Bådflygtningene springer ud

Så skal vi høre om dem igen. Det er blevet forår, Middelhavet er blevet roligere, og de to ting driver bådflygtningene ud på havet for om muligt at nå frem til det forjættede land, Europa.

Kasper Støvring har i Berlingeren et indlæg om de etiske aspekter ved dette fænomen, se her. Og det er et meget interessant indlæg, specielt fordi Støvring er den første, jeg har truffet, der anvender den utilitaristiske etik på flygtningespørgsmålet. Han sætter problemet således op:

Hvem har så moralsk ret? Den, der vil give ophold til tusindvis af asylansøgere? Eller den, der hellere vil beskytte samfundet mod kriminalitet og bruge penge på f.eks. ældre danske borgere? Ud fra en model om nyttemaksimering må man sige den første.

Ved at opstille en sådan form for nyttekalkule kan man rationelt argumentere for, at vi skal tage imod mange flygtninge, ja, i grunden hele verden. For der er ingen tvivl om, at flygtninge objektivt får større lykke ved at komme til Danmark, end danskerne mister lykke ved at tage imod dem. En utilitaristisk model ville sige: Vi skal handle ud fra det, der skaber mest mulig lykke for flest mulige mennesker, og så kan vi addere den samlede mængde af ulykke og lykke og komme frem til, at vi skal hjælpe flest muligt. Nyttemaksimeringen er universalistisk.

Jeg har tidligere truffet denne utilitaristiske måde at argumentere på: ”Størst mulige lykke for det størst mulige antal mennesker”. Men jeg har aldrig før mødt den i forbindelse med flygtningespørgsmålet, hverken fra dem, der vil have flere, eller fra dem, der vil have færre flygtninge til landet.

Man kunne få den tanke, at denne utilitaristiske argumentation lige er vand på de menneskers mølle, der vil åbne grænserne for flere flygtninge, og at man derfor må undre sig noget over, at det ikke er dem, men en modstander af flere flygtninge, der bringer dette argument frem. Men det skyldes, tror jeg, at dette, at vi skal åbne vore grænser, forekommer disse mennesker så selvindlysende, at de ikke føler noget behov for at argumentere for det. Det er nok for dem at skælde os andre ud for onde og kyniske mennesker. Det jo heller ikke til at vriste en eventuel øvre grænse for flygtningenes antal ud af disse mennesker. Og ville de bruge det utilitaristiske argument, ville det måske blive for tydeligt, både for dem selv og andre, at dette argument gør alle i hele verden til personer, vi skal hjælpe. Støvring skriver i forlængelse af det foregående:

Nyttemaksimeringen er universalistisk. Den siger, at vi i virkeligheden – principielt – skal hjælpe hele verden, og at vi i Danmark ikke bør give forrang til danskere, altså at vi ikke først og fremmest skal hjælpe vores egne. Vi er jo alle mennesker. Godt nok er det sådan i praksis, men det bryder med de universelle idealer.

Og en sådan tanke bliver måske alligevel for meget for disse ”Gutmenschen”. Så hellere undlade at argumentere og nøjes med at påkalde de gode følelser.

Dog savner jeg én ting hos Støvring. Vil man tale moral, vil man undersøge, hvad der er moralsk i den givne situation, er der én ting, der først og fremmest må være på plads, nemlig en sandfærdig beskrivelse af situationen. Og netop på det punkt skorter det gevaldigt hos alle ”Gutmenschen”, både journalister og politikere. Journalister lader gang på gang være med at stille nærgående spørgsmål til de flygtninge, de interview’er, og til de politikere, de afhører. De har en bestemt vinkel, hvorudfra de belyser sagen, altid den samme vinkel, den, at flygtningene er stakkels, ynkværdige mennesker, som ville blive så glade og lykkelige, hvis vi bare ville hjælpe dem ved at give dem asyl. Men virkeligheden bag de mange bådflygtninge, menneskesmuglernes kyniske udnyttelse af mennesker i nød, deres metoder i det hele taget, intet af det undersøger de. For det drejer sig for dem kun om at bearbejde vore samvittigheder, så vi åbner landets døre for disse mennesker. Og skal det projekt lykkes, må flygtningene afbildes som stakler.

Jeg har her givet nogle eksempler på denne journalistiske undladelsessynd.

Og denne synd er ikke nogen ligegyldig ting. At journalister vinkler enhver historie om flygtninge på den måde, forhindrer os i at redde menneskeliv på den australske måde. De australske politikere eller måske ligefrem de australske medier har formået at fremstille de mange bådflygtninge, der sejlede fra Indonesien til Australien og mærkeligt nok kom i havsnød, så snart et australsk flådefartøj var i sigte, som mennesker, der frækt går ind foran andre i køen. For Australien åbner deres døre for mange af de såkaldte kvoteflygtninge. Og bådflygtningene skubber altså disse flygtninge, der pænt har ventet i køen, længere tilbage. Blandt andet derfor kunne politikerne få gennemført et program, der hedder Operation Sovereign Borders, se her. Det har medført, at der i de sidste halvandet år ikke er sejlet bådflygtninge fra Indonesien til Australien, og derfor heller ikke druknet nogen.

