Individualistisk tænkt

Ovenstående udtryk vil jeg anvende på et par afsnit fra Sørine Gotfredsens artikel i Berlingske, se her. Den har overskriften: ”Nyt håb for de karakterløse danskere”, og den handler om meget andet end det, jeg her vil fremhæve. Sørine Gotfredsen skriver blandt andet:

I bogen »Kunsten at blive et ordentligt menneske«, skrevet af Pia Søltoft og Tormod Tingstad, står der følgende: »Et karakterløst menneske har ingen samlet forståelse af sig selv og handler derfor enten helt vilkårligt eller bliver en »skidt karakter«, hvilket er en karakter, man lige præcis ikke selv kan være stolt af. En karakter, der er præget af laster frem for dyder.« Vi er i dette land i mere eller mindre grad de karakterløse danskere, for hvem færden gennem livet kan føles for vilkårlig, hvilket skaber mangel på stolthed og ægte selvværd.

Da jeg i denne uge førte en samtale med netop Pia Søltoft, spurgte en af lytterne, om man egentlig selv ved, om man er et ordentligt menneske. Godt spørgsmål. Svaret må være, at i en epoke, hvor man opdrages til at følge sit hjertes evige spontanitet, er det virkelig svært at vide, hvornår man i realiteten udlever laster fremfor dyder. Hvornår man altså er mest styret af egoisme, forfængelighed og trang til at blive opfattet som en interessant person, og en del af dem, der umiddelbart vil betegne sig selv som ordentlige mennesker, kan samtidig være dem, der forpester rummet for Søren Jacobsen Damm og andre. For vi er ikke længere enige om, hvad ordentlighed er.

Det, jeg vil bebrejde Sørine Gotfredsen – og formodentlig også Pia Søltoft – er, at hele problematikken er individualistisk tænkt. Men det tænker de ikke over. Hvis jeg stillet overfor disse påstande ville give mig til at argumentere for, at man da sagtens kan vide, hvornår man i realiteten udlever laster eller dyder, så ville jeg gå ind på den indidivualistiske forudsætning, som præger spørgsmålene, og det ville jeg gøre, ligegyldigt hvilken argumentation jeg ville komme med. For i alle tilfælde ville jeg dele den individualistiske forudsætning, som spørgsmålet er stillet ud fra.

For spørgsmålet retter sig mod den enkeltes indre holdninger, følelser og fornemmelser. Hvordan kan jeg eventuelt ændre på mit indre jeg, hvis jeg opdager, at jeg i virkeligheden ikke er et ordentligt menneske?

Og vil man indvende, at dette da netop er tilværelsens store spørgsmål, og at det er væsentligt at gøre rede for den slags alvorligt mente spørgsmål, er mit svar, at et meget mere afgørende spørgsmål er, om de forhold, hvori man står til andre mennesker, er hele forhold, gode forhold, tillidsfulde forhold.

Min mistanke er, at begge d’damer er smittet af Søren Kierkegaards individualisme. Den har jeg tidligere beskæftiget mig en del med, f.eks. her, hvor jeg blandt andet skriver:

Kierkegaard er en typisk individualist. Han lader i ”Enten-Eller” assessor Wilhelm fremholde det som et ideal, at mennesket finder sig selv i sin evige gyldighed. Han lader i ”Begrebet Angest” angesten være det, der hindrer mennesket i at blive et selv. Han lader i ”Sygdommen til Døden” fortvivlelsen være det samme og beskriver det ulykkelige i, at mennesket fortvivlet vil være et selv eller fortvivlet ikke vil være et selv. Hele tiden er det individets problemer, han tager op.

Og jeg gør oven i købet det, at jeg henviser til et sted i ”Kjerlighedens Gjerninger”, hvor det til at begynde med ser ud, som om det er et forholds problemer, han tager op, men hvor det langs hen ad vejen viser sig, at det kun er den enkeltes problemer, han har øje for, fordi han opdeler de to, hvis forhold, han skildrer, i ”den kærlige” og ”den kærliges genstand”. Så overser han den ellers for relations-tænkende mennesker indlysende sandhed, at ligesom den enes kærlighed opbygges derved, at den anden tror på den, sådan opbygges den andens kærlighed jo på nøjagtig samme måde. Eller: det er en umulig og fuldstændig urealistisk inddeling, han foretager sig, når han fordeler rollerne på en kærlig, der forudsætter kærligheden hos den anden, og genstanden, som blot passivt får sin kærlighed forudsat.

Dog, lad kun det være, hvad det være vil. Man kan jo slå op i ovenstående link, hvis man vil se min argumentation efter i sømmene.

Her har jeg lyst til at vise, hvordan Kierkegaard et andet sted i ”Kjerlighedens Gjerninger” får en begivenhed, som vi, der er som folk er flest, opfatter som en ødelæggelse af et fællesskab, beskrevet ud fra en individualistisk tankegang.

