Mediernes nyhedsfiltrering

I en artikel i Weekendavisen i går, den 2-8 2013, forsøger Jens-Martin Eriksen at forklare mainstream-medierne, at det ikke er nogen god idé at filtrere nyhederne, så man ikke kan se, om den og den forbrydelse er begået af en indvandrer eller af en dansker. Han har skrevet om det samme i en bog, ”De Anstændige”, som han har udgivet sammen med Frederik Stjernfelt. Det er en dårlig idé, siger han, for det vil være kontraproduktivt, det vil få den modsatte effekt af den tilsigtede. For medierne vil i længden fremstå utroværdige, og så overlader de uden at ville det nyhedsformidlingen til rygtesmederi på ekstreme blogs, og så bliver de medskyldige i de radikaliseredes radikalisering.

Hvorfor vil medierne filtrere nyhederne? Jo, svarer Eriksen,

Man vil gerne skærme indvandrerne mod, at flertalssamfundet får et dårligt indtryk af dem og deres kultur, når et mindretal eksponerer racistiske træk ved netop den kultur, som trods alt også eksisterer hos dem fra deres hjemlande. Fair nok. Det vil sige: Intentionen er i hvert fald ædel, men midlerne forpester de gode hensigter og får til syvende og sidst den modsatte virkning. Hvorfor? Fordi det netop kan medvirke til øget radikalisering —

Det første er rigtigt. Men det er bestemt ikke ”fair nok”, og det har ikke nogen ”ædel” intention. Og man skal lade være med det, ikke fordi det fører til øget radikalisering – her tænkes på radikalisering af højrefløjen – men fordi det er imod det sandhedskrav, der må stilles til alle i det offentlige rum.

Jamen, er det da ikke sandt nok, hvad Eriksen skriver, at denne nyhedsfiltrering fører til alle mulige rygtedannelser, sådan at de filtrerende medier i sidste ende kan blive medansvarlige for én eller anden ”Breiviks” terrorhandling?

Det er sandt nok, at Breivik i sin tid forklarede (og forsvarede?) sin radikalisering med, at politiet syntes at holde med de såkaldte antifascister og tillod dem at tæske løs på mennesker, der demonstrerede imod opførelsen af en moske i Köln. Jeg har tidligere nævnt hændelsen her https://ricardtriis.wordpress.com/2012/04/12/skizofren-eller-dyssocial/. Men dels er der ret stor forskel på, om det er medierne eller politiet, der holder med muslimerne, dels må man fastholde, at enhver, der vil forsvare de europæiske lande mod en påstået stigende islamisering, må bruge metoder, der svarer til europæiske værdier, dvs., må afstå fra alt, hvad der bare smager af terror, og ”nøjes” med at bruge ordet som våben. ”Munden fri, hånden bundet”, som Grundtvig vist udtrykker det.

Det vil sige: Når Eriksen anklager Erika Fatland for i sin bog ”Året uden sommer” at ”friholde hele det norske samfund og de norske medier for nogen medskyld i Breiviks radikalisering”, så er det en falsk anklage. Medierne skal så sandelig anklages for deres nyhedsfiltrering – det er en sofistikeret måde at lyve på – men medskyld i Breiviks radikalisering, nej, det har de ikke.

Men Eriksen begår endnu en fejl. Når Eriksen i den første halvdel af sin artikel sammenstiller to begivenheder i Frankrig for at vise, at mediernes nyhedsfiltrering virker imod sin hensigt, bukker han, uden selv at opdage det, under for den selvsamme nyhedsfiltrering, han anklager mainstream-medierne for.

De to begivenheder er togafsporingen i Brétigny og anholdelsen af en terrormistænkt nordmand.

