Det var en glæde at læse artiklen i Kristeligt Dagblad om John V. Jensen i anledning af den bog, der bliver udgivet den 4. maj i år: ”Tyskere på flugt”, se her. Og det var specielt en glæde, fordi han ikke er faldet i den moralske faldgrube, som mange nutidige forskere om de godt 200.000 tyske flygtninge er faldet i. Værst i den henseende er nok Kirsten Lylloff, som ligefrem anklager de danske læger for at være skyld i, at der i 1945 døde omkring 5000 børn i disse flygtningelejre, og siden i en bog anklagede næsten alle i flygtningeadministrationen for ét eller andet. Men andre har også leveret skyts til den moralske anklage, vi udsætter vore bedsteforældre for.
John V. Jensen går i nogen grad ind på den moralske tankebane. Det er han også nok nødt til, når misforståelser skal ryddes af vejen. Det hedder f.eks.:
”En anden udbredt misforståelse i nutiden er, at det, der foregik i de danske flygtningelejre, skulle være som det, der foregik syd for grænsen i kz-lejrene. Og det er helt forskruet. Man har i eftertiden fået en idé om, at danskerne med vilje ombragte disse mennesker, og det er simpelthen ikke rigtigt. Tværtimod er man på det tidspunkt ret bevidst om, at man lever i et demokrati, og der er spilleregler, der skal overholdes. At vi ligefrem er forpligtet over for flygtningene,” siger John V. Jensen.
Hvad han beskæftiger sig med i artiklen og formentlig også bogen, er, hvordan man fra dansk side for enhver pris ville undervise børnene, så den nazisme, mange af dem var blevet flasket op med, blev modarbejdet. Hvad jeg vil beskæftige mig med, er noget lidt andet. Jeg vil nemlig prøve at vise, at man fra dansk side ikke spekulerede på, om man nu overholdt dette eller hint ophøjede internationale princip, men meget mere på, hvordan man kunne få tingene til at glide.
Noget af det, man var bange for, var, at der i lejrene skulle opstå lejrkuller, altså at lejrens beboere skulle blive så irriterede over den stadige indespærring bag pigtråd, at de om ikke just gjorde oprør, så blev så tilpas udtilbens, at danskerne skulle være nødt til at skyde på dem. Det ville man meget nødigt, dels fordi krigen jo nu var forbi, og man syntes, man havde oplevet tilstrækkeligt skyderi, dels fordi to tredjedele af lejrenes beboere var kvinder og børn, resten gamle mænd, og kvinder skød man dengang kun til, ikke på.
Det var også klog administration og ikke så meget medlidenhed med flygtningene, der fik administrationen til at fastsætte den daglige kaloriemængde til 2100. Den engelske besættelsesmagt havde foreslået 1900, men de engelske tropper havde jo også set koncentrationslejrene i Tyskland, f.eks. Bergen-Belsen.
Det samme kan man sige om anstrengelserne for at sætte flygtningene i arbejde, give børnene undervisning og de voksne noget fornuftigt at tage sig til. Jovist, man anerkendte dem da derigennem som mennesker, men man var godt klar over, at ”lediggang er roden til alt ondt”, eller altså: at man kan dæmpe gemytterne, hvis flygtningene bliver sat til meningsfuldt arbejde.
Man fik f.eks. en avis op at stå, ”Deutsche Nachrichten”, som redigeredes af nogle af de socialdemokrater og kommunister, der i sin tid var flygtninge fra Hitlerregimet.
Man fik også arrangeret forskellige teaterforestillinger, filmfremvisninger, m.m. Så var der noget for en flygtning at glæde sig til, om end han eller hun foreløbig måtte give afkald på det, de så allermest frem til: at komme tilbage til Tyskland. En kendt pianist med tyske rødder rejste rundt i lejrene og spillede og holdt foredrag, og overalt skete det for fulde huse.
Man fik også mange danske præster til sammen med de tyske kolleger, der ikke var nazistisk inficerede, at holde gudstjeneste for flygtningene.
Og ikke mindst: Man prøvede ved hjælp af et eftersøgningssystem at skaffe den enkelte flygtning oplysning om, hvor hans eller hendes nære slægtning var blevet af under flugten. Også det mente man skulle til for at give frustrerede flygtninge sjælero.
Men det var altså det, der var hovedformålet: at få tingene til at glide.
Det betød også, at der var noget selvfølgeligt over det, man gjorde. Det var for danskerne i almindelighed og for flygtningeadministrationen i særdeleshed en simpel selvfølge, at de tyske flygtninge skulle holdes indespærret bag pigtråd. For man ville ikke som lille nabo til en fremtidig tysk stormagt stå i den situation, Tjekkoslovakiet stod i i 1938: at man havde et stort tysk mindretal indenfor sine grænser, som den tyske stormagt derfor krævede flyttet. Derfor skulle de tyske flygtninge i Danmark hjem hver og én.