Det er Peters fornægtelse, jeg tænker på. Den giver han en skildring af, set fra Jesu side og set fra Peters side. Han skildrer først situation i brede vendinger, sætter læseren i Jesu sted og skriver derefter:

Saaledes stod Du anklaget, dømt, forhaanet; forgjæves søgte Du at opdage en Skikkelse, der dog lignede et Menneske, end sige et velvilligt Ansigt, som Dit Øie kunde hvile sig paa – da saae Du ham, Din Ven, men han fornegtede Dig; og Forhaanelsen, der havde lydt høirøstet nok, lød nu som om Echo hundrede Gange forøgede den! Dersom Dette var skeet Dig, ikke sandt, da vilde Du allerede ansee dette for høimodigt af Dig, om Du, istedenfor at tænke paa Hevn, vendte Dit Øie bort fra ham og sagde ved Dig | selv: »jeg gider ikke see den Forræder for mine Øine«! – Hvor anderledes handlede Christus! Han vendte ikke sit Øie bort fra ham for ligesom at blive uvidende om, at Peder var til, han sagde ikke, jeg vil (s. 165) ikke see den Forræder, han lod ham ikke skjøtte sig selv, nei, han »saae paa ham«, han indhentede ham strax med et Blik, havde det været muligt, visseligen han havde ikke undladt at tale til ham. Og hvorledes saae Christus paa Peder? Var dette Blik frastødende, var det som et Blik til Afskeed? O, nei, det var som naar Moderen seer Barnet ved dets egen Uforsigtighed i Fare, og nu, da hun ikke kan komme til at gribe Barnet, indhenter det med sit vel bebreidende men ogsaa frelsende Blik. Altsaa Peder var i Fare? Ak, hvo kan ikke indsee det: hvor tungt for et Menneske at have fornegtet sin Ven! Men den forurettede Ven kan i Vredens Lidenskab ikke see, at den Fornegtende er i Fare. Dog han, der kaldes Verdens Frelser, han saae altid klart, hvor Faren var, at det var Peder, som var i Fare, Peder, som skulde og maatte frelses. Verdens Frelser saae ikke feil og saae sin Sag tabt, hvis Peder ikke ilede med at hjælpe ham, men han saae Peder tabt, hvis han ikke ilede med at frelse Peder. Mon der lever eller har levet noget eneste Menneske, som ikke kan forstaae dette, der er saa klart og saa indlysende, og dog er Christus den Eneste, som saae dette i Afgjørelsens Øieblik, da han selv var den Anklagede, den Dømte, den Forhaanede, den Fornegtede. –

Og det må da indrømmes: uvilkårligt gribes man af beskrivelsen her. Uvilkårligt lever man med i beskrivelsen af den måde, vi almindelige mennesker måske ville have set på Peter på. Uvilkårligt giver vi Kierkegaard ret i, at tanken om hævn nok ville have strejfet sådan nogle som os almindelige mennesker. Og vi følger også uden videre Kierkegaard, når han beskriver Jesu blik som moderens blik, når hun vil afværge en fare for sit barn. Og så lægger vi ikke mærke til, at Kierkegaard på den måde får beskrevet en situation, som vi almindelige mennesker forstår ud fra vores relationstankegang, i en streng individualistisk tankegang.

Jeg mener, vi almindelige mennesker, der kender bibelhistorien og er blevet grebet af fortællingen om Peters fornægtelse, vi husker jo nok hans store ord ved nadverens indstiftelse om, at om så alle andre svigtede Jesus, han ville ikke gøre det. Og vi husker måske også, at Jesus forudsagde hans fornægtelse ved at sige, at inden hanen har galet to gange, vil Peter have fornægtet Jesus tre gange. Dette med hanen har alle evangelisterne fået med, mens det kun er Lukas, der ikke lader hanens gal være nok til at få Peter til at gå i sig selv og gå udenfor og græde, men føjer til, at Jesus så på Peter, Luk 22,61.

Men hvad enten vi lader hanens galen være nok eller vi med Lukas føjer til, at Jesus så på Peter, vi opfatter det, der sker, som et svigt fra Peters side, forholdet mellem Peter og Jesus blev brudt i stykker derved, og når Peter går udenfor og græder, forstår vi det ud fra netop dette ødelagte forhold, ikke blot er tilliden mellem Jesus og Peter brudt sammen, men der er det forfærdelige ved det, at det er sket i kraft af Peters svigt.

Så når Kierkegaard mener, at der ikke lever et eneste menneske, som ikke kan forstå det, der her sker, så er det just her, vejen deler sig. Vi almindelige mennesker forstår det ud fra vor dagligdags erfaring af livet i et tillidsforhold, men Kierkegaard holder sig til sin hidtidige strengt individualistiske beskrivelse. Det, vi kan forstå, er ikke det, Kierkegaard mener, vi kan forstå.

