… går al videnskab fløjten.
Det kunne være en passende overskrift for det følgende.
Men først en oplysning om, hvor jeg har min tvivlsteori fra.
Den har jeg såmænd fra min gamle lærer i kirkehistorie, Hal Koch. Det fortalte jeg om i en kronik, som jeg bemærkelsesværdigt nok fik optaget i Kristeligt Dagblad, endda på min fødselsdag, for at det ikke skulle være løgn, den 1-8 2020, se her. Her gengav jeg et bonmot, som jeg havde fra Hal Koch, der igen havde det fra sin lærer J. Oskar Andersen. En student klagede overfor ham over en ret lav karakter, han havde fået, med den begrundelse, at det, han havde skrevet, ”står i bogen”. Dertil svarede J. Oskar Andersen: ”Står det i bogen? Står det i bogen? Jamen, så er det selvfølgelig forkert”. Og for det tilfælde, at vi ikke helt skulle have forstået pointen, føjede Hal Koch til for egen regning: ”Det væsentlige er dette ‘selvfølgelig’!”
Og jeg fortalte videre om mine erfaringer med mit selvstudium – ikke som universitetsstudent, men senere som præst – at jeg ud fra dette bonmot havde tilladt mig at gå i rette med alle de mange Kierkegaard-forskere, som fortalte op ad stolper og ned ad vægge om deres beundrede geni, Søren Kierkegaard, men fuldstændig overså den kendsgerning, at han mente at have fået besked fra Gud om, at han skulle afbryde sin forlovelse med Regine, se evt mere herom her.
Ligeledes fortalte jeg i kronikken om, hvordan jeg blev ramt af denne halkochske tvivl på forskernes resultater, da jeg havde købt Luthers samlede tyske værker i Erlangerudgaven og kom til at læse nogle af de skrifter, som ikke var blevet oversat eller udgivet. Og besynderligt nok, her måtte jeg også gå i rette med forskerne. De har læst side op og side ned af de mange værker, Luther har efterladt sig, og de har prøvet at få en nogenlunde sammenhængende teologi ud af det, og alligevel har man bibeholdt nogle Luther-sætninger, som ikke lader sig bibeholde. Luther havde nemlig arvet den forestilling fra Augustin, at vor syndighed ligger i vore drifter, kønsdriften, driften efter legemlige behageligheder og driften efter social anerkendelse. Det fik Luther til, ligesom Augustin, at være af den opfattelse, at eftersom ethvert barn bliver til ved en syndig akt, nemlig samlejet, fødes barnet som en synder, men eftersom Jesus er undfanget ved Helligånden, fødes Jesus som et syndfrit menneske. Jeg mener ikke, vi kan gå med til det i vore dage, og det er der heller ingen andre lutheranere, der mener, men alligevel gør man sig i disse forskerkredse de ihærdigste anstrengelser for at vise, at vi mennesker er en synder én og hver, og at vor synd er total, for det mente jo Luther. Jeg har skrevet lidt om det her, sjovt nok med begrundelse ud fra Luthers egne skrifter.
Behøver jeg at sige, at jeg ikke har fået nogen respons på denne indvending fra forsker-side? Ligesom Kierkegaard-forskerne også har været tilbageholdende med kritik af min påstand. Nå, jeg tilhører jo også kun de små kanoner, og dem behøver de store selvfølgelig ikke spilde tid på. På den anden side: hvis jeg havde prøvet at plante mig i det bed, hvor jeg kunne vokse op til én af de store kanoner, ville jeg nok have været nødt til at tilpasse mig den dèr rådende anskuelse!
Dette skal lægge op til en mere udførlig omtale af min efterlevelse af dette tvivls-bonmot. Derved kommer overskriftens sandhed – i forbindelse med den følgende sætning – til sin ret. Og derved bliver det hele også lidt mere betydningsfuldt, end når det ”kun” handler om Luther og Kierkegaard.
For jeg synes, at jeg med mine tvivlstanker er kommet til at gøre den erfaring, at når alle medier og alle politikere slår sig sammen om at være bekymrede for, om de kan overbevise befolkningen om en fare, der måske/måske ikke truer os, så har de fleste videnskabsfolk en tendens til at lade deres kritik af den påståede fare trænge i baggrunden. Og så bevæger vi os som samfund ind på et meget farligt område. For så er det videnskabens livline, der er i fare. Livlinen er den frie debat, og svigter videnskabsfolk denne debat ved at undlade at stille kritiske spørgsmål, så kan det gå rivegalt.
Man kan vist se problematikken tydeligst, da corona-pandemien ramte os.