Men lige så selvfølgeligt var det med alle de tiltag, man gjorde. De skulle på det praktiske plan gøre tilværelsen for flygtningene udholdelig. Det var ikke noget, man pralede af. Men det var heller ikke noget, man satte til bedømmelse for én eller anden moralsk domstol. Derimod var man parat til at lade sine handlinger bedømme for fornuftens domstol: lykkedes det at undgå lejrkuller? Fik man flygtningene beroliget?
Og nu kommer så pointen i dette indlæg: Vi er nødt til, stillet overfor corona-krisen, på samme måde at undgå den moralske faldgrube og insistere på, at hvad vi gør, gør vi for at komme nogenlunde helskindet igennem krisen, ikke for at dele sol og vind lige mellem befolkningsgrupper.
Faktisk har det været ganske fantastisk at lægge mærke til, hvordan vi danskere i stor stil ikke blot har undgået at havne i den moralske faldgrube, men endog direkte har ladet hånt om al tanke om retfærdighed og ligelighed, blot sygdommen kunne bekæmpes. Jeg tænker på de mange sosu-assistenter og sygeplejersker plus naturligvis lægerne, som i sundhedssystemet har arbejdet ihærdigt for at få skaffet tilstrækkeligt med senge til den bølge af virus-ramte, som man forventede. Det er planlægningsarbejde, det er kontorarbejde, det er portørarbejde, plus en masse andet, og det er blot blevet udført, uden at nogen har tænkt på, at den og den overarbejdstime burde der egentlig ydes kompensation for, blot fordi man nu tilfældigvis havde det job, man havde, og derfor følte en forpligtelse til, at det arbejde, der lå i jobbet, blev udført.
Eller tænk på lærerne! De har måttet glemme alt om påskeferie, for nu skulle de løsrive sig fra hjemmeundervisningen på computeren og samtidig med al den hittepåsomhed, de kunne mønstre, gøre sig overvejelser over, hvordan en skolehverdag kunne komme til at fungére med nogle sundhedspåbud, som de ofte først fik i sidste øjeblik. Og det var de lærere, som det offentlige – her den socialdemokratiske regering – for få år siden sjoflede på det groveste. Ja, ja, jeg véd godt, at lærerne har skullet ændre deres opfattelse af deres job fra at være et kald til at være en timebetalt ydelse, noget, der har været en meget vanskelig øvelse, for kan noget sådant i det hele taget lade sig gøre i et job, der i den grad afhænger af jobindehaverens indsats som menneske, dvs., afhænger af, at læreren tør spille sig selv ud?
Og så, som ved et trylleslag er alt forandret. Lærerstillingen er igen et kald, lærerne udfører igen deres arbejde med hele deres pædagogiske kunnen og interesse. Påskeferie? Glem det, nu skal vi i fællesskab have dette her til at køre.
Det er vist i virkeligheden den gamle protestantiske arbejdsdisciplin om, som Luther siger, at arbejde i ”kald og stand”, der her dukker op fra et ukendt folkedyb. Det betyder selvfølgelig ikke, at alt er glemt. Det betyder blot, at sygdommen har overtaget kommandoen, og mennesker bøjer sig for den nødvendighed, den kræver. Og rolig, rolig, der kommer en hverdag en dag igen, hvor de gamle ”dyder” om timebetaling for forberedelse og den slags kommer igen. Men er det dog ikke vidunderligt sådan at føle, at man virkelig gør gavn, føle anerkendelse fra alle sider, og også selv føle, at det, man gør, er noget værd, noget værd, som penge ikke kan erstatte?
Og det er jo udmærket, at vi står sammen ved at holde afstand. Det har vi også været gode til. Men den pæne overflade begynder efterhånden at krakelere. Det siges, at det nu viser sig, at københavnerne har alt for få grønne arealer. De kan ikke være der alle sammen, hvis de skal holde den lovbefalede afstand. Og hvad gør man så? Går man hen til en anden åben plads? Nej, mange sætter sig alligevel og nyder solen. De tager chancen, som de vel siger, men glemmer så i samme åndedrag, at de også tvinger deres naboer til at tage chancen, for de véd jo ikke, om ikke de mon selv bærer rundt på smitten.
Blandt andet derfor er det på tide at lade de strenge afstandskrav nedtone eller erstatte af noget andet. Politiet kan, siger de, se sig nødsaget til helt at lukke de områder, hvor folk samler sig i for store klynger, hvad de i skrivende stund allerede har gjort to steder i landet. Og læg mærke til det: her ryger der igen en skive af vores moraltænkning. For det er jo at straffe kollektivt, og noget sådant gør vi bestemt ikke i vort samfund. Dog, vi skal have tingene til at køre, og virussen skal holdes nede, og overfor dette overordnede mål blegner alle ellers udmærkede principper.
