Nu ophører så restriktionerne. Nu skal vi tilbage til det normale liv. Siger i hvert fald regering og folketing. Og det sker på anbefaling af sundhedsmyndighederne. Den 26-1 kl. 18,30 havde regeringen indkaldt til pressemøde. Og det hele foregik efter den velkendte recept med statsministeren og de ledende mennesker i front og den lyttende presse i baggrunden, parat til at stille spørgsmål.
Der er et par spørgsmål, der efter min mening hænger ubesvaret i luften efter dette pressemøde – spørgsmålet om, hvorvidt det virkelig er vaccinerne, der har bragt os så vidt, at vi kan ophæve restriktionerne, og spørgsmålet om, hvorfor man ikke med det samme lukker ned for alle testcentre – men jeg vil hellere prøve at sjusse mig frem til, hvad der ligger i det, at corona nu er ved at blive en sygdom, vi må leve med, ligesom vi lever med influenza.
Spørgsmålet er: Hvordan forefindes influenzavirussen i befolkningen? Og hvordan vil coronavirussen i fremtiden forefindes i befolkningen? Vil det være sådan, at f.eks. cirka 10% af os går rundt med virus i os, og at der så blandt disse 10% er enkelte, der bliver syge og nogle få, der bliver så syge, at de dør af influenza? Eller forholder det sig sådan, at vi alle sammen går rundt med virus i os, blot uden at blive syge af det, fordi vort immunsystem kan håndtere virussen, og at der så fra tid til anden opstår en ny variant, som slår flere ihjel, fordi vort immunsystem ikke helt kan greje den? Nogle virologer er bekymrede for, at der oven på de skrappe nedlukninger kan opstå en ny og farlig situation med influenza, fordi også influenzavirussen er blevet berøvet sin naturlige udbredelse og vort immunsystem derfor er mere uforberedt på en eventuel ny influenzavariant. Og det kunne tyde på, at man godt véd, at influenzavirussen næsten hele tiden er udbredt blandt næsten hele befolkningen; blot kan de flestes immunsystem håndtere den.
Lad mig sammenligne med forkølelse!
Vi plejer at sige, at vi skal passe på, at vi ikke bliver underafkølet, for bliver vi det, vil vi blive forkølede. Men når den erfaring slår til, viser det, at forkølelsesvirussen er til stede hele tiden og kun udvirker de kendte sygdomstegn, når organismen er svækket. På den afsidesliggende ø Tristan da Cunha har man at gøre med en ret lille gruppe mennesker, der kun undtagelsesvist får besøg af skibe fra Sydafrika. Dèr har man gjort den erfaring, at folk bliver forkølede i sådan cirka fjorten dage efter et skibsbesøg. Derefter kan man blive underafkølet alt det, det skal være, uden at man bliver forkølet. For virus findes ikke mere blandt befolkningen. I løbet af fjorten dage har den angrebet alle, men alles immunsystem er derved blevet klar over dens tilstedeværelse og opbygget modstandskraft imod den. Der er ikke flere, den kan angribe.
Noget sådant kan naturligvis ikke lade sig gøre i en befolkning så stor som vores. Her vil der godt nok dannes immuntet i stor stil i befolkningen, men hvis virus er i stand til at mutere tilstrækkelig mange gange, vil den hele tiden kunne holde vort immunsystem beskæftiget.
Derfor gælder advarslen om underafkøling stadigvæk hos os, selv om den ikke gælder på Tristan da Cunha.
Og det er her, overskriftens visdom kommer ind i billede.
Virus er ikke ude på at skade os, tværtimod. Hvis den kan lokke os til at opformere virus, uden at vi bliver syge af det, så meget des bedre. For så kan den udkonkurrere de varianter, der gør os syge og får os til at blive hjemme, måske endda gå til sengs. Og gør vi det, forhindrer vi jo smitten i at brede sig. Denne sejr i konkurrencen er, hvad der er sket med omikron-varianten. Den har et mildt forløb, men er uhyre smitsom.
Det indviklede er, at det ikke er alle virusarter, der opfører sig sådan. Nogle er faktisk dødelige, ebola-virussen, f.eks. Mæslinger er også en uhyre smitsom virus, og selv om børn ikke bliver alvorlig ramt af den – i gamle dage, altså da jeg var barn, sørgede vore mødre for, at vi blev smittet af mæslinger, når det kunne lade sig gøre, for så var vi beskyttet for resten af livet, en naturlig vaccination, så at sige – altså selv om man i og for sig kunne fortsætte denne praksis, har man alligevel valgt at vaccinere mod mæslinger. Men det behøver man kun at gøre én gang, så er man beskyttet for resten af livet.
