Skilsmisse

Der er et hængeparti fra mit forrige indlæg, som jeg vist er nødt til at tage op. Det handler om, at der midt i alle disse høje, skarpskårne, uoverholdelige etiske regler i bjergprædikenen pludselig optræder en højst overholdelig og nærmest jordnær regel: forbuddet mod skilsmisse, Matt 5,31-32:

Der er sagt: ‘Den, der skiller sig fra sin hustru, skal give hende et skilsmissebrev.’ Men jeg siger jer: Enhver, som skiller sig fra sin hustru af anden grund end utugt, forvolder, at der begås ægteskabsbrud med hende, og den, der gifter sig med en fraskilt kvinde, begår ægteskabsbrud.

Oven i købet kan man lægge mærke til, at Matthæus (eller er det Jesus selv?) anbringer dette ord i den samme ramme som alle de ”hårde” ord i bjergprædikenen. Først siger Jesus, hvad der er sagt til ”de gamle”, så sætter han sit eget udsagn op derimod. Som han gjorde to vers tidligere angående det lystne blik:

I har hørt, at der er sagt: ‘Du må ikke bryde et ægteskab.’ Men jeg siger jer: Enhver, som kaster et lystent blik på en andens hustru, har allerede begået ægteskabsbrud med hende i sit hjerte.

Altså samme skema: ”I har hørt, at der er sagt …” efterfulgt af ”Men jeg siger jer …”. Alligevel har både den gamle kirke, kirken på Luthers tid og de moderne teologer behandlet de to udsagn vidt forskelligt.

Hvordan det?

Jo, de gamle – og delvis Luther – flyttede spørgsmålet om ægteskabsbrud fra formaningsafdelingen over til lovafdelingen. Hvad der var tænkt som en formaning (er det nu også klogt af dig med hensyn til dit livs lykke at søge skilsmisse?) det blev ændret til en lov (samfundets love forbyder skilsmisse). Det lystne blik, derimod, kunne man ifølge sagens natur ikke lave lovregler om, så det beholdt man som en slags formaning.

De moderne teologer har jo heller ikke kunnet få nogen lovregel sat i værk overfor det lystne blik, men man har til gengæld kunnet opstille en guldrandet og ganske uoverholdelig etik, så man ud fra den kan overbevise de arme kirkegængere om, at de så sandelig er syndere. Men denne totalsyndighedstanke har man ikke kunnet overføre på spørgsmålet om skilsmisse, for hvis det er synd at opnå skilsmisse, så er der jo ganske mange danskere, der ikke kan overbevises om synd ud fra det kriterium.

Så både de gamle og de moderne teologer kommer i vanskeligheder, når man bliver klar over, at disse to handlinger står ved siden af hinanden og så at sige råber på at blive behandlet på samme måde.

På hvilken måde?

Ja, de vil naturligvis – men det er naturligvis kun naturligt efter min opfattelse, indrømmet – behandles som formaning, dvs. som et godt råd om, hvordan man for sin egen lykkes skyld skulle tage og handle.

Og vil man indvende, at ordlyden i Matt 5,31-32 da tydeligt afslører, at der er tale om en lovbestemmelse, og at den, der laver en lov om forbud mod skilsmisse i kristne lande, derfor på det nøjeste følger Jesu egne anvisninger, så må jeg igen gøre opmærksom på det ganske parallelle udsagn i ordet om det lystne blik, og det vil sige: jeg må igen gøre opmærksom på den dog vist uafviselige argumentation, at skal det ene ord tages som en lovbestemmelse, så må også det andet tages som en lovbestemmelse, og skal det ene ord forstås som en formaning, så må også det andet ord forstås som en formaning.

Og jeg vil altså foreslå, at man uanset, at det støder ens normale opfattelse af, hvordan man kan kende en lovbestemmelse på ordlyden, accepterer den forestilling, jeg bragte frem i mit forrige indlæg, at Jesus forstår loven helt anderledes, end vi normalt gør det. Gud vil ved at give os loven fortælle os, hvordan menneskelivet er indrettet, og hvordan vi derfor bedst muligt – og det vil sige klogest muligt – kan handle i overensstemmelse med livet selv. Og det betyder, at vi skal forstå det ”lovmæssige” i Matt 5,31-32 på samme måde, som vi skal forstå det i f.eks. Matt 5,21-22, ordene om de stærke straffe for at sige ukvemsord til næsten, vi skal forstå det som udsagn, der vil fortælle os, hvordan vi går glip af livet ved at være vredladen eller vellystig. Vi får altså at vide, hvordan vi kan handle klogt, ikke, hvordan vi kan overholde Guds befalinger til punkt og prikke.

