordensbrødre blev brændt på bålet i Bruxelles den 1. juli 1523, se her. Efter hvad Köstlin beretter, siger én af Luthers samtidige, at Luther brast i gråd, da han hørte om det: ”Jeg troede, jeg skulle være den første, som skulle pines for det hellige evangeliums skyld; men jeg var ikke værdig dertil!” (Se her). Men hvordan det kan pine hans samvittighed, at han ikke havde efterfulgt Hus på bålet, det er mig ganske ufatteligt, ligesom det er mig uforståeligt, at en forholdsvis habil skribent som Tudvad kan påstå noget sådant. Luther havde jo ikke svigtet. Det var ikke hans afgørelse, men kejserens, der havde afgjort sagen.
I et brev til Spalatin den 21-12 1520, hvor han svarer på, hvad han vil gøre, hvis han bliver indkaldt til rigsdagen i Worms, siger han:
Vi formår jo vistnok ikke at afgøre, hvoraf der kan opstå mest fare for evangeliet og for menneskeheden, af mit liv eller af min død. (Se her).
Det forekommer mig, at Luther her er ganske klar, og at vi ikke på nogen måde behøver at gøre os forestillinger om, hvorvidt Luther var forfængelig eller havde samvittighedskvaler over ikke at være blevet martyr: det er, siger han, ikke ham eller hans kolleger i Wittenberg, der afgør den sag, det er en højere instans, der træffer den afgørelse.
Men Tudvad kører videre i dette spor.
Luther skriver i efterskriften til udgivelsen af Hus’ breve, siger Tudvad, at
koncilsfædrene i Konstanz var ikke desto mindre sikre på, at ingen efter kætterdommen igen ville vove at skrive mod dem, og at ingen igen ville turde lovprise Hus.
Og så citerer han Luthers fortsættelse:
Men Jan Hus profeterede noget andet, hvilket også til dels er sket gennem mange andre og mig. (Erl 65, side 83)
Og så kører han videre med rene og skære gisninger ud fra forestillingen om en dårlig samvittighed hos Luther: Var der ikke noget om, at Luther havde haft en depression i 1527? (Jeg har nu ikke hørt om den, men lad det kun passere). Var der ikke noget om, at han i de følgende år var plaget af sådanne sjælelige kvaler indtil sin død? Han kunne være anfægtet af, at hans lære måske nok var fuldt ud evangelisk, men at hans liv med kone og børn lod meget tilbage at ønske i retning af evangelisk fattigdom. Han måtte da anfægtes af Abrahams ord til den rige mand (Luk 16,25) om, at han fik sit gode, mens han levede, men Lazarus på samme måde det onde; ”nu trøstes han her, mens du pines”. Utrolige gisninger at komme med, hvad Tudvad åbenbart også selv véd, for han fortsætter:
Det foregående er selvfølgelig kun gisninger, men noget taler for dem, selv om det er og bliver uvist, hvad der lå til grund for Luthers anfægtelser fra sygdommen i 1527 til døden i 1546. Vist er det derimod, at Luther tolkede profetien i Hus’ breve til gunst – eller snarere beroligelse – for sig selv.
Der er faktisk intet, der taler for Tudvads gisninger; det er rent og skært hjernespind. Og dette hjernespind hænger sammen med, at vor tid ikke længer har nogen martyrteologi. Martyrvillighed anses som noget abnormt, som noget, man kun kan have i kraft af psykologiske særheder, i hvert fald ikke i kraft af teologiske overbevisninger. Det gælder både Tudvads beskrivelser af Hus’ martyrvillighed og hans beskrivelse af Luthers ditto; han forstår det ikke. Han kan ikke indse, at det er en ganske normal, menneskelig reaktion at holde fast ved sin overbevisning og kun lade sig rokke fra den af argumenter, ikke af trusler.
Man kan se en længere redegørelse for Luthers martyrsind, som jeg har skrevet og lagt ud på nettet her. Der er tale om et kapitel i en længere afhandling om Luther og Kaj Munk, sammenlignet netop i henseende til villighed til at dø for sin overbevisning.