Anderledes med influenza og forkølelse, og altså formentlig også anderledes med corona, der er en virus, der ligner forkølelsesvirus. Og det, der er anderledes, er altså, at de muterer for fuld kraft hele tiden, så den vaccine man får det ene år, ikke gælder det næste år, eller så den immunitet, man opnår ved at blive smittet det ene år, ikke beskytter det næste år.
Jamen, betyder det så, at vi alligevel ikke vender tilbage til det normale, i hvert fald ikke os gamle? For vi skal vel så vaccineres hvert år, ligesom man anbefaler os at blive vaccineret mod influenza?
Lad mig først henvise til et tidligere indlæg, nemlig dette, hvor jeg citerede Berlingske, der citerede en englænder, Paul Hunter, for at sige, at
»Det her er en sygdom, som ikke går væk. Til sidst vil vi have folk, som er positive, og som går rundt og lever et normalt liv, som de ville med enhver anden forkølelse. Men der er vi nok ikke helt endnu«.
Dog fremgår det ikke helt tydeligt af hans udtalelser, om det, der gør, at vi ikke er dèr endnu, er, at der stadig er en udbredt frygt for virussen i befolkningen, eller det har med ét eller andet træk ved virussen at gøre. Jeg vil tro, han mener det første.
Og det, der nu bliver problemet – i virkeligheden for regering og medier, men i praksis for ganske almindelige mennesker – er, hvordan vi kommer til at føle os rimeligt trygge, når vi omgås hinanden. Vil vi benytte os af mundbind i stor stil? Vil vi føle os foranledigede til at lade os teste? Og – for regeringens vedkommende – vil den stadig give os mulighed for gratis at lade os teste i tide og utide?
Regeringen kommer her let til at befinde sig i lidt af en kattepine. Hvis den lader testcentrene bestå og også i fremtiden udøve deres virksomhed – en virksomhed, der jo forudsætter en vis frygt for corona i befolkningen – så er den med til at opretholde befolkningens frygt. Men når den fjerner alle restriktionerne, siger den jo ret tydeligt, at der ikke mere er grund til at frygte coronaen, for omikron-varianten er langt mindre farlig end de tidligere varianter. Så hvad mener regeringen og sundhedsmyndighederne egentlig?
Måske man i stedet direkte skal indrømme, at coronaen har vundet, at det har været en fordel for coronaen, at den har læst Darwin og lært, at det er de bedst egnede, der vinder, her: at det er den mest smitsomme variant, der formerer sig kraftigst, hvis den vel at mærke har den egenskab, at den får folk til at producere nye virusser for sig, uden at de bliver syge.
Mennesket er jo en meget speciel dyreart. Den har bredt sig over hele kloden, og den har med det moderne menneskes ankomst formået at skabe mulighed for, at der opstår stadige forbindelser mellem mennesker på den ene side af kloden og mennesker på den anden side. Og kan en virusart udnytte denne specielle egenskab hos mennesket, så vil den kunne formere sig i ganske kolossal grad. Det har forkølelsesvirussen og influenzavirussen formået at gøre, og det samme synes coronavirussen at have fået held med.
Regeringen og sundhedsmyndighederne vil formentlig foreslå, at vi fortsætter med vores vaccine-strategi og altså vænner os til at skulle vaccineres mindst én gang om året. Hvis man kan finde nogle absolut sikre vacciner – mere sikre og mere afprøvede end dem, vi har for øjeblikket – er det måske ikke så dårlig en strategi. Forudsat, jo, at vaccinationen bliver helt frivillig – med ordet ”helt frivillig” mener jeg, at man undlader med krav om vaccinepas og den slags at tvinge os til frivilligt at lade os vaccinere. Nøjagtig ligesom vaccination mod influenza er frivillig.
Mere forståeligt og mere acceptabelt vil det måske være at søge at bibeholde skikken med at afspritte hænderne, før man bevæger sig ind i et supermarked. Ligesom det måske også har en afdæmpende virkning på virussernes aktiviteter, at man opstiller glasplader mellem kunder og ekspedient. Om det kan betale sig, altså, om det faktisk nedsætter smittefaren med en nævneværdig procentsats, det må fremtidige undersøgelser vise.
Men stadigvæk må vi sige med hensyn til diverse virusser: at kun fremtiden kan give svaret.
ricardtriis 