Den gyldne regel

Egentlig var det overskriften, der fangede min interesse: ”Kun Gud er god og ved, hvad det gode er”. ‘Det ku’ lyde som Søren Krarup’, tænkte jeg. Ved nærmere eftersyn viste det sig, se her, at det var det ikke, det var Marie Krarup, hans datter. Så helt galt var jeg da ikke afmarcheret.

Det, som artiklen gik ud på, var også en kendt krarupsk tese: Menneskerettighederne er af det onde. Det er noget, Søren, altså den gamle Krarup, har argumenteret for gennem mange år. Og hans datter har ikke blot overtaget hans plads i folketinget, hun har også overtaget hele denne argumentation. Nogenlunde uforandret.

Den går tilbage til Karl Barth. Han vendte sig imod den hitlerske såkaldt ”tyske kirke” i trediverne. Og det var jo godt nok. Men han gjorde det med en falsk teologisk argumentation; han vendte sig imod enhver tanke om en naturlig lov. Og det var knap så godt. Den tanke, at der ikke er noget, der hedder ‘den naturlige lov’, har besat protestantisk teologi sidenhen. Og så er man ligeglad med, hvad Luther siger, og ligeglad med, hvad Grundtvig siger, og specielt ligeglad med, om man modsiger sig selv eller ej. Naturlig lov er yt; naturlig lov må man ingensinde acceptere.

Og så er man forresten også ligeglad med, hvad Paulus siger. Når han i Rom 2,14 forklarer, at når hedningerne ”der ikke har loven, af naturen gør, hvad loven siger, så er de, uden at have en lov, deres egen lov. v15  De viser, at de har den gerning, som loven kræver, skrevet i deres hjerte, og deres samvittighed optræder som vidne, og deres tanker anklager eller forsvarer hinanden”, så hører man det ikke, eller om man hører det, går man straks igang med en bortforklaring.

Værst er det måske, at man også er ligeglad med, hvad Jesus siger. Når Jesus i Matt 7,12 og Luk 6,31 siger, at ”alt, hvad I vil, at menneskene skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem” (den ”gyldne regel”), så er det ikke blot et tydeligt bevis på, at Jesus regner med en naturlig lov, det er også en brugsanvisning på, hvordan den naturlige lov virker: vort ønske om den andens handlen mod os skal være rettesnor for vor handlen overfor ham.

Denne krarupske forestilling om menneskerettighederne er desværre ret udbredt, også iblandt debattører, jeg er nogenlunde enig med. Jeg har tidligere vendt mig imod sådanne fejloplyste mennesker, Søren Hviid Petersen, se her, og Morten Uhrskov Jensen, se her. Og nu er turen så kommet til Marie Krarup.

Krarup, altså Marie, skriver til sidst:

Godheden kan ikke patenteres og vi står i hvert sekund i en ny valgsituation, hvor vi i den konkrete situation skal bestemme, hvad vi skal gøre overfor vores næste. Her virker ingen programmer. Til gengæld er det en rigtig god ide med en lov i landet, sådan som de ti bud kunne fungere som basis for Israels lovgivning.

Men loven er sekulær og kan altid laves om igen efter fornuftens og virkelighedens krav. Kun Gud er god og ved, hvad det gode er. Så det evigtgældende, evigtgode program, som menneskerettighederne jo postulerer at være, er en umulighed, hvis man er kristen i luthersk, protestantisk form, som vi jo har været i Danmark siden 1536.

‘Her virker ingen programmer’. Nej, måske ikke. Men den gyldne regel virker. Ønsker du at leve uden frygt for, at din nabo skærer halsen over på dig, så må du ikke blot lade være med at skære halsen over på ham, men også undlade at true med det. Det er denne regel, langt mere end de ti bud, der er grundlaget for vore love. For den ‘mekanisme’ gælder jo på mange flere områder. Den gælder i det nære familieliv: ønsker du, at din ægtefælle siger et forsonende ord efter et skænderi, så sig du et forsonende ord. Den gælder på arbejdspladsen: ønsker du, at de andre viser dig respekt, så vis du dem respekt. Den gælder i internationale forhold: ønsker vi, at russerne skal overholde folkeretten, så skal vi naturligvis selv overholde den (hvad vi i Vesten ikke altid gør).

‘Loven er sekulær og kan altid laves om igen efter fornuftens og virkelighedens krav’. ”Efter fornuftens krav”, ja, men det vil netop sige: efter de krav, som den naturlige lov stiller, efter de krav, der dukker op ved den anvendelse af den gyldne regel, som ethvert fornuftigt menneske kan gøre brug af. For anvender vi vor fornuft på den måde, véd vi jo godt, hvad det gode er.

‘Kun Gud er god og ved, hvad det gode er’. Det er et udsagn, der direkte modsiger det, der lige blev sagt i den foregående sætning. Men Krarup ser det ikke. Ak ja.

Jamen, alle de totalitære systemer, kommunismen, nazismen, islamismen, de bilder sig jo ind, at de kender det gode med usvigelig sikkerhed; er det så ikke et passende værn at stille op mod disse ‘ismer’, når man hævder, at det ikke er mennesker forundt at vide, hvad det gode er?

