“Jeg har forfulgt Guds kirke”

Det bliver ved. Forleden var det installationen ”Fundamentalisme”, jeg måtte vende mig imod, fordi den uden videre slog de tre monoteistiske religioner, jødedom, kristendom og islam, sammen i samme fundamentalistiske pulje. Nu er det en kronik i Jyllands-Posten af Ole T. Krogsgaard, som er ude i samme ærinde, se her.

Men for nu ikke at gentage de indvendinger, jeg havde imod Galschiøts opfattelse, vil jeg denne gang nøjes med at imødegå et par påstande om forholdet mellem kristendom og jødedom, som Krogsgaard kommer med. Han skriver:

Kristendommen og islam bygger så meget på de jødiske Mosebøger, profeter og skrifter, at de kan opfattes som forskellige retninger af samme religion. Jesus var rettroende jøde, som mildnede fortolkningen, men den kristne kirke skærpede den mod afvigere og uenige.

Og lidt senere hedder det:

Religionernes ligheder har ladet kristendom og islam lægge afstand til deres jødiske ophav. Ifølge Matthæus krævede jøderne Jesus korsfæstet, og hele folket udtalte: »Lad hans blod komme over os og vore børn«. Ønsket lyder utroværdigt, men jødehad har kostet utallige jøder livet. Jøders religion bevarer deres identitet, men som ”anderledes” udsættes de for mord, overfald og hån. Muslimer er også ”anderledes”, men generes ikke, da det kan være farligt.

Vi tager først fat på det spørgsmål: Var Jesus en rettroende jøde, som blot mildnede fortolkningen af de jødiske skrifter?

For det første må det siges, at Jesus var blevet omskåret på ottendedagen, som det sig hør og bør for en god jøde. Så i den forstand var han jøde.

Men var han også en rettroende jøde?

Det vil det ny testamente ikke mene. Evangelierne opregner en række punkter, hvor Jesus handlede imod den jødiske lov. Han tillader sine disciple at plukke aks på en sabbat (Mark 2,23ff), og hævder oven i købet, at han er herre over sabbaten. Han helbreder en mand med en vissen hånd på en sabbat (Mark 3,1-6), og evangelisten fortæller, at det fik hans modstandere til at træffe beslutning om at slå ham ihjel. Han hævder imod de jødiske spiseregler, at det ikke er det, der går ind i munden, der gør et menneske urent, men det, der går ud af munden (Matt 15,11).

Så hvis disse beretninger om ham holder vand, kan man ikke kalde ham rettroende.

Det næste citat gør et andet spørgsmål nærliggende: Var det jøderne eller romerne, der ville have Jesus henrettet?

Krogsgaard har øjensynlig læst nogle nyere forskere, der hævder, at jøderne var uden skyld i Jesu død. De kristne har nemlig op igennem tiderne brugt den anklage, at det var jøderne, der slog Jesus ihjel som retfærdiggørelse af deres jødeforfølgelse. Og derfor, for at fremtidens kristne ikke skal have den undskyldning for deres jødeforfølgelse – hvilket er en ganske unødvendig betragtning, for der er ingen tegn i sol og måne på, at der fra kristnes side vil komme til at foregå nogen jødeforfølgelse sådan lige de første to-tre hundrede år – men altså, for alle tilfældes skyld laver man om på de historiske begivenheder, dvs., det kan man jo dog trods alt ikke, selv med nutidens store opfindelser, men man kan lave om på den sædvanlige tolkning af begivenhederne.

Det vil sige: Man hævder, at det var romerne, der slog Jesus ihjel, de kristne har blot i deres skrifter påstået noget andet for ikke at blive forfulgt af romerne – hvad de forresten blev alligevel.

Vil man have en kort oversigt over disse nye tanker, kan man se en lille afhandling af en jøde, Martin I. Lockshin, der ligger her. Han begynder med at glæde sig over en pavelig skrivelse, der fastslår, at man ikke kan gøre nutidens jøder ansvarlige for Jesu død, og at det ikke var alle de jøder, der levede på Jesu tid, der var skyldige i forbrydelsen. Men, føjer han til:

Mange jøder var skuffede; de havde håbet, at kirken kunne sige, at jøderne i virkeligheden slet ikke havde spillet nogen rolle i Jesu død.

Og han føjer til:

I virkeligheden ville det, ifølge de fleste historikere, være mere logisk at skyde skylden for Jesu død på romerne. Korsfæstelse var en almindelig straf blandt romerne, ikke blandt jøderne. Ved den tid, Jesus døde, opretholdt romerne en hård og brutal besættelse af Israel, og der var af og til uro blandt jøderne. Romerne ville have haft grund til at bringe Jesus til tavshed, han blev jo af nogle af sine tilhængere kaldet ”jødernes konge” og var kendt som en jødisk bemærkelsesværdig mirakelmager.

