Tja, så har man været i kirke denne gudstjenesteløse søndag. Eftersom diverse gudstjenester rundt omkring var aflyst på grund af coronavirussen, måtte jeg ty til fjernsynsgudstjenesten klokken to fra Sorgenfri kirke. Og det var såmænd ikke så værst. Men den trofaste læser vil jo nok være klar over, at jeg ikke ville være mig selv, hvis jeg ikke havde ét og andet at indvende. Og ja, rigtigt gættet, det har jeg. Men prædikanten, Søren Hermansen, kan, hvis han læser dette, på forhånd glæde sig: det jeg vil indvende, gælder i lige grad johannesevangelisten og prædikanten.
Først johannesevangelisten. Teksten var fra Joh 8,41-52, og det, jeg har at indvende imod den, er, at den synes at være båret af en meget stærk påståelighed fra Jesu side. Lad os bare se lidt på ordene:
Jesus sagde til dem: »Hvis Gud var jeres fader, ville I elske mig, for det er fra Gud, jeg er udgået og kommet. Jeg er ikke kommet af mig selv, men det er ham, der har udsendt mig. Hvorfor forstår I ikke, hvad jeg siger? Fordi I ikke kan høre mit ord. I har Djævelen til fader, og I er villige til at gøre, hvad jeres fader lyster. Han har været en morder fra begyndelsen, og han står ikke i sandheden, for der er ikke sandhed i ham. Når han farer med løgn, taler han ud fra sig selv; for løgner er han og fader til løgnen. Men jeg siger sandheden, derfor tror I mig ikke. Hvem af jer kan påvise nogen synd hos mig? Når jeg siger sandheden, hvorfor tror I mig da ikke? Den, der er af Gud, hører Guds ord; men I hører ikke, fordi I ikke er af Gud.« Jøderne sagde til ham: »Har vi ikke ret i at sige, at du er en samaritaner og besat af en dæmon?« Jesus svarede: »Jeg er ikke besat af en dæmon, jeg ærer derimod min fader, men I vanærer mig. Jeg søger ikke min egen ære; der er en, der søger den, og han dømmer. Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der holder fast ved mit ord, skal aldrig i evighed se døden.«
Er det ikke rigtigt, at Jesu ord er båret af en idelig gentagen påstand, som ikke bliver begrundet? Han påstår, at han siger jøderne sandheden. Men det vil vel enhver profet påstå. Han påstår, at jøderne har djævelen til far, og at det er derfor, de ikke høre Jesu ord. Og det er jo en stærk påstand, men den underbygges ikke. Han påstår, at han ikke er besat af en dæmon, men ville ikke en dæmonbesat også sige det? Han påstår, at det er umuligt at påvise nogen synd hos ham, og bevares, det kommer vel lidt an på, hvad synd er for en størrelse, men hvis vi holder det for et ideal at være beskeden, så er en sådan påstand i hvert fald imod dette ideal.
Hvordan skal nu en prædikant stille sig til disse påstande?
Ja, Søren Hermansen gjorde det, som vel de fleste prædikanter ville have gjort: Han udlagde det om os alle sammen: vi har djævelen til far, vi er præget af løgn helt igennem, vi vil ikke være ved, at vi er løgnere, men her i kirken afsløres vores løgn, og vi får kraft til at leve som de syndere, vi er.
Og det, jeg vil indvende imod en sådan prædiken, er såmænd ikke, at teksten ikke taler om mennesker i almindelighed, men om jøder. De anklages for løgn, fordi de antager, at loven er det væsentligste i gudsforholdet. Man kunne jo godt få noget opbyggeligt ud af den tanke; for vi gør jo gang på gang det samme.
