Demokrati – et universalmiddel?

Jeg er lidt i syv sind. Jeg plejer at være meget enig med Mikael Jalving, og nu vil jeg så til at opponere mod noget, han har sagt på sin blog i Jyllands-Posten, se her. Jeg føler selv, at det da vist er lidt for dårligt af mig. Så lad mig derfor begynde med at sige, at jeg i det store og hele er enig med Jalving i det, han siger i dette blogindlæg, og at jeg oven i købet er glad for, at også han gør opmærksom på det, jeg nævnte i mit forrige indlæg. Han skriver nemlig:

Hvad materien angår, vil den afrikanske migration sandsynligvis kun vokse de kommende årtier, også selv om det går økonomisk fremad flere steder i Afrika. Det skyldes, at migrationen stiger, når fattige lande udvikler sig, fordi flere dermed får råd til at rejse.

Der er andre, der har lagt mærke til, at migration ikke finder sted fra de fattigste lande i Afrika, selv om de unge dèr utvivlsomt har det elendigt. Lysten til at rejse har de måske, men penge har de ikke. Det får de først, eller det får deres familie først, når en økonomisk udvikling har løftet deres land en smule.

Og også en anden ting fra Jalvings indlæg er værd at gøre opmærksom på. Han skriver:

Mens utallige medier f.eks. havde travlt med at diskutere ramadan og dehydrering, har vores regering i den forløbne uge underskrevet en international hensigtserklæring om at lade folkevandringen fra Syd mod Nord fortsætte.

Det skete på en konference i Marokko, hvor repræsentanter fra en lang række europæiske og afrikanske lande enedes om en officiel deklaration, der skelner mellem legal og illegal migration og tilskynder til mere af den første slags og påstår, at den er et stort gode for samfund på begge kontinenter, ligesom regeringer i endnu højere grad end tidligere bør slå ned på »fremmedfrygt«, »racisme« og diskrimination i modtagerlandene.

Det er mig uforståeligt, at nationalt valgte regeringer i bl.a. Tyskland, Belgien og Danmark går med til det. Spurgte man befolkningerne direkte, ville det blive et stort, fedt nej tak, vi har så rigeligt!

Jeg kan supplere med den oplysning, at en internetsite, kaldet The Globe Post, se her, gør opmærksom på, at Ungarn har nægtet at underskrive denne erklæring. Erklæringen selv kan ses her i al sin bureaukratisk-uforståelige sprogbrug. Det, den ungarske udenrigsminister, Peter Szijarto, har imod erklæringen, er, siger The Globe Post, ”at den hævder, at migration er et fænomen, som utvivlsomt kun er godt og som åbenlyst fremmer den globale udvikling”. Dette er, siger udenrigsministeren, ”en ubalanceret tilgang og den er vi uenig i”. Udenrigsministeren refereres senere for at sige, at fokus burde være på at ”standse den illegale migration, ikke på at opmuntre den. Vi burde ikke og må ikke nægte, at migration har nogle meget alvorlige sikkerhedsmæssige aspekter, og det er uacceptabelt, at dette aspekt fuldstændig mangler i et internationalt dokument”.

Ærlig talt, man spørger sig selv, hvorfor det ikke er den danske udenrigsminister, der har protesteret på den måde. Bøjer vi os altid i støvet for tanker fra Bruxelles? Vi har gjort det indtil nu, men man kunne forvente, at det ville ophøre.

Og dette giver måske også en vis forklaring på, at Venstres politikere har ladet Inger Støjberg i fred. Skal opmærksomheden bortledes fra det væsentlige, er hendes mediestunt tilsyneladende kommet på et heldigt tidspunkt.

Men nu til det, jeg vil opponere lidt imod. Jalving skriver, at vælgerne ikke tillader vold som en del af den politiske hverdag, og fortsætter:

Det sidste kan man imidlertid ikke længere forvente. Mange danskere mener i dag, at ord dræber, hvorfor debatten må gå med mundkurv, og mange europæiske muslimer vil ikke finde sig i, at deres religion kritiseres og foretrækker islamisk lov frem for sekulære love.

Det burde få os til at forstå, at demokrati ikke er noget universalmiddel, men bare et af flere greb om magtens realitet.

Dette til trods er demokratiet blevet guddommeliggjort af dets tilhængere i Vesten med det resultat, at demokrati er blevet erstattet af demokratisme. Indrømmet, parlamentarisk styre har givet os meget i løbet af de seneste 150 år, herunder medindflydelse, mere tillid og velstand. Men det skyldes mestendels, at folkestyret er blevet til organisk og indtil for nylig var rodfæstet i nationalstaten og dens legitimitet.

Demokrati er ikke noget universalmiddel”, siger Jalving. Jeg siger: ”Jo, det er”. ”Folkestyret var indtil fornylig rodfæstet i nationalstaten”, hedder det så. Jeg siger: ”Ja, på grund af det fælles sprog, men det er i langt højere grad rodfæstet i kristendommen”.

