Folkelig splittelse

I løbet af de seneste fire-fem dage har jeg oplevet næsten for meget for min gamle hjerne at kapere.

I onsdags var jeg til foredrag med Massoud Fouroozandeh. Det var meget spændende. Han har vigtige ting at sige, og jeg håber, han kan finde mere ørenlyd hos vore kirkelige dignitarer end det hidtil er sket. Ved den lejlighed købte jeg bogen ”Global jihad”. Den kan absolut anbefales, selv om den er fra 2012 og derfor ikke har noget at sige om IS’s opkomst og nedkæmpelse.

Dagen efter, om torsdagen, læser jeg så en kronik i Kristeligt Dagblad, skrevet af tre antropologer, se her, som anbefaler, at vi modtager ”flygtninge” i massevis. Foreløbig har jeg fået afløb for alle kronikkens mærkværdigheder ved at skrive et lille læserbrev til Kristeligt Dagblad, som de måske/måske ikke vil bringe, men ellers tror jeg, at min væsentligste indvending vil være den, at de tre kronikører burde oplyses om, at deres meget fromme tankegang udspiller sig under dække af EU’s bestemmelse fra 2001, hvor man tildeler flyselskaberne et såkaldt transportøransvar, dvs., at et flyselskab, der vil flyve passagerer til en EU-lufthavn, skal sørge for, at alle passagerer har gyldig legitimation og visum til et EU-land. Hvis ikke man gør det, idømmes man en bøde på mindst 3000 euro.

Som Folkebevægelsens kandidat i EU-parlamentet, Rina Ronja Kari så rigtigt siger, se her, har EU på den måde udliciteret EU-landenes pligt til reel asylbehandling til flyselskaberne. Jeg vil sige det på en lidt mindre pæn måde: EU pudser sin glorie ved hele tiden at pukke på, hvordan man sandelig retter sig efter det, man hævder er en flygtnings menneskeret, nemlig at man har ret til at få sin asylsag behandlet, så snart man sætter foden på europæisk jord. Men samtidig sørger man med dette direktiv for, at det kun er de rige flygtninge, dem, der har råd til at betale menneskesmuglernes høje priser, der overhovedet har en chance for at komme til at sætte foden på europæisk jord.

Rina Ronja Kari gør opmærksom på, at man ved at ophæve dette direktiv ville tage brødet ud af munden på menneskesmuglerne, hvilket er rigtigt nok, men jo også viser, at det er dette EU-direktiv, der får folk til at give sig menneskesmuglere og Middelhavet i vold. Jeg, derimod, vil gøre opmærksom på, at man ved en sådan ophævelse vil opleve en migranttsunami, som vil få den tsunami, vi oplevede i 2015, til at ligne et skvulp i et vandglas.

Og jeg vil altså tillade mig, hvis det kommer dertil, at spørge de tre kronikører, om de vil gå ind for, at EU kommer bort fra sit hykleri og ophæver direktivet. Så får de i hvert fald deres ønske om flygtninge i massevis opfyldt. For som det er nu, hvor så at sige ingen gør opmærksom på dette EU-direktiv, og hvor derfor ingen tager det med i sine overvejelser, falder alle forestillinger om ”flygtninge i massevis” fuldstændig til jorden, hvis man skal gøre sig virkningen af en ophævelse klar.

Fredag var jeg så til indvielse på Hørbylunde bakker. Her har man fået arrangeret Kaj Munks mindekors på en lidt anden måde, og i den anledning havde Ikast-Brande kommune inviteret til indvielsesfest.

Og det er her, overskriftens ord om folkelig splittelse kommer i anvendelse.

For jeg undrer mig lidt over mig selv. Biskop Henrik Stubkjær holdt indvielsestalen, og to gange førte han tankerne op til nutiden. Den ene gang sammenlignede han jødernes flugt til Sverige med vores dages flygtninge; en fuldstændig vild sammenligning, som jeg tidligere har vendt mig imod, se her. Og så sagde han temmelig meget om vort samfunds værdier, som vi skulle kæmpe for, og fik indsparket den bemærkning, at Kaj Munk uden tvivl ville have været meget imod forslaget om at kræve drengeomskæring forbudt.