Og jeg véd såmænd heller ikke, om det, jeg har imod prædikenen, er, at han bredte vores løgnetendens ud over os alle sammen. Det var mere det, at det hele bliver alt for individorienteret. Det er enkeltmenneskets problemer, der tages op, ikke de problemer, vi står i som fællesskabsmennesker. Det blev kraftigt understreget af Brorsons salme: ”Jeg går i fare, hvor jeg går”, DDS nr 45. Også Brorson ser her på enkeltmenneskets tilværelse, dets forhold til faren, til døden, til engle, til Jesus, til himlen. I en sådan individuel tankegang kommer næsten ind i billedet som en sær lille himstregims, som vi da ikke må glemme at elske i al vor optagethed af Gud og Jesus og jordelivet, men at alt står og falder med forholdet til den anden, til næsten, til de fællesskaber, vi står i, det kommer ikke frem.
Og derfor er jeg bange for, at de mange pæne mennesker, der sad i kirken, nok, mens de er i kirken, kan føle sig som syndere, men glemmer denne syndsfornemmelse, så snart de træder ud af kirkedøren. Hvilket for så vidt er meget godt, for det ville dog være utåleligt at skulle leve sit liv i den overbevisning, at jeg er en løgner helt igennem. Eller, hvis jeg skal sige det lidt groft: Der er en fare for, at de inde i kirken sidder og hælder vand ud af ørerne, og måske også udenfor kirkens rum kan lade sig overbevise om, at ”jeg ikke er så god, som jeg burde være”, men ellers lader resten bero på en from forståelse af Guds tilgivelse, der rækker ind over alle vore gebrækkeligheder, også de gebrækkeligheder, der stammer fra vores lusk og bedrag.
Denne syndsforståelse blev understreget af henvisning til Martin A. Hansens radioroman ”Løgneren”, og af Elvis Presleys sang ”You look like an angel”. Begge personer indført som indslag i prædikenen, Martin A. Hansen derved, at der blev vist filmklip fra filmen ”Løgneren”, Elvis Presley derved, at én af koristerne med flygelledsagelse sang sangen.
Martin A. Hansen først!
Eller snarere: Ham springer jeg over. Jeg véd ikke nok om ham til at vide, om Søren Hermansen brugte ham rigtigt. Og jeg véd ikke, om han mon har en dybere forståelse af evangeliet og af menneskelivet, som kan udkonkurrere min forståelse. Men Hermansen fik jo da nævnt hovedpersonen Johannes Vigs advarsel: ”Udtal ikke mit navn for hurtigt”. Men allerede her viser sig en forskel til de jøder, Jesus taler imod: Når Johannes kan sige dette, viser det, at han dog ikke er en total løgner. For var han det, ville han ikke have mindste anelse om, at han lyver.
Men så til Elvis Presley:
Sangeren synger til sin tidligere elskede: ”You look like an angel/ walk like an angel/ talk like an angel/ but I got wise/ You’re the Devil in disguise”. ”Du ser ud som en engel, går som en engel, taler som en engel, men jeg er blevet klogere: Du er djævelen i forklædning”.
Ærlig talt, jeg er stærkt i tvivl om, hvad meningen er. Ikke så meget om, hvad sangen vil sige, for den vil vel give udtryk for fortvivlelsen over, at forholdet til den elskede gik i stykker. At den elskede er djævelen i forklædning, er tydeligvis en overdrivelse, det er intet menneske, men det er klart, når forholdet går i stykker, måske på grund af en løgn fra den ene part, måske på grund af for meget skuespilleri, måske af helt andre grunde, så fornemmes det, som er det djævelen selv, der har taget ved den anden og gjort hende til en forklædt djævel.
Men går det an at bruge denne psykologiske erkendelse i teologien? Jeg mener, her sidder i kirken det ene ægtepar ved siden af det andet; her sidder mennesker, der har været igennem en skilsmisse, men har fundet en ny partner; her sidder mennesker, der har holdt sølvbryllup og været glade og taknemlige for det liv, de har levet sammen, det kan endda tænkes, at der sidder indtil flere guldbrudepar; men ingen af dem kunne drømme om at sige til sin elskede, at hun ser ud som engel, går som en engel, taler som en engel, men jeg har gennemskuet dig: det er skuespilleri alt sammen.