På samme måde bruger Jesus den dommedagsforståelse, der var gængs blandt jøderne dengang. I Matt 25,14-30, lignelsen om de betroede talenter, fortæller Jesus os jo godt nok noget om, hvordan det går til på dommedag, men det gør han kun for at oplyse os om, hvordan vor tilværelse her og nu er indrettet: den er nemlig indrettet sådan, at du ikke kan tro dig sikker, hvis bare du retter dig efter én eller anden lovbestemmelse, for Gud er en Gud, der høster, hvor han ikke såede (vers 24), det vil sige: du må selv for egen regning og risiko leve dig ind i den måde, fællesskabet fungérer på og derudfra handle til bedste for dette fællesskab.

Eller han nedbryder jødernes dommedagsforståelse med den følgende lignelse, den om verdensdommen, Matt 25,31-46. Hvor jøderne gik ud fra den almindelige retsopfattelse, at uden lov ingen dom, og hvor derfor det afgørende er at kende loven i alle dens detaljer, så man ved at tage sig sammen, være sig bevidst om, hvad loven kræver og handle derefter, kan opnå frifindelse, dèr fortæller Jesus det højst overraskende træk ved både de frikendte og de fordømte, at de handlede eller ikke handlede uden at være klar over, at deres handling kunne bringe dem frikendelse eller dom på den yderste dag.

Igen: ved at fortælle om dommedagen vil Jesus siger noget om, hvilken form for liv det drejer sig om at efterstræbe: at det er den umiddelbare, ligefremme handling overfor næsten, det drejer sig om, den handling, der udspringer af, at man véd sig stående i en relation med den anden eller de andre, som fuldbyrdes gennem netop sådanne næsten automatiske handlinger.

Luther har på fremragende måde beskrevet, at det netop er en sådan ligefrem og selvfølgelig gerning, man kan kalde en god gerning. Han forklarer i sit værk ”Om de gode gerninger”, afsnit seks, se her, hvordan troen er det afgørende i en god gerning:

For det sjette: Det vil vi kunne se af et tydeligt eksempel fra det jordiske liv: Når en mand eller en kvinde venter kærlighed og forståelse fra den anden, og tror fast på det, hvem lærer dem da, hvordan han skal anstille sig, hvad han skal gøre, undlade at gøre, sige, tie stille med og tænke? Alt det er det alene tilliden, der lærer ham, og det mere end nødvendigt; for der er for ham ingen forskel mellem gerningerne; han gør den store, den lange og de mange ligeså gerne som de små, de korte og de få; og ydermere gør han dem med et glad, fredfyldt og trygt hjerte, og han er i det hele taget et frit menneske.

Det, Luther her beskriver, er netop forholdene i en relation, her ægteskabet, hvor det hele glider som en leg, hvis relationen lever på normal vis, og den gensidige tillid hersker.

Men kan det virkelig passe, at Jesus på den måde omdanner lovbestemmelser til formaninger?

Lad mig pege på vort moderne samfund. Her kan man faktisk sige, at vi forholder os overfor dem, der vil skilles, med formaninger og ikke med lovkrav. Det har godt nok taget lang tid at nå frem dertil, og det besynderlige er, at denne udvikling ofte er sket med de kirkelige myndigheder som en indædt modstander, men sket er det. Vi har i vore dage indset, at man ikke kan tvinge nogen ægteskabelig kærlighed igennem, og at alt, hvad man kan gøre, er – som man gjorde det tidligere og vel delvis gør endnu – at lade foretage en mægling, altså et forsøg på formaning, om de to ikke kunne indse, at de ved en lidt anderledes holdning måske kunne få ægteskabet til at blomstre igen, enten med præste- eller psykologhjælp. Men som regel har man taget sagen i egen hånd, så den utilfredse har fundet sig en afløser for sin kone eller mand.

I hele dette spil har kirken i høj grad stået på sidelinjen.

De fleste præster véd godt, at det er lykkedes missionsfolkene at tegne et kulsort billede af kirken, og man har derfor været meget påpasselig med at tale om ægteskab og skilsmisse og om de unges indførelse i det seksuelle livs hemmeligheder. Man vil nødig anses for snerpet.

Og så er vi tilbage ved start: så ser vi på den ene side lovforståelsen af menneskelivet og på den anden side tilgivelsesforståelsen, hvor alt er tilladt, og Gud er idel kærlighed, men hvor man blot glemmer at fortælle, hvad der opbygger.