Bagefter, hvor vi gik lidt rundt og passiarede, havde jeg faktisk lejlighed til at sige nogle ord til Henrik Stubkjær. Og når jeg nu ønsker, at kirken helt anderledes vender sig imod islam, når jeg nu opfatter disse to forsøg på at aktualisere Munks skæbne som helt ved siden af, hvorfor sagde jeg så ikke det til ham? Men det gjorde jeg ikke. I stedet brugte jeg lejligheden til at sige ham tak, fordi han for et årstid siden tog sig tid til at vise en flok studenterjubilarer bispegårdens kælder – jeg var én af dem – og fortælle lidt om, hvor gammelt dette rum var. Small talk, altså, hyggesnak. Hvorfor ikke diskussion, forsøg på at angribe hans fejlagtige synspunkter?

Jeg må indrømme, at jeg ikke er helt klar over det. Men jeg tror, det skyldes, at jeg fornemmer, at emnet er for stort til en snak på et par minutter. Og jeg tror også, det skyldes, at jeg også fornemmede, at Stubkjær i sin tale var ret forsigtig. Også han fornemmede måske, at han ville komme til at støde nogen af de tilstedeværende, hvis han var for direkte.

En forspildt mulighed? Ja, måske.

Men så vågner man op til lørdagens aviser. Og dels er der interview’s med Ahmed Akkari angående en bog om, hvad det var, der i Nassaq fik ham bort fra islamismen. Det vil jeg måske vende tilbage til, for så vidt jeg kan se, er den slags ”omvendelseshistorier” guld værd for os i kirken, der vil have muslimerne bort fra den radikale islam.

Derfor er der grund til at beskæftige sig nøjere med det.

Men man får også serveret et kapitel af Martin Schwarz Laustens bog ”Jødehad og jødesympati i Folkekirken”. Det står at læse i Kristeligt Dagblad her. Og det er yderst interessant. Ikke mindst på baggrund af, at jeg lige fra i onsdags har haft travlt med at læse i Massouds bog ”Global Jihad”, hvor han bl.a. sammenligner islam med nazismen.

Og derfor føler jeg nu en ustyrlig trang til at gå Kaj Munks udtalelser igennem for at se, om hans afstandtagen fra nazismen kan være os en hjælp i vor afstandtagen fra islam.

Jeg har således altid været lidt loren overfor det, der er pointen i Kaj Munks skuespil ”Han sidder ved smeltediglen”, dette, at de hitlervenlige, tyske kristne mente at kunne bevise, at Jesus ikke var jøde, men arier. Som man måske husker, finder hovedpersonen, professor Mensch, en samling potteskår i Palæstina, som, da han får dem samlet i Tyskland, viser sig at være et billede af Jesus. Og da han fremviser det for den rettroende nazist, professor Dorn, siger denne:

Man behøver ikke Helfigur for at være klar over, at det har staaet skralt til med Forhuden, (se her, replik 332).

Med andre ord: Hvis portrættet er af Jesus, beviser det, at Jesus var jøde.

Men var det noget, der optog tyskerne? Ja, det hævder faktisk Schwarz Lausten. Der var danskere, der tog denne fejlagtige anskuelse op, siger han. Og Kristeligt Dagblad lagde sider til en kraftig benægtelse af påstanden. Så det, Munk gør i sit skuespil, er faktisk, at han som Kristeligt Dagblad vender sig imod de Tyske Kristnes falske påstand om Jesus som arier.

Man har anklaget Munk for at give dette skuespil en uklar slutning. Den anklage vil jeg i nogen grad tilslutte mig. Men med det replikskifte, han tildeler Hitler, har han fanget noget højst karakteristisk for nazismen (og i næste omgang for islam, hvad Munk jo ikke var klar over). Replikskiftet lyder sådan:

FØREREN: Min Hr. Professor, tro Søn af mit tyske Folk! Det er Dem bekendt, at for mig har Livet kun eet Maal: Tyskland.

MENSCH: Og hvis det nu skete, Sandheden en Dag traadte Dem i Vejen?

FØREREN: For mig er Fædrelandet Sandheden. Hvis paa min Vej til selve Sandheden en eller anden Sandhed vil forsinke mig, slaar jeg den ned. (replik 555-557).

Dette ikke at argumentere imod noget, andre påstår er sandheden, er typisk for nazismen. Man bruger magt i stedet for ord. Men det er altså også typisk for islam.

