Hvad er et mirakel?

Kaj Munk er god at gæste, når man vil have svar på det spørgsmål. Vel at mærke, hvis man formår at skille skidt fra kanel, dvs. hvis man formår at se bort fra alle de steder, hvor han på ingen måde er hjælpsom.

Tag et skuespil som ”Ordet”! Her har han i slutningen anbragt en dødeopvækkelse, som er ”helt ude i skoven”, og så er det ikke til megen hjælp, når vi skal finde ud af, hvor vi kan se mirakler i vore dage.

Ja, i vore dage. For det er jo sandt nok, at da Jesus, Guds søn, vandrede omkring på jorden, fandt Gud det nødvendigt at lade ham udføre nogle mirakler, herunder tre dødeopvækkelser, for at vise os langsomt opfattende, at Jesus virkelig var Guds søn.

Men i vore dage? Hvis miraklet i ”Ordet” skulle sige os det samme som miraklerne i Det ny Testamente, skulle budskabet være, at Johannes er Guds søn. Og ikke sandt, én Guds søn må vel være nok. Det er jo heller ikke Kaj Munks mening. Men hvad der så er hans mening, tja, det er lidt uklart.

Ikke desto mindre formår Kaj Munk netop i dette skuespil at vise os en række eksempler på, hvad man kunne mene med et mirakel. Jeg skal dog kun gå ét af disse eksempler nærmere efter i sømmene. Det er den slags mirakler, Inger taler om i replik 89, se ”Ordet” her:

Jeg tror, at der sker mange smaa Mirakler rundt om i det stille ogsaa i vor Tid, og Vorherre hører Folks Bøn; men han gør det saadan mere i det skjulte for at slippe for megen unyttig Ballade. Ellers kunde man jo heller ikke saadan bede til ham, som man nu kan, hvis det ikke var saadan, synes jeg. Og det kan ogsaa godt ske her, Bedstefar, baade med det ene og med det andet.

Inger er meget klar her. Det er Gud, der styrer sygdom og sundhed. Men han gør det sådan mere i det skjulte. Hvis ikke han havde noget at sige på det punkt, hvordan kunne et menneske så bede om helbredelse? Men han har en finger med i spillet ”både med det ene og med det andet”.

Hvad hun mener med det sidste, kan man måske få et indtryk af, når man erindrer sig, hvad hun er ude på i sin samtale med den gamle Mikkel Borgen. Hun skal have ham til at godkende, at Anders, Borgens yngste søn, må blive forlovet med Peter Skrædders Anne. Det er noget, de andre i familien ikke regner med, den gamle vil give tilladelse til. Og da Anders netop er taget af sted for at fri uden at fortælle sin far det, er det faldet i Ingers lod at prøve at fortælle Borgen, hvordan det er fat med de unge.

Og det beder hun om Guds hjælp til, replik 26. Hun har lige modtaget sin mand, Mikkels, ønske om held med foretagendet, og beder så til Gud:

Tak, kære Vorherre, Tak, Tak for alting! Vær du nu ogsaa i Dag min Hjælper! Amen.

Man plejer kun at lægge vægt på denne replik, fordi gamle Borgen umiddelbart efter kommer ind og misforstår hendes blik opefter; han tror, hun ser på en våd plet på loftet, og lover at få utætheden ordnet. Men der er faktisk god grund til at gøre opmærksom på, at Inger altså beder om Guds hjælp til at få Borgen overbevist. Vi tænker godt nok ikke så meget på, at dette er et område, hvor vi har brug for Guds hjælp. At få den slags sager kringlet, hvor det drejer sig om at få et lidt stædigt menneske overbevist, det er da noget, der helt og holdent er op til os mennesker. Det siger jo også Inger selv, efter at hendes mand har tilbudt at blive hjemme og hjælpe hende, replik 6:

Du ved lige saa godt, at tager han ikke efter mig, saa kan det saamænd være det samme, hvad I andre kan hitte paa.

