Med lov skal land bygges

Ja, selvfølgelig, hvad ellers?” vil man måske sige.

Ikke desto mindre, selv om vi så udmærket kender bisp Gunnars forord til Jyske Lov, så har vi i de sidste tyve-tredive år bygget vor indvandringspolitik på, ikke lov, men barmhjertighed. Vi har gradvist på det ene punkt efter det andet ladet barmhjertighed herske, hvor lov skulle herske, ladet nåde gå for ret, som man siger. Og selv om det i enkelttilfælde kan være både klogt og samfundsopbyggende, er det, når det bliver gjort så ofte, at det bliver en vane, både dumt og samfundsnedbrydende.

Dette indlæg kommer for størstedelens vedkommende til at handle om Douglas Murray. Han har skrevet en bog ”The Strange Death of Europe, Immigration, Identity, Islam”. Jeg blev opmærksom på ham og hans bog gennem et interview på Snaphanen, som Mark Steyn havde lavet med ham, se her, men har siden fundet frem til en artikel, som han selv har skrevet, her, og en positiv anmeldelse af bogen her.

I artiklen begynder han med at nævne de mange ”flygtninge”, der samles i Calais, og hele tiden forsøger at standse lastbiler for at kunne gemme sig på dem og således komme illegalt til Storbritanien. Han skriver:

Hver gang skuespillere, berømtheder og politikere kommer til Calais og besøger lejren med ”flygtninge”, kommer de tilbage for at fortælle den britiske offentlighed, at de må være åbenhjertige og generøse. De argumenter, de kommer med, er humane. Det er en forståelig reaktion på menneskelig elendighed, men det er en meget vigtig del af vort samfunds selvmordsmission.

Senere vender han tilbage til Calais-problematikken:

Tag eksemplet med Calais. Før lejren blev ryddet sidste gang, var der omkring 6000 mennesker, der levede der. Ingen af dem skulle have været der. Ved selve det at være der havde de allerede brudt hver eneste af de regler, vort kontinent har oprettet; de kræver, at migranter søger asyl i det første land, de kommer til. Næsten ingen kommer til Frankrig som det første land. Alle disse mennesker kom i land i Grækenland eller Italien og begav sig derefter nordpå.

Man kan måske diskutere, om dette er et eksempel på, at vore systemer er brudt sammen, eller et eksempel på, at ankomstlandene, formentlig Grækenland og Italien, spekulerer i at sende migranterne videre. Det er formentlig en blanding af begge dele.

Hvad der her er af betydning, er, at det begyndte som en barmhjertighedsgerning, det blev ret hurtigt til vane, og er nu endt med at blive en selvfølgelighed, men altså en selvfølgelighed, som lader flere og flere migranter komme ind i Europa, migranter som, én gang accepteret, ikke er til at komme af med. Videre er det blevet en selvfølgelighed, at disse migranter har frit valg mellem Europas lande, når de vil søge asyl, noget, der – når man ser det fra en retfærdighedssynsvinkel og ikke fra en barmhjertighedssynsvinkel – beviser, at de ikke er flygtninge, for en flygtning ophører med at være flygtning, når han bevæger sig bort fra det første sikre land, han ankom til. En sådan frit-valgs-ordning skulle Dublin-forordningen forhindre, men den bliver, som så meget andet, regnet med til det, man – af barmhjertighedsgrunde – ikke behøver at tage det så tungt med.

Alle de involverede redningsfolk ønsker at gøre en god gerning. Til at begynde med hed det sig, at man reddede skibbrudne på Middelhavet, og man så igennem fingre med, at disse ”skibbrudne” ikke var naturligt skibbrudne, men mennesker, der havde gjort sig selv til skibbrudne for at blive taget op af europæiske skibe. Redningsaktionerne foregik midtvejs mellem Libyen og Italien. Men efter nogle ulykker sejlede de europæiske skibe nærmere og nærmere den libyske kyst, indtil de nuomstunder næsten sejler indenfor territorialgrænsen for at hente migranter. Som Murray siger det: ”I dag behøver smuglerne næsten ikke at komme benzin på bådene, og bådene er knap nok sødygtige, når de sejler ud”.

Men ikke blot beskriver Murray de sande forhold på havet, han beskriver også den europæiske elites løgnagtighed:

Årsagen til det [dvs. til den fortsatte migrantstrøm, rr] er delvist, at vi bliver ved med at lyve for os selv, eller i hvert fald undlader at gøre os klart, hvad det er, der sker. Selv den dag i dag er både venstre og højre side af det politiske spektrum i stand til at lade som om de mennesker, der ankommer, er flygtninge.

