Ud med Abraham?

Der var i Kristeligt Dagblad den 18. maj 09 en meget interessant artikel om Troels Nørager, der i en ny bog slår til lyd for, at vi gør op med det gudsbillede, der kommer til udtryk i fortællingen om Abrahams ofring af sin søn Isak (1 Mos 22,1-19). Dengang burde jeg nok have skrevet et blogindlæg om det, for jeg kan af hele mit teologiske hjerte erklære mig enig med ham, men jeg har det desværre sådan, at jeg bliver bedst inspireret af det, jeg er imod. Og da derfor i dag (28. maj) Jørgen Jørgensen, formand for Menighedsfakultetet i Århus, i en længere artikel i samme avis tager til genmæle mod Troels Nørager, er det først nu, jeg får taget mig sammen til at sige lidt om sagen.

Læser man de to artikler igennem, undres man såre. For Jørgen Jørgensen har kun ét argument i bøssen: Nørager har et nutidigt bibelsyn, hvorimod han selv har det sande bibelsyn. Han drømmer ikke om at gå ind på nogle af de argumenter, der måtte have fået Nørager til at vende sig imod offerhistorien, det er ham nok at kunne sige: Ikke bibeltro, duer ikke! til Nørager.

Men det er minsandten ikke nok for mig. Jeg vil tillade mig at påstå, at jeg er mindst lige så bibeltro som Jørgen Jørgensen. Jeg plejer godt nok ikke at kalde mig bibeltro. Men når nogen søger at tage patent på bibelen, så stejler jeg. Det går altså ikke sådan bare ‘en bloc’ at tage alt i bibelen for gode varer. Jesus står i vejen for et sådant bibelsyn.

Jeg siger ikke, at han forkaster hele det gamle testamente. Men når han mange gange i bjergprædikenen kan sige, efter at have citeret steder fra det gamle testamente: ”Men jeg siger jer”, (fx Matt 5,39) så kan vi ikke bare tage alle beretninger i det gamle testamente for Guds uforanderlige ord, så tvinges vi til at være kritiske; om vi vil være bibeltro i Jesu forstand, så må vi læse det gamle testamente gennem hans øjne.

Og hvad det vil sige, kan vi fx se af hans optræden i synagogen i Nazareth, Luk 4,16-30. Han skal læse op fra profeten Esajas’ bog. Og det stykke, han læser op (Es 61,1-2), slutter sådan i det gamle testamente: ”for at udråbe et nådeår fra Herren og en hævndag fra vor Gud, for at trøste alle, der sørger”. Men Jesus standser sin oplæsning før dette med hævnen. Her kommer hans kritik af det gamle testamente frem: Gud som hævneren, noget, der jo unægtelig står i det gamle testamente, den Gud er ikke hans himmelske far.

Samme kritik kommer frem i det lille særprægede afsnit i johannesevangeliet, Joh 8,1-11, stykket om ægteskabsbrydersken, som heller ikke Jesus vil fordømme. Det står højt og tydeligt i 5 Mos 22,22, at er der tale om hor, skal både manden og kvinden dø, ”du skal udrydde det onde af Israel”. Der er ikke noget at rafle om. Ikke desto mindre bryder Jesus med det gamle testamente på det punkt. Det gjorde jøderne også selv senere, med én eller anden begrundelse, som jeg ikke er klar over. Men som man nok véd, er traditionen med dødsdom for hor fortsat indenfor islam. Men hvad der står i det gamle testamente er ikke til at tage fejl af. Og det vender Jesus sig altså imod.

Man kan også nævne hans udtalelser om sabbaten, fx dette stærke ord: ”Menneskesønnen er herre over sabbatten” (Matt 12,8). Vi synes måske ikke, det er noget særligt. Men vi kan være forvissede om, at for den tids jøder, der udmærket vidste, hvad der stod i loven og hvad ikke, og nøje holdt øje med sig selv og hinanden, om de nu også overholdt loven, var et sådant ord med til at bringe Jesus til korset.