Alligevel mener altså Inger, at hun har brug for Guds hjælp. Nå ja, hun har også lavet en god kop kaffe til Borgen og stoppet hans pibe. Det er lidt overraskende for den gamle. Men da Inger omsider spørger, om han ikke tror, Anne kan blive Anders en god kone, aner han uråd og spørger, om det var derfor, de skulle have kaffe (replik 101). Og da Inger så omsider ser sig nødsaget til at røbe, hvor Anders er henne, må hun jo også indrømme, at det var derfor, de skulle have kaffe.

Men det er klart: hvis man lægger råd op bag et menneskes ryg, hvis man lader husets herre være udenfor de planer, man lægger, så nytter ens anstrengelser ikke noget, og så nytter ens bønner til Gud om hjælp heller ikke noget, for man handler imod fællesskabets love. Der er ikke noget at sige til, at Borgen bliver fornærmet og nu aldeles ikke vil gå med til nogen forlovelse.

Nu ender det jo med, at Anders kommer grædende tilbage: han har fået nej til sit frieri. Og så bliver gamle Borgen gal. Så vil han af sted til Peter Skrædder. Han får frakke på og han får spændt for, og så af sted. Og så lader Munk Inger komme med denne bemærkning, replik 358:

Saa siger I endda, at Miraklernes Dage er omme.

Det er ikke helt nemt at vide, om Munk mener denne replik alvorligt. Det er måske bare en bemærkning, han lader falde, for at understrege det, stykket også skal vise: at der er mange opfattelser af, hvad et mirakel er. I betragtning af den dødeopvækkelse, han har i vente til os i fjerde akt, må man vist regne med, at alle eksemplerne, også dette, er taget med, for at det kan ses, hvordan de bliver fuldstændig udslettet eller overgået af miraklet til sidst.

Og det er på en måde en skam. For netop det mirakel, Inger arbejder på at få til at ske, miraklet med en sindsforandring af et menneske, er en form for mirakel, som Munk mange andre steder er dybt optaget af, så optaget er han, at jeg vil anse den slags mirakler for langt mere munkske end Johannes’ besværgelse i sidste akt.

Det vil jeg prøve at vise ud fra det sidste skuespil, Munk skrev: ”Alverdens Urostifterne” fra december 1943, se her.

Men først må jeg lige rette en misforståelse, som Mogens Pahuus gør sig skyldig i i hans og Anker Gemzøes bog ”Kaj Munk, digtning og livssyn”. Før han går i gang med at fortælle om handlingen i ”En Almanakhistorie”, foretager han lige en sammenligning mellem det stykke og ”Ordet”:

Stykket når slet ikke Ordet i dramatisk kraft. Personerne virker nok så karikerede og slutningen, hvor Maren ser Johannes (eller er det Jesus?) bære sit barn op til himlen, kan bestemt ikke måle sig med Ingers opvækkelse, hvor mirakuløs eller ikke-mirakuløs denne så var. (Side 284).

Jeg vil mene, at en sammenligning mellem de to scener fører os et helt andet sted hen. Scenen i ”En Almanakhistorie” er så tydeligt et ”scenisk trick”, hvormed Munk vil fortælle os noget, som en romanforfatter kan fortælle os ved at redegøre for sin hovedpersons tanker. Det er en dramatiker imidlertid afskåret fra, så han må benytte andre midler. Og Munk mangler ikke opfindsomhed, hvad den slags tricks angår. Han kan således i ”Smeltediglen” lade sin hovedperson tale henvendt til det potteskårsbillede af Jesus, han har fundet, se her, replik 453, for at forklare, hvordan han fortryder, at han har sendt frk. Schmidt bort. Og han kan i ”Kærlighed”, 1935-udgaven, lade pastor Kargo referere, hvad han i sin halvt drømmende tilstand har hørt Jesus sige, se her, replik 804, for at vise, at han alligevel er grebet af Kristus.

Og går vi så til det skuespil, der her skal være hovedsagen, ser vi, at han benytter sig af det samme trick, når han i dramatisk form skal gengive, hvordan Paulus i et syn så den opstandne Jesus udenfor Damaskus, se her, replik 73-75. Han lader et lyn ramme den lille gruppe mennesker, og så hedder det:

Saulus: Hørte I, han raabte fra Himlen?