Selv den, der har været igennem en skilsmisse, vil ikke sige sådan. For han eller hun véd, at skylden for sammenbruddet er utrolig svær at fordele. Måske det er min skyld! Måske jeg har taget for let på den andens problemer! Og måske vi virkelig nåede dertil, at de ord, der skulle give udtryk for kærligheden, blev uægte, blev påtagne. Men at den anden skulle være en djævel i forklædning, nej, sådan var det ikke, selv om vi gerne vil indrømme, at Den Onde har haft en finger med i spillet, da bruddet indtraf.
Så altså: Hvad er meningen med at bringe denne tekst ind i prædikenen? Er det blot at understøtte den fornemmelse, enhver from kirkegænger har – eller meget snart vil få – at vi alle er syndere, men frimodigt kan stole på Guds tilgivelse også af disse synder?
Da jeg i sin tid blev ”omvendt” bort fra at prædike på tidehvervsk, formulerede jeg den prædikenopskrift, jeg hidtil havde brugt, således: ”Det drejer sig om at prædike synderne og disses forladelse”. Det er vist den samme opskrift, Hermansen brugte. Og han gjorde det godt, man er uvilkårlig grebet af det. Men bagefter, når eftertanken melder sig, holder det så vand? Ja, det er jo altså det, jeg er kommet noget i tvivl om.
Lad mig genopfriske noget af det, jeg sagde ved et emerituskonvent med Sørine Gotfredsen. Hun talte om sin bog ”Fri os fra det onde”, og om, hvordan hun hos sig selv havde fornemmet skyggefulde kræfter i sig.
Det fik mig til at indvende, at jeg for min del aldrig havde haft den slags fornemmelser. Når jeg så tilbage på mit liv, var det taknemlighed, der prægede mig. Ikke blot taknemlighed over godt helbred og god stilling, men først og fremmest taknemlighed over de faste og trygge fællesskaber, som jeg var en del af. For, som jeg sagde, hvis jeg var omgængelig og imødekommende, så var jeg det jo, fordi de fællesskaber, jeg stod i, havde gjort mig omgængelig og imødekommende. Men det var ikke sådan, at jeg kunne fornemme nogen dyb afgrund af uforståelig ondskab i mit indre. Og det var heller ikke sådan, at jeg kunne forklare nogle af tildragelserne i mit liv med en kælderdyb ondskab, hverken hos mig selv eller hos dem, jeg omgikkes.
Det var lige ved at gøre Sørine Gotfredsen mundlam. Det var en holdning, hun aldrig havde mødt før, sagde hun. (Se her).
Men, vil man måske spørge, vil det sige, at jeg ikke betragter mig selv som en synder?
Det vil sige, at jeg helst vil lade være med at stille dumme spørgsmål. Og det spørgsmål er dumt. For jeg må jo konstatere, at når de fællesskaber, jeg lever i, er glade og lykkelige fællesskaber, så skyldes det blandt andet, at jeg, hvor stor en synder jeg end måtte være, er blevet grebet i den grad af atmosfæren i disse fællesskaber, at den synd, jeg har, og som altså efter andres teoretiske mening er stor, ikke har formået at ødelægge den.
Omvendt, hvis jeg vil give mig til at prale af mine præstationer i disse fællesskaber. Så må jeg erkende, at det på ingen måde lader sig gøre, og hvis jeg vil gøre det alligevel, viser det blot, at der er noget, jeg har misforstået. Jeg er, hvad jeg er, i kraft af de andre i fællesskabet. Jeg kan med mine fejltrin og lidt for hurtige og smarte bemærkninger måske være med til at ødelægge noget i fællesskabet, men opbygges fællesskabet, bliver det dejligt og skønt at være i, skyldes det ikke mine bemærkninger eller mine forsøg på forståelse og indlevelse; for disse forsøg kan være så heldige, som tænkes kan, de i sig selv betyder ingenting, det er ånden, fællesskabets ånd, der virker ind og gør dem troet af de andre; det formår jeg jo ikke selv at gøre.
Jamen, hvad så med syndernes forladelse?