Men om man vil sige ”i kristendommen” eller ”i det almenmenneskelige”, kommer næsten ud på ét. For kristendommen vil sætte Ordet fri, vil gøre en udvikling mulig af de kræfter, der ligger i sproget. Det er kræfter, som kristendommen ikke har patent på. Kristendommen er ”kun” et enzym, der virker ind på de processer, hvorved sproget giver sine gåder og sine anvisninger fra sig.

Det er sandt nok, at det ny testamente ikke indeholder noget forbud mod slaveri, men eftersom også slaver blev optaget i menigheden, ja eftersom sågar en slave engang i 200-tallet blev pave, så anerkender kirken slaven som ligeberettiget i religiøs henseende med enhver anden. Som man nok véd, tog det uhyggelig lang tid for diskussionen om slaveriet at tage form og nå frem til den afslutning, at slaveri ikke burde være tilladt. Og det kan ses som en udvikling af den tanke hos Paulus, at der hos Gud ikke er personsanseelse, eller at Gud ikke gør forskel på nogen. (Rom 2,11).

På lignende måde med synet på kvinder. Når Jesus kunne sige til Martha, at Maria, hendes søster, der havde lyttet til Jesu ord, havde valgt den gode del, (Luk 10,42) lod det ane også for fremtidige slægter, at også kvinder skal høre budskabet, ligesom det jo hele tiden har været sådan, at også kvinder blev døbt og i hvert fald i dåben blev ligestillet med mændene. Men igen: Hvorfor i alverden tog det så lang tid, inden dette ligestillingssyn slog igennem?

Og måske vigtigst af alt: Kristendommen advokerer for en forstående lydighed, ikke for en blind adlyden en ikke forståelig ordre. Det kom vel mere frem i den ånd, der herskede i menighederne, end direkte igennem formaninger om at forstå. Blot kan man godt fornemme, at denne forståelighedens og samstemmighedens ånd blev noget svækket, som århundrederne gik, så da derfor Luther gik tilbage til kilderne og genopfriskede den ånd, der lod sig ane dèr, da opstod der påny en lyst til at ville adlyde forstående.

Denne forstående lydighed må kunne ytre sig, for at man kunne finde ud af, hvad der skal forstås. Det er også, hvad der ligger i den demokratiske ånd. Og ligesom allerede Paulus gør opmærksom på, at en slave, der forstår sin herres hensigt og retter sig efter den, er bedre end en slave, der blot opfører sig slaveagtigt og kun retter sig efter de bogstavelige regler, se Ef 6,6, sådan har vi i vore dage i det økonomiske liv erfaret, at mennesker, der tildeles et ansvar og betragtes som tænkende væsener, er en langt bedre arbejdskraft, end de mennesker, der betragtes som maskiner.

Så i kristendommens menneskesyn ligger både gode demokratiske kræfter og stærke økonomiske kræfter gemt.

Men som sagt, selv om vi så siger, at ytringsfrihed og økonomisk ansvar er opstået i kraft af kristendommen, så er det ikke noget, kristendommen har patent på. Der er tale om rent menneskelige fænomener, som kan forstås af enhver, når de først har vist deres værd ét sted på kloden. Og det sted var altså her i Vesten.

Det vil sige: når Jalving hævder, at demokrati ikke er noget universalmiddel, så er det forkert. Jo, demokrati bygger på almenmenneskelige fænomener, på lysten til at udtrykke sig, på debatten, som den føres i landsbyfællesskaber og i familier, på samtaler i caféer og på værtshuse. At den ofte holdes nede på statsplan, at der er statsteorier, der prøver at undertrykke den frie samtale, ja, at der er en religion, islam, der vil straffe enhver, der forlader denne religion, det er altsammen sandt nok, men det mærkelige er, at selv i islamiske stater vil man opretholde et skin af, at det er borgerne selv, der bestemmer. I Iran, i Algeriet, i Egypten har man skindemokratier, og det må være med en vis skepsis, at Hizb ut Tahrir betragter disse islamiske stater, for ifølge dem skal kalifatet som i gamle dage ledes af en enevældig kalif, og det er uislamisk at deltage i demokratiske afstemninger.

Og så må jeg desværre slutte med noget, som jeg kun må give Jalving alt for meget ret i. Han skriver:

Allerede nu dikterer transnationale aftaler og konventioner fra en bestemt historisk periode efter 2. Verdenskrig i alt væsentligt, hvad politikerne tør mene og gøre. Alt andet vurderes som utopisk eller i strid med en eller anden eksotisk menneskerettighedserklæring.

Og ak, hvor har han ret. Som asylreglerne igennem de sidste ti-tyve år er blevet misbrugt i den grad, at der foregår en decideret udskiftning af folket, er demokratiet under stærkt pres som demokrati betragtet. Og man må desværre føje til, at den institution, kirken, der fremfor nogen skulle værne om ytringsfriheden og de demokratiske spilleregler, har svigtet, fordi den har misforstået og misbrugt næstekærlighedsbuddet, så det er blevet endnu mere umuligt at få fjernet den ødelæggende asylret.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold og tagget . Bogmærk permalinket.

Et svar til Demokrati – et universalmiddel?

  1. Pingback: Små (dirty) tricks | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.