Tanken om Guds almagt har mange gange ført med sig, at mennesker mister troen på Gud. De standses i deres gudstro af det såkaldte teodicé-problem, altså det problem, der opstår, hvis man på én og samme tid vil fastholde Guds retfærdighed og Guds almagt.
Dette problem kan fremstå ad to veje. Dels som en anfægtelse over naturens ligegladhed med menneskeliv, dels som en tvivl på Guds magt, når menneskers magt er så enorm til at udføre det onde.
I en artikel i Kristeligt Dagblad den 25-1, se her, tages teodicé-problemet op. Artiklen holder sig til en tyskfødt teolog, Katharina von Kellerbach, der er professor i USA, og prøver at redegøre for, hvordan Holocaust ændrede den teologiske dagsorden for både jøder og kristne. F.eks. slettede den katolske kirke i 1965 den fordømmelse af jøderne for Jesu korsdød, som man hidtil havde fastholdt.
Nu har jeg jo selv levet i den tidsperiode, der her er tale om, og selv deltaget med liv og lyst i den teologiske samtale, og jeg må indrømme, at jeg har svært ved at genkende den ændring i teologien, Kellerbach taler om. Sandt er det, at der fornylig har været stemmer fremme om, at Gud ikke er almægtig og dermed ansvarlig for alt det, der sker, herunder det onde, der rammer os; man nøjes med at hævde, at Gud går ved vor side, eller at vi ikke skal igennem noget ondt, som Gud ikke selv har været igennem. Men det forekommer mig, at dette er trends indenfor teologien, der først er dukket op for forholdsvis nylig, jeg kan i hvert fald ikke huske det fra min undervisning på universitetet.
I artiklen nævnes bl.a. Hans Jonas (1903-1993):
”For Jonas udfordrer Auschwitz det overleverede gudsbegreb. Til spørgsmålet om, hvorvidt Gud ikke kunne eller ville gribe ind, svarer Jonas, at Gud ikke kunne. For Jonas er Gud ikke længere den almægtige herre over historien,” forklarer Claudia Welz, som er dr.theol. og tidligere professor i etik og religionsfilosofi ved Københavns Universitet, hvor hun har grundlagt et center for studier af jødisk tænkning i moderne kultur.
Også den amerikanske konservative rabbiner og professor Richard Rubenstein (1924-) tog efter Auschwitz afsked med den indgribende Gud og begyndte i stedet at omtale Gud som ”hellig intethed”, en uendelige kilde til eksistensen, forklarer Claudia Welz.
”Den største udfordring er, om – og i så fald hvordan –man stadig kan tænke Guds nærvær hos os mennesker til trods for følelsen af gudsforladthed. Der er en tendens, især hos jødiske tænkere, til at omfordele ansvaret for det, der sker her på jorden, ved ikke længere at betragte Gud som hovedansvarlig, men snarere mennesket. Konsekvensen er, at teologi omformes til etik,” siger Claudia Welz.
”Gud kan ikke gribe ind i Auschwitz”, siger Jonas. Det er altså ikke sådan, at han ikke vil, det er ikke sådan, at han har indrettet tilværelsen, så han lader mennesker have forfærdelig ”lang snor”, nej, det er sådan, at han ikke længer betragtes som almægtig.
Jeg må indrømme, at dette i min optik er besynderlige tanker. For mig at se ligger der i selve gudsbegrebet en forestilling om, at al magt tilhører denne gud. At tale om gud som blot og bart nærvær giver ingen mening, synes jeg, når altså den gud, vi taler om, ikke har nogen magt. Er hans nærvær så ikke ligegyldigt for mig, er det ikke uden trøst af nogen art?
Eller tanken om, at hovedansvaret for det, der sker her på jorden, ikke længere betragtes som Guds, men som menneskets, er det noget nyt? Det var en anfægtelse af de store for jødefolket, at det skulle bortføres til Babylon. Men af den grund kom de også til at se perserkongen Kyros som Guds redskab. Historieforløbet har altid været svært at få rede på, men hvis Gud udelades af ligningen, bliver det da vist ikke lettere at forstå.
Anders Klostergaard Petersen siger om den tyske teolog Jürgen Moltmann:
”Moltmann er en af de første repræsentanter for en svag teologi inden for protestantismen, som for alvor slog igennem i løbet af 1980’erne. Hos ham er lidelsen i holocaust forbundet med det kristne håb, og Gud har hverken forårsaget holocaust eller forladt os. Som en parallel ses i komplekse former for jødisk teologi en forestilling om, at Gud var med i Auschwitz, med i smerten. Gud var fjern, men har ikke forladt os. På den vis kan jødedommen og kristendommen dele en Gud, der er svag, men stadig retfærdig, fordi han møder mennesket i dets hjælpeløshed og afmagt.”
