Skygger Luther?

Ja, det er, hvad forfatterne til bogen ”Må vi være her?” påstår (Se bogen her). Fra side 18 og nogle sider frem er der et helt afsnit med titlen ”Luther skygger”. Og her skriver de blandt andet:

Teologisk set bygger Luther videre på Augustins arvesyndslære, som fastslog, at ethvert menneske fra undfangelsen er besmittet med synd. Altså, at vi i udgangspunktet er onde. Og at vi står under Guds fordømmelse til evig fortabelse. Vi er i udgangspunktet langt fra Gud, og der er ikke noget, vi kan gøre ved det. Ingen afladsbreve og ingen gerninger kan hjælpe os. Men der er en mulighed. For Gud kan gøre noget. Han kan gøre os retfærdige. Gøre os rene. Tage os ind til sig. Det er frelse. Men hvis han ikke gør, så er vi fordømt, og straffen er evig pine. Beslutningen er helt op til Gud.

Og ikke sandt, det lyder jo udmærket, det er lige vand på min mølle. Så må jeg da være tilfreds, og vi kan gå videre til andre emner.

Ja, tøv nu en kende!

Som så ofte før i teologien er tingene lidt mere indviklede, end man i første omgang synes. De gode forfattere gør op med én fejltænkning hos Luther, men de lider selv af to fejltænkninger.

Den ene er, at de lider af egenskabstænkning, den anden, at de misforstår mytens funktion.

For at forstå, hvordan disse fejl ytrer sig, blader vi frem til side 46. Der begynder nemlig et kapitel, der hedder ”Reformer”. Og her finder vi forskellige forslag til nyformuleringer, blandt andet dette:

Ingen er udelukket fra denne frelsesproces. Alle er på vej. Alle frelses. (Hermed afvises læren om den såkaldte ’dobbelte udgang’, som betyder, at nogen frelses og andre går fortabt. Særligt afvises den augustinsk-lutherske forestilling om den såkaldte ’dobbelte forudbestemmelse’, hvor det er Gud selv, der vælger, hvem der skal frelses og hvem, der skal fortabes. Denne tankegang gør Gud til en djævel.)

Det er egenskabstænkningen, der her slår igennem. Enhver person, også Gud, er bestemt af visse egenskaber og handler ud fra disse egenskaber. Er man ond, kommer der onde handlinger ud af det, er man god og kærlig, kommer der gode og kærlige handlinger ud af det. Og fordi man går ud fra, at det kristne budskab går ud på, at Gud er god og kærlig, fører egenskabstænkning nødvendigvis til det resultat, at Gud ikke kan lade nogen af sine skabninger gå fortabt.

Og ikke sandt, det lyder da meget tilforladeligt. Men som altid, skal man være opmærksom på, hvad der ikke siges. Der gøres ikke noget ud af de nytestamentlige dommedagsforestillinger, f.eks. dem, der i hele tre lignelser ses i Matt 25. I alle disse tre lignelser optræder Gud (eller Kristus, om man vil) som en ovenud skrap herre, der aldeles ikke har tænkt sig at handle ud fra egenskaberne ”kærlig” og ”god”, men barsk og afvisende siger ”Jeg kender jer ikke” til brudepigerne, vers 12, lader herren – altså Gud – befale, at den uduelige tjener skal kastes ud i mørket udenfor, hvor der skal være gråd og tænderskæren, vers 30, og minsandten i den sidste lignelse synes at være tilhænger af tanken om en ”dobbelt udgang”, idet det til dem ved den venstre side siges, at de skal gå bort til den evige ild, som er bestemt for Djævelen og hans engle, vers 41.

Det må vel siges at have været på sin plads i en bog, der vil bygge på tanken om alles frelse, at tage de nytestamenteligt udsagn i betragtning, der modsiger en sådan frelsesforståelse. Men nej, det vil vore forfattere ikke sige noget om. Skyldes det mon, at de ikke har gennemtænkt det?

Den tanke, at dommedagsforestillingen er en myte, der vil sige til os, at vi lever vort liv under ansvar, men ikke vil fortælles os noget om himmel og helvede som absolutte størrelser, har i det mindste hjulpet mig til bedre at komme til rette med disse dommedagsforestillinger. Så bliver det, Jesus siger i lignelsen om verdensdommen: at de, der frikendes, ikke véd, at de har gjort noget, der berettiger til frikendelse, umiddelbart sammenligneligt med det, han siger om almisse i Matt 6,3: at almissen skal gives, så den venstre hånd ikke véd, hvad den højre gør, og videre – såmænd også det – at sammenligne med det ægteskabsbillede, jeg bragte dette indlæg. Og tænk, dèr kom Luther til at hjælpe os til en bedre forståelse af, hvad det kommer an på!