Der er et andet sted hos Munk, der næsten illustrerer det endnu tydeligere. Det er et sted i ét af forarbejderne til Niels Ebbesen, skuespillet, som Munk læste op af i den første del af besættelsestiden. Her låner grev Gert tydeligvis træk fra Hitler og fra nazismen. Men når Munk i fjerde akt i sin anden bearbejdelse af skuespillet lader grev Gert sige:

Hvem taler om Løgn og Sandhed, om godt og ondt. Bor Gud ikke i mig? er det ikke mig, der bestemmer, hvad der er Sandhed og hvad Løgn, hvad der er godt og hvad ondt. (Herrerne bukker)

så er det næsten for groft sagt, hvis det er nazismen, ordene skal have gyldighed for. For det var dog trods alt kun indirekte, at Hitler lod hånt om ordets magt. Han selv brugte i hvert fald ordet og ordets mange overtalelsesmidler i sine mange taler. Men om det så er overdrevet for Hitlers vedkommende, det stemmer des bedre for Muhammeds vedkommende.

For han hævdede jo, at Gud boede i ham. Han hævdede, at det var Gud selv, der talte til ham i de åbenbaringer, han påstod at have fået. Og det, Gud fortalte ham, det var jo netop forskellen på godt og ondt, og derigennem forskellen på løgn og sandhed. Nej, indrømmet, han sagde ikke, at det var ham, der bestemte, hvad der var sandhed og hvad løgn, han var meget omhyggelig med at føre sine ord frem som Guds ord, men sagen var dog den, hvis man ikke tror på åbenbaringen til ham, at han bestemte over godt og ondt, at han altså satte sig i Guds sted. Nøjagtig som grev Gert her gør i Munks gendigtning.

Hvem er Gud og hvordan kan vi erkende ham?

Gud er et begreb, som vi mennesker bruger til at gøre en overbevisning absolut. Når således muslimerne sætter begrebet ”Gud” bag de åbenbaringer, som Muhammed påstod, han fik, og som nu er samlet i koranen, betyder det, at ordene i koranen gøres til noget absolut, til noget, der ikke må modsiges eller betvivles, men skal antages, som de står. Og når vestlige mennesker næsten pr automatik vender sig imod omskærelse, såmænd både af drenge og piger, skyldes det, at vi betragter menneskelegemet som helligt; det er noget, der er godt i sig selv, og som vi ikke skal røre ved. Vi siger ikke, at vi tænker sådan, fordi vi er grebet af skabertroen, for vi taler ikke gerne om Gud, men det er nøjagtig det samme, der er tale om: vi sætter noget absolutskabende bag overbevisningen.

Og forskellen mellem islam og kristendom er just en forskel i den måde, vi anvender gudsbegrebet på. For når gudsbegrebet står bag koranens ord, betyder det, at de skal ikke bare antages, men også adlydes, og adlydes, hvad enten man forstår dem eller ej. Og det betyder videre, at man som rettroende muslim har pligt til at udbrede koranens ord, i første omgang ved overbevisning, i næste omgang ved vold og trusler om vold.

Men handler man sådan, går man stik imod det, der er kristendommens overbevisning. For i kristendommen står Gud ikke bag en bog, men bag et menneske. Og det menneske, altså Jesus fra Nazareth, brugte ikke magt for at overbevise, men lod ordets egne kræfter være udslaggivende.

Det vil igen sige, at mens tvivl indenfor islam er tegn på, at man ikke hengiver sig helt til Gud, så er tvivl indenfor kristendommen et medhenhørende fænomen, som man aldrig slipper fri af. For den overbevisning, man når frem til i menigheden, er ikke en forud givet overbevisning, men en overbevisning, man diskuterer sig frem til. Og en sådan diskussion forudsætter, at man ejer så meget af tvivlens nådegave, at man er villig til at lade den anden sige sin mening uden at true ham til tavshed, ja endda ud fra den forudsætning, at det kunne være ham og ikke mig, der har ret.

Og her til næstsidst vil jeg tillade mig at komme med et par bemærkninger til det interview med Ahmed Akkari, som Information har bragt den 5-5 (bag betalingsmur). Her sætter Akkari på uheldig måde humanismen op som modsætning til religionerne, og under begrebet ”religion” indrangerer han både kristendom og islam uden smålig skelen til forskellene. Han siger:

Jeg er nået frem til, at organiseret religion er fuld af iboende konfliktelementer. I deres selvforståelse og mellem mennesker skaber de splid. Ikke kun islam, men også andre religioner. Religionerne graver grøfter

Det er jo så sandt, som det er sagt, at religionerne ikke er enige, ja, det er også rigtigt, som Akkari siger lige efter, at der er splittelser indenfor religionerne, mellem sunni og shia og mellem katolikker og protestanter.

