Jeg burde jo egentlig i overskriften skrive ”rigsret mod Mette Frederiksen”. Men jeg vil godt spare på overskriftsbogstaver, og jeg gætter på, at de fleste nok kan gætte, hvem den ”Mette” er, der efter min mening bør undgå en rigsretssag, nemlig vores statsminister, Mette Frederiksen.
Og hvorfor bør hun så undgå at blive stillet for en rigsret?
Tja, da granskningskommissionens rapport udkom, gav jeg mit besyv med her på bloggen, se her, under den udmærkede overskrift ”Folkets forhekselse”. Og jeg har da sådan set ikke noget nyt at tilføje til den artikel. Når jeg alligevel griber pennen – eller altså: sætter mig til computeren – skyldes det en artikel i Berlingske, se her, af juraprofessor Lasse Lund Madsen. Han har, siger han, brugt sin sommerferie til at nærlæse rapporten, og på den baggrund mener han, at der er rig lejlighed til at rejse en rigsretssag mod Mette Frederiksen.
Det er en meget grundig kronik, der er tale om. Mette Frederiksen kan ikke gemme sig bag den påstand, at ansvaret er ressortministerens. Hun sad for bordenden, og hun var derfor medansvarlig, for ikke at sige førsteansvarlig.
Jamen, hun var ikke klar over, at der manglede lovhjemmel, lyder det så.
Det er ingen undskyldning, siger professoren og giver sig til at undersøge forskellige former for forsæt; nogle er ansvarspådragende, andre ikke.
Og inden han når til ende med disse tanker, spørger han, om statsministeren handlede groft uagtsomt. For derved kan hun også pådrage sig et ansvar.
Så omtaler han den kommende højesteretspræsident Jens Peter Christensens syn på sagen og skriver:
Man bør også bide mærke i, at Jens Peter Christensen tager forbehold for oplagt forkerte eller mangelfulde råd. Ret beset fejlede embedsmændenes skriftlige redegørelse ingenting. Ministrene læste den bare ikke i dens helhed og traf i øvrigt en helt tredje beslutning.
Det er sandt, at nogen har påpeget, at der i materialet, der altså ikke blev læst i sin helhed, lå to forslag til minkaflivning, hvoraf det af det ene fremgik, at der ikke var lovhjemmel til at aflive mink udenfor de 7,8 km fra en smittet besætning, som man havde fået lovhjemmel til at aflive. Men ærlig talt, er det helt umuligt at regne ud, at der så heller ikke er lovhjemmel til at aflive alle mink i Danmark, og det var jo det, den tredje beslutning gik ud på. Så dette med, at man traf en helt tredje beslutning, og at man derfor havde nødig at indhente oplysning om, hvorvidt der var lovhjemmel til det, er noget vrøvl.
Som jeg gjorde opmærksom på det allerede i 2020, stillede Jacob Ellemann-Jensen et spørgsmål til statsministeren om netop denne problematik, dog uden at få svar, se her.
Dog, lad kun alle disse spørgsmål ligge! Lad kun Mette Frederiksen komme for en rigsret, hvis der kan skabes flertal i folketinget for det! Lad hende kun slippe, hvis der ikke er nok, der læser Lasse Lund Madsens lange kronik og lader sig overbevise af den! Det gør ikke hverken fra eller til i det, der for mig at se er det, der mest indlysende trænger til ekstra belysning. Det, som jeg undrer mig over, det, som jeg finder det opportunt at bore betydelig mere i, end man hidtil har gjort, er den forhekselse, der prægede næsten hele befolkningen dengang i november-december 2020.
”Forhekselse”, kalder jeg stemningen fra dengang. Det er måske en lidt forkert betegnelse. For i modsætning til den nuværende klima-forhekselse og den alt for langstrakte migrant-forhekselse, kunne man godt, hvad angår corona-forhekselsen, sige, at der lå en vis saglig begrundelse bag.