Azor: Raabte! Det var et Tordenskrald.

Saulus: Saul, Saul, hvorfor forfølger du mig. Og saa lo det, lo og blev ved at le. Det er haabløst at stampe imod Brodden.

Munk kunne vel nok have ladet Jesus fremstå i levende person på scenen, ligesom han i ”En Almanakhistorie” lod ham (eller var det kun Johannes) fremstå i den sidste scene. Men hvad Munk ikke har gjort, har Lukas gjort i Apostlenes Gerninger. Hele tre steder gengiver han det, der skete udenfor Damaskus, Apg 9,1-9, Apg 22,3-21 og Apg 26,9-20. Og alle tre steder optræder Jesus selv. Så man kan sige, at det sceniske trick, som Munk bruger i ”En Almanakhistorie”, det bruger Lukas i Apostlenes Gerninger.

Og i modsætning til dødeopvækkelsen i ”Ordet”, som vi ikke rigtig véd, hvad vi skal stille op med, véd vi udmærket, hvordan vi skal forstå begivenheden udenfor Damaskus. Hvad enten vi direkte lader Jesus optræde på scenen eller vi nøjes med Paulus’ gengivelse af hans ord, vi forstår alle, at der her er tale om en sindsforvandling, om det, jeg andetsteds har kaldt en anagnorisis: Paulus forvandles fra at have været forfølger til at blive forfulgt.

Bent Noack har i en lille bog fra 1966, der hedder ”Paulus”, beskrevet Paulus’ omvendelse ud fra de breve, han har efterladt os. Som han siger: vi skal forstå Paulus, at han lever forlæns, men forstår baglæns. Jeg selv har i blandt andet dette indlæg prøvet at forklare Paulus’ omvendelse:

Vi kan tænke os, at han har medvirket ved forhør af de kristne, vi kan tænke os, at han har hørt en del Jesus-ord ved den lejlighed, vi kan tænke os, at de er blevet afvist af hans ydre jeg, men har ramt ham i hans indre, vi kan tænke os, at han derinde i sin samvittighed har mærket, at det, han stod for, stod langt under det, som de mennesker, han forfulgte, stod for. Og så har det altså alt sammen ramlet sammen over hovedet på ham den dag udenfor Damaskus, så han oplevede dette skelsættende syn; så dukkede hans indre menneske frem og gjorde sig gældende.

Dette er en psykologisk forklaring. Men en sådan psykologisk forklaring har lige så meget brug for en guddommelig indgriben – altså et mirakel – som den forklaring, Lukas giver til bedste. At vi måske går med til at kalde hans forklaring et ”fortælleteknisk trick”, kan ikke fratage fortællingen den sandhed, at her kom guddommelige kræfter i spil. Noack er meget opsat på at fastholde, at omvendelsen skete pludselig, der var ikke tale om en udvikling af Paulus’ tankeverden. Jeg har med min sprogspilsteori forsøgt at forklare noget tilsvarende: skiftet fra det ene sprogspil til det andet kan virkelig foregå med et øjebliks pludselighed.

Sjovt nok giver Kaj Munk lidt senere i ”Alverdens Urostifterne” et eksempel på netop en sådan pludselighed. Han lader i anden akt disciplene møde Paulus og den Ananias, der havde mødt Paulus og troet på hans omvendelse. Men den omvendelse tror disciplene ikke på sådan uden videre. Nogle af dem tror, han er en stikker. Andre véd ikke rigtig. Johannes mener, man skal møde ham med tillid. Men det bliver mistroen, der sejrer. Peter afviser Paulus’ ønske om at slutte sig til disciplene.

