Islam versus kommunismen

Måske én og anden af mine trofaste læsere erindrer, at Sovjetunionens sammenbrud her på bloggen har fået en lidt alternativ, men ikke desto mindre temmelig sand forklaring. Blandt andet i dette indlæg blev det påstået, at det, der førte til nedsmeltningen af Sovjetunionen, var, at Gorbatjov ikke forstod det mummespil, der hidtil havde været gældende i Sovjetunionen. Han troede ret ligefremt, at frihed betød frihed. Modsat sine forgængere, der alle kendte til mummespillet og selv deltog i det.

Dette mummespil bestod f.eks. i at ”folket lader, som om det arbejder, og staten lader, som om den betaler os løn”. Sådan lød et ret almindeligt mundheld dengang, for man kunne nok få penge, men man kunne ikke købe noget for dem. Værre var det, at man påstod, at man afholdt frie valg, men – naturligvis – bag om ryggen på folk trak i trådene, så de rette folk blev valgt. Men så skete der altså det, at der kom en mand til magten, som glemte disse hemmelige tråde bag ryggen, og så var Fanden løs, så opløstes hele den store og mægtige Sovjetunion. Meget kunne man forsvare sig imod, kun ikke sandheden.

Allerede i det indlæg overvejede jeg, om mon det samme kunne siges om islam. Om altså også islam er kendetegnet ved, at der fra de ledendes side drives et mummespil med almindelige mennesker, om man altså et sted i sin bevidsthed godt vidste, at det hele var et magtspil, men blot formåede at holde gode miner til slet spil.

Det turde jeg ikke hævde dengang. Og i dag er jeg endnu mere tilbageholdende. For det forekommer mig alligevel tvivlsomt, om man virkelig kan hævde, at de ledende sovjetkommunister godt vidste, at de drev gæk med befolkningen. Det har nok snarere været sådan, at både befolkningen og dens ledere har ligget under for en tankefælde, i dette tilfælde: den tankefælde, der består i at gøre specielle sociologiske videnskabelige sætninger absolutte. Man har misbrugt videnskaben, har lukreret på dens sandhedspåstande uden at ville tage dens falsificeringsmetoder alvorligt. Når produktionsmidlerne blev gjort til folkets eje, ville samfundet simpelthen udvikle sig i den påståede retning, så det sande menneske: sovjetmennesket, blev en realitet. Og de, der ville falsificere disse påstande, blev betragtet som folkets fjender, der skulle uskadeliggøres.

En lignende absolutering af noget ikke-absolut kan træffes indenfor islam. I dette tilfælde er det gudstanken, man har gjort absolut, eller mere præcist: åbenbaringstanken. Hvor kristendommen hele tiden arbejder med en menneskelig faktor i åbenbaringsforestillingerne – mennesket skal selv forstå det, der åbenbares – dèr er den guddommelige åbenbaring indenfor islam i den grad gjort absolut, at mennesket skal adlyde, også selv om det ikke forstår.

Og både indenfor kommunismen og indenfor islam bliver resultatet, at en menneskelig faktor bliver gjort absolut, så der kræves absolut lydighed overfor denne menneskelige faktor. I begge tilfælde er der tale om den menneskelige faktor, der kan udlægge det absolutte, den absolut sande sociologi lig med marxismen, og den absolut sande åbenbaring lig med koranen, det vil sige: politbureau eller i særlige tilfælde: generalsekretæren (læs: Stalin) skal adlydes uden tøven, og mullaherne, de lærde korantolkere, også de kræver ubetinget lydighed.

Modstanderne – de, der vil falsificere den marxistiske sociologi, eller de, der vil nægte, at Muhammeds åbenbaringer var ægte – skal indenfor både kommunismen og islam elimineres. Det betyder for det første, at demokrati umuliggøres, hvor disse to ideologier hersker, og for det andet, at de, der vil tolke ideologien anderledes end de herskende fortolkere, hvis de ikke bliver elimineret i tide, opretter andre statsdannelser, der står i et fjendtligt forhold til den oprindelige marxistiske eller muslimske stat. Indenfor marxismen ser man mere eller mindre udtalt fjendskab mellem forskellige kommunistiske stater, Sovjetunionen versus Kina, senere Kina versus Nordkorea, Vietnam, og indenfor islam ser man det i form af det aldrig ophørende fjendskab mellem shia- og sunni-muslimerne.

Men spørgsmålet er altså: Kan vi forvente det samme indenfor islam, som vi har set med Sovjetkommunismen: en implosion, en ophævelse af alle hidtidige ”sandheder”, et ”tilbagefald til” (læs: fremskridt mod) de elementære menneskelige statsformer: demokrati, menneskerettigheder, frihed?

