”Mig er givet al magt i himlen og på jorden”. Sådan siger Jesus ved sin himmelfart, se Matt 28,18. Og han føjer til, at vi af den grund skal gå hen og gøre alle folkeslagene til hans disciple.
Men dette med, at Jesus har al magt i himlen og på jorden, er jo i grunden en mærkelig påstand. Hvordan kan et menneske, der blev korsfæstet, have nogen magt overhovedet? Det kan han vel kun have, hvis Gud har opvakt ham fra de døde. Men det betyder jo så, at der i de kristnes opstandelsespåstand ligger en tro på, at netop dette menneske og den holdning, dette menneske udviste, er grundlag for al magt. Og hvordan kan denne holdning være det? Det er jo en holdning, der er kendetegnet ved det, jeg har kaldt afsmitningsreglen, altså ved den sociale lovmæssighed, at den forstående, tillidsfulde og voldsfrie holdning, som et menneske udviser, vil smitte, så de fællesskaber, han står i, bliver præget af forståelse, tillid og voldsfrihed. Og er det ikke en alt for optimistisk opfattelse af have?
Det kan synes så, ja. Men på den anden side: Hvis ordene her skal betyde mere end det, vore dages prædikanter plejer at sige, må de så ikke forstås sådan?
Jeg har efterhånden hørt en del prædikener, hvor Guds omsorg for os mennesker får lov at stå der som en ren og skær påstand. Hvordan Gud vil udvise omsorg for os, om han vil beskytte os mod sygdomme, om han vil holde negative følelser borte fra os, intet af det fortæller præsten noget om, blot dette, at Gud er god og kærlig og omsorgsfuld, som om selve disse tomme ord kan give os tryghed.
Mest bemærkelsesværdigt er det nok, at den formaning, som både Det ny Testamente og Luther mente, det kristne evangelium førte frem til – formaningen om at styrke fællesskabet – den formaning høres næsten aldrig. Oven i købet kan man af og til høre noget, der næsten er en parodi på den kristelige formaning, nemlig Luthers ord ”Synd tappert”. Jeg har her forsøgt at sætte dette ord ind i dets rette historiske sammenhæng, hvorved det skulle blive klart, at ordet intet har at sige os nutidsmennesker, fordi vi ikke deler Luthers overbevisning om, at samlejets brunst er udtryk for menneskets iboende synd.
Men én ting er, at moderne præster helst undgår at tale om martyrteologi, én ting er, at de helst taler om Guds omsorg i alt for bløde vendinger, noget helt andet er, om man i vore dage virkelig for alvor kan skære igennem alle den nuværende verdens magtkonstellationer med Jesu ord her: Nej, det er ikke Putin eller andre diktatorer, der har magten, det er ikke store pengemænd, der kan bestemme over alle os andre, det er ikke skjulte konspiratorer, der styrer os andre, det er den henrettede Jesus, det er det menneske, der blev korsfæstet, fordi han fastholdt den holdning, at et menneske bør sige sandheden, også om det koster ham livet.
Ja, mere endnu, den sandhed, der skal siges, er afsmitningsreglens sandhed, altså dette, at den tillid, du viser andre, den smitter, så også de bliver grebet af tillid. Viser da ikke verdens tilstand, at dette aldeles ikke er en social lovmæssighed, man kan regne med?
Jeg tog i påsken denne problematik frem her. Her gik jeg ud fra Lars Sandbecks fornægtelse af Jesu fysiske opstandelse og skrev så:
Og lad mig bare – nu jeg er i gang – slå Lars Sandbeck med adskillige hestelængder, hvad angår dette at bøje sig for videnskabens tale. Han bøjer sig for lægevidenskaben, der siger, at et dødt legeme ikke bliver levende. Jeg bøjer mig for historievidenskaben, der nægter at lade et under som Jesu opstandelse indgå i fortællingerne. Det vil sige, jeg går med til, at det er naturligt at forestille sig, at alle opstandelsesberetningerne i Det ny Testamente er afspejlinger af de første disciples entusiastiske tilstand. På baggrund af Jesu egne forudsigelser af sin opstandelse kom disciplene til at bilde sig ind, at de så Jesus så her og så dèr. De så ham gå på vandet, de så ham ved sammenkomsterne i Jerusalem, de så ham ved Peters fiskedræt, osv., osv. Alt sammen syner, disciplene havde, ganske svarende til det syn, Paulus havde af den opstandne Jesus udenfor Damaskus.
Det er tanker, som jeg tidligere havde fremsat i digterisk form, se her. Dengang skrev jeg to udgaver af en gendigtning af ”Hil dig, Frelser og Forsoner”, inspireret af et digt af Simon Grotrian. I den sidste af de to hedder det i vers 6 og 7 som en tiltale til Jesus om Peter og hans fornægtelse:
6. Var det midt i denne våde,/ at et ord om håb ham nå’de?/ Selv du havde forudsagt det,/ som en tanke forud lagt det/ i hans sind: opstandelse.
7. At du skulle dø og opstå,/ at han skulle freden opnå,/ hvad han ønskede så gerne,/ skabte syner i hans hjerne!/ Eller stod du virk’lig op?
Her antyder jeg som man kan se det samme: At det alt sammen måske lige så godt som gennem en fysisk eller legemlig opstandelse af Jesus kan forklares med syner, som disciplene havde, hvor de mente at se Jesus som opstanden.