Men hvorfor overser Akkari den dog meget væsentlige forskel, at mens de religiøse forskelle i Vesten udmønter sig i diskussioner, til tider ret indædte diskussioner, så udmønter de religiøse forskelle sig i de muslimske lande i voldelige magtkampe? Sandt nok, der har i kirkens historie været voldelige magtkampe, og der har i islams historie fundet diskussioner sted, men som tingene ser ud i dag, er vold mellem religiøse retninger ukendt i det kristne Vesten, men dagligdag i islam.

Tidligere skrev jeg følgende om magt og magtudøvelse indenfor islam:

At islam er en magtens religion, kan i første række ses af den ældste biografi af Muhammed, skrevet af Ibn Ishaq, se her. Her fortælles det, hvordan Abu Sufyan blev ført frem for Muhammed, efter at han havde lidt nederlag til ham. ”Er det stadig ikke klart for dig, at der ikke er nogen anden gud end Allah”, spørger Muhammed. Abu Sufyan svarer: ”Hvis der havde været nogen anden, skulle han have bevist sin eksistens og hjulpet mig”. Muhammed siger så: ”Er det stadig ikke klart for dig, at jeg er Allahs sendebud?” Dertil svarede Abu Sufyan: ”Derom har jeg stadig mine tvivl”. Så greb én af Muhammeds tilhængere ordet: ”Vé over dig! Bekend dig til islam og sig: ‘Der er ingen anden gud end Allah og Muhammed er hans profet’, inden jeg hugger hovedet af dig”. Så bevidnede Abu Sufyan sandheden og aflagde bekendelse til islam. Men altså, ikke via overbevisning og forståelse, men via et magtbud. (Se her).

At kristendommen derimod godtager et menneskes tvivl, kan f.eks. ses af fortællingen om Thomas (Joh 20,24-29). Han var ikke til stede første påskedag, da Jesus viste sig for disciplene efter sin død og opstandelse, og han vil først tro, når han kan stikke sine fingre i naglegabene. Og han bliver ikke forbandet ned i helvede, men hjulpet til at tro, da Jesus viser sig for disciplene søndagen efter. Eller man kan henvise til de to disciple, der påskedag vandrer til Emmaus, Luk 24,13-32. Heller ikke de fordømmes, også de hjælpes til tro.

Og her gør jeg opmærksom på, at ikke jeg, men Spinoza henviser til Paulus, som mange steder udtrykker sig yderst tilbageholdende, fordi han vil have menighedens medlemmer til selv at forstå og ikke godtage noget, bare fordi det er Paulus, der siger det.

Det forholder sig altså ikke sådan som Akkari mener: at islam og kristendommen står som modsætninger til humanismen, det forholder sig sådan, at humanismen er udsprunget af kristendommen, mens humanismen ikke har nogen plads indenfor islam. Det kan ses af det fællestræk ved kristendom og humanisme, at tvivl er accepteret af begge, accepteret i den grad, at man sikrer sig, at ens modstander har samme ret til at ytre sig, som man selv har.

Og så må man altså tage det med i købet, at er tvivl tilladt, så er konflikter mellem forskellige synspunkter uundgåelige. Noget kunne tyde på, at Akkari trods alt det, han har tilegnet sig af vestlig kultur, stadig har et ønske om en konfliktfri tilværelse. Det har jeg også. Og jeg mener, at vi i høj grad har en sådan konfliktfri tilværelse her i landet. Men tilværelsen er konfliktfri i den forstand, at vi holder så meget fast ved tvivlen, at vi lader vore modstandere har fri ret til at ytre sig, ikke i den forstand, at vi er enige om alt.

Der vil nok stadig i lang tid fremover være splittelse i vort folk. Men så længe vi ikke lader splittelsen udmønte sig i voldshandlinger, er splittelsen ikke ødelæggende for folkets sammenhængskraft.

Dette indlæg blev udgivet i Etik, Islam versus kristendom og tagget , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.