Livets udvikling

Det, jeg her vil forsøge, er på en måde sagt og tænkt lidt for sjov. Men man er sommetider nødt til at gå nye veje for at nå frem til nye problemstillinger.

Problemet har jeg været inde på tidligere, se her. Det består i den modsigelse, der ligger i på den ene side at hævde, at Gud er almægtig, og på den anden side at tilskrive mennesket selvstændighed overfor Gud. Hvis man siger, som Sl 139,4: ”Før ordet bliver til på min tunge, kender du det fuldt ud, Herre;”, så kan man ikke samtidig hævde, som 2 Mos 32,9-10, at Moses kan overtale Gud til at undlade at straffe folket. Eller: Hvis Guds kræfter gennemsyrer ethvert menneske, så kan han ikke samtidig være en samtalepartner for mennesket.

Ikke desto mindre er det altså en tanke, jeg her vil prøve at gennemføre på en ny måde. Jeg tager en enkelt verslinje ud fra Ingemanns dejlige salme “Den store mester kommer” – den kan ses her – og vil tillade mig at anvende den på livets udvikling, skønt den hos Ingemann er tænkt anvendt på kulturens eller enkeltmenneskets udvikling.

Det er vers 3, jeg tænker på. Her hedder det om “Den store mester”, altså Gud: “Det øjeblik han venter/ og agter kærlig på,/ når klarlig hans eget billed/ vil dybt i sølvspejlet stå”.

Det er den forestilling, at Gud, den almægtige, der véd alting, og kender alle naturlove, og kan forudberegne det hele, alligevel ”venter” og ”agter kærlig på”, hvad der sker i og med mennesket, på samme måde som en sølvmester venter på, at sølvet kommer til syne i sølvmalmen.

Jamen, hvad skal han vente på? Hvad agter han på? Han véd jo det hele på forhånd. Det kan da ikke komme som nogen overraskelse for ham, at sølvet opfører sig, som han har bestemt, at sølv skal opføre sig.

Men det gør det altså alligevel. I Ingemanns billedsprog.

Lad os overføre det på livets udvikling. Så altså Gud sætter noget i værk, om hvilket han ikke rigtig véd, hvordan det vil ende. Og så sidder han spændt i sin himmel og holder øje med udviklingen.

I Ingemanns salme er det menneskets udvikling, der er tale om. Men hvorfor ikke udstrække denne tanke om den eksperimenterende Gud til den menneskefri verden, til livets udvikling i det hele taget?

Det er, hvad jeg vil prøve på.

Og her vil det nok være praktisk at forbigå klodens udvikling. Vi véd jo i skrivende stund ikke, ved hvor mange kloder, Gud skulle have sat de fysiske kræfter i bevægelse for at kunne frembringe bare én klode, som var velegnet til det, der var meningen med det hele: en livsbærende klode. Har Gud sidder og talt sig igennem de milliarder af kloder for at se, om der dog ikke skulle være én, bare én, der kunne blive bærer af livet?

Vi véd det ikke.

Men har han gjort det, må han være en spiller af rang. Og den samme spilleglæde må have besat ham, da han satte livet i gang på just denne klode: Når han nu forsyner livet med de bestanddele, en bakterie indeholder – og længere tilbage kan vi vist ikke komme – og når han forsyner denne bakterie med et genom, hvori mutationer forekommer fra tid til anden, hvordan vil det hele så udvikle sig?

Han har nok sagt til englene: ”Tror I ikke, det bliver spændende!” Men måske de allerede fra begyndelsen af har været skeptiske. For Darwin har jo påvist, at de forskellige mutationsformer udvikler sig i konkurrence med hinanden, ja, han talte ligefrem om, at disse former gik ind i en kamp på liv og død: ”De bedst egnede overlever”, som han udtrykte det. Har Gud mon glemt det? Bliver resultatet ikke, at livets inderste mening består i at slå andre levende væsener ihjel, eller i hvert fald fratage dem livsmuligheden for selv at kunne leve?