Men den stærkeste kritik kommer måske i virkeligheden fra den tilføjelse, Jesus gør til den gyldne regel. Den gyldne regel kendes fra andre kulturer og er kun i sin ydre formulering speciel for Jesus. Hos ham lyder den sådan: ”Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem”. (Matt 7,12). Og det er der ikke noget mærkeligt i, ikke engang noget særlig kristeligt. Dette er blot et af flere udtryk for det, man kalder ”den naturlige lov”, dvs for den lov, der er skrevet i alle menneskers hjerte, den lov, der kommer til udtryk i vor samtale og diskussion med hinanden. Nej, det, der er det særlige, er Jesu tilføjelse: ”Sådan er loven og profeterne”. Den naturlige lov, det er Guds egen lov, og den lov træder hos Jesus i stedet for den jødiske, skrevne og åbenbarede lov; sådan som jo også adskillige steder i det gamle testamente profeterer om det (jeres stenhjerte skal tages ud, et kødhjerte giver jer i stedet,Ez 36,26), og sådan som Paulus skriver om det i 2 Kor 3,3: ”I er et Kristus-brev, der er blevet til ved vores tjeneste, ikke skrevet med blæk, men med den levende Guds ånd, ikke på tavler af sten, men i hjerter, på tavler af kød og blod”.

Johannesevangelisten sammenfatter det – eller lader Jesus sammenfatte det – i følgende ord: ”Jeg kalder jer ikke længere tjenere, for tjeneren ved ikke, hvad hans herre gør; jeg kalder jer venner, for alt, hvad jeg har hørt af min fader, har jeg gjort kendt for jer.” (Joh 15,15). Den lydighed, der forventes af os kristne, er ikke en blind lydighed; en sådan lydighed er slavens eller tjenerens lydighed. Nej, vor kristne lydighed forventes at være en forstående lydighed. Vi tages så at sige med ind i Guds råd, vi forstår hans hensigter og kan sætte os ind i baggrunden for det, hans bud går ud på. Det er, hvad Jesus siger her.

”Den teologiske forskning, der kan skære i gudsbilledet ved at gøre sig til herre over gudsordet, er gudløs”, siger Jørgen Jørgensen om Nøragers forslag om at lægge Abraham-fortællingen på is. Tja, men hvad var det Jesus gjorde? Skar han ikke netop i det gammeltestamentligt gudsbillede? Han kommer til at høre med til de gudløse, hvis vi følger Jørgen Jørgensens definition her. Og er vi ikke nødt til at gøre som Jesus, dvs gøre os til herre over det gamle testamentes gudsbillede? Kan Jørgen Jørgensen synge med på Sl 137,9, hvor der udtrykkes ønske om hævn over Babylon: ”Lykkelig den, der griber dine spædbørn og knuser dem mod klippen!”? Det tror jeg ikke. Jamen, så skærer jo selv han, dette højst troende menneske, i det bibelske gudsbillede! Så er han jo ligeså gudløs som Nørager! Men han kan glæde sig over, at han kan tage Jesus ved hånden.

Som sagt: Jesus forventer forstående lydighed af os. Og det, jeg har imod fortællingen om Abraham, der ofrer Isak (1 Mos 22,1-19) er netop, at den afbilder en blind lydighed. Én ting er, at Isak holdes udenfor. Han føres uvidende frem til offerstedet i den tro, at det var alt andet end ham selv, der skulle ofres. Så var han jo også lettere at have med at gøre, men er det en måde at behandle sin søn på, eller en måde at behandle sin skabning på? Men Abraham går også frem mod offerbjerget uden at kende Guds tanker og hensigter. Hans lydighed er ikke en forstående lydighed. Ja, ifølge hele oplægget til fortællingen kan Gud ikke oplyse ham om sine sande hensigter, og den lydighed, som af mange prises så højt, kan derfor ifølge sagens natur kun være en blind lydighed. Men blind lydighed er ikke, hvad Jesus forventer af sine disciple.

Dette fører videre til en kritik af gudsopfattelsen i fortællingen. Er Gud virkelig en Gud, der på den måde vil sætter mennesker på prøve, uden at mennesket får at vide, at det er en prøve, og uden at mennesket forstår, hvorfor det skal sættes på prøve, på samme måde som en mafiaboss sætter én af sine underordnede på den prøve at skulle foretage et mord, for kun på den måde kan han vise sin ubrydelige loyalitet overfor sin chef? Eller spurgt på anden måde: Er billedet af Gud, der sætter Abraham på prøve uden at informere Abraham om sine hensigter, i overensstemmelse med det gudsbillede, Jesus har, når han netop ikke vil kræve en sådan blind, slaveagtig lydighed? Jeg synes det altså ikke.