At Gud ikke har forladt os, at han er svag, men stadig retfærdig, hvad kan jeg stille op med den tanke? En hjælp i anfægtelse, en hjælp til at kapere Auschwitz? Da kun, hvis jeg formår at holde al logik tilbage. For hvad nytter Guds retfærdighed, hvis han er så svag, at han ikke kan gennemføre denne retfærdighed?
Klostergaard siger lidt senere:
”Efter holocaust og særligt i 1980’erne skete der et skifte, hvor kristne teologer begyndte at anerkende, at den tidlige kristusreligion var en del af jødedommen, og at den i århundreder forblev således. Den ændring i synet på de to religioner var fuldstændig utænkelig før Anden Verdenskrig,”
Tja, man tror åbenbart, at man kan lave om på historieforløbet ud fra moderne forestillinger om forbrødring mellem kristne og jøder. Men som tidligere bemærket: Paulus startede sin karriere som god jøde og kristenforfølger.
En mangel ved alle de teologer, der nævnes i Kristeligt Dagblads artikel, er, at martyrtankegangen er som støvsuget bort. Jeg aner ikke, om det gælder alle deres værker, men noget kunne tyde på det, siden det ikke nævnes i referatet. Lad mig henvise til et indlæg her på bloggen, som jeg skrev i 2014 imod Lars Sandbeck, se her. Her citerer jeg Luther fra et brev, han sendte til Spalatin, før han mødte frem i Worms:
Vi formår jo vistnok ikke at afgøre, hvoraf der kan opstå mest fare for evangeliet og for menneskeheden, af mit liv eller af min død.
Hvad ligger der bag disse ord?
Ja, der ligger jo først og fremmest en fortrøstning til Gud, altså til den Gud, der har magt over alle ting. Men der ligger også en overbevisning om, at Gud vil have sit evangelium udbredt til gavn for menneskeheden, og at dette formål måske kan fremmes gennem Luthers død. Det vil sige: Luther har faktisk en martyrteologi. Han véd af, at Gud når sine mål gennem menneskers død ved andre menneskers ondskab. Måske det er Johan Hus’ skæbne, der har overbevist ham om, at sådan er Gud. Måske det er evangeliernes mange opfordringer til at holde fast ved Jesu ord på trods af den modstand, disciplene udsættes for. I hvert fald har han appliceret disse ord på sig selv, og fundet trøst deri.
Og jeg citerer også et par vers af den salme, Luther skrev i anledning af, at to af hans ordensbrødre var blevet brændt på bålet den 1. juli 1523, fordi de ikke ville afsværge deres lutherske tanker:
Den skændsel har de angret nu,/ de vil den helst udsmykke,/ de tør ej prale af den dåd,/ de skjuler der’s ulykke./ For skammen bed dem her i sind,/ de klaged’ sig, de dybt fortrød./ Dog kan ej Ånden tie her: /Det Abelblod, de her udgød,/ det melder Kains brøde.
For bålets aske bliver ved,/ gi’r støv i alle lande./ Al verdens vand, dens jord og grav/ kan ej dets glød udvande./ Dem, som vor fjende ved sit mord/ har tvunget til at tie,/ dem tvinges han til hvert et sted/ at lade glad udsige/ Guds pris med tunger døde. Se her.
Her afbildes det, man kan kalde martyrvirkningen, på udmærket måde. De, der udgyder blod, tænkes at rammes af skam, fordi de godt selv kan se, at Kains brøde afsløres af det Abelblod, der blev udgydt. Ja, det er endda sådan, hævder Luther, at selv om morderne med deres mord har tvunget mennesker til at tie, så synger de stadig Guds pris med deres døde tunger.
Men mærkeligt er det, at Luthers efterfølgere, de lutherske kirker, så at sige alle har glemt martyrvirkningen, ikke regner med den, holder den ude af deres overvejelser over historieforløbet. Og dog ligger der jo ikke andet deri, end at mennesker lærer af deres erfaringer.
Hitler anså således Vesten for at være dekadent. Han mente, at han godt sammen med Sovjetunionen kunne angribe Polen, Vesten ville acceptere det, måske komme med nogle små protester, måske på forskellig måde undskylde overfor sig selv, at man forholdt sig i ro, men ellers intet foretage sig.
Sådan gik det ikke. Ja, da Chamberlain, Englands daværende premierminister, ham, der havde skaffet Europa ”fred i vor tid”, som han sagde efter München-aftalen, hvor Hitler fik foræret Sudeterlandet, da han erfarede, at Hitler havde angrebet Polen, erklærede han Tyskland krig, og sagde tilmed, at der ikke blev fred i Europa, før det nuværende styre i Tyskland var forsvundet. Og det gjorde han, fordi han havde lært af erfaringen. Da Hitler efter München-aftalen i september 1938 allerede i marts 1939 indtog Rest-Tjekkiet, blev han klar over, at den mand kan man ikke stole på. Derfor erklærede han krig, derfor skulle krigen afsætte Hitler.
