Tvivlens nådegave

I Deadline den 26-11 var der hele to interview’s, som afslørede en mangel på ovennævnte nådegave hos den ene af deltagerne. Og desværre må man sige, at det ikke lykkedes værten at få de pågældende til at erkende, at der kunne rejses tvivl om deres betonfaste påstande.

Det sidste af de to interview’s skal jeg gå forholdsvis let hen over. Det var en diskussion mellem Rune Selsing og Rasmus Jarlov om rimeligheden i de blå partiers angreb på Mette Frederiksen. Selsing har på sin blog på Jyllands-Posten, se her, anklaget de blå partier for heksejagt på Mette Frederiksen. Han hævder, at der ikke er noget at komme efter. Og disse påstande gentog han i Deadline, og dem blev han ved med at gentage, ganske uanset, hvad Rasmus Jarlov sagde.

Man kan muligvis forsvare Mette Frederiksen og hendes optræden i forbindelse med beslutningen om at aflive mink. Men man kan ikke gøre det på den måde, Rune Selsing forsøger at gøre det på. Jeg har her søgt ud fra en debat i folketinget at redegøre for, hvordan Mette Frederiksen åbenbart tænkte angående befalingen om at aflive alle mink. Hun var så stensikker i sin sag, at hun, da hun fremviste to nye ministre på slotspladsen, sagde følgende:

”Selv om jeg havde vidst, at der manglede lovhjemmel, ville jeg på pressemødet have sagt det samme om nedslåning af alle mink, som jeg gjorde. Og så ville jeg have afsluttet med, at vi nu ville søge at skaffe hjemmel”.

Og den holdning til aflivningen af samtlige mink, som lyser ud af dette udsagn, svarer nøje til det, Rasmus Jarlov kunne fortælle i Deadline.

Det, jeg her vil gøre opmærksom på, er den metode, Rune Selsing anvender for at få os andre med på hans tankegang. Han anvender det, man kunne kalde nedgøringsmetoden. Altså ikke noget med argumenter pro et contra, ikke noget med langsommelig fremdragen af bevismateriale, nej, lige på og hårdt med hans påstand om de borgerliges urene trav, når de vil angribe statsministeren for vildledning af folketinget eller for manglende lovhjemmel; i stedet burde de finde sammen om at opstille en gedigen borgerlig politik. Det var den melodi, han mødte ind til diskussionen med, og det var den melodi, han sang på hele vejen igennem. (Lidt mere udførligt argumenterer han på sin blog).

Han manglede i den grad tvivlens nådegave. Det var ham umuligt at indse, at i det mindste noget af det, Rasmus Jarlov sagde, kunne være sandt.

Så tilbage til den første debat i denne aftens Deadline. Det var en debat mellem Christine Stabell Benn og Niels Høiby om rimeligheden i forslaget om nu at vaccinere børn fra 5 til 12 år. Og her var det Niels Høiby, der måtte indkassere den tvivlsomme ære fuldstændig at mangle tvivlens nådegave. (Parentes: Han har den sikkert på andre områder, men ikke her).

Denne mangel blev på udmærket måde vist af det Tv-kamera, der under et indlæg af Stabell Benn viste, hvordan han vrængede ansigt af det, hun sagde. Derved blev det klart, at han mente, argumenter ville være spildte på hende, der var ikke andet at gøre end betragte hendes udsagn som det rene vås. Det sagde han dog ikke, som det pæne menneske, han ellers er, men det fremgik udover af hans ansigtstræk af hans tale.

Noget af det, der prægede hans indlæg, var, at han i høj grad gik med til den katastrofestemning, der har præget regeringens coronahåndtéring indtil nu, og også prægede den og den lange række af videnskabsfolk, den har med sig, i forbindelse med den nye corona-variant fra Sydafrika, kaldet omikron-varianten.

I den forbindelse var det velgørende at høre Christine Stabell Benn bemærke, at det jo ikke er første gang, man har prøvet at fremelske en katastrofestemning, og at det nok også denne gang vil vise sig at være falsk alarm. Så tager man gerne det med, at Tv ikke kunne lade være med at vise os Høibys fordrejede ansigt også til denne bemærkning. Det afslører som sagt mere om ham end om hende.

En anden velgørende ting var, at Christine Stabell Benn ikke var bange for at bruge udtrykket ”flokimmunitet”. Hun indrømmede gerne, at vaccinationerne var med til at skabe en sådan immunitet, men fremhævede, at den også kunne skabes af alle de lette sygdomstilfælde, der skabte naturlig immunitet, en immunitet, som hun påstod var bedre end den kunstige med vaccinerne – naturligvis uden at Niels Høiby ulejligede sig med at hævde det modsatte, formentlig fordi han ikke anede noget om det.

En afgørende passage i debatten kom, da Niels Høiby fremhævede de mange kontaktflader, børn havde, de mange mennesker, der ville blive smittet, hvis man ikke gjorde noget, altså, hvis man ikke vaccinerede børnene. Hertil svarede Stabell Benn, at børn som regel ikke blev særlig syge af corona, og at der ganske rigtigt i begyndelsen ville være ikke så få, der ville blive smittet af børnene, men at børnene hurtigt ville oparbejde en immunitet, altså så at sige blive naturligt vaccinerede, og så var jo faren ved børnenes mange kontakter elimineret. Det, man burde gøre, var at sætte langt stærkere ind med beskyttelse af de udsatte, først og fremmest børnenes bedsteforældre. Det ville være klog politik, det andet ville være overdreven forsigtighed.