På det tidspunkt skulle der foregå to ting på én gang: man skulle blandt virologer diskutere, hvad der var op og ned med denne sygdom, og man skulle blandt journalister og politikere diskutere, hvad man skulle gøre for at afbøde de skader, som sygdommen kunne bevirke i befolkningen. Og der er vel på sin vis ikke noget at sige til, at videnskabsfolkene var lidt tilbageholdende med de alt for positive indlæg, for – ikke sandt – man måtte jo endelig ikke få folk til at undlade at rette sig efter de dessiner, som politikerne fastlagde. Omvendt må man også sige, at politikerne tog det på sig at være ansvarlige og hellere lukke for meget ned end for lidt. Og de to ting i forening førte altså til, at sandheden i overskriftens sætning blev fastslået – dog uden, at særlig mange bemærkede det. For her viste det sig jo at være sandt, at når folket skal overbevises, kan der ikke samtidig foregå en ægte videnskabelig diskussion om, hvad det er for en videnskabelig sandhed, folket skal overbevises om. Ganske vist foregår den videnskabelige diskussion sædvanligvis i særlige fora og dertil indrettede tidsskrifter, men når den opgave forestår, at folket skal overbevises, tør man ikke offentliggøre hvad som helst – også selv om man endnu ikke véd, hvad folket skal overbevises om, for man véd godt, at medierne er ude efter såkaldte kendsgerninger om sygdommen. Og det sære er jo altså så, at det, folket skal overbevises om, netop fordi man er opmærksom på, at folket skal overbevises, på ingen måde kommer frem på klar måde. For den videnskabelige debat er afsporet, kan ikke finde sted, halter langt bagefter.
Nu kunne man måske være lidt mere overbærende overfor journalister og politikere, hvis overskriftens sætning kun gjaldt for corona-situationen. Men gælder den i høj grad for flygtninge-situationen også. Og læg mærke til det: flygtninge-situationen kom før corona-situationen. I flygtninge-situationen – eller mere korrekt: migrant-situationen – har jeg mange gange her på bloggen gjort opmærksom på det fænomen eller den sygdom, som jeg har kaldt samaritanitis. Så her er det nok at henlede opmærksomheden på det besynderlige i, at medierne har været fuldstændig enige om den baggrundsopfattelse som ligger bag denne ”sygdom”, nemlig, at vi alle som mennesker blev sat på prøve, om vi nu også var så godhjertede, som vi gerne ville være det som folk: ville vi tage os kærligt af de ”stakler”, der tog den farlige tur over Middelhavet? Om der var tale om stakler, om de havde været forfulgte i det land, de kom fra, om de brød nogle almenmenneskelige regler på deres vej frem til os, det var fuldstændig ligegyldigt. Det væsentlige var, om medierne og politikerne kunne få os almindelige mennesker overbevist om det næstekærlige i at tage godt imod disse arme mennesker.
I en kronik i Jyllands-Posten den 3. februar 2016 med overskriften ”Fromhedskonkurrencen”, se her, gjorde jeg på en måske lidt for forsigtig måde rede for de to fejl, som medier og politikere begik i deres iver for at få folket til at acceptere de mange flygtninge. Den ene var den, at man fuldstændig overså det hykleriske i at være stolt over, at man opretholdt ”fodjordsreglen”, at man altså behandlede alle de asylansøgere, der havde sat foden på europæisk jord, men på den anden side gav flyselskaberne pligt til at frasortere alle de passagerer, der ikke havde gyldigt visum, så der altså ikke kom alt for mange og satte deres fødder på europæisk jord. Den anden var den, at man, da migrantkrisen satte ind i august-september 2015, hele tiden betragtede krisen som en slags naturkatastrofe. Ingen fandt på at undersøge, hvorfor der pludselig dukkede så mange migranter op i Grækenland og søgte asyl. Kun den lille kanon her, som ingen jo alligevel lyttede til, til trods for kronikken i Jyllands-Posten, havde fundet årsagen: den græske flåde fik af den nye Syriza-regering ordre til ikke mere at tvinge migrantbådene fra Tyrkiet tilbage.
Og alt dette, fordi jeg af Hal Koch havde lært at tvivle på dem, der sagde, at de handlede på videnskabelig basis, sagde, at de holdt sig til ”forskere”, der sagde sådan og sådan, eller sagde, at de havde tydelig evidens for det, de hævdede. Og så begyndte jeg jo også at lægge mærke til, hvor ofte journalister brugte ordene ”forsker”, ”videnskab”, ”evidens”. Videre blev det klart for mig, at de meget ofte på forhånd gik ud fra, at det, som de her fremlagde, det var da noget, alle var enige om, for det var kun idioter, der mente noget andet. Jeg følte mig nærmest som én af disse idioter, og burde vel egentlig forbande Hal Koch, selv om jeg faktisk fandt det, jeg opdagede, sandt og rigtigt, og derfor aldrig er blevet af med min respekt for hans lille bonmot.