Det lyder jo smukt og opbyggeligt med Kierkegaards beskrivelse af, hvordan Kristus er den eneste, der ser, at Peter er i fare og med sit blik prøver at redde ham. Men det er en falsk beskrivelse. Peter var ikke i fare, da Kristus så på ham. Så hård og ubarmhjertig er tilværelsen, at det fornægtende ord var udtalt, tillidsforholdet var brudt i stykker. Der er ikke mere for Peter at gøre. Ja, han kan fortryde, hvad han har gjort, og det er jo også, hvad han gør, når han går udenfor og græder bitterligt. Men han kan ikke lave det om. Ordet er udtalt og dette fornægtelsesord har haft sin forfærdelige virkning. Så det, Kierkegaard her skriver:

Verdens Frelser saae ikke feil og saae sin Sag tabt, hvis Peder ikke ilede med at hjælpe ham, men han saae Peder tabt, hvis han ikke ilede med at frelse Peder.

er forkert. Eller rettere: det er kun rigtigt, hvis man indskrænker sin betragtningsmåde til at være individualistisk. At Peter bliver frelst ved at få et blik på sig, der bevirker, at han fortryder, det er kun sandt, hvis man kun vil beskrive Peters indre følelser og mener, at han frelses ved at bringes til at fortryde. Og hvis Peter bliver frelst ved at komme til at indse den fornægtelse, han har leveret, så er hanegalet i forbindelse med Jesu forudsigelse en ligeså stærk anledning til hans fortrydelse, oven i købet for de tre af evangelisterne en tilstrækkelig anledning.

Skal forholdet mellem de to, Peter og Jesus, blive godt igen, må Jesus møde Peter igen og tilgive ham hans fornægtelse. Lukasevangelisten fortæller, at Peter kom til graven, gik ind i den, så, at klæderne var lagt pænt sammen og undrede sig. Og da de to, der var gået til Emmaus og havde mødt Jesus undervejs, kom tilbage og fortalte, hvad de havde oplevet, hedder det, at de forsamlede disciple sagde, at Herren virkelig var opstået fra de døde og var set af Simon, Luk 24,34. Matthæus fortæller ikke noget specielt om Peter, men inkluderer ham i betegnelsen ”disciplene”. Men Markus lader dog et ord falde om Peter, englen ønsker specielt, at ordet om Jesu opstandelse bliver forkyndt for ham, Mark 16,7. Først Johannes – eller rettere Johannes’ disciple, for man antager almindeligvis, at Joh 21 er føjet til evangeliet af Johannes’ disciple – fortæller om en ordveksling, som kan betegnes som en genoprettelse af det brudte forhold mellem Peter og Jesus, Joh 21,15-17.

Det er også, hvad vi véd fra vort samliv med vor næste. Der kan være nok så megen fortrydelse til stede hos den, der f.eks. gennem en fornægtelse har brudt forholdet i stykker, den anden må træde til, tilgive fornægtelsen og derigennem bevidne, at han i kraft af fortrydelsen igen tror på fornægteren.

Og bevares, meget kan man lægge ind i Jesu blik, men tænker man relationistisk, er det umuligt at tale om, at dette blik har nogen frelsende virkning, hvis frelsen består i, at forholdet mellem de to genoprettes, og det gør den jo. Så det er umuligt at forestille sig, at Jesus med sit blik ”ilede med at frelse Peter”, som Kierkegaard skriver.

Men i den grad er Kierkegaard bundet af sin individualistiske tankegang, at han overser det forhold, der er mellem Jesus og Peter, og nøjes med at beskæftige sig med Jesu kærlige blik.

Desværre har Kierkegaards individualistiske tænkemåde bredt sig i teolog-kredse. Sørine Gotfredsen og formodentlig også Pia Søltoft er grebet af den. Det kan endda være, at det er denne individualisme, der har fået tidsånden til at mene, at man skal følge sit hjertes evige spontaneitet, som Sørine Gotfredsen skriver. Men denne fejlagtige opfattelse af individualismen helbredes ikke ved at give folk en anden form for individualisme, men ved helt at opgive individualismen og i stedet gøre folk opmærksom på den dog ret indlysende kendsgerning, at de befinder sig i en række forhold til andre mennesker, og at det, det kommer an på, ikke er at være så og så god og retlinet, men at bekymre sig for de forhold, man står i: både kere sig om, hvordan man selv kan bidrage til at forholdet fastholdes som et godt tillidsforhold, og glæde sig over den måde, dette, at man lever i forholdet, bidrager til ens egen glæde og lykke.

Det var sådanne tanker, der i sin tid ved et tussekonvent i Aarhus, fik mig til at opponere imod Sørine Gotfredsens megen tale om synd ved at sige:

Når jeg så tilbage på mit liv, var det taknemlighed, der prægede mig. Ikke blot taknemlighed over godt helbred og god stilling, men først og fremmest taknemlighed over de faste og trygge fællesskaber, som jeg var en del af. For, som jeg sagde, hvis jeg var omgængelig og imødekommende, så var jeg det jo, fordi de fællesskaber, jeg stod i, havde gjort mig omgængelig og imødekommende. Men det var ikke sådan, at jeg kunne fornemme nogen dyb afgrund af uforståelig ondskab i mit indre. Og det var heller ikke sådan, at jeg kunne forklare nogle af tildragelserne i mit liv med en kælderdyb ondskab, hverken hos mig selv eller hos dem, jeg omgikkes. (Se her).

Det ser ud til, at denne modsætning mellem vore teologiske holdninger stadig forefindes.

Dette indlæg blev udgivet i Ny testamente og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.