Og så bliver Paulus vred:

Paulus: (kæmpende med sin Vrede.) Ypperstepræsternes Øjesten! De hader jer, men mig hader de tidobbelt nu. Og min gamle Far vil forbande mig og fratage mig Ære og Arv. Jeg er Farisæer, og jeg staar her foran jer — I er Fiskere og ulærde Mænd — Galilæere — og dog har jeg søgt jer og bøjet mig for jer og tilbudt jer Haand. Svarer I mig med et Spark, nuvel, saa — jeg tigger ikke — saa rejser jeg ud over Verden med min egen Jesus, ham, som jeg har set. Jeg skal konkurrere jer sønder og sammen. Jeg skal starte en Bevægelse, som jeres er Vand overfor. (Der galer en Hane i nærmeste Hus. Paulus hører det, han ser paa Peter, og Peter ser paa Paulus. Paulus smiler spottende. Men Peter bliver ved med at se paa Paulus. Da kaster denne sig ned og griber Peters Haand.) Peter, tilgiv mig. Denne Gang var det mig, den galede for. Dette Helvedes Hovmod i mig — jeg bliver det aldrig kvit. Saulus bliver aldrig til Paulus. (Replik 191).

Nuvel, Peter anbefaler ham at rejse ned i ørkenen for at blive klar over sig selv, lade sig forbande af sin far og derefter komme og hjælpe dem med at udbrede riget. Men ingen tvivl om det: Munk vil afbilde en anagnorisis, han vil fortælle os om en sindsforvandling af ganske ”normal” natur, som her finder sted med Paulus, andre gange med os andre, i begge tilfælde i Guds time, som noget, der kommer bag på os, og ikke som noget, vi fundérer os frem til.

Det er den forståelse af miraklet, som Inger fremstiller i ”Ordet”, replik 89, Munk her lader få udtryk, en forståelse, der som før fortalt findes mange steder i Munks dramaer.

Men Munk kan altså ikke dy sig for at blande den mirakelopfattelse ind i billedet, som kan kaldes ”helbredelse ved bøn”, ”dødeopvækkelse ved bøn”, eller ”fængselsudfrielse ved bøn”. Det sidste sker sidst i dette stykke. Jeg har før bebrejdet Munk, at han lader bønnen være et våben. Da Paulus i replik 349 ytrer ønske om at befri Peter, og Kornelius spørger om han har våben, svarer Paulus, at dèr spurgte en hedning sig for, replik 351. Den mirakelforståelse kunne man også se tidligere i dette stykke. Thomas må i anden akt indrømme, at han havde hørt, at Saulus fra Tarsos, den store kristenforfølger, skulle være kommet til Damaskus for at hente de kristne til Jerusalem, replik 147. Peter bebrejder ham, at han ikke sagde noget om det til de andre. Hvad skulle det nytte, spørger Thomas:

Thomas: Hvad skulde vi gøre alligevel? Vi kan jo ikke flyve til Damascus og hjælpe vore Fædre.

Peter: Men Guds Engle kan flyve. Hvad skulde vi stille op, siger du? Er det en Herren Jesu Discipel, der stiller sig raadvild og magtesløs op? Vi kunde have bedt! I Stedet for at fiske og synge Viser og hygget os kunde vi have ligget hele Natten i Bøn for vore Brødre. Thomas, Thomas, hvornaar lærer du at huske, at Bønnen er den største Kraftkilde paa Jorden?

Det synes at være en uomgængelig kendsgerning for Munk, at bønnen er en stordåd, som han siger i artiklen ”Om Miraklet”, se her. Men her i dette stykke modsiger han det, han sagde i ”Om Miraklet”. Dèr hed det – meget overraskende og vistnok også temmelig blasfemisk – at de troendes manglende tro og manglende bøn kunne bevirker, at Gud ikke kunne gennemføre sin plan om at redde de skibbrudne. Men her viser det sig, at Gud sandelig godt selv kan finde ud af, hvad han skal gøre og ikke gøre. Formentlig ville Peter og de andre i deres bønner blot have bedt om redning for menigheden i Damaskus. Men Gud er dog, viser begivenhederne, langt mere opfindsom. Han får den vilde idé at tage forfølgeren Saulus i sin tjeneste, og minsandten, han gennemfører det. Helt uden at blive forhindret i sit forehavende af de troendes manglende bøn.

