Guruen Kierkegaard

I en lang artikel i Kristeligt Dagblad den 31-8, se her, har Sørine Gotfredsen anmeldt Anders Kingos nye bog ”Søren Kierkegaard og herrnhuterne”. Hun siger, at hun er vild med den bog, og at folkekirken ville stå stærkere, hvis alle præster læste den.

Det frister mig til igen at beskæftige mig med Kierkegaard, skønt jeg ellers har lagt ham på hylden for lang tid siden. Men det bliver nu nok mere Anders Kingo, jeg kommer til at beskæftige mig med. Og da Anders Kingo sådan i al almindelighed mener det modsatte af mig, vil jeg nok snarere advare landets præster om at læse hans bog end opfordre til det.

Og hvorfor nu det?

Jo, Anders Kingo har dannet sig sin egen lukkede tankeverden, hvorindi han har haft held til at inkorporere de fleste af Kierkegaards forestillinger. Han opererer således med et syn på ”det moderne”, hvorefter René Descartes med sin tvivl (De omnibus dubitandum est, som han sagde) får skabt et nyt centrum for verden i modsætning til det, Luther og hans samtidige regnede med. Hvor Luther regnede Gud for verdens centrum, blev mennesket i Descartes’ tænkning det egentlige centrum. Gotfredsen beskriver det således:

Gennem syndsbevidsthed skal mennesket forstå, at det intet formår ved egen kraft og derved sande, hvor meget det modtager fra Gud.

Denne dialektik er en grundnerve i bogen, og Kingo kæmper for at skubbe mennesket tilbage til den modtagende position, der med den moderne filosofi med René Descartes i spidsen fra 1600-tallet og frem gik tabt. Kingos beskrivelse af, hvordan mennesket blev til ”det tvivlende subjekt,” er fremragende og understreger, at vi ikke kan overvurdere betydningen af dette fald ud af det gamle tilværelsessyn.

Og i et foredrag på YouTube, se her, går Kingo selv lidt nærmere ind på den forestilling.

Men det forekommer mig, at hverken Gotfredsen eller Kingo er opmærksom på det problem, Kingos tankegang rejser. Det kan godt være, at centrum er forskudt fra Gud til menneske, men både før og efter forbliver det problem levende og måske uløst: hvordan afgøre, hvad der er Guds tale og hvad der er menneskets egne drømmerier?

Tvivlen er blevet et æret tegn på intellektuel bestræbelse, og når det i stigende grad i dag er populært, ikke mindst blandt kunstnere og kreative, at bekende sig til kristendommen, nævnes tvivlen ofte som garant for, at man stadig rummer respektabel fornuft. Dette dobbelte bogholderi angribes her med Anders Kingos iver efter at få os til at forstå, at vi jo med syndefaldet har mistet selve betingelsen for at kunne vurdere guddommelig sandhed. Mennesket er nemlig selv usandhed, og indser man ikke dette, kan man heller ikke forstå, i hvor høj grad man insisterer på at forme den højeste sandhed efter sit eget omskiftelige følelsesliv.

Hvis mennesket er usandhed, er så ikke både Gotfredsen, Kingo og Kierkegaard usandhed? Og hvordan kan der så komme noget sandt ud af det, de skriver? Vil det ikke altid blot være et forsøg på at forme den højeste sandhed efter sit eget omskiftelige følelsesliv? Vi kan ikke, siger Kingo, vurdere guddommelig sandhed efter syndefaldet. Men hvordan kan så vi blive tiltalt af Gud? Hvordan kan vi være sikre på, at det er Gud, vi tiltales af?

Ja, i videoen hævder Kingo, at al Det ny Testamentes tale er tiltale. Og det gør han sikkert med Kierkegaards godkendelse. Vi læser Holbergs epistler med omtanke, siger han, fordi sådan er de lagt an. Men Paulus’ epistler, hvordan læses de? Jo, de kræver ikke omtanke eller overvejelse, de skal læses som tiltale. Overfor dem standse alle menneskelige indvendinger. Der er tale om, at mennesket her står overfor sin skaber og kun kan rette ind efter hans ord.

Gotfredsen refererer:

Med Kierkegaard kan mennesket nemlig ikke med hjertet gribe Gud, før det med hjertet har mistet sig selv og forstår, at enhver betingelse for overhovedet at begribe det væsentligste skal skænkes.

Javel, men er det nok, at mennesket føler, at det væsentligste er skænket det? Eller rækker det, at et menneske overfor andre kan erkende, at det, det her siger, er givet det ovenfra? Hvordan i det hele taget skelne mellem det, jeg selv har tænkt mig frem til, og det, Gud har skænket mig?

For mig at se er den gud, som Kingo taler om, lige så fjern eller nær som Muhammeds gud. Han kommer ind i tankerækken som noget fuldstændig uforklarligt, som en eksistens, der udelukkende bygger på en påstand, som noget, hvis tilværelse ikke påvises af noget menneske, ikke erfares af noget menneske, men udelukkende hænger i luften som en løs og ubegrundet påstand.