Det, der er problemet, er, at mutationer opstår ved en tilfældighed. Og tilfældighed betyder, at ingen videnskabsmand kan forudsige, hvornår en mutation opstår, og det betyder vel også, at selv en alvidende Gud ikke formår at foretage nogen forudsigelse, og at den almægtige og alvidende Gud derfor må se til i spænding om, hvad der nu vil ske med livet, som Han – tro det eller ej – har sat i gang.

Og mærkelig nok: selv om livet udvikler sig i kraft af tilfældigheder, synes der dog at ligge en linje bag dets udvikling, den linje, nemlig, at livet udvikler sig imod større og større kompleksitet og større og større effektivitet, og altså gør det på trods af, at det hele sker i kraft af tilfældigheder.

Det var f.eks. nogle levende bakterier, der i sin tid tillod sig i kraft af en tilfældighed at leve med det resultat, at atmosfæren blev en iltholdig atmosfære, og dermed en atmosfære, der var bedre egnet til det fremtidige liv, end den iltfattige atmosfære, disse bakterier begyndte med. Allerede her var der tale om en positiv udvikling på trods af mutationernes tilfældighed.

Senere, da de flercellede dyr indtog scenen – vistnok for omkring 600 millioner år siden – var der igen tale om, at tilfældige mutationer kunne føre til større kompleksitet, ja, man kan endda forestille sig, at Gud med en to-tre mellemrum sendte enorme meteoritter ind imod jorden, så store dele af jordens liv blev udslettet. Men naturligvis må man spørge sig selv – og jeg formoder, at englene er lige så forvirrede, som vi mennesker er – om det mon var Gud, der bestemte disse meteoritters baner, eller de blev ført frem mod jordkuglen af lutter tilfældigheder. På det spørgsmål får vi ikke noget svar, men det er nu spændende nok at forestille sig Gud som eksperimentator og tænke sig, at Han virkelig var spændt på, hvad der kom ud af disse sammenstød og livsødelæggelser.

Var Han blevet træt af dinosaurussernes eneherredømme? Ville Han give de små pattedyr en bedre chance dengang for 65 millioner år siden, da dinosaurusserne uddøde? Eller havde Han givet meteoritterne frihed til selv at finde ud af, hvem de ville støde sammen med, så Han blev lige så overrasket over begivenheden som englene – og sidenhen os mennesker?

Men sjovt nok, helt tilfældige var mutationerne ikke. Enhver udvikling af en ny dyreart tog udgangspunkt i en bestående art. Og det kan der muligvis nok gives en forklaring på. Et hvirveldyr frembragte nye tilfældige mutationer, hvorved en ny art så dagens lys, javist, men denne nye art var stadig et hvirveldyr, der blev ikke tale om f.eks. en blæksprutte, selv om englene – og sidenhen vi mennesker – undrede sig over, at en blæksprutte muligvis er mere begavet end et hvirveldyr, og oven i købet har et synsorgan, der synes at være mere elegant end det, vi hvirveldyr har.

Så sidder Han virkelig i sin himmel og venter på udviklingens øjeblik, ja ligefrem med Ingemanns ord “agter kærligt på” de nye arter, der fremkommer? Det er måske umuligt at forestille sig for en menneskehjerne, eller umuligt at holde logisk sammen med tanken om en alvidende Gud. Men det er måske rigtigt alligevel.

Og i hvert fald tvinger udviklingslæren og alle de dyrearter, den har frembragt, os til at revidere bibelens opfattelse af døden. For udviklingen nødvendiggør, at alle individer dør, døden er en nødvendighed for livets udvikling. Bibelen, derimod, hævder, at døden kom til som et resultat af menneskets synd. Det var syndefaldet, der førte til, at mennesket blev udelukket fra Edens have, for Gud Herren var bange for, at mennesket skulle række sin hånd ud efter frugten af livets træ og spise og leve evigt, 1 Mos 3,22.

Den tanke tvinger videnskaben i udviklingslærens form os til at fravige.