Jamen, godtager Paulus ikke Abraham-fortællingen med ordene i Rom 4,18, at Abraham troede ”med håb, mod håb”?

Nej, det ord, Paulus arbejder ud fra, er ordet fra 1 Mos 15,6: »Abraham troede Gud, og det blev regnet ham til retfærdighed.« Og når Paulus skriver, at Abraham troede ”mod håb”, er det ikke offerfortællingen fra 1 Mos 22, han har i tankerne, men Abrahams og Saras høje alder. Paulus skriver det selv: ”Og uden at blive svag i troen så han, at hans krop allerede var uden livskraft – han var næsten hundrede år gammel – og at Saras moderliv var dødt.” (Rom 4,19) Det var det, der gjorde troen usandsynlig for ham og gjorde det nødvendigt at tro ”mod håb”.

Jamen, Kierkegaard bruger en hel bog (Frygt og Bæven fra 1843) på at undersøge det gudsbillede, der skjuler sig bag denne fortælling. Så kan vi da ikke bare forkaste det?

Jeg brugte for en del år siden temmelig meget krudt på at prøve at finde ud af, hvad Søren Kierkegaard egentlig var for en fyr. Og efter endt undersøgelse lagde jeg ham på hylden. Undersøgelsen førte bla til det resultat, at jeg skrev en lille afhandling, som kan findes her.

I denne afhandling prøver jeg ikke blot at vise, at Kierkegaard er en ortodoks udenfor den ortodokse tidsalder, men også, at han er en pietist udenfor den pietistiske tidsalder. Det første betyder, at han regner alle drifter for syndige, det sidste, at han mener, at hver kristen kan modtage åbenbaringer fra Gud om, hvad han skal gøre i netop den situation, han nu står i, se kapitel 8c i afhandlingen.

Derfor betyder hans afbrydelse af forlovelsen med Regine Olsen så meget i hans forfatterskab. Han mente nemlig at have fået en åbenbaring om, at han skulle bryde med hende. Han skriver i ”Til Selvprøvelse” (Samlede værker, 1. udgave, bd 12, side 362):

“Lad mig tage et Exempel, dannet efter hine gamle Fortællinger om, hvad et Menneske i ældre Tider har prøvet i inderlig Lidelse, hvad disse uforsøgte, kloge Tider vel ville ansee som en Fabel, der høist har lidt digterisk Værd – lad mig tage et Exempel, og lad mig dertil vælge, hvad vi Mennesker saa ofte taler om, og hvad der saa meget beskjeftiger os: Elskov; thi Elskov er just en af de stærkeste og dybeste Yttringer af Selviskhed. Altsaa, tænk Dig en Forelsket! Han saae Gjenstanden, det var derved at han blev forelsket; og denne Gjenstand den blev ham hans Øies Lyst og hans Hjertes Begjering! Og han greb efter den – det var hans Øies Lyst og hans Hjertes Begjering! Da udgik (saa er det i hine gamle Fortællinger) Befaling til ham: “slip denne Gjenstand!” – ak, og det var hans Øies Lyst og det var hans Hjertes Begjering!”

Her skildrer han Gud med forlæg i Abrahamfortællingen. Gud kan give en befaling, der står i eklatant modsætning til kærlighedsbudet: at du skal elske din næste, også når din næste er din forlovede, som ikke blot budet, men også dine egne ønsker vil, at du skal elske. Hvordan så Gud i Kierkegaards tilfælde giver besked om, at han skal ”slippe denne genstand”, ja det er i sandhed kierkegaardsk indviklet, og det kan man læse om i omtalte afhandling, her skal jeg blot røbe, at det har noget med hans tungsind at gøre.

Men altså, hvis denne opfattelse af Kierkegaard er sand, hvor utrolig den måske end måtte lyde i manges ører, så er det nok ikke ham, vi skal gå til, hvis vi vil have en uvildig, kritisk gennemgang af det gudsbillede, der træder frem for os i offerfortællingen.

Det gamle testamente er ikke uden videre Guds ord fra ende til anden. Vi må læse det med Jesu øjne, vi må lade os gennemsyre af hans ånd, vi må af ham lære at skelne skidt fra kanel. At være bibeltro er at være tro mod Jesu måde at læse det gamle testamente på, ikke at godtage det rub og stub for så bagefter at skulle omfortolke både det ene og det andet. Vi har faktisk fået vor kritiske sans for at vi skal bruge den.