Ved togulykken i Brétigny syd for Paris den 12. juli skete der det, at et højhastighedstog blev afsporet, da det skulle passere stationen, vognene kørte ind i perronbygningerne, og fem personer blev dræbt og mange sårede. Men, skriver Eriksen så:

I dagene efter togulykken fremkom der i den franske presse forlydender om, at en gruppe »unge« var blevet set på ulykkesstedet, hvor de tilsyneladende var i færd med at hjælpe de sårede. Men politi og hjælpemandskab opdagede, at det, der reelt foregik, var, at man plyndrede de døde og de livsfarligt kvæstede, der endnu lå i det forulykkede tog og på baneterrænet. Da man så begyndte at genne disse »unge« bort, blev redningsmandskabet og brandmænd mødt med byger af sten.

Og det første, man spørger om, er selvfølgelig: Kan det virkelig være sandt i et civiliseret land som Frankrig, at der er ”unge”, der bærer sig sådan ad? Det næste, man spørger om, er: Mon der skulle være tale om muslimer?

Det vil dog sige: det sidste spørgsmål er det kun mig, der stiller, ikke Jens-Martin Eriksen. Han finder ud af gennem henvisning til diverse sædvanligvis troværdige kilder, at den morbide, grænseoverskridende forbrydelse virkelig har fundet sted. Men han mener sig forpligtet til stadig at holde det hen i det uvisse, hvem forbryderne var.

Og det er lidt mærkeligt. Han er i sin artikel med rette ude efter mainstream-medierne, fordi de ”filtrerer” nyhederne, kalder muslimske bøller for ”unge” og omtaler muslimers lovovertrædelser på en måde, så man ikke kan se, at det er muslimer, der har begået dem. Men den ”filtrerings-fælde” falder han selv i, når han ikke vil så meget som antyde den nærliggende mulighed, at der her kunne være tale om muslimer. Der findes et såkaldt ”banlieu” i Brétigny. Så muslimerne er ikke langt borte. Mange muslimske bander opererer ud fra en forestilling om, at alle franskmænd er en slags undermennesker, og man véd, at er først andre mennesker dehumaniserede, ligger det grænseoverskridende og morbide ikke langt borte. Desuden kender man fra talrige andre tilfælde til muslimske stenkast imod politi og brandvæsen. Alligevel vil Eriksen ikke så meget som antyde, at han dog i det mindste har tænkt tanken, den tanke, at der måske er tale om muslimer.

Han nævner to reaktioner, der forekommer på den borgerlige internetsite ”Atlantico”, en borgmesters og en kriminologs. Borgmesteren hævder, at integrationen er slået fejl. Men i stedet for at levere en fuldstændig oversættelse af dette gådeord, oversætter Eriksen kun halvt: ”men for hvem får læseren ikke indblik i”. Hvorfor skriver han ikke ligeud, at det borgmesteren mener, er, at de unge muslimer ikke er blevet godt nok integreret i det franske samfund? Én ting er, at borgmesteren benytter mainstream-mediernes gådetale, men behøver Eriksen forblive i denne tåge? Ville det ikke være naturligt, oven i købet, når han er i færd med et opgør med al filtrering, at ”oversætte” fra ”newspeak” til ”normal speak”, så han mere eller mindre bebrejdede borgmesteren hans tågetale? Men nej, han deltager i mummespillet.

Kriminologen afslører Eriksen korrekt som én, der ved at pege på historiske fortilfælde i europæisk historie vil relativere handlingen. Det trick er set ved andre lejligheder. Eriksen spørger:

Man spørger sig selv som læser, hvad det er, man skal forberedes på med disse gåder. Hvad er det, der stikker under?

men eftersom Eriksen også her lader os forblive i gådetalen, synes hans holdning til direkte at nævne muslimer som mulige gerningsmænd at være ligeså jomfrunalsk som holdningen hos de to mennesker, han kritiserer.