Dette sidste, den europæiske elites reaktion på de mange migranter, er en fælles gåde for ham og for mig. I interview’et fortæller han, at han selv er ateist, men han skynder sig at føje til: ”kristen ateist”, hvormed han mener, at han i sin kulturopfattelse er dybt påvirket af kristendommen. Det er også i interview’et, at han giver noget af en forklaring på denne fælles gåde: han siger et sted, at eliten er besat af ønsket om at fremtræde som gode mennesker. Det svarer nogenlunde til det, jeg har hævdet, når jeg taler om, at eliten lider af samaritanitis, altså eliten ser det, der udspiller sig, som en genopførelse af Jesu lignelse om den barmhjertige samaritaner og ser sig selv i rollen som netop samaritaneren, der følger Jesu opfordring i slutningen af lignelsen ”Gå du hen og gør ligeså!”

Dette vil jeg godt her forfølge lidt videre, idet jeg vil søge at vise, at det er misbrug af Jesu ord, når eliten mener at kunne bruge Jesu ord i forbindelse med migrantstrømmen til Europa. Det gælder ikke blot lignelsen om den barmhjertige samaritaner (Luk 10,25-37), det gælder også ordet om at vende den anden kind til (Matt 5,39) og såmænd også næstekærlighedsbudet (Matt 22,34-40).

Specielt det med næstekærligheden har man været ret hurtig til at hive ned fra den hylde, hvor det ellers har ligget næsten ubrugt hen i mange år, men også de andre Jesus-ord spiller med ind i overvejelserne.

Til det er der nu først at sige, at ”Med lov skal land bygges”, det skal ikke bygges med næstekærlighed, det skal ikke bygges med voldsnægtelse (at vende den anden kind til), men måske nok med hjælpsomhed à la samaritaneren.

Det, der forvirrer med Jesu anvisninger, er, at de ikke er tænkt ind i nogen politisk sammenhæng. De er tænkt som anvisninger på, hvad man kan gøre for at opbygge det nære fællesskab, fællesskabet i menigheden. Kristendommen havde jo ingen politisk indflydelse og ønskede ikke at have nogen politisk indflydelse, og dens anbefalinger kan derfor ikke anvendes politisk. Men netop en politisk anvendelse er det jo, man får frem, når man anvender ordene på migrantsituationen.

Man kan henvise til, at det hedder ”Du skal elske din næste som dig selv”, det hedder ikke ”I skal elske jeres næste som jer selv”. Det er den enkelte, budet henvender sig til, ikke en flok af mennesker.

Vi kan tage Luther til hjælp her. For fyrsten får jo af Luther besked på at lade barmhjertigheden ligge, og handle efter retfærdigheden i stedet, for mennesker er ikke engle, og de vil uvægerlig misbruge barmhjertigheden, hvis den bliver vane. I et demokrati er vi nu alle ”fyrster”, dvs., når vi skal overveje, hvilket parti vi skal stemme på, hvad der skal foreslås af lovgivning, hvad staten som institution skal gøre og ikke gøre, så er det netop love, statens handlinger skal bygge på, altså retfærdighed, ikke barmhjertighed.

Hvis man vil bruge sin stemmeret til at få staten til at være barmhjertig, så føler man måske nok, at man har gjort en god gerning, men det er en kristelig fejltagelse: man kan ikke gøre en god gerning pr. stedfortræder, heller ikke når denne stedfortræder er det offentlige. Det bliver til det rene hykleri i stedet for.

Når dertil kommer, at dette, at staten har handlet efter barmhjertigheden og ikke efter retfærdigheden, har fået de uheldige konsekvenser, det har, så bliver handlingerne, både set fra borgerens side og set fra statens side, farisæiske gerninger.

Én af de uheldige sider af farisæiske gerninger er nemlig, at den, der handler farisæisk, mener sig fritaget for at indregne konsekvenserne af sin handling og tage ansvar for dem. Han kan sige, som tjeneren med den ene talent i lignelsen om de betroede talenter: ”Se, her har du, hvad dit er!” (Matt 25,25). Det drejer sig blot om at overholde reglen, hvad der videre sker, er den handlende uvedkommende.

Jeg har tidligere gjort opmærksom på de jøder, der absolut ville overholde sabbatsbudet og derfor ikke ville forsvare sig i krigen på en sabbat, idet de regnede med, at Gud selv ville gribe ind og frelse dem, se her. Samme ligegladhed med konsekvenserne ser man hos den folkelige elite hos os. Om integrationen lykkes eller ej, om vi har penge nok til at tage os af alle migranterne, om de afviste asylansøger kan hjemsendes eller ej, om pengene bruges mest fornuftigt på de spontane asylansøgere, alt dette er vor farisæiske elite ligeglad med.

Det drejer sig om at komme til at gøre en god gerning; hvilke konsekvenser den har, er en helt anden sag. I én af dagens tv-aviser blev en sygeplejerske interview’et (28-6). Hun havde været medhjælper på et skib tilhørende Læger uden grænser, som hentede migranter fra Libyens kyst. Hun bedyrede naturligvis, at de ikke havde nogen som helst forbindelse med menneskesmuglerne, og selvfølgelig fik hun ikke nærgående spørgsmål om de tegn på en sådan forbindelse, der er blevet fremlagt. Men hun blev dog spurgt, om ikke de med deres redningsaktioner hjalp menneskesmuglerne. Dertil svarede hun, at deres opgave var at redde liv, hvordan man så bekæmpede menneskesmuglere, måtte andre tage sig af.