Men han gør mere end det. Bogen vil vende sig imod Luthers tanke om ”den skjulte Gud”, se dette reformforslag:

Gud er entydig god og ophav til alt som er. Gud er magten til at være til i alt som er til, men er ikke årsag til det onde. Gud skaber retfærdighed, frelse og fællesskab ved hjælp af sin godhed og kærlighed og ikke ved hjælp af trusler om evig fortabelse. Gud har åbenbaret sig fuldt ud i Jesus Kristus. (Hermed afvises den lutherske tanke om ’den skjulte Gud’, som udtrykker, at Gud også har en for os ubegribelig vilje til at lade nogle mennesker gå fortabt og pines i evighed)

Først ser vi nu også her egenskabstænkningen i funktion. Men dernæst vender man sig temmelig uklogt imod Luthers position i forhold til Erasmus i den diskussion, de førte i 1525. Det er sandt, at Luther her fremfører en tanke om ”den skjulte Gud” som vist det eneste sted i sine skrifter. Dog er det problem, de to kæmper kæmper om, ikke så meget spørgsmålet om fortabelsen, mere spørgsmålet om Guds almagt i forhold til den menneskelige vilje – hvis Gud er almægtig, styrer han så også menneskets vilje – et spørgsmål, som bogen ikke er bekendt med som et problem. Og det er det spørgsmål, han ender med at henvise til den skjulte Gud, dvs., henvise til de spørgsmål, vi ikke skal stille,, fordi vi ikke er guder, men kun mennesker. Han skriver hen imod slutningen af sit værk ”Om den trælbundne vilje”:

Vi kan tænke os tre lys, naturens lys, nådens lys og herlighedens lys, sådan som man skelner i almindelighed og med rette. I naturens lys er det uløseligt, at det er retfærdigt, når den gode møder trængsler og den onde har det godt. Men dette løser nådens lys. I nådens lys er det uløseligt, hvordan Gud fordømmer den, som ikke med sine egne kræfter kan gøre andet end synde og være skyldig. Her siger både naturens lys og nådens lys, at den, der er skyldig, ikke er det elendige menneske, men den uretfærdige Gud, de kan nemlig ikke dømme anderledes om en Gud, som kroner det ugudelige menneske uden at han har gjort sig fortjent til det og undlader at krone en anden og i stedet fordømmer ham, skønt han måske er mindre ugudelig og i hvert fald ikke mere ugudelig. Men herlighedens lys siger noget andet og vil vise os, at Gud, der nu kun har en dom af uforståelig retfærdighed, til den tid vil være af den mest retfærdige og klare retfærdighed, blot sådan, at vi indtil da skal tro det, formanet og bekræftet af dette eksempel med nådens lys, som et lignende mirakel fuldbyrder i det naturlige lys. (Se her).

Dermed siger han nogenlunde det samme, som Johannes’ disciple, der jo har skrevet Joh 21, lader Jesus sige til Peter, da han spørger, hvordan det skal gå Johannes:  »Hvis jeg vil, at han skal leve, til jeg kommer, hvad angår det så dig? Følg du mig!« (Joh 21,22).

Så vil man måske spørge: ”Jamen, hvordan kan der være noget i vejen med egenskabstænkningen? Den anvender vi da alle mulige andre steder, hvorfor så ikke her?”

Og svaret er, at man med egenskabstænkningen tænker individuelt. Og i denne individuelle tankegang har man slet ikke blik for den relationelle tankegang. Vi handler ikke som enkeltindivider, vi handler altid i forhold til andre mennesker. Der foregår et spil mellem dig og din næste. Måske styrkes tilliden mellem jer, måske ødelægges forholdet ved en for hård bemærkning. Det afgørende for de handlinger, der foregår imellem jer, er ikke din eller din næstes mere eller mindre gode egenskaber, men den tillid og den fortrolighed, der hersker imellem jer. Det siger Luther også ganske tydeligt med det billede fra et ægteskab, som jeg henviste til tidligere i dette indlæg.

Man kunne også henvise til Luthers reformatoriske opdagelse.

