Vi danskere mener normalt, at vi har skabt et godt samfund. Den måde, vi omgås hinanden på, den måde, vi adlyder vore love på, den måde, vi stoler på vore myndigheder på, alt sammen synes vi er nogenlunde, som det skal være. Selvfølgelig har vi vænnet os til at sige, at alting kan blive bedre, det kan vel vort samfund også, men selv om vi så pligtskyldigst føjer dette sædvanlige vedhæng til vor opfattelse af vort land som et godt land, så rokker det ikke ved vor opfattelse af, at det er et godt land, vi har. Oven i købet er vi tilbøjelige til – men vi siger det aldrig højt – at føje til sådan for os selv, at det er meget bedre end så mange andre lande.
Og spørger man, hvilke lande vi tænker på med denne usagte tilføjelse, kunne svaret være: de muslimske lande.
På den baggrund kan det forekomme noget besynderligt, at vi i 2017 pure nægtede at tage de IS-krigere tilbage til Danmark, der havde deltaget i Islamisk Stats krigsførelse i Syrien og Irak, og at vi nu i 2021 pure nægter at tage de børn tilbage til Danmark, som sidder i fangelejre i den kurdiske del af Syrien. Jamen, tror vi da ikke på os selv? Tror vi ikke på, at vi ved passende foranstaltninger nok skulle kunne overbevise disse galninge om det tåbelige ved det projekt, Islamisk Stat havde gang i? Tror vi ikke på, at vi nok ved gennemtænkte metoder skulle kunne opdrage de børn, der er tale om, til gode danske statsborgere? Eller regner vi med, at tankegangen bag Islamisk Stat er klarere, mere slående overfor svage sjæle end vores demokratiske tankegang?
Noget kunne tyde på det.
Det hænger i ret høj grad sammen med, at vi teologer overhovedet ikke er gået i gang med at undersøge forskellene mellem kristendom og islam. Enten sidder vi stadig fast i kampen mod ateismen, eller også er vi optaget af specielle teologiske problemer, der – besynderlig nok – alle hører hjemme i vor egen teologiske andedam. Og skulle nogen tage sig for – som f.eks. undertegnede – at give sig i kast med den højst besynderlige religion, der hedder islam, hvis tilhængere i stort tal er troppet op i vort land, så mødes vi af hånende og nedladende betegnelser, hvor skældsordet islamofob hører hjemme i den milde ende.
Dengang, i 2017, fik vi som baggrund for vor beslutning en rapport fra bl.a. Magnus Ranstorp om det betimelige i at modtage IS-krigerne. Det var noget, man deri anbefalede os at gøre, men det var som sagt noget, vi pure nægtede. Når man anbefalede det, skyldtes det ikke noget blødsødent hensyn til fangernes menneskerettigheder, men en snæver kalkule om fangernes farlighed. Det var klogere, sagde man, at hjemtage dem og forsøge at afislamisere dem – nej, for resten: man sagde afradikalisere – end at lade dem sidde i lejrene, indtil syrerne ikke gad ofre penge og kræfter på dem mere, så de kom tilbage til friheden og sandsynligvis kom til at udgøre en terrorfare for os danskere.
Men vi kom med alle mulige mere eller mindre gode begrundelser for at nægte at tage dem tilbage. Så det blev ikke til noget.
Nu er det så børnene og eventuelt kvinderne, der er tale om. Og det er i den forbindelse ikke gået Berlingskes journalisters næse forbi, at regeringen vælger rådgivere fuldstændig frit, man tager imod de råd, man er enige med, og handler under dække af den påståede objektivitet, men med samme tilfældighed fravælger man de råd, men ikke er enig i.
Her kan man f.eks. se, hvordan regeringen forkaster råd fra PET:
Torsdag den 26. februar 2021 kunne Politiets Efterretningstjenestes vurdering af, hvordan man bedst minimerer risikoen for terrorangreb i Danmark, pludselig ikke længere bruges.
På et samråd den dag slog justitsminister Nick Hækkerup (S) fast, at regeringen med åbne øjne tilsidesætter tjenestens vurdering af risikoen ved at overlade 19 danske børn til deres egen skæbne i de syriske fangelejre for Islamisk Stats medlemmer og sympatisører.
Ifølge PETs seneste vurdering bliver den fremtidige terrortrussel mod Danmark forøget ved at lade børnene vokse op under vanrøgt og radikalisering.
Men den vurdering flugter altså ikke med regeringens politiske ønsker.
»PET har lavet deres vurdering, og det er jo fair nok. Den stemmer bare ikke overens med regeringens politik, og vi er ikke forpligtet til at indordne os efter, hvad en styrelse måtte mene,« sagde Nick Hækkerup.