Og nået så langt er der grund til at understrege, at det, jeg vender mig imod, er manglen på videnskabelig diskussion. Det irriterer mig, at man ikke giver dem med den modsatte opfattelse spalteplads. Jeg mener, det er ikke blot fejlagtigt, men ligefrem farligt for den demokratiske debat, at man således slår debatten om, hvorvidt vi skal fortsætte vor import af mellemøstlige muslimer, totalt i stykker. Det får mange mennesker – og det er min fornemmelse, at det ikke blot er mig selv, der får sået tvivl om det rigtige i det, medierne siger – til at nære tvivl om mediernes og politikernes holdninger. Det, man ville opnå: enighed i befolkningen om det rigtige i at tage imod flygtninge, har man ikke opnået, for man har ikke været ærlig i sin reportage. Der er for mange ting, man ikke undersøger. Der er for mange tilfælde af dobbelt-tale, hvor man bruger et stærkt ord, men i virkeligheden ikke mener det alvorligt. Man taler om, at man nu vil have grænsebevogtningen skærpet, hvor det, man mener, blot er, at man vil skærpe grænsekontrollen, altså sørge for at få at vide, hvem det er, der krydser grænsen for at kunne søge asyl, og det er der jo ikke megen bevogtning i.
Kan dette, at den tidligere Mette-Frederiksen-regering prøvede at få en aftale med Rwanda i stand, så man kunne sende asylansøgere dertil, når de ville søge asyl, være et tegn på, at man fra politisk hold begynder at se det betænkelige ved at skulle overbevise folket om noget, der på ingen måde er holdbart? I så fald må man vist sige, at det håb om mere ærlighed, dette kunne give anledning til, med den nye flertalsregering lige så stille er dampet bort.
Sandheden kommer ikke flyvende af sig selv. Den kommer kun, hvis nogen vover at protestere mod det, han som almindeligt, fornuftige menneske mener er forkert. Og med den konsensus, der synes at herske i medieverdenen, er det ret svært at protestere.
Så er der klimasagen! Også her kan man se rigtigheden af overskriftens lidt provokerende påstand. Der foregår på det område virkelig et formentlig velment forsøg på at få folk overbevist om farligheden i ikke at gøre noget for at mindske udsendelsen af CO2, men dette forsøg har ladet den videnskabelige diskussion om rigtigheden af det farlige ved CO2 gå fløjten – eller i hvert fald forskudt diskussionen til de såkaldt alternative medier.
Og der er altså noget himmelråbende forkert ved i stedet for at gå modpartens argumenter igennem og komme med modargumenter, da blot at udråbe sin modpart til idiot eller til konspirationsteori-tilhænger. Og som et forholdsvis almindeligt menneske med en forholdsvis beskeden kundskab til fysik og atmosfære irriterer det mig ikke at høre de mange tilhængere af klimafaren komme med modargumenter på ellers forholdsvis enkle spørgsmål.
Lad mig nøjes med at henvise til dette blogindlæg, hvor jeg refererer Søren Hansen fra klimarealisme.dk, se her, som ved hjælp af en nys udkommen bog fortæller om, hvordan videnskaben faktisk kan forklare de forskellige istiders opståen, og altså kan gøre det uden at inddrage nogen CO2-udledning fra onde menneskers side. Men nu? Ja, nu står videnskabsfolk nærmest i kø for at give deres besyv med, når de mener at kunne komme med alarmerende meldinger. Og medierne er på pletten. Dette at kunne meddele den arme befolkning, hvilke forfærdeligheder der venter, hvis vi ikke gør som – nej, ikke som mor siger, men som alvorlige videnskabsfolk siger, det er lige noget for alvorlige medier. Og så skal vi finde os i store vindmøller på smukke strande, marker plastret til med solceller, og – værst af alt – stærkt svingende el-priser, som næsten tvinger os almindelige mennesker til at beskæftige os intenst med vind og vejr, noget, vi tidligere beskæftigede os med som small-talk med naboen, men nu må tage dødsens alvorligt.
Nå, heldigvis har da vore politikere indset, at de ikke kan lade os fryse om vinteren. Derfor har de sat gang i ellers nedlagte kulkraftværker. Men samtidig får vi jo at vide, at i fremtiden skal energien komme fra vindmøller og solceller – oh, hvilken vidunderlig grøn fremtid – men ak, svar på vore bekymringer om, hvad vi skal gøre, når solen er gået ned og vinden har lagt sig, det får vi ikke.
Og det er disse manglende svar, jeg her vil anke over. Den videnskabelig debat er gået i stå. Vore medier er så optaget af at sørge for, at folket er forberedt på de mange uheldige virkninger af det store CO2-udslip, at de kun refererer den ene side af debatten, nemlig den, der giver anledning til krisestemning, og helt overser de mange ubesvarede spørgsmål, der rejses fra den anden side af debatten. Ja, faktisk går man ud fra – som i Deadline-udsendelsen den 22-3 og i FN’s generalsekretærs udtalelser – at der ikke er mere at diskutere.
Jeg burde jo være stolt. For ikke sandt, så retter man sig efter overskriftens ord: ”Når folket skal overbevises, går al videnskab fløjten”. Men jeg så hellere, at man tog Hal Kochs bonmot i brug, pegede på den nye, højst alarmerende rapport, og sagde: ”Står det i rapporten? Står det i rapporten? Jamen, så er det selvfølgelig forkert!”
ricardtriis 