Men det er værd at få det med, der er årsagen til, at jeg kaster mig ud i et sådant vovestykke. Det bygger jo nemlig på den antagelse, at underets Gud nok virkede dengang, men at det er langt mere vedkommende, at han virker i dag gennem sin ånd. At vi nutidsmennesker kan komme til at handle ud fra afsmitningsreglen, at vi kan vise vor næste tillid og forståelse, at vi derigennem kan bevirke, at vore fællesskaber kommer til at blive præget af tillid og forståelse, det er jo ikke noget, der sker ved vore kræfter, det sker ved Guds ånd, altså ved et under, der måske ikke er så spektakulært som opstandelsesunderet, men til gengæld er langt mere udbredt, fordi det optræder i enhver menneskelig talehandling.
Det syner af så lidt, dette, at vi mennesker i sin tid fik et sprog. Hvad der lå i sproget, hvad det indebærer at blive forvandlet fra et ikke-sprogligt individ til en sprogbærer, det er svært at forstå. De fleste videnskabsfolk af i dag synes vist, at sproget blot er et ekstra kommunikationsmiddel, intet mere. Og det må da også indrømmes, at det umiddelbart kan være svært at se, at sproget gør nogen forskel overhovedet.
I den chimpanseflok, som Jane Goodall beskriver, forekommer der både individsammenknytning og individkonkurrence. Mor og barn er knyttet sammen. Søskende holder sammen, og indenfor flokken holder man sammen mod individer fra andre flokke. Dem møder man med aggression.
Så kom sproget til, og der så ikke ud til at ske noget som helst. Og dog. Sproget skabte et ejendomsbegreb. Og så gik det ikke for sig i flokken som tidligere, hvor et højere rangerende individ blot kunne række hånden ud, så gav det lavere rangerende individ den godbid fra sig, som han havde anskaffet sig. Nu bøjede alle invidivider i flokken sig i stedet for ejendomsretten, dvs., man anerkendte med denne ret den anstrengelse, som enkeltindividet havde haft for at få fat i en godbid.
Den anerkendelse kan med en vis ret siges at være det første udslag af afsmitningsreglen. Man kan også sige, at det var det første udslag af den gyldne regel. Fordi man bøjede sig for det svagere individs rettigheder – og rettigheder er altså et sprogligt begreb, der blev givet mennesket via sproget – kunne man selv opleve glæden ved at besidde rettigheder.
Om det var ejendomsretten eller noget andet, der bevirkede det, kendsgerningerne er, at mennesket i modsætning til de dyr, de nedstammede fra, fik mulighed for at danne samfund af en helt anden størrelsesorden end noget dyresamfund.
Men så blev ejendomsretsbegrebet udfordret på anden vis. Så måtte menneskeheden igennem den svære læringsproces, at ejendomsretten ikke kan gælde andre mennesker – man kan ikke eje et andet menneske, slaveri var forkert, fandt man langsomt ud af. Endnu har vi ikke fundet ud af, at man heller ikke med samme selvfølgelighed kan eje et stykke jord, som man kan eje en brugsgenstand, men det kan måske komme. Hvorom alting er, i vore samfund har vi opnået en meget stor produktivitet, som vi kan glæde os over, og som skyldes den evne til samarbejde, som ejendomsretsbegrebet har givet os.
Dog må man sige, at den konkurrencementalitet, som prægede chimpansesamfundet, stadig plager os. Ja, vi må indrømme, at den villighed til at bekæmpe fremmede samfund, som fandtes dengang, synes til stadighed at blomstre op hos os, sprog eller ikke sprog.
Kan vi virkelig sådan i fuldt alvor hævde, at al magt i himlen og på jorden tilhører det menneske, Jesus fra Nazareth, der i ét og alt underlagde sig afsmitningsreglen? Afsmitning på det storpolitiske område synes jo at være en by i Rusland. Hvis man da ikke skal sige: en by alle andre steder end netop dèr.
Min opfattelse er – hvad der vel ikke kan undre den trofaste læser – at vi virkelig med fuld stemmeklang kan gentage disse ord om verdensherredømmet, sådan som vi gør det ved hver dåb, vi foretager i folkekirken. Det gør mig ikke noget, at vi ikke mere taler om ”kristne værdier”, men om ”vestlige værdier”, blot vil jeg argumentere for, at det er kristendommen, der har givet os disse værdier, hvad enten det så er en ateist eller en kristen, der kæmper for dem. Ja, jeg vil også at argumentere for, at disse værdier, først og fremmest ytringsfriheden, er almenmenneskelige værdier, ikke specielt europæiske eller amerikanske værdier.
Det viser sig jo også, at utrolig mange lande har taget disse værdier til sig. Alle lande synes at skulle kunne prale af én eller anden form for demokrati, selv muslimske lande, selv om der ikke synes at være særlig megen demokrati i den måde, landene fungérer på. Og hvorfor skal de det? Fordi denne almenmenneskelige værdi er slået igennem.
Og man har også, i hvert fald indtil Ruslands nylige ageren, betragtet det som en dyd for at land at holde de aftaler, man har indgået. Man kan i al almindelighed godt indse, at slækker vi på denne dyd, så er det lige ved, at man må sige, at så er kun krig tilbage som en mulighed.
Så jo, sproget og dets afledede virkninger spiller stadig en uovertruffen rolle i den menneskelige tilværelse. Bag kulisserne udøver det sin stille virkning.
Og man må stadig håbe på det bedste på trods af, at det journalistiske ideal: at holde fast ved sandheden, også om det koster én noget, synes at være blegnet ikke så lidt i de sidste årtier.
ricardtriis 