Kærlighedens kraft?

Kærlighedens kraft vil efter sigende blive det centrale tema, når Aarhus teater sidst i februar opfører Kaj Munks skuespil ”Ordet”. Det fremgår af et interview, Kristeligt Dagblad den 24-1 har med instruktøren, Anja Behrens, se her.

Nu er jeg jo teolog, og det er nok derfor, jeg har ret svært ved at se noget forståeligt endsige epokegørende i de påstande Anja Behrens kommer med. Når dertil kommer, at jeg betragter ”Ordet” som et eklatant vildskud af Kaj Munk, netop hvad angår synet på, hvad et mirakel er, og andre af hans skuespil som helt anderledes vejledende og givende for en teolog, når man skal grave ned i miraklets mystik, så vil de følgende indvendinger mod hendes forståelse af teologiens mærkværdigheder nok ikke føles underlige.

Det hedder f.eks. i interview’et:

Spørger man Anja Behrens, behøver vi mennesker egentlig slet ikke at tvivle, når det handler om mirakler, som det der sker, når kvinden Inger i ”Ordet” opvækkes fra de døde. Mirakler skal, ifølge instruktøren, blive ved med at være netop mirakler, altså metafysiske hændelser, som ikke kan forklares, og som vi derfor heller ikke behøver at forstå. Eller bruge tankevirksomhed på at tvivle på. Selvom Kaj Munks ”Ordet”, som hun ser det, er fuld af tvivl.

Det ville være dejligt, hvis vi kunne blive bedre til at omfavne det, som er tro og dermed hverken kan eller skal forklares,” siger hun.

Det kan vist ikke helt udelukkes, at dette syn på, hvad et mirakel er, præger mange mennesker i vore dage. Derfor er det jo også, at de færreste af os tror på mirakler. ”Miraklernes tid er forbi”, som Mikkel Borgen siger i ”Ordet”, se her, replik 316.

Men hvad så? Er tilværelsen så bestemt af naturlovenes jerngreb og kun det?

Ja, for nærværende blogejer har det været befriende at stifte bekendtskab med Kaj Munks skuespil ”Fra Tidehvervet”, se her. Her tager Kaj Munk netop det spørgsmål op til debat. Og han gør det med stor virtuositet og gennemgribende teologisk indsigt. Naturlovenes jerngreb lader han sin hovedperson, den romerske filosof Titus Lucretius, skildre på følgende måde: ”Alt, hvad der er, er naturligt; alt, hvad der sker, sker naturligt” (replik 437). Og modstykket, det overnaturliges virkelighed, lader han Titus’ kone, Charita, sige, da hun har erfaret, at hendes mand slet ikke længes efter den hetære, han tidligere var betaget af. Munk lader hende komme med et tredobbelt ”jeg elsker dig” til sin mand og bagefter forklare det således: ”Og der er overnaturligt til, overnaturlig kraft” (replik 526).

Det overnaturlige, det guddommelige, viser sig ifølge Kaj Munk netop i forholdet mellem mennesker, i replikskiftet, i den måde, den ene person påvirker den anden på. Og dette, at Charita bliver fuldstændig befriet for sin jalousi gennem Titus’ ord, det er, ifølge hendes replik her, ikke noget, der sker i kraft af naturloves indvirken, det sker ved guddommelig indgriben, ved åndens virken på mennesker, ved det, jeg for nogle indlæg siden kaldte en ”anagnorisis”, se her.

Og på baggrund af, at Kaj Munk ikke blot her, men mange andre steder i sine dramaer, lader en person blive genstand for en ”anagnorisis”, en ”omvendelse”, en nytolkning af tilværelsen, forekommer miraklet i ”Ordet” fuldstændig ved siden af, forekommer som et totalt vildskud i teologisk henseende af Kaj Munk. Og diverse fortolkere og instruktører har da også haft deres bøvl med at forklare, hvad dette under skulle gøre godt for. Hvilket har ført til en del fantasifulde opførelser af stykket.

Anja Behrens har også sit bøvl med dette mirakel.

Først i interview’et prøver hun, som det ses af ovenstående citat, at undlade ethvert forsøg på at forklare underet. Det skal bare tros. Forklaring frabedes. Men senere kan hun alligevel ikke dy sig for at komme med noget, der må opfattes som hendes forklaring på miraklet; hun er jo dog et rationelt menneske som alle os andre. Hun siger senere i interview’et:

Det mirakel, der sker, er den rene tro på kærlighedens kraft. Bare sådan og uden antydning af filter eller ironi. Det sker simpelthen bare. Det kan jeg virkelig godt lide, for jeg har selv en dyb længsel efter, at man kan gøre det umulige muligt med kærlighedens kraft.