Men er så ikke ethvert levende væsen optaget af dette ene: at overleve, og altså overleve på bekostning af andre levende væsener? Og er ikke mennesket optaget af det samme, vi er jo også levende væsener, der er optaget af at overleve? Og hvis vi har denne drift siddende i os, er så ikke al tale om kærlighed og fællesskab og tillid drømmetale, fiktioner, der er umulige at omsætte til virkelighed?

Ja, tøv nu en kende. For der er jo det mærkelige ved denne livsdrift, at den, netop fordi døden er indbygget i den, fører til udvikling. Lad mig bare nævne den udvikling, der fandt sted, da pattedyrene overtog scenen her på jorden. Mens andre dyr har klaret formeringens udfordringer ved at lægge mange æg, så i det mindste nogle af dem bliver til voksne individer, har pattedyr og fugle kunnet udvikle en moderkærlighed, der gør det unødvendigt med de mange æg, men til gengæld nødvendigt med ungeopfostring. Og ungeopfostring forudsætter et afhængighedsbånd mellem mor og unge, i fuglenes og i visse pardannende pattedyrs tilfælde endda mellem far og mor indbyrdes og ungerne desforuden.

Jeg har før været inde på, at dette bånd mellem mor og barn forudsætter eksistensen af et særligt hormon, oxytocin, som både fremkalder omsorgsfølelse og er individspecifikt, så det bliver netop dette barn, moderen nærer omsorg for, se her. Det specielle for pardannende pattedyr – og herunder for mennesket – er så, at dette hormon også formår at binde han og hun til hinanden. Og så er der pludselig i kraft af den helt tilfældige udvikling slået hul på den evige selvkærlighed, der kun tænker på sin egen overlevelse – bortset fra, at dyr ikke tænker på selvkærlighed eller overlevelse, for de véd ikke, at de skal dø.

Men det vil sige, at skønt mennesket i sit legeme helt og holdent ligner de andre pattedyr: vi har fem fingre på hver hånd ligesom en frø, vi føder levende unger og lader dem die hos moderen, som alle andre pattedyr, vi har endda i vor krop rudimenter af tidligere tiders udvikling, en blindtarm, rester af en hale osv. … skønt vi således i legemlig henseende er et pattedyr med alt, hvad det indebærer, har vi dog i pardannelsens samhørighed fået givet ansatser til noget mere, nemlig til det sprog, der skulle komme til at adskille os fra alle de andre dyr. For sprog kræver tillid mellem de talende, og den tillid har netop mand og kvinde til hinanden, ligesom barnet vokser op i tillid til forældrenes pleje og omsorg.

Det vil sige, at der er det mærkelige at sige om livets udvikling, at det altsammen sker ved mutationers tilfældigheder, men trods disse tilfældigheder dog har vist sig at have en retning, en retning, nemlig, mod større kompleksitet, mod samarbejde i flokke – floksamarbejde har vist sig mere effektivt end liv som enkeltindivider – og til sidst kulminerende med menneskets sprog, et fænomen, som rækker ud over flokken og folket til alle andre mennesker, og som har givet mennesket mulighed for at beherske alle andre levende væsener. Noget, som bibelen beskriver i 1 Mos 1,28, hvor det hedder, at mennesket skal herske over de andre skabninger.

Er det kommet som en overraskelse for Gud? Har han siddet og ventet på, at dette skulle ske? Har han “agtet kærligt” på, at mennesket med sit sprog skulle blive et væsen, han kunne kommunikere med, tale til, formane, befale, opfordre, vise tillid til?

Vi véd det ikke. Men han har jo i hvert fald sendt sin søn, sit “logos”, sit ord, for at tale til os, gøre sig forståelig for os, få os til at se med samme øjne på tilværelsen, som han gør: som noget forbløffende, overraskende, utroligt; som noget, man nødvendigvis må glæde sig over; og som noget, specielt samlivet med næsten gør så værdifuldt, at vi hver søndag må takke for det.

Dette indlæg blev udgivet i ateisme, Etik og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.