Man vidste jo ikke, hvad det var for en sygdom, man stor overfor. Som Mette Frederiksen sagde det i begyndelsen af pandemien: vi kommer til at begå fejl, vi lægger sporene samtidig med, at vi kører frem med toget. Man kan selvfølgelig spekulere på, om Mette Frederiksen beholdt den ”diktatorholdning”, hun fik pålagt i marts 2020, lidt for længe – og det kan så beskrives som en del af hendes forhekselse – men når jeg læser mine indlæg fra december 2020 igennem igen, opdager jeg, at så at sige alle andre med ansvar var offer for den samme forhekselse; alle var indstillet på, at man skulle lukke ned så meget som muligt for på den måde at holde virussen stangen.
Mette Frederiksens holdning kan ses af det citat, som Britta Schall Holberg bragte i Horsens Folkeblad den 26-11, se her. Da Mette Frederiksen præsenterede sine to nye ministre, sagde hun:
”Selv om jeg havde vidst, at der manglede lovhjemmel, ville jeg på pressemødet have sagt det samme om nedslåning af alle mink, som jeg gjorde. Og så ville jeg have afsluttet med, at vi nu ville søge at skaffe hjemmel”.
Det er, som jeg ser det, et udmærket udtryk for den stemning, der prægede regeringstoppen i de dage. Og det var meget svært at finde politikere eller andre ledende personligheder, der vovede at være imod diverse nedlukninger. For det anså man virkelig for nødvendigt for at undgå den helt store smitte.
Som sagt kan der være visse interessante oplysninger at hente i mine indlæg fra dengang. Tag dette fra 15-12! Her får jeg nævnt den mangel ved den megen omhu fra regeringens side, at man ikke undersøger, hvordan de, der bliver testet positivt, kommer igennem sygdommen, og heller ikke synes at være interesseret i, om de efter sygdommen har vundet immunitet.
Og her sammenligner jeg Inger Støjberg og Mette Frederiksen med hensyn til evnen til at lade umiddelbar menneskelighed gå forud for regler og bestemmelser – det var før nogen begyndte at tale om rigsretssag.
Kan De, kære læser, huske, at der i december 2020 var tanker fremme om at lukke storebæltsbroen, så alle de jyder, der bor i København, ikke kunne komme hjem til jul? Jeg må indrømme, at det havde jeg glemt. Men i dette indlæg erindres jeg om det igen. Ja, det var mærkelige tider, dengang. Men i dag? Nå ja, måske også lidt mærkelige tider.
Kirken – ja man tror det næppe – men man lukkede den, og det gjorde man minsandten en juleaften, se her. Så meget havde forhekselsen grebet menighedsråd, præster og biskopper. At så regeringen nok også havde en finger med i spillet, det gør ikke kaosset mindre. Storcentre måtte have åbent til den 25. december, så folk kunne nå at få købt deres julegaver, men kirken havde man ikke givet nogen anbefaling om, det vil sige: ikke før den 23. december, formentlig først da, fordi det først da kom frem, at temmelig mange menighedsråd og præster var betænkelige ved en juleaftensgudstjeneste. Godt nok gik anbefalingerne ud på, at gudstjenesten ikke måtte overstige 30 minutter, og at der ikke måtte synges. Men de arme kirkefolk var alligevel bange for smitten. Så det endte med, at biskopperne på et samråd den 23. om aftenen anbefalede, at han ikke afholdt gudstjenester den næste dag.
Forhekselse? Ja! Mærkelige folk som beslutningstagere? Ja! Var de helt vel oppe i hovedet? Nej, det synes vi måske ikke i dag. Men det er værd at nævne det, for at vi kan mindes, hvor omfattende ikke blot coronaen selv, men også coronatænkningen havde grebet om sig. Og det er også værd at nævne, fordi det give en slags forklaring på Mette Frederiksens holdning til minknedslagtningen.
Anden juledag gør jeg så boet op, se her. Og indrømmet, jeg lader min forargelse komme til udtryk. Hvad der imidlertid nu i dag forekommer mig mest interessant ved dette indlæg, er dens indledning om politikere, der tillader sig at gå ind i den videnskabelige diskussion, før den er afsluttet, og gribe en løst fremsat videnskabelig strøtanke, som om den var udtryk for den absolutte sandhed om sagen. Men indrømmet, det var ikke blot politikerne, men journalister og andet godtfolk med, der f.eks. lod sig påvirke af flyvetanken om, at danske minkbesætninger, hvis de blev udklækningssted for en ny og farligere coronamutant, kunne blive et nyt Wuhan.