Til sammenligning: Hos os i Middelhavet har vi modsætningsvist reddet jeg véd ikke hvor mange tusinde flygtninge – åh, hvor er vi gode! Men samtidig er der druknet altfor mange flygtninge. Og fordi vore medier og altfor mange politikere stadigvæk fokuserer på de ”stakkels” mennesker, der flygter, har det lange udsigter, inden vi redder menneskeliv på den australske måde. Vi kan jo ikke opleve bare én retsindig politiker gøre opmærksom på det forhold, at jo flere vi redder, des flere vil der komme, uden at vedkommende straks beskyldes for kynisme.

Men det synspunkt får aldrig lov at komme frem, at det måske i virkeligheden er disse ”Gutmenschen”, der er kyniske, fordi de i al deres godhed giver menneskesmuglerne mulighed for at fortsætte deres farlige virke.

Er disse mennesker ”stakler”? Kristeligt Dagblad bringer i dag den 18-4 en artikel på forsiden, der gengiver de italienske mediers forvirring over det, de hører fra bådflygtninge: 18 muslimer har kastet 15 kristne medflygtninge i havet, se her. (En mere udførlig beretning her). Man forstår på artiklen, at det virker helt forkert, når disse ”stakler” pludselig ikke er stakler mere, men modbydelige mordere. Og man er da også som altid, når muslimer viser sig at være forbrydere, parat med alle mulige forklaringer, der går ud på alt andet end religionsmodsætninger.

Inde i bladet kan man læse bladets leder, se her.

Lederskribenten, Karin Dahl Hansen, kan ikke rigtig finde ud af, hvilket ben hun skal stå på. På den ene side afspiller hun den sædvanlige melodi, at vi europæere er kyniske, på den anden side synes hun at godtage det spanske parlaments vedtagelse af en lov om ekspres-returnering. Hun skriver f.eks:

Mange nordeuropæiske lande vender ryggen til problemet og overlader det til sydeuropæerne.

Dette er ganske enkelt forkert. Det er Sverige og Tyskland og i næste omgang Danmark og Norge, der pr indbygger modtager flest flygtninge. Og det er Italien, der svigter Dublinaftalen; ifølge den skulle det være italienerne, der som det første land, flygtningene havner i, behandler deres sag. Men italienerne undlader at kræve fingeraftryk af flygtningene, og de kan derfor uden problemer selv vælge, hvilket land de vil have deres sag behandlet i.

Hun fortsætter:

Frygten er, at med en mere intensiv redningsindsats vil endnu flere flygtninge tage chancen og begive sig ud på den farefulde færd, vel vidende at de hurtigt bliver samlet op. Og den kyniske europæiske kalkule er omvendt, at er redningsindsatsen beskeden, vil flere drukne og færre turde flygte. Dermed vil Europa minimere den flygtningestrøm, ingen lande ønsker.

Dette er også forkert. Det er rigtigt, at nogle europæiske politikere godt er klar over, at en redningsindsats nær ved den libyske kyst, vil få flere til at flygte, og en tilsvarende helt oppe ved den italienske kyst, vil få færre til at flygte. Men det har intet med kalkuleret drukning at gøre. Det skyldes, at det bliver dyrere at sende bådene op til Italien, og at derfor færre flygtninge får råd til at betale menneskesmuglerne.

Men hvad mener lederskribenten? Hun synes at give Spanien medhold, når de vedtager en lov om ekspres-returnering:

I Spanien har man netop vedtaget en ny lov om såkaldt ekspres-returnering. Loven er blevet kritiseret af eksperter, FN, Europarådet og EU, men den spanske indenrigsminister slog hovedet på sømmet, da han bad kritikerne og ikke mindst nordeuropæerne om en adresse, hvortil flygtningene kan sendes til og få mad, husly og job. Dermed påpegede han det, han helt rigtigt kaldte for ”hykleriske lektioner”.

Ikke sandt, der er tale om ”hykleriske lektioner”. Og at tale om det er ”helt rigtigt”. Men det er uklart, om hun dermed mener, at vi her i Nordeuropa burde modtage flere, så vi undgår, at spanierne finder det fornødent at sende flygtningene tilbage.

Det mener hun vistnok. For hun fortsætter:

Det internationale samfund og ikke mindst EU må adressere problemerne i fællesskab. Det er ikke Italiens, Spaniens eller Grækenlands eget problem, at livet i Europa er så meget mere attraktivt end i Afrika, at mange er villige til at risikere alt for at komme hertil. Det er et fælles europæisk anliggende. Den kristne etik og europæiske humanisme er udfordret til sit yderste, og eneste vej frem er fælles fodslag.

Hvad betyder ”fælles fodslag”? Formentlig betyder det blot, at vi skal finde en fælles fordelingsnøgle, og intet mere. Intet om, hvorvidt vi i fællesskab skal forhindre menneskesmuglerne i deres givtige forretning, og da slet intet om, hvorvidt vi skal gå Australiens vej. Udtrykket har nærmest karaktér af en floskel, som man afleverer, når man ikke tør sige sandheden.

Så selv om jeg giver Kasper Støvring ret i de moralske betragtninger, savner jeg en større vægtlæggen på det moralske bud, der siger, at du skal sige sandheden. Kristeligt Dagblads leder viser, at med efterlevelsen af det krav har det lange udsigter.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Indvandringspolitik og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s