I det førnævnte indlæg hævdede jeg, at islam havde haft meget længere tid end sovjetkommunismen til at konsolidere sit tankefængsel. Det er én forskel. Men der er en anden, som måske er af større betydning: Mens sovjetkommunismen hele tiden blev mødt med åndelig modstand fra vestlig side, er islam igennem de sidste mange år blevet mødt med åndelig imødekommenhed og forståelse. Og en sådan forståelse fra ikke-muslimsk side er på ingen måde egnet til at ”forstyrre islams cirkler” og således forberede en implosion af islam.

Det er her især den kristne kirke, der har svigtet.

I stedet for at mødes med modsigelse er islam ofte blevet mødt som en allieret imod ateismen, ligesom de kristne kirker i sine officielle udtalelser har efterabet de politiske ledere, når de har hævdet, at islam er en fredens religion. Og på den måde hjælper man ikke muslimerne med at komme ud af deres tankefængsel.

For det er jo det, det drejer sig om, i det mindste for den kristne kirke. For landets politikere kan man måske hævde – et meget stort ”måske” – at det drejer sig om at få tingene til at glide, og man derfor må passe på ikke at opildne muslimer til at føle sig krænket mere end højst nødvendigt. Men for kirken, der er sat i verden for at fastholde og forkynde evangeliet, må det være umuligt at så meget som antyde, at koranen kunne være guddommelig inspireret.

Dog, dette har kirken set stort på. Og det skyldes formentlig, at man i teologisk henseende ikke har gjort sig forskellen mellem kristendom og islam klar. Eller at man, hvis man har gjort det, har nøjedes med at citere forskellige bibelvers, som ikke længere siger nogen noget. Man siger f.eks., at muslimerne ikke tror på Jesus som Guds søn. Og så siger man ikke mere. Og bevares, det er da sandt nok, men hvorfor dog ikke forklare, hvordan dette at tro eller ikke tro på Jesus som Guds søn gør en forskel i det daglige mellem muslimer og kristne. Så langt kommer man dog aldrig. Formentlig fordi man ikke kan andet end gentage de samme fraser: ”at vi har vore synders forladelse”, ”at vi i alle vore gerninger er syndere”, ”at Gud er os nådig og altid vil stå os bi”, osv., osv., uden på nogen måde at tage hensyn til, at hverken almindelige danskere eller almindelige muslimer føler noget særligt behov for at få deres synder forladt, eller føler det som en mangel, hvis det hed sig, at Gud ikke ville være hos dem; i stedet ville man nok spørge, hvordan det kan mærkes i det daglige, at Gud er hos os.

Ud fra, hvad der er skrevet her på bloggen om forskellen mellem islam og kristendom, vil man kunne hente mange indvendinger af teologisk art imod muslimerne. Når jeg her alligevel vil komme med et par stykker, skyldes det ikke, at de er særlig betydningsfulde, men blot, at de slutter sig til det, der er sagt i denne omgang.

Man kunne indvende mod muslimerne, at deres koran nødvendigvis må være et menneskeligt produkt. Den er nemlig ufuldkommen på den måde, at den ikke giver nogen retningslinjer overhovedet for, hvordan Muhammeds efterfølger skal udpeges. Det er det, der har givet anledning til det dybe skel mellem shia-muslimer og sunni-muslimer, et skel eller ligefrem en fjendtlighed, der ikke står til at løse, men synes at skulle fortsætte, så længe der er noget, der hedder islam.

Hvis koranen er et menneskeligt værk, udspundet i Muhammeds hjerne, så lader det sig forklare, at der ikke er sådanne retningslinjer. For Muhammed blev formentlig lige så overrasket som hans omgivelser over, at den sygdom, han led af, var en sygdom til døden. Og derfor nåede han ikke at få udformet noget testamente, eller altså nogen bestemmelse om, hvordan hans efterfølger skulle vælges.

Men hvis man tænker sig, at det er Gud, der har stået bag koranen, så rammes man af dette umulige spørgsmål: Har Gud virkelig villet dette fjendskab mellem de to retninger indenfor islam? Har han virkelig med vilje villet ladet dette spørgsmålet være uafgjort, det vil sige, overladt til mennesker at afgøre? Han, der ellers i alle andre sammenhænge ikke overlader noget til en menneskelig afgørelse, men bestemmer, hvad der er ret og uret i alle detaljer, han skulle i dette for islams fremtid altafgørende spørgsmål trække sine råd tilbage, lade mennesket, denne uvidende skabning, selv afgøre tingene.

Det er simpelthen en umulig tankegang. Det hænger ikke sammen.

En anden indvending, man kan rette mod muslimerne, ser således ud: Hvis Gud har villet, at islam – altså direkte hans egne befalinger til menneskene – skal udbredes til hele verden, og at den enkelte muslim skal hjælpe med til det ved gennem en jihad-krigsførelse at tvinge staterne og deres indbyggere til at blive muslimer, er det så i grunden ikke lidt mærkeligt, at Gud har fundet sig i, at islam har mistet indflydelse gennem de sidste mange hundrede år? Jeg mener: ethvert menneske har måske noget, det elsker så meget, at det vil sætte livet på spil for det. Således havde vi danskere det, da det fædreland, vi elskede højt, blev besat af tyskerne. Men om end mange måske ønskede at sætte livet i vove for fædrelandets skyld, så ville man dog også gerne se en vis mening med det offer, man bragte. Og en sådan mening kunne man ikke se de første tre år af besættelsen, den blev først rigtig tydelig efter 29. august 1943.