Nuvel, Eriksen nævner derefter de spekulationer, der dukker op på det, han kalder ekstreme medier. Men også dèr er han tilbageholdende indtil det ”filtrerende”. Han skriver:

Men som følge af de gådefulde beskrivelser er rygter begyndt at galoppere. Og det ene rygte tager det andet, når man ikke længere mener at kunne fæste lid til nyhedsformidlingen i en presse, man mistænker for at ligge under for ideologisk forvridning og filtrering af kendsgerninger. Det hed nu, at indvandrerbanden havde placeret sten på skinnerne for toget Limoges-Paris, så det blev afsporet i Brétigny. Alt sammen med den hensigt at kunne plyndre passagererne.

Dette afviser han på denne måde:

Det er uvist, hvor mange der troede på dette nye rygte. Men når man først begynder at købe historier om, at ens fjender står for planlægningen af trafikulykker, så er man måske endegyldigt hægtet af forbindelsen til den øvrige del af samfundet. — Heldigvis er der eksplicit skabt klarhed over, at togulykken var forårsaget af en mekanisk skade på stationen i Brétigny.

Eriksens holdning er altså ganske mærkelig. Han anklager medierne for at filtrere nyhederne, så man ikke kan stole på, hvad de siger. Og det er udmærket, at han tager denne sag op. Men når han så selv udsættes for en nyhed, som måske er filtreret, så er han ganske ude af stand til at nære den mistanke til medierne, som han dog et sekund tidligere havde anbefalet, at man skulle have.

Jeg siger ikke, at der var tale om sabotage, begået af de forbrydere, der siden plyndrede passagererne. Men jeg siger, at der er to spørgsmål, man må have besvaret mere tilbundsgående, end det hidtil er sket: 1) Hvordan kan det gå til, at forbryderne tilfældigvis befandt sig ved Brétigny station, da toget blev afsporet? 2) Hvordan kan det stykke jern, der forbinder skinnerne og er gået løs, anbringe sig i skiftesporets tunge?

Der er en blog, der tager dette spørgsmål op, se http://galliawatch.blogspot.dk/2013/07/bretigny-was-it-sabotage.html. Her er der en tidligere jernbaneingeniør, som var ansat ved Brétigny station, som siger:

Jeg så fotografierne den første dag på Tv, et stort jernstykke mellem skiftesporets tunger. På den måde fremkaldte modstandsbevægelsen en afsporing under besættelsen. Så kunne man forhindre skiftesporet i at lukke. Og desuden kan jeg ikke forstå, 1) hvordan en stor bolt, som er omhyggelig fastskruet, af sig selv kan komme løs, 2) hvordan den kan skrues så meget løs, at den falder ud helt ud, 3) hvordan ikke blot én, men fire bolte kunne gøre det samme af sig selv samtidig, 4) hvordan jernstykket, som man siger vejer ti kilo, selv om det kom fri af det sted, det var boltet fast til, kunne springe så langt og lande netop, hvor det skulle, hvis det skal afspore toget.

Det kan godt være, at jeg er hægtet af forbindelsen til den øvrige del af samfundet. Men jeg vil hævde, at ifald det er tilfældet, skyldes det, at medierne ikke besvarer de spørgsmål, der naturligt melder sig for en tænksom læser. Det kan selvfølgelig komme, efter sigende var der hele tre undersøgelser, der skulle sættes i værk i anledning af ulykken. Så det sidste ord er måske endnu ikke sagt i denne sag.

Men så meget synes at stå fast: Jens-Martin Eriksen har ikke sagt det sidste ord med sit udsagn om, at ”heldigvis er der eksplicit skabt klarhed over, at togulykken var forårsaget af en mekanisk skade på stationen i Brétigny.” Han har uden at ville det, måske af angst for at kunne anklages for islamofobi (”Du ser også muslimer alle vegne”), undladt så meget som at antyde, at det kunne være muslimer, der stod bag.