Kan det umulige gøres muligt med kærlighedens kraft?

Enhver af os, inklusive Anja Behrens, vil naturligvis sige, at hvis det umulige er en dødeopvækkelse, så kommer kærlighedens kraft til kort; vi ser intetsteds i vor tilværelse nogen kærlighedskraft overvinde døden. Men kan vi så da ikke tage dødeopvækkelsen i ”Ordet” som et budskab om kærlighedens uovervindelige kræfter?

Nej.

Den kraft, der gør sig gældende i ”Ordet”, er ikke kærlighedens kraft, det er troens kraft. Hvis man vil se, hvad Kaj Munk mener, at kærligheden kan bevirke, kan man studere ”Den Kærlighed”, det skuespil, jeg tog frem for nogle indlæg siden, se her. Bladrer man det stykke igennem, se her, og når frem til replik 109, så når man frem til noget, man godt kan kalde et udtryk for kærlighed fra Prebens side, når han ligefrem selv mener, at han med sine pengetransaktioner, hvorved også Bettys penge er gået tabt, kun har fortjent, at hun forlader ham. Og den sorg over at skulle miste hende, som han giver udtryk for, rører hendes hjerte, så hun opgiver al tanke om at forlade ham, ja, med sit ”vi” i replik 124 viser, at hun i kraft af den kærlighedens kraft, der udgik fra Prebens tale, er blevet forvandlet, så hun nu regner med, at hun og Preben hører sammen.

Men indrømmet, den kraft, Munk lader kærligheden have i ”Den Kærlighed”, er ikke er mirakel af den slags, som Anja Behrens ser i ”Ordet”. Og dog er det en ”metafysisk hændelse, som ikke kan forklares”, men må tros, selv om vi, når vi møder den i vor dagligdag, ofte tager den som en selvfølge.

Men i ”Ordet”, nej, dèr er det ikke kærlighed, der får den døde til at rejse sig op, det er tro. Af replik 930 fremgår det, at Johannes er ved at opgive at kalde den døde til live, fordi ingen af de tilstedeværende tror på muligheden af en opvækkelse: ”lad det ske, læg låget på”, siger han. Men så er det, at den lille pige, Maren, kommer med sin opfordring til sin farbror: ”Skynd dig nu lidt, farbror!” Og på hendes tro, hævder Munk, kan så dødeopvækkelsen finde sted.

Nuvel, hvad det ender med med Behrens’ bearbejdelse af ”Ordet”, er ikke godt at vide. Lidt senere hedder det i interview’et:

Kaj Munks tekst er lang. To en halv time tager det, hvis man læser den fra ende til anden. Sammen med scenograf David Gehrt besluttede Anja Behrens hurtigt, at det var alt for længe, og de har i stedet lavet, hvad hun kalder en ”mavepuster” på én time og 45 minutter uden pause.

Vores forestilling er ét bevægende billede, og det, der foregår inden for rammen, er halvt tekst og halvt fysiske bevægelser. Dermed er mere end halvdelen af Kaj Munks tekst skåret fra, og alligevel fortæller vi hele historien i, hvad vi håber bliver et intenst ekstrakt,” siger instruktøren og tilføjer, at scenebilledet blandt andet er inspireret af lysvirkningerne i Vilhelm Hammershøis malerkunst.

Jeg har lyst til, at man skal opleve forestillingen som et levende maleri,” siger hun.

I rammen bliver der undervejs vist videoprojektioner fra Vesterhavet med himmel, skyer, hav og sand og kampen mellem lys og mørke.

Kaj Munk selv så et ideal i de teaterforestillinger, der før en scene løb af stabelen, lod en mand gå over scenen med et skilt: ”Dette er Troja”. Det var for ham ordet, det kom an på, replikskiftet, og det, det medførte. Det scenarie, han ville danne, dannede ham med replikker. Så det er nok ikke helt i overensstemmelse med hans idealer, når man lader ordet nedtone og erstatte af ”fysiske bevægelser” og videoprojektioner. I hvert fald: når halvdelen af hans replikker bliver fjernet, kan man måske tvivle på, at de, som hun siger, fortæller hele historien. Men hendes beskæringer giver da i det mindste mig en god samvittighed over den ændring, jeg har foretaget med ”Ordet”. Jeg har, som det fremgår af dette link, skrevet en alternativ slutning på ”Ordet”, en slutning, hvor Inger bliver i sin kiste.