Det vil sige, at Kåre Mølbaks lidt letsindigt fremførte tanke om, at vi nok ville blive nødt til at holde afstand et helt år mere, må betragtes som en død sild; folket vil ikke finde sig i det. Og hvis folket skulle have læst Niels Høibys indlæg i Weekendavisen fra den 24-4, er det måske forståeligt nok. Her opregner han det formodede antal smittede og siger så:
Der vil således være en sandsynlighed for at møde en smittet på under 1 promille allerede ved feriens start og langt lavere senere. Så lille en smittet andel af befolkningen retfærdiggør ikke, at normal menneskelig aktivitet indstilles i et år. I stedet kan man genoptage inddæmningsstrategien, hvor patienter med luftvejssymptomer testes af de praktiserende læger, de virus-positive isoleres, og kontakterne opspores og sættes i karantæne.
”Folket vil ikke finde sig i det”, skrev jeg. Hvad i alverden er det for noget? Vi har med en dødbringende virus at gøre, folket har bare at finde sig i det, og myndighederne af udsteder bøder for overtrædelse, det ku’ da bare mangle!
Her kommer den forskel, som jeg før prøvede at opstille mellem at handle moralsk rigtigt og at handle klogt, i brug. Her har man, ligesom da man skulle finde retningslinjer for de tyske flygtninge i lejrene, brug for at handle, så man undgår de negative handlemåder, som man véd ligger i folks natur.
Og man har altså ved at insistere på, at folk skal holde afstand, fået antallet af smittede utrolig langt ned. Det skyldes i høj grad, at folk har kunnet forstå dette med at holde afstand. Men man har jo også opdaget – eller i hvert fald: nogen har opdaget – at det ikke lykkedes sundhedsstyrelsen at få folk til at påtage sig en smitterisiko ved at sende børn i skole, selv om der var corona-virus i hjemmet. Man kunne ikke forstå, at man fra at skulle overholde en række regler for at begrænse smitten, nu pludselig skulle slække på reglerne for at give smitten råderum. Så derfor måtte sundhedsstyrelsen opgive planen om flokimmunitet.
Når man derfor nu skal åbne samfundet endnu mere, er man nødt til at holde smitten i ave ved at teste folk og opspore, hvor smitten kom fra. Det kan være en møjsommelig affære, og man påtænker derfor at udvikle en app, som på frivillig basis tænkes downloaded af danskerne. Hvis det sker i tilstrækkelig stort tal, kan man ad den vej få oplysning om, hvem app’ens ejer har været i kontakt med.
Og atter her holder man sig omhyggeligt for øje, om nu app’en er udviklet, så folk frivilligt vil downloade den. Ikke blot får man jo besked om, hvem man kan have smittet, hvis man selv bliver testet positivt, man får også besked om, at det vil være klogt at lade sig teste, fordi man har været sammen med én, der er testet positiv; dette sidste, uden at man dog véd, hvem denne anden er.
Dog kan det nok undre lidt, at man er så påpasselig med, om nu også app’en overholder alle regler om privatlivets fred. Det skal den naturligvis gøre, men ikke så meget for reglernes skyld – at gøre det af den grund er at falde i den moralske faldgrube – mere fordi folk selv skal indse, at de står sig ved at lade en vis risiko for brud på privatlivets fred være mulig, fordi alternativet er, at virussen bryder ind i folkets privatliv på en helt anderledes indtrængende måde.
Lone Simonsen, som jeg citerede i mit forrige indlæg, hævder som omtalt følgende, se her:
beregningerne tyder på, at øget fokus på test, karantæne og kontaktopsporing vil kunne åbne Danmark hurtigere og mere op. Den sociale kontakt vil i højere grad kunne genoptages, uden at virussen kommer ud af kontrol. Og ældre og andre, der er særligt udsatte for COVID-19, vil hurtigere kunne bevæge sig ud igen.
Det er, om jeg så må sige, de matematiske beregninger. Men næste udfordring er jo altså de folkelige beregninger. Og det kan ofte være meget sværere. Vil folk tro på tallene? Vil de være bange for den åbning, der kommer til at finde sted? Eller vil de måske omvendt blive henrykte over igen at kunne mødes og være sammen? Og for app’ens vedkommende: Vil man finde de fordele for én selv, som app’en stiller i udsigt, så tiltrækkende, at man downloader den og affinder sig med, at den får oplysninger om, hvem man har været sammen med?