Ja, så er vi tilbage ved den fejl, jeg tidligere havde i min opfattelse. Jeg troede, at begrebet ”syndernes forladelse” forudsatte synd. Det er forkert. ”Syndernes forladelse” er et ord, der igen vil bringe mig ind i fællesskabet. Forkyndelsen af ”syndernes forladelse” i kirken fortæller mig, at det er Gud, der er kraften bag den gode atmosfære i mine fællesskaber. Og ”syndernes forladelse” opildner mig derfor til takkebønner over alt det dejlige, jeg oplever i mine fællesskaber og til bøn om bevarelse af disse fællesskaber, så den gode tone, den åbne ånd, den afslappede atmosfære stadig må være det, der præger dem.
Jeg har såmænd skrevet en salme over dette, den første af de to salmer i dette indlæg. Her skildrer jeg Jesus som kraften bag Ordets gåde (vers 2), og mig selv som den, der i kraft af hans indvirkning får sagt de rigtige ord på de rigtige tidspunkter (vers 3). Så skildrer jeg Peters fornægtelse (vers 5), Jesu tilgivelse af ham (vers 6) og spørger så i vers 7, om jeg tror på dette, og det vil jo sige, om jeg tror på syndernes forladelse, når altså syndernes forladelse betyder: genindsættelse i fællesskabet. Og til det kan jeg jo kun sige: Selvfølgelig gør jeg det, det er jo det, jeg oplever hver evig eneste dag.
Og det er disse oplevelser, der gør, at jeg ikke rigtig kan være med til alt dette syndehalløj. -Jamen, føler du da ikke, at også du har optrådt som en løgner? -Nej, det gør jeg virkelig ikke. Ikke fordi jeg ved egen kraft har undgået det, men fordi de fællesskaber, jeg står i, er af en sådan art, at bedrag ikke forekommer. -Jamen, kan du da ikke leve med i Elvis Presleys sang? Jo, psykologisk kan jeg det, men jeg tror da ikke, at jeg nogensinde vil kunne sige til et andet menneske: du er en djævel i forklædning.
Men se, alt dette er tænkt og talt ud fra en individualistisk tankegang, en individualisme, som har kendetegnet kirken igennem århundreder. Det er den enkeltes syndighed, der er tale om, det er den enkelte, der møder Guds ord i kirken og som enkeltperson kan styrkes ved det.
Men er det det, der er tale om i Det ny Testamente? Er det det, Johannes taler om her, hvor jøderne med al deres lovfromhed kaldes djævelens børn?
Mens vi sang den første salme, ”Befal du dine veje”, må jeg på én eller anden måde være blevet klar over, hvilken tekst der skulle prædikes over, for da vi kom frem til vers 5: ”Om alle helvedmagter/ end trodse og modstå/ det du for intet agter/ vil ej tilbage gå/ hvem kan mod dig vel stande/ som slynger lynets pil?/ hvem vover at forbande/ når du velsigne vil?” forekom ordene mig godt nok lidt voldsomme. Men så kom jeg i tanker om Sovjetunionens fald, løgneriget over alle løgneriger, hvordan det stik imod vores forventning faldt sammen, fordi det store mummespil ikke mere kunne opretholdes. Og så passede de store ord pludselig meget godt. Jeg har skildret det her, for resten også på vers. Det burde vi nok huske at takke noget mere for.
Og så kunne vi jo ved samme lejlighed bede om, at to andre løgneriger på samme måde må afgå ved døden: vort eget europæiske, baseret på den falske forestilling, jeg her på bloggen har kaldt ”samaritanitis”, hvor man fejlagtigt påstår om alle flygtninge, migranter og indvandrere, at de er ynkværdige mennesker, der kommer direkte fra forfølgelse og undertrykkelse, og det muslimske, baseret på den falske forestilling, at vi mennesker ikke behøver at tænke os om, for løsningen på alle vore spørgsmål er givet med koranen, en ”løsning”, der netop er baseret på en lovfromhed, som Jesus i teksten vender sig imod.
Men disse to løgneriger får nok ved en senere lejlighed et fur her på bloggen.
ricardtriis 