Han var jo i klostret ved at gå til, fordi han var låst fast i den opfattelse, at det var ham, der skulle gøre noget for at udvirke sin frelse. Han har beskrevet sine lidelser i 1518 i sine resolutioner over de 95 teser. Her skriver han:

Men også jeg har kendt et menneske, som forsikrer, at han ofte har lidt disse straffe, igennem et meget kort tidsinterval, men det var i den grad store helvedesstraffe, at hverken sproget kan sige det eller pennen skrive det, eller den, der ikke har erfaret det, kan tro det, således at, hvis de var varet ved, eller havde varet bare en halv time, ja bare ti minutter, så ville han helt været gået til grunde og alle hans ben ville være blevet til aske. Her viste Gud sig forfærdelig vred, og sammen med ham hele skabningen. Da var der ingen flugt, ingen trøst, hverken indvendig eller udvendig, men der var anklage for alle ting. Da græd han frem dette vers: ‘Jeg er fordrevet fra dine øjne’, og han vovede slet ikke at sige: ‘Herre, straf mig ikke i din vrede’. I dette øjeblik, ja det er mærkeligt at sige det, kan sjælen ikke tro, at den nogensinde bliver forløst, kun føler den, at straffen endnu ikke er fuldbyrdet. Men den er evig, og han kan ikke bedømme den til at være timelig. Alt, hvad der er tilbage, er det blotte og bare ønske om hjælp og en forfærdelig sukken, men han véd ikke, hvorfra han skal bede om hjælp. Her bliver sjælen ophængt sammen med Kristus, så man kan tælle alle dens ben, og hver krog af sjælen er fyldt med den allerstørste bitterhed, rædsel, frygt, sorg, men alt dette varer evigt. (Se her).

Jeg har brugt dette citat i en lille afhandling om Luthers skærsildsforståelse, se her, ud fra den tanke, at Luther mente om sig selv, at han i sådanne anfægtelser havde været i skærsilden. Han blev således ved med at sige, at han vidste, at der fandtes en skærsild, indtil han endelig i 1529 skrev, at skærsilden er udsprunget af menneskelig fantasi. Men her er det væsentligt at holde sig for øje, at denne frygt ikke var noget, han kæmpede sig ud af ved egne kræfter, men noget, der blev lagt ind i hans sind. Han skriver i 1545 om sin omvendelse:

Således rasede jeg med en vild og forvirret samvittighed, men dog bankede jeg vedholdende på hos Paulus i det skriftsted, jeg før nævnede, med brændende tørst efter at vide, hvad Paulus her egentlig mente. Indtil jeg endelig ved Guds barmhjertighed, mens jeg tænkte dag og nat, fik øje for ordenes sammenhæng, nemlig denne: Guds retfærdighed åbenbares, som der står skrevet, i dette, at den, der er retfærdig af tro, skal leve. (Se her).

Og det var Paulus, der lagde det ind i hans sind, eller – mere korrekt – det var Gud selv, der via et ord af Paulus fik ham til at forstå gudsforholdet, at det netop er et forhold, og at det, Gud vil sige ham, ikke er, at han er god og kærlig, men at forholdet mellem Gud og ham nu bringes i orden gennem ordet om Guds nåde, når han blot tror dette ord. Ligesom forholdet mellem to mennesker kan bringes i orden ved den enes kærlighedserklæring og den andens tro derpå.

Men det er værd at lægge mærke til, at dette så let som ingenting kan tages under behandling af egenskabstænkningen, således at det evangeliske ord forvandles til en oplysning om Guds egenskaber, at han er god og kærlig – måske endda, at han altid er god og kærlig – hvorved forbindelsen mellem Guds ord og troen derpå overfladiggøres, for så kan et menneske jo altid begynde at tro på Guds gode egenskaber, de er der til stadighed, uafhængigt af forholdet til det enkelte menneske.

Og det er i modsat retning også værd at lægge mærke til en advarsel, Kaj Munk i et brev giver sin gode ven, Niels Nøjgaard, i anledning af, at denne har tilsendt ham en prædiken, han har holdt. Jeg skrev om det for nogle måneder siden, se her:

Nøjgaard har åbenbart benyttet sig af den ”lutherske” metode med at prædike, at vi alle er syndere, og det får Munk til blandt andet at skrive:

Emnet har taget dig, Nøjgaard, du har konstrueret, først konstrueret dig og dine Tilhørere Syndsbevidsthed paa, saa Syndstilgivelse og Salighed, hele Molevitten. Men Livet selv det skider paa Konstruktioner, Systemer, Teorier og alt det. Dvs. det skider ikke. Det smiler til det som til alt andet, for det er jo ogsaa en Del af Livet, og Livet spænder over alle Ting. Men Hysteri er at ville, at gemene Husassistenter og Etatsrødder skal opleve Geniernes Skæbner i deres lille Syvdagesliv, og at Luther og Grundtvig skal gaa igen i hver Lutheraner og Grundtvigianer. Hysteri.