Vil ikke enhver nogenlunde normal muslim på samme måde gerne kunne se, at det offer, han eventuelt bringer, fører til noget? Vil han ikke gerne se sig som en del af en større krigsførelse, og det altså en krigsførelse, der ikke ender ude i det blå? Vil derfor ikke en normal jihadist efterspørge en begrundelse for, at den terrorhandling, han står i begreb med at udføre, er til fordel for den verdensomspændende kamp, de jihadiske muslimer kæmper mod især Vesten?

Men hvad får han? Han får en sludder for en sladder. Han får en opfordring til at slå vesterlændinge ihjel med ligegyldigt hvilket middel. Men han får ikke nogen forklaring på, hvordan det skal batte noget i den store sammenhæng. Og jo længere tid der går med disse nålestiksoperationer med en øksemand her og en lastbildræber dèr, des mere vil ikke blot vi vesterlændinge vænne os til det og leve videre i vores sædvanlige skure, men des vanskeligere vil det også blive at overbevise kommende terrorister om, at Vesten svækkes af terrorangrebene; han kan jo med sine egne øjne se, at Vesten bevarer sin kolossale overlegenhed over de muslimske lande, militært, kulturelt og hvad regeringsførelse angår.

Sandt nok, den kommende terrorist får at vide, at han med sit selvmord kan sikre sig en plads i den himmelske have med de 72 jomfruer til behagelig afbenyttelse. Og det kan da godt være, at han er så overbevist om dette paradis’ eksistens, at han er villig til at foretage den byttehandel, at han bytter sit jordiske liv ud med en plads i det himmelske. Men igen: At så mange muslimer er villige til et sådant bytte, ser ikke ud til at fremme islams sag her på jorden. Og er der så ikke noget lorent ved det?

På et tidspunkt i oldtiden opdagede man, at de store godsejere stod sig langt bedre ved at få deres godser drevet af fæstere fremfor af slaver. Slaverne kunne man ganske vist piske til at gøre, hvad de skulle, og en naiv sjæl ville måske tro, at det da ville medføre den mest effektive drift. Men praksis viste noget andet, viste, at de mennesker, der blev anbragt i en situation, hvor de selv kunne få noget ud af deres arbejde, arbejdede langt mere effektivt. Ikke blot sparede man en masse slavepiskere, man fik også en langt større tilfredshed blandt de mennesker, der arbejdede for godsejeren; de arbejdede jo samtidig for sig selv.

Vi i Vesten har ikke indrettet os med det bedste samfund, der tænkes kan, overhovedet ikke. Men vi har dog ladet denne erfaring fra oldtiden sive ind i vore systemer, så vi har ladet slaveriet fare, og så vi har ladet staterne sørge for undervisning og oplæring, ikke blot i praktiske fag, men også i dannelsesfag, f.eks. historie, så vi kan blive stolte over at kunne arbejde med på fædrelandets vedligeholdelse, og kunst, så vi kan få glæden over skønheden ind i os sammen med åbenheden for tilværelsens gådefuldhed, og religion, dvs., kristendom, så vi kan opdage, at vi glad og gerne lever på myternes påstande: at livet er godt, at kønsforskellen er god, at det giver mening at sætte børn i verden, og at frihed på alle livets områder må til, om vi skal leve helt og fuldt.

Det er blandt andet sådanne erfaringer, der får os til at undre os over jihadisternes dumhed: Kan de da ikke se, at alle deres forsøg på at tvinge os er til ingen nytte? Kan de da ikke se, at deres had til os vesterlændinge, er den uvidendes had mod den vidende, ja, ikke engang det, for der er jo tale om en villet uvidenhed? Hadet er snarere hadet hos én, der har fortrængt sandheden, ikke vil se det, der gør vores samfund bedre end de muslimske. Er det da helt umuligt at se, at alle deres forsøg på at stable en oprindelig islam på benene kun vil føre ind i en slave-islam, hvor det dog skulle være klart for alle, der bor i et frit samfund som det danske, at frie mennesker er langt mere effektive, og dertil langt mere lykkelige?

Men altså, på disse måder og på de mange andre måder, der er skitseret andetsteds her på bloggen, burde vi komme med indvendinger mod vore muslimer. Ikke for at drille dem, men for at få dem til at droppe den tåbelige religion, de holder sig til, for at få dem ud af det tankefængsel, deres religion har anbragt dem i.

Så vil der måske ske det, at islam en dag imploderer, som Sovjetkommunismen imploderede. Men det sker ikke, sålænge vi slikker dem op og ned ad ryggen og derved får dem til at tro, at det ikke varer længe, før vi er omvendt til islam.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Islam versus kristendom og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s