Jeg finder det yderst positivt, at man gør virkelig meget for at holde alle oplysninger skjulte for andre end dem, det vedkommer. De oplysninger, der udgår til den smittedes kontakter, er anonyme, den smittede véd ikke, hvem der er tale om, de advarede véd ikke, hvem af dem, de har haft kontakt med, der er smittet. Men ikke mindst er det et spørgsmål, om man vil lade sig teste, hvis man får besked om, at man måske har corona. Skal man vove pelsen og håbe, at man hører til dem, der næsten ingen symptomer får, eller skal man følge anvisningerne og lade sig teste?
Myndighederne har i høj grad været med til at ændre danskernes daglige vaner. At holde afstand, at undlade at give hånd, når man hilser, det er en del af vor kultur, der på den måde midlertidig sættes ud af kraft. Et spørgsmål, som i den forbindelse forekommer mig relevant, er, om man måske skulle erstatte afstandskravet med et maskekrav. Vi véd fra en del østasiatiske lande, lande, der har haft større held med at bekæmpe virussen, end vi har, at man dèr betragter dette at bære maske som en naturlig ting. Kan vi måske på samme måde overtales til at betragte det som en naturlig ting?
Når jeg rejser spørgsmålet, skyldes det, at det jo må være hundedyrt for diverse transportselskaber at skulle regne med, at kun hver anden plads kan sælges. Og i metroen og andre steder, hvor man ikke sådan kontrollerer antallet af pladser, er vist også afstandskravet vanskeligt at overholde. Og for mig at se, må en maske kunne tilbageholde de fleste af de smittepartikler, en smittet person udsender gennem åndedræt, nys og hoste. Jeg véd godt, at sundhedsstyrelsen siger, at der ikke er undersøgelser, der påviser nogen synderlig effekt af at bære masker. Men dels véd jeg ikke lige, hvordan man kan lave undersøgelser om noget sådant, dels véd jeg ikke rigtig, om jeg på det punkt stoler på sundhedsstyrelsen. Da man i sin tid ikke havde tilstrækkelig testkapacitet, sagde man også, at det var unødvendig at teste. Nu har man måske ikke tilstrækkeligt med masker, og så siger man, at masker ikke er nødvendige. Mistanken om, at det forholder sig sådan, ligger i hvert fald lige for.
Og der er jo altså en del lande, der ikke giver den danske sundhedsstyrelse ret i denne betragtning. Så måske man, i stedet for at lukke visse dele af de grønne områder i København og på Rømø, som man den 25-4 har gjort, hvormed man ikke blot forsynder sig mod grundlovens forsamlingsfrihedsbestemmelser, men også straffer befolkningen kollektiv, burde indføre et maskepåbud.
Det ville man nok kunne få folk til at forstå.
Men naturligvis, hvis man en dag åbner kirkerne, er det nok ikke særlig praktisk at påbyde den syngende menighed at bære masker. Så skal der i hvert fald synges ekstra kraftigt med på salmen ”Giv mig, Gud, en salmetunge”.
Til sidst: John V. Jensen slutter i artiklen i Kristeligt Dagblad med at falde ned i denne moralens faldgrube:
I dag kan de tyske flygtninge minde os om, at der sjældent er rene skurke og rene helte, og så er det ikke helt forkert at trække en linje op til nutidens debat om flygtninge, om børn i asylcentre, og hvad man gør med Syrienskrigere, der vender hjem, mener John V. Jensen.
Ak ja, også han falder for nutidens trick: I stedet for rationelt at se på, hvordan mennesker faktisk er og hvordan de faktisk handler, bøjes man sig for alle mulige internationale og selvlavede moralkrav. Den kendsgerning, at mennesker lyver sig forfulgt så hurtigt, som en hest kan rende, for at få asyl i eventyrlandet Danmark, kan man slet ikke se nede i den dybe moralens faldgrube, ligesom det er en komplet blind plet man har, når man ikke får øje på, at hver asylansøger, der får asyl, udgør et signal til ti andre i Mellemøsten og Afrika om, at det godt kan lade sig gøre at komme til det forjættede land.
Det kunne han godt have sparet os for. De tyske flygtninge skulle tilbage til Tyskland, og det var de også selv interesserede i. De såkaldte flygtninge, der overrender os nu – i hver fald før corona-tiden – agter at forblive, og at dømme ud fra dem, der har slået sig ned her i landet, kan man godt se, at de ikke opfører sig som vi forventede, at flygtninge, der var reddet fra forfølgelse, skulle opføre sig. Så en sammenligning er noget nær umulig.
Men i den synsvinkel, jeg her har anlagt, gør jeg opmærksom på noget andet: Vi ville i 1945-49 på ingen måde være verdensmestre i flygtningebehandling eller som svenskerne være ”en humanitær stormagt”, vi ville blot rationelt gøre, hvad vi kunne, for at undgå lejrkuller. Og vi skal også nu rationelt se på, hvordan mennesker faktisk opfører sig mere end på, hvordan de burde opføre sig.
ricardtriis 