Og da England senere i juni 1940 var på hælene, var slået af Hitlers hurtige fremrykning i Frankrig, var nødt til at evakuere sin hærstyrke fra Dunkerque og efterlade tonsvis af udstyr dèr, og der var planer i krigskabinettet om at søge at opnå fred med Hitler gennem italienerne, var mange af medlemmerne parate til at søge en forhandlingsfred, men ikke Chamberlain. Han havde lært, hvem han havde for sig, og han ville ikke lade sig snyde én gang mere.
Er det Gud, der handler gennem den slags yderst menneskelige overvejelser?
Ja, det er det, men han handler som altid gennem sproget. Menneskenes børn har han styr på derved, at de gribes af sproget og dets strukturer, gør erfaringer med disse strukturer og retter sig efter dem.
Hitler ville ikke lade sig styre af sproget. Han var ligeglad med, om man fremover ikke stolede på ham. For ham var det om at gøre at udvise kontrol, magt, overherredømme. Men den retfærdighed er der til i sproget og dets strukturer, at dette slog tilbage på ham og ramte ham. Det blev umuligt for ham at standse sin hærgen, specielt sin hærgen i Rusland, for Stalin og han var to alen ud af ét stykke, de stolede ikke på nogen, og kunne derfor ikke slutte fred; Hitler havde jo én gang brudt den aftale, han havde lavet med Stalin, det gjorde det umuligt for ham igen at lave en aftale.
Så er det sandt, at han havde et blødt punkt, hvad angik jøderne. Og det er sandt, at dette ikke blot medførte en ”krystalnat” i 1938, men også en decideret plan om jødeudryddelse, Endlösung, i 1941. Man kan måske sige, at fordi Hitler med sin opfattelse af jøderne som et underfolk havde rakt Fanden en lillefinger, tog han hele hånden, forstået på den måde, at den logik, der lå bag opfattelsen af arierne som overmennesker og jøderne som undermennesker, og den logik, der lå bag socialdarwinismens tro på kamp mellem folkene som den naturlige tilstand, uden problemer kunne videreføres til den tanke, at tyskerne burde ”afluse sig”, fjerne jøderne, i sidste ende direkte slå dem ihjel. Det ene trin på denne logiske stige tog det andet, og Auschwitz var sluttrinnet.
Jamen, Gud? Hvor er Gud henne i dette?
Han er stadigvæk i sproget. Men hans modstander, djævelen, er det også. For har man først indskibet sig i den overbevisning, at nogle folk er bedre end andre, så er vejen åben til Auschwitz. Det er blandt andet derfor, det er pinende nødvendigt for os kristne at vende os imod koranens forkyndelse; for den går ud på, at muslimer er bedre end ikke-muslimer. Og selv om den logiske konsekvens af det, nemlig muslimsk militær erobring af de europæiske lande, for længst er blevet umulig for muslimerne at gennemføre, så har en anden logisk konsekvens dog været mulig, nemlig det armenske folkemord, som tyrkerne udførte under Første Verdenskrig.
Men, som jeg skrev i det ovenfor omtalte indlæg: ikke så snart er djævelen drevet ud på ét område, før han popper op på et andet område. Ikke så snart er apartheid afskaffet i Sydafrika, før en række andre problemer viser sig. Ikke så snart er de forskellige diktaturer forsvundet, det i Grækenland, det i Portugal, det i Spanien, det i Chile, før vanskeligheder med at få demokratiet til at fungére dukker op.
Og i Europa i dag: ikke så snart er vi blevet klar over, at alle mennesker er lige, før vi med den voldsomme indvandring, vi har været vidne til, bliver nødt til at afklare for os, at dette ikke betyder, at alle og enhver har ret til at slå sig ned hos os, og – vil jeg føje til – bliver nødt til at indse, at mange mennesker og godgørende organisationer udnytter denne lighedstanke til det yderste, så vore lande risikerer at segne i kraft af de indvandrede muslimers anderledeshed.
Auschwitz, ja: en djævelsk logisk følge af tesen om tysk overlegenhed over alle andre folk. Og muslimsk læsning af koranen, så muslimer bliver opfattet som ”det bedste folk”: et djævelsk logisk grundlag for vore muslimske landsmænds mangeartede angreb på os danskere, fra almindelig, pekuniær udnyttelse til voldtægter og røverier.
I en nutidig tilgang til martyrvirkningen bør kirken vende sig imod koranens påstande, uanset om det medfører personlige ulemper eller måske endda forfølgelse fra muslimers side.
ricardtriis 