Ifølge politolog og professor emeritus Jørgen Grønnegaard Christensen er ministerens udtalelse på samrådet et klasseeksempel på, at regeringen fremhæver en myndighed som PET som »den ypperste fagkundskab«, når det er politisk belejligt – og hælder en faglig vurdering ned af brættet, når den ikke flugter med regeringens politik.
Som man kan se, er Nick Hækkerup så overlegen i sin afvisning, at han overhovedet ikke kommer med noget argument imod PET’s vurdering. Han nøjes med at sige, at den ikke stemmer overens med regeringens politik. Værsgo’ og spis!
Og det hænger i høj grad sammen med, at ingen har prøvet at sætte sig ind i, hvad islam står for, hvilke ord fra koranen det kan være, der fænger hos unge muslimer, så de rejser ned til Syrien for at deltage i det, de mener er islams kamp. Man har nøjedes med overfladiske betragtninger, såsom at der er tale om radikaliserede muslimer (jamen, hvilke ord og hvilke overvejelser har radikaliseret dem?), eller der er tale om mennesker, der er mentalt forstyrrede (jamen, virker de få, vi har set på Tv, ikke meget normale?).
Jamen, det er da alt for farligt at tage sådanne mennesker hjem! Tænk, hvad disse islamiserede kvinder kan opdrage deres børn til! Tænk på, hvordan almindelig muslimsk børneopdragelse fører til had mod værtslandet Danmark! Hvor meget mere had vil så ikke en radikal muslim kunne bibringe sit barn!
Det er jo alt sammen sandt nok. Men viser det ikke også, at vi er kommet dertil i vor folkelige udvikling, at vi bare lever løs uden at skænke det en tanke, hvad vi lever på, hvilke idealer vi har, og hvad disse idealer grunder sig på?
Vi går f.eks. på rygmarven ud fra, at vi ikke vil have dødsstraf i vort land. Og det er udmærket. Men er det ikke en forudsætning for denne afstandtagen, at et menneske aldrig må fratages muligheden for at fortryde noget, det har gjort? Ethvert menneske har en værdighed og anerkender vi denne værdighed, må vi også anerkende, at det har mulighed for at vende tilbage til idealerne for vort samfund.
Den værdighed mente vi ikke, vi kunne tildele IS-krigerne. Og nu altså heller ikke deres kvinder eller børn. Viser det ikke altfor tydeligt, at vi ikke gider gøre os vort samfunds forudsætninger klar? Vi har jo bare regnet med, at de forudsætninger, vort samfund havde, var forudsætninger, alle samfund havde. Og når der viser sig et samfund, som Islamisk Stat, der ikke har disse forudsætninger, betragter vi dem som syge, som ikke-menneskelige, som fejlslagne. At give sig til at undersøge deres forudsætninger og stille dem op overfor vort samfunds forudsætninger, det gør vi ikke. For vi har ikke gjort os vort samfunds forudsætninger klar.
De overvejelser, jeg i sin tid gjorde mig om IS-krigernes tilbagevenden, se evt. denne artikel om mine tanker desangående, gik ud på lade dem komme tilbage på betingelse af, at de fandt sig i være indespærret i et halvt års tid i en celle, hvor et fjernsyn uden afbryderknap underviste dem i det videnskabelige syn på koranen. Meningen var, at man på den måde kunne forsøge med rationelle og videnskabelige argumenter at underminere muslimers tro på, at koranen er Guds direkte ord til os mennesker. Det mente jeg dengang måtte være en førsteprioritet for den, der vil afislamisere IS-krigere. Og det mener jeg stadig.
Der er mange mere eller mindre soleklare beviser på, at koranen ikke er skrevet af Gud. F.eks. er der fire forskellige advarsler mod at drikke spiritus. Det har fromme muslimer ordnet i rækkefølge fra de mere uskyldige advarsler til det helt afvisende forbud, og denne rækkefølge tolker de så som en tidsfølge. Men dermed beviser de uden at ville det, at koranen er skrevet af Muhammed. For man kan forstå, at Muhammed må gøre sig sine erfaringer med, hvordan alkohol påvirker mennesker, men at Han, der har skabt både alkohol og mennesker, skulle have brug for at gøre sig erfaringer med alkohol, og at Han skulle gøre det netop i forbindelse med Muhammeds arbejde på at skabe sig en menighed, det er en umulig tanke.