Jeg henter nogle enkelte citater fra denne redegørelse. Først er der et brev, som Luther skrev fra Augsburg til Wittenberg, før han skulle møde Cajetan. Her hedder det:
Jeg går hen at ofres for dem og for jer. Hvis det behager Gud. Jeg vil nemlig hellere gå til grunde, og, hvad der er mig det tungeste, undvære det søde samvær med jer for bestandig, end jeg vil tilbagekalde, hvad der er rigtigt sagt. Se her.
Dette betyder blot, at Luther er klar over den risiko, han løber ved at tage til Augsburg. Og det var ikke forkert. En katolsk forsker, Volker Reinhardt, skriver ligeud, at Cajetan havde ordre til at tage Luther med til Rom som fange, se her. Det blev dog forhindret derved, at Luthers fyrste, Frederik den Vise, havde instrueret Luthers ledsagere om at skaffe Luther et kejserligt frit lejde, før de lod ham træde frem for Cajetan.
En af Luthers katolske samtidige, Johannes Cochlæus, forfattede i 1525 et skrift imod Luther. Deri anklager han Luther for ikke at have et ægte martyrsind. Han citerer f.eks. det markerede afsnit af nedenstående udtalelse af Luther fra et skrift, som Luther udgav, efter at han havde modtaget den pavelige bulle. Besynderlig nok antager Luther deri, at bullen ikke er skrevet af paven, men af Eck, hans modstander fra disputationen i Leipzig. I dette skrift hedder det:
For det første, at jeg desværre i Leipzig ved disputationen ikke havde læst Johan Huss, ellers ville jeg ikke have nøjedes med at regne nogle af artiklerne fra Konstanz, men dem alle for fordømte. Det regner jeg dem for nu, efter at jeg har læst Johan Huss’ dybsindige, ædle, kristelige bog, hvis lige ikke er skrevet i fire hundrede år. Den er nu også ved guddommelig førelse udkommet på tryk for at bevidne sandheden og for at sætte alle dem, der har fordømt den, offentligt i gabestokken. Det er ikke Johan Huss’ artikler, det er Kristi artikler, Paulus’ og Augustins, og de er begrundet på det allerstærkeste og bevist uigendriveligt, sådan som alle de, der har læst dem, må bekende. Ak, Gud give, at jeg kunne være værdig i forhold til ham, til også for sådanne artiklers skyld at blive brændt, revet og drevet i stykker på det allerskændigste, som Doktor Løgner selv kunne udtænke det; om det så skulle koste mig livet tusind gange, det skulle frem altsammen. Ikke, at jeg dermed vil fremhæve Johan Huss og udskrige ham som martyr. (Se her).
Og ja, her kan man se et ønske om at være værdig til martyrdøden hos Luther af samme art som Hus’ ønske. Men man bør dog lægge mærke til, at grunden til, at han er villig til at lide døden, er, at ”det skal frem altsammen”.
Cochlæus har også fundet det næste citat. Det stammer også fra 1520, fra den tid, der gik, inden Luther lod sig overbevise om, at bullen virkelig var pavens, og på sin fyrstes ordre skrev det modskrift, som blev stående som hans egentlige svar. Cochlæus citerer:
Ligeledes skriver du imod den pavelige bulle: “Vi beder jer, at I aldrig mere absolverer os eller tæller os med blandt jeres folk, ja, for at I kan opfylde jeres blodtørstige tyranni, tilbyder vi os villigt af os selv til døden”. (Se her).
Cochlæus bruger disse citater til at hævde det samme som Tudvad: at martyrvillighed er det samme som martyrønske. Men hvis man er i tvivl om, hvad Luther vel kan mene med at ”tilbyde os villigt af os selv til døden”, kan man læse det føromtalte brev af 21-12 1520 til Spalatin. Luther er som sagt af kurfyrsten, via hans sekretær, Georg Spalatin, blevet spurgt om, hvad han vil gøre, hvis han bliver indstævnet til rigsdagen i Worms. Og Luther svarer:
Bliver jeg stævnet, vil jeg, såvidt det står til mig, endog som syg, lade mig bringe derhen, dersom jeg ikke kan komme rask. Thi det er ikke ret at tvivle om, at jeg kaldes af Herren, dersom kejseren kalder mig. Fremdeles, dersom de vil bruge magt, hvad jo er sandsynligt (thi de interesserer sig ikke for at få mig stævnet til deres belæring), så må sagen anbefales til Herren. … Thi her er spørgsmålet ikke fare eller redning af et menneskeliv; meget mere må det være vor bekymring, at vi ikke prisgiver evangeliet, for hvilket vi er trådt i skranken, til de ugudeliges spot, ikke giver vore modstandere årsag til at rose sig imod os, som om vi ikke vovede frit at bekende, hvad vi har lært, som om vi frygtede for at udgyde vort blod derfor. (Se her).