Men med den tanke i hovedet skal Munk absolut lave om på Lukas’ ellers udmærkede fortælling i Apg 12,1-17, hvorigennem han ret tydeligt afslører, at den mirakelforståelse, han har af ”fængselsudfrielse ved bøn”, ikke er Lukas’. Hos Lukas er initiativet til Peters udfrielse Guds og Guds alene. Hos Munk er initiativet Paulus’, og Gud synes at være nødt til at rette sig efter Paulus’ bøn.

Men at Munk således har to vidt forskellige og hinanden modsigende mirakelopfattelser, det burde være til at leve med, hvis man altså tør vende sig imod den unytestamentlige med ”fængselsudfrielse ved bøn”. Pahuus siger det på den måde på side 286, at

det kan nok tænkes, at Munk selv når frem til, at miraklet i hvert fald ofte har denne indre form [som når Maren bekender sin løgn, rr]. Det er imidlertid samtidig sikkert, at han ikke dermed en gang for alle afviser tanken om miraklet som en ydre begivenhed. Det fremgår med al ønskelig tydelighed af det sidste dramaudkast, han skrev, Alverdens Urostifterne.

Det har han jo ret i. Men hvis miraklet som ydre begivenhed ikke er i overensstemmelse med Det ny Testamente, som miraklet i ”Alverdens Urostifterne” ikke er det, er vi så ikke nødt til at afskrive den form for mirakel, og holde os til miraklet, hvor det har det, Pahuus her kalder en indre form?

Det er svært at bringe klarhed, når det er Kaj Munk, der er tale om. Men hvis man vover at skrotte det ydre mirakel, vil jeg mene, at det er en ikke ringe klarhed, vi opnår ved at lytte til Munk, når han i ganske mange former fortæller os om det indre mirakels virkelighed?

I hvert fald forekommer det mig, at han – måske ret uforvarende – er kommet til at sige noget særdeles givende med Ingers replik.

Så hvis vi skal gøre op – med frasortering af dødeopvækkelsen i ”Ordet” og Munks andre vilde forestillinger om bønnen som en stordåd – hvor ender vi så?

Så ender vi dèr, hvor spørgsmålet om liv eller død ikke ligger i menneskers, men i Guds hånd. Det vil sige: Lægevidenskaben véd ikke alt; der er rum for Guds indgriben; bøn er en meningsfuld handling. Om lægevidenskaben engang vil kunne forudsige så meget, at Guds virksomhed vil synes meningsløs, det er noget, vi ikke véd endnu. Men om vi så måske som kristne frygter denne fremtid, det vil ikke afholde os fra at støtte alle lægevidenskabens anstrengelser for at komme til at vide så meget som muligt om vort legeme, så så mange sygdommen som muligt vil kunne forhindres.

Der er nemlig rigeligt for Gud at foretage sig i samspillet mellem mennesker.

For det forhold, at der opstår tillid mellem mennesker, er noget, der ikke sker i kraft af naturloves virken, men i kraft af ånd, Guds ånd. Og det er på det punkt, Kaj Munk bliver virkelig interessant. For ved ofte at operere med sindsforvandlinger, ved at vise os, hvordan sådanne forvandlinger finder sted, når på én gang mennesket selv forstår og accepterer og handler og reagerer, og det hele dog alligevel sker på den måde, at ånden griber mennesket bagfra, får det til at indse og forstå … ved at vise os det, får Munk forklaret det ellers uforklarlige: at ånden virker, men virker i frihed.

Når Paulus omvendes ud for Damaskus, når Munk lader ham gribes af sorg over sit eget hovmod, så er det Gud, der griber ind i mennesketilværelsen med sin ånd. Men mennesket står frit. Paulus forstår selv, at det er umenneskeligt, at han forfølger Jesus, så meget forstår han, at han senere kan udtrykke denne forståelse i adskillige breve til menighederne.

Så nej, modsat af, hvad mange mener, modsat af, hvad vi måske ofte føler os fristet til at mene, Gud er ikke blevet arbejdsløs.

Dette indlæg blev udgivet i ateisme, Ny testamente og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.