Og hvis nu man tror, at dette er at udøve den sande næstekærlighed, så er det, jeg vil protestere. Denne sygeplejerske tænker typisk farisæisk, tænker på dette at redde menneskeliv som en isoleret handling. Det samme gjorde farisæerne. Der var 613 bud, der skulle overholdes, var de overholdt, var alt i orden. Med fællesskaberne måtte det så gå, som det bedst kunne, både med det familiære og med det folkelige fællesskab.

Hvis vi skal tale med Paulus, kan vi sige, at sygeplejersken ikke bekymrede sig for, om hendes handling opbyggede fællesskabet eller ej. Det er det isolerede ved handlingen. Det er ikke den slags handlinger, Paulus anbefaler. Hos ham hedder det ”Alt er tilladt, men ikke alt opbygger” (1 Kor 10,23). Det vil sige: Der er ingen lov, ingen regler, ingen god moral, der skal efterleves. Der er derimod et fællesskab, der skal tages vare på, med ord, der trøster og styrker, med handlinger, der hjælper, med omsorg for fællesskabets medlemmer. Man vil altså aldrig, når man handler kristeligt (dvs. efter Paulus’ anvisninger) komme i den situation, at man kan kaste ansvaret fra sig og være ligeglad med fællesskabet. Og her tænker jeg særlig på det folkelige fællesskab.

Der er jo ingen tvivl om, at som hele migrantvæsenet har udviklet sig, vil de mennesker, der reddes på Middelhavet, ende som indvandrere i bl.a. vort land. Og med Paulus’ ord: jovist, det er tilladt at samle migranter op på Middelhavet, men 1) hvis man ophører med det, vil menneskesmuglerne ikke sende så mange af sted, og de vil ikke sende dem af sted i så synkefærdige både, 2) hvis man bliver ved med disse ”gode gerninger”, vil man på sigt ødelægge sit eget land; allerede nu er den tillid, der herskede mellem beboerne i dette land, for nedadgående, bl.a. i kraft af de mange ghettoer, muslimerne har samlet sig i; så man skulle måske overveje, om man med disse opsamlinger opbygger eller nedbryder de europæiske samfund.

Jamen, hvad så med lignelsen om den barmhjertige samaritaner? Dèr siges det jo, så det ikke er til at misforstå, at de, der gik forbi, ikke handlede korrekt. Vi skal vel ikke ved at undlade at samle migranter op i Middelhavet efterligne præsten og levitten, der så den overfaldne, men gik forbi?

Fuldstændig rigtigt. Og vi ville naturligvis også skulle hjælpe, hvis der var tale om mennesker, hvis liv var i fare i de lande, de flygtede fra. Men det er der jo ikke tale om. Nå ja, fordi vi gerne vil spille spillet om den barmhjertige samaritaner, hvor vi selv er den barmhjertige samaritaner, så vil vi, så vidt det står til os, pådutte migranterne rollen som den overfaldne. Men hvad så, når virkeligheden ikke svarer til det skuespil, vi har gang i? Hvad så, når diverse kilder fastslår, at kun omkring 2% eller måske højst 5% af migranterne er flygtninge i flygtningekonventionens forstand? Så duer lignelsen om den barmhjertige samaritaner pludselig ikke mere som model for vores handling. For lignelsen forudsætter, at der er tale om nødlidende mennesker, altså ægte nødlidende, ikke mennesker, der har bragt sig i en nødssituation. Og så kastes der et dubiøst skær ind over selve redningsaktionen, eller skal vi sige: opsamlingsaktionen.

Men altså: Murray er spændende, fordi han går ind til benet, undersøger forholdene, som de er, finder bag om elitens mange skinforklaringer og når frem til en betydelig sandere opfattelse af virkeligheden. Blot forekommer det mig, at han som erklæret ateist ikke har helt det samme blik for kristendommens ret uheldige bivirkninger i retning af at skabe farisæere, oven i købet farisæere, der med god ret kan siges at operere ud fra kristne sætninger, omend misforståede sådanne.

Det gør det jo ikke nemmere at komme dem til livs. Men måske de hårde kendsgerninger kan hjælpe til. Det forlyder, at den italienske regering, som nu har opdaget, at den ikke mere blot kan sende migranterne videre nordpå, fordi grænseovergangene er blevet lukket én efter én, nu omsider kan se det uheldige i disse opsamlingsaktioner. I hvert fald har man bedt EU om hjælp til at håndtere opgaven i form af at aftage migranter. Og da der ikke meldte sig nogle frivillige, proklamerede man, at grænsen var nået, nu ville man måske ikke længere modtage migranter i sine havne, hverken fra egne orlogsfartøjer eller fra NGOernes fartøjer.

Det lyder spændende. Det ville være en nyhed. En god nyhed. Men vi får se, om det sker.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Indvandringspolitik, Luther, Ny testamente og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s