Der vil sikkert i næste nummer af Munkiana komme indvendinger mod den slutning. Men vil det ikke være et godt forsvar for min ændring, hvis jeg spørger: Hvad er alternativet? og peger på den opførelse, der kommer til at gå over Aarhus teaters scene? Den er jo, fremgår det af Kristeligt Dagblads interview, instrueret af en instruktør, som ikke synes at have noget særligt forhold til kristendommen, som er buddhist, og som ud fra en falsk forståelse af, at stykket vil forkynde kærlighedens kraft til at gøre det umulige muligt, har tilladt sig at skære halvdelen af replikkerne bort, og som dertil forsyner stykket med alskens udenomshalløj, billeder af Vesterhavet i rammen, m.m. Alt sammen sikkert gjort i den bedste mening, men også alt sammen foretaget ud fra en teologi eller en tilværelsesforståelse, som ikke er Kaj Munks. Hun siger:

Det er mit ønske, at både troende inden for alle mulige trosretninger og ateister kan forbinde sig med Kaj Munks stykke om kærlighedens kraft. Man vil givetvis blive berørt på forskellige måder. Også som kristen, hvor det betyder noget, om man er grundtvigianer eller bekender sig til Indre Mission. Man kan sige, at hans lillebitte boble, som er den vestjyske by med troskampe mellem kristne retninger, er et billede på den store eksplosive verden, hvor krige kan opstå, blot fordi nogle mennesker ikke har samme tro. Jeg håber, at forestillingen vil vise, at vi alle kan samles om længslen efter kærlighedens kraft.

Det er da et fromt ønske. Men det er ikke Kaj Munks røst, vi får høre gennem stykket, hvis dette bliver resultatet. Det er Anja Behrens’ røst.

Modsat min ændring. Den er foretaget med det for øje at give udtryk for Kaj Munks teologi, en teologi, som ikke er at finde i ”Ordet”, fordi det som sagt er et vildskud, men i mange andre af hans dramaer.

Og så vil jeg i øvrigt som sidst i mit forrige indlæg om ”Ordet”, se her, stadig mene, at det eneste, man med sikkerhed kan få ud af dødeopvækkelsen i ”Ordet”, er, at Munk derigennem viser, hvor utrolig hårdt det tog på ham at skulle være præst ved udsyngningen og begravelsen af Marie Sand, den unge kvinde, der døde i barselsseng i oktober 1925. Og jeg vil godt understrege, at jo mere unik man gør dødeopvækkelsen – jeg mener, ingen igennem hele kirkens historie har før Munk fået den afsindige idé, at et menneske med en stærk tro skulle kunne opvække en død – des mere understreges Munks blottede nerver, dvs. den sindstilstand, som han i et brev til Einar Christiansen den 5-2 1932 siger, at han havde, da han skrev ”Ordet”:

For nu skal De høre min Mening om det Skuespil. Saadan et Stykke kunde jeg ikke skrive mere. Men dengang var jeg ung, og mine Nerver var blottede; nu har jeg lært at kunne taale at se Folk græde. Men dengang havde jeg Fantasi og Trods til at sparke til Himlens Dør for at standse den Graad. Saa skrev jeg Ordet.

Jeg bøjer mig for de blottede nerver. Jeg accepterer, at et menneske kan rammes i den grad af det meningsløse ved en meningsløs død, at det i en slags protest – gennem et spark til himlens dør – griber til den fortvivlede udvej at skrive et drama om en stærk tro, der kan opvække en død. Men lad så sparket være spark! Lad det være et vidnesbyrd om et sind, der følsomt langt udover, hvad han selv vil acceptere, og langt udover, hvad vi er vant til!

Men det er så det. Skal stykket opføres, og skal det opføres uden at øve vold på Kaj Munks teologi, så må slutningen ændres, måske som jeg har gjort det, måske på en anden og bedre måde. Men dødeopvækkelsen må bort.

Hvad jeg venter af opførelsen i Aarhus?

Tja, man kan jo håbe det bedste, men man kan sandelig også frygte det værste.

Dette indlæg blev udgivet i ateisme og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.