Kan en formaningsforståelse af Jesu ord her have noget at sige? Kan den blive en mulighed for kirken at tale ud fra? Når det altså er ægteskabet, der skal omtales? Jeg tror det ikke. Man skal i hvert fald ikke sige, at det, man gør, er, at man formaner. For en formaning forstås af de fleste i vore dage som en selvretfærdigt løftet pegefinger. Men på den anden side: de fleste mennesker forstås jo også synd som dette at spise for meget til frokost.

Her på bloggen har jeg flere gange forsøgt at vise, at dette, at vi binder os til hinanden to og to i et ægteskab, måske ikke blot er et kulturelt træk, men ligefrem har sin basis i bestemte hormonudskillelser. Se f.eks. her for en mere indgående beskrivelse af dette forhold. Man kan muligvis også argumentere for, at ligesom pardannelse har udviklet sig hos den menneskeabe, der hedder gibbonaben, sådan har (måske) pardannelse udviklet sig hos én af de forhistoriske menneskearter, sådan at sproget og kulturen har udviklet sig ”ovenpå” denne pardannelsesegenskab.

Det er ikke min tanke, at man skal tage sådanne forestillinger med op på prædikestolen, blot, at de måske kan give én en vis basis for at turde påstå, at dette at leve samme i et ægteskab ”til døden skiller os ad” er noget for mennesket naturligt, ikke blot noget, der hører kulturen til. Vi kan også sige, at det giver os mod til med lidt større styrke at påstå, at ægteskabet er indstiftet af Gud, og at det altså derfor hører med til hans gode skabelse.

Det betyder så, at vi med god samvittighed kan sige, at det at blive forelsket hører ungdommen til, men at dette ikke betyder, at det er klogt at give slip på den, man i første omgang var forelsket i, og flyve videre til den næste. Vi behøver ikke argumentere med, at det er imod Guds bud at handle sådan – vi stilles faktisk fri af Gud til selv at beslutte os for det ene eller det andet – vi kan nøjes med at henvise den lykke, ældre ægtepar kan opleve med hinanden, vel at mærke, en lykke, de har, uden at den ene har udnyttet den anden, og derudfra spørge, om ikke det var en god idé at udnytte den betagelse, begge parter for øjeblikket føler for den anden, til at grundlægge en mere indgående personernes groen fast i hinanden.

Og tilsvarende overfor dem, der mener, at de kun står i deres ægteskab med det ene ben, det andet går på jagt efter nye og spændende partnere, de eventuelt kan blive forelsket i og slå følge med: kan man ikke overfor dem argumentere med den lidt trivielle iagttagelse, at de jo bliver ældre for hver dag, der går, og at de, jo ældre de bliver, des mere ueftertragtede bliver de på ægteskabsmarkedet? Så hvorfor ikke blive ved det, man har, og affinde sig med, at man alligevel ikke kan opdrage den anden efter ens egne ønsker til en partner? Hvad man jo for resten heller ikke kan med en eventuel ny partner.

Man kan vel også argumentere med, at alle de småskænderier, man har, måske for en nøjere betragtning ikke altid er den andens skyld, og at man måske ved at leve sig lidt mere ind i sin partners tankegang og væremåde ikke blot kan få disse irritationsmomenter til at aftage, men måske også opdage nye sider af sin partners væsen. Hvis altså det en dag kommer dertil, at den anden røber lidt mere af sin inderste tankegang end sædvanlig. Hvilket selvfølgelig forudsætter, at man har vist sig indlevende og forstående.

Men alt sammen må de fremføres som klogskabsbetragtninger, som gode råd, ikke som en forkromet etik, der for alt i verden skal efterleves, eller som noget, man bør efterleve, hvis man sådan rigtig vil være tilfreds med sig selv. For der er i et ægte ægteskab ikke noget ideal, man skal leve op til, ikke noget krav, man skal efterleve, kun dét er klogt: at leve sig ind i den andens tankegang og væremåde, måske ligefrem at blive ét med den anden.

Der kan vel være ældre ægtepar, hvor man må sige, at de har ladet vanerne tage over. Men der er så sandelig også ældre ægtepar, om hvem man må sige, at de supplerer hinanden til den store guldmedalje.

Så jo, det betyder noget, at Jesus gør oprør mod lovtankegangen, det er væsentligt, at han sætter formaningen – forstået som ovenfor beskrevet – i stedet for lovkravet.

Dette indlæg blev udgivet i Luther, Ny testamente. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.