Det omvendte ser vi under hans omtale af nordmanden. Her holder han sig på ingen måde tilbage fra at foretage alle mulige gætterier og tænker ikke et øjeblik på, om han skader manden selv eller hans norske folkefæller med det. Manden boede i Frankrig med sin franske kone. Han blev anholdt på grund af noget, han havde skrevet på de elektroniske medier, og på grund af, at hans kone havde købt våben. Ifølge Eriksen skete det på følgende måde:

For den norske nationalist, som bor i Frankrig, skabte det så megen vrede, at han gav udtryk for, at det skulle og måtte komme til et opgør, og at det var på tide, de europæiske folk rejste sig. Han blev heldigvis overvåget af det franske politi. Og sammenholdt med våbenkøbet gjorde det, at man skred til handling og tog ham i forvaring. Måske forhindrede man det, der i pressen er blevet til »en gentagelse af Breiviks massakre« – måske i mindre numerisk skala? Han er dog sidenhen blevet løsladt igen.

Eriksen undlader behændigt at fortælle os, hvorfor han blev løsladt. Så mistanken hænger stadig ved ham om, at han en skønne dag kan gå hen og lave en ”Breivik-massakre”. Når det er muslimer, det gælder, så anvender Eriksen et filter, der sørger for, at der ikke rettes nogen mistanke mod muslimer, ud fra den samme forestilling, som mainstream-medierne har, nemlig den, at vi danskere er så dumme, at vi vil holde alle muslimer ansvarlige for det, nogle muslimer foretager sig. Men når der ”kun” er tale om en nordmand, frasorteres ikke blot alle filtre, der gives også grønt lys for alle mulige mere eller mindre luftige gætterier.

Ak ja!

Den folkelige elite har med ret stort held påtvunget os alle nogle synspunkter, som vi har meget svært ved at komme ud over. Selv Eriksen, der dog formulerer den mekanisme, der anvendes: at der er tale om nyhedsfiltrering, er tilsyneladende så angst for at få prædikatet ”islamofob” eller ”muslim-basher” klæbet på sig, at han i sin skildring af Brétigny-ulykken næsten totalt undgår det skræmmende m-ord.

Nå, lad mig rehabilitere den arme Eriksen en smule her til sidst. Han gentager i sin artikel nogle eksempler fra ”Politiken”, som blev bragt i ”De Anstændige”:

Den 5. maj 2012 publicerede Elisabeth Astrup for første gang historien om nogle jyske turister, der ved Folkets Plads på Nørrebro i København blev hevet ud af deres bil og dolket. Mod bedre vidende blev det ikke oplyst, at gerningsmændene var personer fra den lokale indvandrerbande. Man havde som læser ingen adgang til at erkende, at racisme kunne være motivet. Det ville man have haft, hvis en gruppe fredelige indvandrere blev standset i Herning eller Aalborg, hevet ud af deres biler af medlemmer af en lokal gruppe danskere og dolket.

Næste eksempel:

Den 23. august 2012 publicerede Anders Hjort og Rasmus Raun Westh for første gang historien om afpresningsforsøget mod Cafe Viking i Mimersgade i København, men undlod at nævne, at det var en indvandrerbande, der stod bag, til trods for at denne oplysning var tilgængelig for dem. Mulig racisme blev ikke nævnt som en del af motivationen. Ville man ikke overveje dette, hvis en dansk bande angreb og afpressede en indvandrers butik?

Endnu et eksempel:

Den 4. december 2012 publicerede Michael Bech historien om den hollandske linjedommer, der blev sparket til døde, men filtrerede oplysningen fra, om at det var marokkanere, der stod bag forbrydelsen.

Og det er da udmærket. Men hvad han nævner derefter, er knap så udmærket. Han siger, at vi heldigvis har en fri presse, så hvad den ene avis fortier, det kan den anden åbenbare. Gid det var så vel! Desværre er mange af medierne forbavsende enige om af filtrere nyhederne. Det er det, der får os, der bare er lidt nysgerrige, eller så tænksomme, at vi ikke uden videre går med på den gætteleg, medierne inviterer os med til, til at gå ind på blogs som uriasposten og snaphanen og den svenske avpixlat.

Men disse blogs har Jens-Martin Eriksen måske ikke opdaget endnu.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s