I modsætning til moderne mennesker er Luther godt klar over, hvad Gud kan bruge en martyrs død til. Han skriver om det i forbindelse med sine to ordensbrødres martyrdød i Bruxelles. Denne begivenhed inspirerede ham til at skrive et digt, eller, om man vil, til at skrive sin første salme, se her. Her hedder det i det tiende vers:
For bålets aske bliver ved,
gi’r støv i alle lande.
Al verdens vand, dens jord og grav
kan ej dets glød udvande.
Dem, som vor fjende ved sit mord
har tvunget til at tie,
dem tvinges han til hvert et sted
at lade glad udsige
Guds pris med tunger døde.
Det er det forunderlige, som Luther har blik for, at Gud kan bevirke, at de døde tunger udsiger hans pris.
At det virkelig var Luthers største bekymring, at han ikke skulle komme til at prisgive evangeliet, kan ses af hans reaktion, da han kom tilbage til sit logi, efter at rigsdagen havde hørt ham. Ifølge Köstlin rakte han armene opad og sagde: ”Jeg kom igennem det! Jeg kom igennem det!” (Se her). Men han var jo aldeles ikke kommet igennem det. Hvis hans bekymring gik på, om han slap fra det med livet i behold, skulle han først have udbrudt sit ”jeg kom igennem det” på Wartburg.
Det er ikke mange følelsesudbrud, vi har fra Luthers side. Men dette er ét af dem. Og det afslører dog vist tydeligt nok, at han var indstillet på ikke at ville tilbagekalde trods den dødstrussel, der hvilede over hans hoved.
Det er al ære værd, at Peter Tudvad har villet lægge vægt på Jan Hus og hans lære og martyrdød som en forløber for Luther. Men det er en umulig opgave at foretage en mandjævning dem imellem. Og det er for simpelt, som Tudvad gør, at fremhæve Hus på Luthers bekostning, fordi han var ugift og fattig og led døden på bålet. Historiens gang er mere kringlet end som så.
Mange andre end Hus har jo således banet vejen for den lutherske reformation. Humanisterne i bred almindelighed med deres vægtlæggen på skriftens vidnesbyrd har således ydet et stort bidrag. Og Laurentius Valla med hans afsløring af, at ”Konstantins gavebrev” var et falsum, blev afgørende for reformationens historie, fordi det fik Luther til at indse, at paven var antikrist.
Og i stedet for som Tudvad at fremhæve Hus’ ugifte stand som særlig evangelisk, vil jeg mene, at man bør fastslå som noget af det fantastiske ved den reformatoriske vending, at de gode gerninger ikke længer blev betragtet som gerninger, hvormed man bød de legemlige krav trods, f.eks. cølibat, faste, pilgrimsvandringer, men – med Luthers ord – som gerninger, der udføres i ”kald og stand”. Derved fik man gjort op med den augustinske kamp mod drifterne og igen indsat normale, almenmenneskelige handlinger i deres ret.
Når dertil kommer, at den afladsteologi, der havde vundet indpas i kirken i senmiddelalderen på en næsten altdominerende måde, blev så at sige tilintetgjort af den lutherske reformation, så er der for mig ingen tvivl om, at den lutherske reformation var langt mere omfattende og havde langt større virkninger end den hussitiske, men heller ingen tvivl om, at man, hvis man vil bedømme de to personer i forhold til hinanden, ganske frimodigt kan se bort fra den virkning, deres gerning havde.
Men som sagt, en sådan mandjævning bør man egentlig lade være med. Hus kan have været en ti gange frommere kristen end Luther, det var alligevel den lutherske reformation, der blev den helt store omvæltning i europæisk kulturhistorie. For hverken Hus eller Luther var herrer over, hvad der kom ud af deres protest mod pavedømmet.
ricardtriis 