Vi skal ikke prøve at få vore tilhørere til at eftergøre Luthers syndsfortvivlelse og efterfølgende trosredning. Det er langt mere afgørende, at vi forstår vores indbyrdes tillid som noget, Gud står bag med sin ånd. Så vil vi nok også kunne forstå vore gode gerninger som gerninger, der gøres let og selvfølgeligt, som Luther illustrerer det i ”Om de gode gerninger”. Og det er noget andet end det, man skriver under Reformer, forslag 4:

Frelse er igen at nærme sig Gud og andre mennesker i gensidig kærlighed og barmhjertighed. Det sker gennem en helliggørelsesproces, hvor Gud og mennesker samarbejder om at lede mennesker til deres mål i foreningen med Gud. (Hermed afvises den lutherske påstand om, at mennesker ikke kan bidrage til deres egen og andres frelse, og den hyppige konklusion herpå: at mennesker ikke kan og ikke skal bestræbe sig på ved Guds hjælp at leve et liv i kærlighed til Gud og næsten. Mennesker skal ikke synde tappert, som Luther hævdede, men tappert bekæmpe synden, sådan som Paulus blandt andet forkyndte det i Romerbrevet kapitel 6 vers 12ff.)

Her lyder tanken om samarbejdet mellem Gud og mennesker mere erasmisk end luthersk. Og det er nu, hvad det er. Værre er, at man tilsyneladende, ligesom mange nutidige Luther-forskere, har mistolket Luthers udsagn om at synde tappert. De begrænsninger, der ligger i dette udsagn, har jeg her søgt at redegøre for. Angående påstanden om, at det er luthersk tale, at ”mennesker ikke kan og ikke skal bestræbe sig på ved Guds hjælp at leve et liv i kærlighed”, kan jeg vist bedst henvise til Den store Galaterbrevsforelæsning, hvor Luther et sted henviser til netop Rom 6,14. Her står der:

Når mennesket her er oprejst og har fattet håb, så er han ikke længer under lov, men under nåde, som apostelen siger Rom 6,14: “Nu er I ikke længer under lov, men under nåde”. Hvordan ikke under lov? Ifølge det ny menneske, som loven ikke har noget med at gøre. (Se her)

At mennesket ikke er under lov, betyder – igen med Paulus’ ord – at ”alt er tilladt” (1 Kor 10,23). Man tænker ikke mere i lovbaner. Den helliggørelsesproces – hvis man skal bruge et sådant ord – som man da godt kan sige, at den kristne gennemlever, begynder med en forvandlingsproces, hvorved et nyt menneske bliver til, og et nyt menneske betyder her: et menneske, der ikke tænker individuelt i lovbaner, hvorved man næsten uundgåeligt kommer til – farisæisk – at anse sig for god nok, men i relationsbaner, hvorved man prøver at styrke de relationer, man står i. Det første: at man tænker i lovbaner, betyder, at man nok fromt kan sige, at man ved Guds hjælp gennemfører denne helliggørelsesproces, men i virkeligheden handler helt på egen hånd med sin frie vilje. Det andet: at man tænker i relationer, betyder, at man i hvert ord, man siger til sin næste, forsyner ordet med en bøn til Gud om, at han vil lade sin ånd få ordet til at trænge ind til næstens hjerte. For i det stykke har man – hvad vist nok de færreste gør sig klart – virkelig brug for gudsbegrebet. Luther siger noget om det samme i det følgende:

Den kristne retfærdighed har med det nye menneske at gøre, men lovens retfærdighed med det gamle, som er født af kød og blod. På dette gamle menneske skal der som på et æsel lægges byrder, hvorved det undertrykkes, og det bør ikke nyde åndens eller nådens frihed, medmindre det ved troen på Kristus har iført sig det nye menneske (hvilket ikke sker helt og fuldt i dette liv), da kan det nyde den uudsigelige nådes herredømme og gave. Dette siger jeg af den grund, at ikke nogen skal mene, at vi forkaster eller forhindrer gode gerninger, sådan som papisterne falsk anklager os for, idet de ikke forstår, hverken hvad de selv siger, eller hvad vi lærer. De kender ikke til andet end lovens retfærdighed, og dog vil de dømme om en lære, som er opstillet langt over og udover den lov, som det ikke er muligt for et kødeligt menneske at dømme om. Derfor må de nødvendigvis tage anstød, fordi de ikke kan se højere end til loven. Hvad der er udover loven, er for dem den største forargelse. (Se her).