Om man ligefrem skal spærre disse muslimer inde, er måske tvivlsomt. Men jeg vil mene, at man godt kan tvinge en vis lærdom ind i folk. Det kan godt være, at de vil sige, at de ikke tror en disse på det, vi fortæller dem, og det kan også godt være, at de overfor deres venner bedyrer, at de stadig holder sig til de muslimske trossætninger – det er for øvrigt en grund til, at man nok bør undervise dem i enrum uden mulighed for kontakt med deres medsammensvorne – men bare det, at de kun slippes løs, når de kan svare rigtigt på sådanne videnskabelige spørgsmål, vil betyde, mener jeg, at de kommer ud som mere tænksomme mennesker.
Man kunne også overveje, om man kunne lade islams historie – set ud fra et vestligt synspunkt – indgå i pensum. Jeg mener: historien selv udviser jo alle tænkelige beviser på, at islam er en krigerisk religion, og at muslimerne igennem diverse koranord mener, at de har fået ordre til at erobre den ganske verden og med magt gøre den muslimsk.
Jeg gjorde f.eks. tilbage i 2008 opmærksom på det citat fra al-Waqidi, som David Gress i 2006 bragte i Jyllands-Posten, se her. Det handlede om muslimernes erobring af Sicilien – vi europæere for længst har glemt, at Sicilien blev erobret af muslimerne – og ifølge al-Waqidi har muslimerne truet indbyggerne til omvendelse på følgende måde:
“Den eneste grund til, at vi er her, er for at I skal antage vor tro, tro på gud og hans sendebud, bede på ret vis og adlyde guds forskrifter. Så vil I være sikre i jeres huse og ejendele. Hvis I ikke vil omvende jer, må I antage os som herrer og betale jizja (underkastelsesafgift, red.), men må beholde jeres huse. Hvis I derimod afviser vort tilbud, så vær advaret og vid, at kun sværdet da vil afgøre sagen.”
Men altså, Sicilien blev engang erobret af muslimerne, Rom blev sågar også på et tidspunkt indtaget af dem, andre støttepunkter rundt om i Middelhavet havde de også igennem længere tid, ligesom det meste af Spanien blev erobret i 700-tallet. Alt dette måtte vi arme europæere møjsommeligt erobre tilbage. Og da endelig Spanien så nogenlunde blev befriet, begyndte osmannernes erobring i den anden ende af Middelhavet. Konstantinopel blev erobret i 1453, en ungarsk hær blev slået noget så eftertrykkeligt i 1526, og først, da osmannerne belejrede Wien i 1683, men blev slået tilbage i sidste øjeblik, fik vi fred for osmannerne eller tyrkerne. Siden har Tyrkiet været Europas syge mand.
Men mere end det: For under alle disse år har muslimske slavejægere været på spil mod islams nabolande, både Afrika og Europa. Helt op til Island gik deres slavejagt. Dette utyskevæsen holdt først op, da amerikanerne, der jo var blevet en selvstændig stat i 1776 og hvis skibe derfor ikke mere sejlede under det engelske flag, blev trætte af, at muslimerne i Algeriet opbragte deres skibe, og derfor sendte en hærafdeling til landet i 1816, som erobrede hovedstaden og således tvang muslimerne til at ophøre med dette uvæsen.
Alt sådant kunne man også undervise de indsatte IS-krigere og deres hustruer og børn i.
Men ak, det vil ikke kunne lade sig gøre. Dels fordi der nok skal være én eller anden international konvention, der forhindrer os i at anbringe disse ”elever” under lås og slå, men nok mest, fordi vi i den grad har vænnet os til at se muslimerne som ofre for os onde vesterlændinge, at det, der er forudsætningen for denne undervisning: at det er os, der op igennem historien har været ofre for muslimernes efterstræbelser, nærmest bliver betragtet som en løgn af almindelige danskere.
Så undervisningen skal nok i første omgang rettes mod os danskere. Og inden vi får lært lektien, er nok de fleste IS-krigere døde. Her eller dèr.
Men for en sikkerheds skyld: Man kan nok forstå på dette, at jeg ikke går ind i en moralsk diskussion om vor forpligtelse til at hjemtage disse børn eller om, hvorvidt vi skal vise os onde og umoralske eller hjælpsomme og gode. Det, jeg er optaget af, er alene at påvise vor manglende selvrespekt i behandlingen af fænomenet ”islam”. Og det undrer mig stadig, at vi ikke tør stå ved vore egne udmærkede idéer. Det turde vi godt, dengang fjenden hed kommunismen. Da kunne vi diskutere på nogenlunde ordentlig vis, om der kunne gives en ”god” marxisme, eller om Lenin havde misbrugt Marx på uhyggelig måde. Men at diskutere islam i vore dage er næsten umuligt. Og blandt andet derfor tør vi ikke tage IS-krigerne eller deres kvinder og børn hjem.
ricardtriis 