Overhovedet ikke! Den sætning, at kun Gud véd, hvad det gode er, kan gentages med største tilslutning af enhver muslimsk teolog, ja, den er snarere et muslimsk mantra end et kristent. Blot vil jo muslimerne føje til, at netop til dem har Gud fortalt, hvad da det gode er; netop de holder sig til den bog, hvori Gud har nedlagt sin lov for menneskelivet, nemlig koranen.

Så i stedet for at gå ud fra et muslimsk mantra: at kun Gud ved, hvad der er det gode, finder jeg det langt mere produktivt at gå ud fra tanken om den naturlige lov. Derigennem kan vi helt anderledes tydeligt få sat skel mellem kristen og muslimsk teologi, etik og samfundsforståelse.

Tim Pallis skriver i et indlæg på Snaphanen:

Islam har imidlertid ingen universel Gylden Regel. Den afviser ligefrem Den Gyldne Regel, fordi Koranen ikke henvender sig til menneskeheden som helhed, men opdeler mennesker i muslimske troende og de vantro. Koranen gør det meget klart, at vantro skal behandles anderledes end de troende. Denne opdeling i vantro og troende eliminerer muligheden for en Gylden Regel, se her.

Senere forklarer Pallis sig lidt nærmere:

I flere Hadither f.eks Sahih Muslim er der ganske vist en klar formuleret Gylden Regel, men problemet er, at den kun er reserveret til andre muslimer i ummaen dvs. det islamiske verdensbroderskab. Der er ingen Gylden Regel i islam, som gælder for alle mennesker uanset deres tro. Når det gode budskab i islam derfor siger: Ingen af jer er sande troende før I ønsker for jeres broder, hvad I ønsker for jer selv, så tales der kun om andre muslimske brødre.

I Koranen findes et klart eksempel på, at islam ikke har en Gylden Regel som i alle andre religioner. Koranens Medina sura al-Fath (Sejren) 48:29 siger nemlig: Muhammed er Allahs budbringer; og de der er med ham er strenge overfor de vantro, men barmhjertige mod hverandre.

Ikke sandt, det lyder jo som en version af den gyldne regel, når det hedder, at man skal ønske for sin broder, hvad man ønsker for sig selv. Men det er det kun, indtil man opdager, at den broder, der er tale om, er ens medmuslim, ikke de kristne eller de hinduer, man lever sammen med.

Hvis ikke vi bruger den naturlige lov til at sætte skel til muslimerne, så står vi med håret ned ad nakken: de, muslimerne, har deres åbenbaring, vi har vores åbenbaring. De tror på deres, vi tror på vores, men begge dele er i lige høj grad et spring ud i det blå, et valg, der ikke er et valg, fordi der ikke ligger nogen begrundelse bag, ja ikke kan ligge nogen begrundelse bag.

Sandt nok, de to religioner står i et gensidigt udelukkelsesforhold til hinanden. Men dette udelukkelsesforhold beror ikke på, at der ikke er nogen generel etik eller nogen naturlig lov, som man kan måle tingene efter, det beror på, at den ene religion, islam, er en magtreligion, der ret åbent lader magtforhold overtrumfe den naturlige lov, mens den anden religion, kristendommen, forsøger at lade den naturlige lov overtrumfe magtanvendelse.

Det er dette gensidige udelukkelsesforhold, der bevirker, at det er umuligt for islam at leve sit fulde potentiale ud i et sekulært eller kristent samfund: dette, at en muslim altid skal have andre muslimer om sig, for at hans kollektive etik kan have gyldighed, står i skærende kontrast til den sekulære samfundsforståelse, hvor det er den enkeltes indre socialisering, der afgør hans handlinger.

Derfor er det farligt med dette krarupske udgangspunkt: ud fra det har vi kun ren og skær magt at sætte bag vort forsvar mod islam; vi har jo frataget os selv ethvert argument imod islam, for vi har underlagt os en åbenbaringstanke af nøjagtig samme karat som islams. Og så er det, vi fristes til at bruge magtargumenter overfor muslimerne: Når vi ikke må bygge kirker i Saudi-Arabien, må de heller ikke bygge moskéer her, og så er det ligegyldigt, hvad religionsfriheden siger. De skal selvfølgelig tvinges til at opføre sig ganske som vi: ingen badeforhæng i skolernes baderum, ingen tørklæder i det offentlige rum, ingen hensyntagen til deres madregler, osv., osv. Magtsprog mod magtreligionen. Vi kapitulerer overfor deres tankegang.

Hvad vi da skal gøre i stedet?

Vi skal give dem al mulig frihed til at praktisere deres religion; blot må vi pointere, at hos os hører al voldsanvendelse hjemme hos den offentlige myndighed. Og samtidig med det skal vi modsige deres religion det bedste, vi kan: påvise dens umenneskelighed, hævde hvert menneskes ligeret i forhold til andre, gøre tilpas nar ad deres særheder: halal-kød, omskærelse af drenge, tørklæder til piger, og skamme dem ud, når de nægter at have samkvem med deres voksne børn, fordi de har giftet sig imod forældrenes ønsker. Og desforuden, naturligvis, så vidt det er muligt at gøre det forståeligt for dem, påpege sammenhængen med deres form for lovreligion og deres segregationstendens, deres tendens til at opfatte deres liv hos os som en slags krig mod os, deres tendens til at danne bander, og deres tendens til at gå ind i terrorbevægelser.

Så vil vi kunne håbe på, at vi om 200 år har en muslimsk minoritet, der er til at have med at gøre.