Og lad mig så alligevel tage mit indlæg fra den 25. december med, se her. Det er lige ved at ende med at blive en prædiken, det slutter i hvert fald med at sige, at ”så blev det alligevel jul”, ligesom i de mange fromme julefortællinger. Og jeg må jo indrømme, at i den forstand blev det alligevel jul, at jeg så kort tid efter, altså allerede nu, har glemt alle de genvordigheder, julen i 2020 beredte mig, hvilket den arme læser formodentlig også har.
Og når jeg nu vil henlede opmærksomheden på dem, skyldes det ikke nogen særlig fromhed hos mig, men kun, at vi nødvendigvis, når vi skal tage stilling til rigsretssag eller ikke-rigsretssag mod Mette Frederiksen, skal huske på den besynderlige stemning eller indstilling, som vi alle mere eller mindre var grebet af dengang. Den var hun grebet af, men det var de andre politikere også. Og har de så nogen grund til at angribe hende? Ville de mon ikke selv have handlet på samme måde, hvis det var dem, der af tilfældet havde fået betroet næsten enevoldsmagt for at holde befolkningen fri af smitten?
Eller jeg spørger: Er det ikke mere fornuftigt fremfor denne ret formålsløse mudderkastning angående rigsretssag at finde ud af, hvilke fejl der blev begået, hvordan politikere handler i en presset situation, hvordan vi fremover skal handle, når hele verden er grebet af én eller anden forhekselse, og vi derfor så at sige handler med ansvar for den ganske verden?
Det, det drejer sig om, er altså for det første at anerkende, at vi alle var grebet af denne forhekselse, berettiget eller mindre berettiget, og derfra gøre, hvad vi kan, for at komme ud af forhekselsen, dvs., for igen at operere som individer, der vil forstå, og ikke kun som individer, der for alt i verden vil høre med i flokken.
Og det vil dernæst dreje sig om, at medier og politikere erkender, at den situation, hvor de for alt i verden ikke måtte få folk til at tvivle på coronaens farlighed, er forbi. Det vil sige: det drejer sig om at lade alle videnskabelige undersøgelser komme åbent frem. Men ak, vi er endnu ikke nået frem til en situation, hvor man mener, at folk selv kan afgøre coronaens farlighed.
Og så drejer sig for det tredje og sidste om at undersøge vaccinernes virkning på immuniteten kontra den naturlige immunitet, som mange må have opnået. Hvad dette angår, føler politikerne stadig, at de skal optræde som folkets opdragere. Overlade det til mennesker selv at afgøre, om det er sikrest at lade sig vaccine med de bivirkninger, vaccinen nu engang har, frem for at nøjes med at lade sig beskytte af den naturlige immunitet? Ak, nej, det vover politikerne ikke.
Snaphanen.dk har på det seneste bragt en række artikler, der viser, hvilke uheldige bivirkninger vaccinerne har. Her fortæller man således om forholdsvis troværdige oplysninger om overdødelighed i Danmark, en overdødelighed, der mærkeligt nok indtraf, da man begyndte at vaccinere mod corona. Mange andre tilfælde om vaccinernes bivirkninger beretter snaphanen om. Og ærlig talt, burde det ikke i stedet være regeringens og journalisternes opgave at gøre status over corona-tiden, herunder at undersøge de bivirkninger, som vaccinerne måtte have? Det skulle man synes, blot skal man ikke forvente, at det sker. For regeringen er stadig besat af corona-forhekselsen, dvs., den tør stadig ikke fortælle nogle ubehagelige sandheder om corona-forløbet af frygt for at få folk ud af corona-forhekselsen, den forhekselse, der gør det så dejlig nemt at få folk til at gøre det, som man ud fra en ret overfladisk undersøgelse mener vil være bedst.
Da vi manglede tid, kunne en overfladisk undersøgelse måske godtages, som f.eks. meldingen om, at man frygtede, at Danmark blev et nyt Wuhan, men nu mangler vi jo ikke tid.
Og derfor: sådanne undersøgelser var vel værd at foretage i stedet for al denne rigsretsdebat.
ricardtriis 