Og tag dette med Det ny Testamente som Guds tiltale! Jamen, f.eks. Paulus’ brev til Filemon er ikke Guds tiltale. Det er den ene kristnes formaning til den anden kristne. Og oven i købet vil formaningen ikke have Filemon til at klappe hælene sammen og rette sig efter det, Paulus siger, nej, den vil have Filemon til selv at forstå det nye og anderledes forhold, der efter Onesimus’ omvendelse til kristendommen nu er tale om mellem ham og hans slave, og så handle i overensstemmelse dermed. Men det er så sandelig noget, Filemon skal forstå. Om Filemonbrevet, se her.

Hvad Muhammed derimod siger i koranen, det er guds ord i ren aftapning, det er noget, det kun drejer sig om at adlyde, ikke komme med indvendinger imod, ikke stille spørgsmålstegn ved.

Og sådan afbilder Kingo også Kierkegaards tale om Guds tiltale. Men er det kristen gudsforståelse? Og er det Kierkegaards gudsforståelse? Det sidste er måske i højere grad tilfældet end det første. Men det er ikke uden videre sikkert, at Kierkegaard vil se den samme modsætning mellem tradition og modernitet, som Kingo forstår hans virken i.

Her til sidst vil jeg godt prøve at vise, at man godt kan se forholdet mellem tradition og modernitet på en helt anderledes inkluderende måde, nemlig ud fra spørgsmålet om, hvilke kræfter der styrer mennesket, om det er menneskets egne kræfter eller tilværelsens kræfter.

Jeg har her forsøgt at sige noget om striden mellem Luther og Erasmus. Hvis man nu vil give mig ret i, at de to herrer ikke arbejder med en verden styret af naturlove, men med en verden styret af Gud, så kan man formentlig godt se, at de egentlig står overfor den samme problematik, som vi moderne mennesker står overfor.

Vi står jo nemlig med videnskabens enorme fremskridt og skal søge at danne os et menneskebillede ud fra det. Der er dem, der har hævdet, at vi stillet overfor neurologiens forklaringer på vore hjerners funktion må nægte al tale om en fri vilje hos mennesket, ja, måske endda nægte al tale om nogen sjæl eller bevidsthed hos os. For hvad der sker i hjernen, foregår jo naturlovsbestemt, og hvor naturloven hersker, må al frihed vige.

Ved at studere striden mellem Erasmus og Luther er jeg blevet klar over, at de to står med det samme problem. Hvordan kan man fastholde en fri vilje hos mennesket, når én kraft, nemlig Guds kraft – Gud forstået som den første årsag med Aristoteles’ udtryk – gennembæver os alle. Det var noget af en overraskelse for mig at læse dette stykke hos Erasmus i hans svar på Luthers angreb:

På Diatribens vegne vil jeg svare, at den aldrig har sagt, at Gud virker alt i alle. Den har hævdet, at nåden i alle gode gerninger samarbejder med mennesket, men at Gud i os skulle begå utugt, drikke sig fuld, lyve, være misundelig, slå ihjel, det har Diatriben aldrig hverken ment eller sagt, for selv om det i en vis betydning kan synes at være sandt, plejer jeg dog helst at afholde mig fra at sige den slags ting. (Se her).

Er Gud så almægtig, at han står bag alle disse ting hos mennesker? Ja, det kan i en vis betydning synes at være sandt. Blot kommer Erasmus ikke her med modargumenter, selv om han andetsteds har sine tanker om, hvordan man kan tænke sig det.

Og Luther er ikke den hardcore determinist, som man skulle tro. Han siger i ”de servo arbitrio”:

Men hvis vi siger, at den frie viljes kraft er den, hvorved mennesket er duelig til at blive grebet af ånden og blive fyldt af ånden, eftersom det er skabt til enten evigt liv eller evig død, så vil vi tale ret. For denne kraft, det vil sige, denne egnethed, eller, som sofisterne kalder det, denne dispositive kvalitet og passive egnethed, den bekender også vi. Hvem véd ikke, at denne kraft ikke er indgivet træer eller dyr? Som man siger: Himlen blev ikke skabt for gæs. (Se her).

Jeg har i min bog om Kaj Munks skuespil ”Fra Tidehvervet”, den, der hedder ”Mennesket, robot eller person”, prøvet at løse dette problem ved hjælp af tanken om dobbelt kausation, altså i mikrokosmos gælder neurologien, men i makrokosmos gælder menneskets grebethed af sproget. Det skuespil handler om den romerske filosof Lucrets og hans store værk ”De rerum natura”, et værk, for øvrigt, hvor Lucrets, også han, tager livtag med problemet om menneskets indfatning i naturens kræfter.

Denne iagttagelse kan man godt skrive sig bag øret. For det gælder for mange af vore analyser, at de tager fejl, når de mener, at vi moderne mennesker står i en klasse helt for sig, har problemer, som menneskeheden aldrig før havde haft. Det passer ikke. Vi har andre iagttagelser, vi har videnskabens enorme fremmarch at tænke ud fra, men i bund og grund er problemerne de samme.

Det vil i forbindelse med Anders Kingos Kierkegaard-analyse sige, at den rammefortælling, han sætter Kierkegaards tanker ind i, måske kan opnå tilslutning fra Kierkegaard selv, men ikke holder for en nærmere undersøgelse.

Dog, dette forhold kræver en nærmere analyse, som jeg tænker på at lade følge i et kommende indlæg.

Dette indlæg blev udgivet i Etik, Ny testamente og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.