Og det var så her, vi så det mest forvrængede ansigt hos Niels Høiby.

Dette med den nye variant, omikron-varianten, som er dukket op i Sydafrika, omtales i en artikel i The Economist, se her. Og for én, der leder efter tvivlsspørgsmål er det godt at læse, at man nok ud fra en undersøgelse af omikrons gensammensætning kan formode, at den er mere smitsom end delta-varianten – hvilket vist også dens hidtidige udbredelse i Sydafrika tyder på – men at der dog også tidligere har været specielle varianter i Sydafrika, der ikke spredte sig til Europa, og varianter i Europa, der ikke slog sig ned i Sydafrika, uden at man i dag er klar over, hvorfor det er sådan. Men det til trods mener bladet, at regeringer gjorde ret i at reagere prompte på meddelelsen om den nye variant, da de forbød alle rejser fra Sydafrika til europæiske lande.

Her fornemmer man dog, at der søges opbygget mere end en hæsblæsende katastrofestemning, man går virkelig argumentativt frem. Man slutter med følgende fremstilling:

Alt i alt er der meget ved Omikron, som ikke er opdaget endnu. Men hvad der er klart, er, at verden er i en meget bedre position til at modstå den, end da Delta dukkede op i Indien i slutningen af forrige år. Da Delta blev identificeret som en variant, man skulle bekymre sig for, var den allerede blevet spredt ud i mange dele af verden, og sendte bølge efter bølge ud af pandemien. Vi véd endnu ikke, om Omikron er en global trussel i den skala.

Så til næstsidst blot et par bemærkninger af Lone Simonsen fra Kristeligt Dagblad den 27-11, se her. Hun er ikke meget for den altruistiske indstilling til børnevaccinationer, som synes at præge den nuværende sundhedsstyrelse. Det skal dog være noget, der gavner børnene selv, hvis de skal vaccineres.

Jeg ved ikke, om fordelene er betydelige nok for de børn, som får vaccinen. Jeg er bekymret for, at det i høj grad er et altruistisk vaccinationsprogram, hvor man vaccinerer børn for at beskytte befolkningen i almindelighed – og sådan gør vi ikke normalt med vacciner. Der skal virkelig være tygget på, hvilke fordele der er for børnene. Der anfører Sundhedsstyrelsen fordele som, at skoler og sportstilbud kan holdes mere åbne, og familiemedlemmer ikke bliver syge.

Til sidst lyder det i interview’et med hende:

Hvad er dit vigtigste input til debatten om børne-vaccine?

/Jeg studerer historiske pandemier. I 1918 er den spanske syge, som er en meget voldsom pandemi. Men ingen over 45 år dør, de bliver ikke engang særlig syge – og hvorfor det? Det var fordi, de havde oplevet en lignende virus i deres barndom. Så der er noget vigtigt med, hvad du har været udsat for af smitte i din barndom. Det er vigtigt, at børnene får den bedste og mest holdbare immunitet i barndommen, som kan bære dem ind i den næste pandemi. Det store og ubesvarede spørgsmål er: Hvordan sikrer vi det?

Det er noget, også jeg har spekuleret på, selv om jeg jo ikke véd særlig meget om det. Og det viser for mig at se en vigtig ting ved pandemien: Der er utrolig meget, vi ikke véd. Og jeg kan godt lide dem, der tør gøre opmærksom på denne kendsgerning, og ikke uden videre lader sig rive med af regeringernes katastrofestemning.

Og så er vi omsider fremme ved det sidste, det, der nok er det for mig at se mest irriterende ved denne diskussion: Vi arme uvidende bæster, der ikke er immunologer eller virologer eller noget andet med -loger, vi er vel normalt villige til at bøje os for videnskaben, men vi er højst uvillige til det, når vi gennem mediernes måde at behandle disse videnskabsfolk på fornemmer, at der er en bestemt overbevisning, de skal have proppet ned i halsen på os. Og når vi dertil fornemmer, at det for mange af disse -loger gælder om at få skabt en frygt hos os, så vi alene af frygt retter os efter deres råd, så bliver vi da endnu mere irriterede.

Det kan da godt være, at der kan være noget sandt i det, virologerne m.fl. siger, men når vi tydeligt fornemmer, at medier og politikere udvælger de eksperter, som siger det, der er flertal for blandt medier og politikere, og når vi desforuden fornemmer, at de – som Niels Høiby – ikke er i stand til at argumentere normalt, men hele tiden skal have antydet, at de mennesker, de diskuterer med og er uenige med, nærmest er er landsbytosser eller konspirationsteoretikere, altså er væsener, det egentlig er under deres værdighed at debattere med, så græmmes man over den manglende tvivlens nådegave.

Når hele kleresiet af medier og politikere med Mette Frederiksen i spidsen har slået sig sammen om at skabe en frygt i befolkningen for at få os til at adlyde, når de frasorterer alle de stemmer, der nok er lige så kloge som dem, men vil noget andet, så mister man tillid til hele systemet, det politiske og de mediale, og så er der kun den ringe glæde tilbage, at man nu kan konstatere, at denne lukkethedens og énstrengethedens tendens nu måske er ved at vende. For vel kunne i den omtalte Deadline-udsendelse Niels Krause Kjær – det var ham, der var ordstyrer – ikke få Niels Høiby gjort til en normal debattør, men han havde dog givet Christine Stabell Benn lov til at være med. For hun havde bevaret både proportionssans og tvivlens nådegave.

Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.