Men jeg skal indrømme, at mange lutheranere har misforstået dette, også lutheranere på Luthers tid. Man gav sig således til at operere med hele tre brug af loven, den borgerlige brug, den kristne brug til fremkaldelse af fortvivlelse over synden og den tredje brug, nemlig som den lov, den kristne tænkes at skulle leve efter efter omvendelsen. Denne sidste brug vendte Luther sig imod. Til modsat side vendte han sig også imod dem, der gik ind for den såkaldte forensiske retfærdiggørelseslære, en lære, som hævder, at Guds ord ikke forvandler mennesket, så det handler anderledes, nej ordet nøjes med at erklære, at mennesket af Gud fra nu af betragtes som retfærdigt. Den tanke lægger op til ”synd-tappert”-forestillingen. Disse misforståelse har fulgt lutherdommen indtil vore dage.

Spørgsmålet er, om de gode gerninger, som den kristne gør, gøres med viljen, eller de kommer over én med en selvfølgelighed, der næsten ikke opdages.

Og her er det igen egenskabstænkningens misforståelse, vi skal have fat på. Ifølge den forestilling kan mennesket selv arbejde med sine indre egenskaber, forsøge at gøre et hårdt sind blødere, og den slags, eller tage sig i det, når en lidt for selvbevidst bemærkning flyver én over læberne. For, mener man, handlinger, gode eller onde, gøres med viljen, og derfor har man ansvar for dem. Men om sådanne forestillinger siger Luther – efter min mening med rette – at ”de kender ikke andet end lovens retfærdighed”. Den retfærdighed, derimod, der bygger på tro, dvs., hvis gerninger udspringer af den gensidige tillid i fællesskaberne, den kan ikke måles med lovovervejelser, eller hvis den bliver det, opfattes den forkert.

Det skal indrømmes, at Luther er indviklet at forstå, for han vil have den forvandling, der sker med den kristne i kraft af Guds ord, til at betyde en næsten legemlig udstødelse af det syndige, begærlige køds kræfter. Men, vil jeg hævde, det er ikke umuligt at frasortere sådanne overdrivelser, så netop forestillingen om det nye menneske bliver tilbage, det menneske, der af troen på Gud bibringes evne og lyst til at tale og handle overfor næsten ud af tillid og fortrolighed og indlevelsesevne, i hvilken talen og handlen dog altid en bøn om åndens hjælp er inkluderet. Selvfølgelig kan visse udtryk hos Luther skygge for evangeliet, f.eks. de udtryk i Den Augsburgske Bekendelse, som forfatterne vender sig imod. Men i stedet for at lægge Luther helt til side af den grund, bør vi forsøge at forstå den helt anderledes holdning til Gud og til medmennesket, som Luther tænker ud fra, en relationsholdning, der modsiger egenskabstænkningen og den skjulte lovforståelse, der ligger i den.

Men der er dog nogle steder, hvor han er ret ligetil. Se f.eks. dette citat fra en prædiken over lignelsen om den gældbundne tjener:

Herhen hører dette skriftsted fra Matt 25,35, hvor Kristus på den yderste dag vil sige til de ukristne: “Jeg var sulten, og I gav mig ikke at spise. Jeg var tørstig, og I gav mig ikke at drikke”, osv. Men hvis du siger: Du sagde dog, at Gud ikke vil se på gerningerne, eller af den grund gøre nogen salig? så er svaret: Han vil have dem gjort frit, for intet; han vil ikke have, at vi gør dem for at vi dermed skal erhverve noget; han vil have, at vi gør dem for næsten og dermed bevidner, at vi har en retskaffen tro; for hvad har du dog, som du kan give ham, hvad har du, at du kan fortjene, at han forbarmer sig over dig og tilgiver dig alt, hvad du har gjort imod ham? eller hvad har han ud af det? (Se her).

Gud vil have vore gerninger gjort frit. Deri ligger den nye holdning, som jeg kalder relationsholdningen. Og der er altså en del steder i det enorme værk, Luther har efterladt sig, hvor vi kan hente hjælp til bedre at forstå den.

Advertisement
Dette indlæg blev udgivet i Etik, Luther og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.