Det er nu tvivlsomt, om det ligefrem er de fleste historikere, der har denne opfattelse. Og man kan naturligvis nok fremsætte teorien, men det ville jo hjælpe meget på det, hvis man kunne pege på nogle tekster, der kunne understøtte teorien; dette med, at han af sine tilhængere blev kaldt ”jødernes konge”, er ikke nok. Faktisk blev han af sine disciple kaldet ”Messias”, og det er – indrømmet – en kongetitel, men det er mere endetidens konge end en nutidig konge, man tænker på med den betegnelse. Og betegnelsen ”jødernes konge” var det Pilatus, der brugte om ham, nemlig på den indskrift, han satte på korset.

Lockshin fortsætter:

På den anden side, jøderne manglede et motiv for at slå Jesus ihjel. De forskellige fraktioner i det jødiske samfund på den tid – farisæere, saddukæere, essenere og andre – havde mange uenigheder indbyrdes, men det førte ikke til, at nogen af grupperne udførte henrettelser af en anden påstået kættersk gruppes leder. Det er derfor usandsynligt, at de ønskede at få ram på Jesus.

Dette er mere ønsketænkning end historieforskning. Spørgsmålet er ikke, om de forskellige jødiske grupperinger holdt fred med hinanden, men om det store råd i Jerusalem kunne og ville dømme frafaldne jøder til døden. Det hævder jo altså det ny testamente, at det kunne, og det véd også, som før fortalt, at fortælle, hvad det var ved Jesus, der fik rådet til at skride ind: hans manglende lovoverholdelse, og det forhold, at han også lærte andre at se stort på loven. Der var ikke blot tale om en formildelse, som Krogsgaard mener, der var ifølge evangelierne tale om et brud med lovens tilhængere og overholdere, dvs., med det jødiske samfund, repræsenteret ved det store råd.

Så går Lockshin de nytestamentlige vidnesbyrd igennem, og det bliver ikke helt klart, hvilken historisk vægt han tillægger dem som bevis. Men han slutter med at nævne Matt 27,25, et sted, som også Krogsgaard nævner, hvor jøderne siger: ”Lad hans blod komme over os og vore børn”. Krogsgaard finder ønsket utroværdigt, hvad jeg ikke er enig med ham i, og Lockshin mener – efter min mening fuldstændig korrekt – at det især er dette ord, der har givet anledning til de kristnes jødeforfølgelser. Og indrømmet, dette kunne fremkalde et ønske om, at der havde stået noget andet hos Matthæus, men selv nok så stærke ønsker kan ikke ændre gamle tekster.

Lockshin må så også indrømme, at både de kristne kirkefædre og den jødiske talmud går ud fra, at det var jøderne, der ville have Jesus henrettet.

Men så skriver han til sidst:

Fra det første til det nittende århundrede var spændingen mellem jøder og kristne så stor, at begge grupper fandt påstanden om, at det var jøderne, der dræbte Jesus, troværdig. Heldigvis høres det i vore dage ikke så ofte. Men vi burde ikke blive overraskede, hvis opfattelsen stadig findes blandt mennesker, der regner det ny testamentes historier (eller talmuds historier) for troværdige historiske kilder.

Dette er afslørende. Her ses det, at Lockshins ønske om jødernes ikke-involvering overskygger hans almindelige historiske kildekritik. Det var ikke lykkedes ham under gennemgangen af de nytestamentlige tekster at så tvivl om deres troværdighed. Ejheller vendte han sig med historiske argumenter (andre kilder og den slags) mod talmuds påstand om det samme. Alligevel udslynger han her den påstand, at det, der får både jøder og kristne til at anse påstanden for troværdig, er, at der var spænding mellem grupperne, altså ikke, at de følte sig nødsaget til at bøje sig for de historiske kilder.

Og når han siger sit ”heldigvis”, véd vi også, hvor vi har ham: hans ønske om, at der skal herske fred mellem de to grupper får ham til at blæse på alle historiske argumenter og håbe, at forskerne vil være politisk korrekte mere end historisk korrekte.

Men det hold melder jeg mig ikke på. Jeg vil fastholde, både at de, der forfulgte jøderne, har misforstået det ny testamente noget så eftertrykkeligt, og at de, der nægter jødernes involvering, er galt afmarcheret historisk set.

Jeg har for en del år siden været inde på denne problematik, se her. Men denne gang vil min undersøgelse slutte lidt anderledes.

Jeg vil i alt væsentligt lade den problematik, der ligger i evangelierne, være. Hvis man absolut vil mene, at de kristne for at tækkes romerne ville skyde skylden for Jesu død over på jøderne, så er vel alle evangelierne skrevet på et så sent tidspunkt, at en sådan tese ikke er helt ude i skoven. Blot må man være klar over, at det er meget mere end et par skriftsteder eller tre, man skal rette på. Hvis initiativet udgik fra romerne, og hvis jøderne ikke havde noget at anklage Jesus for, så må man indrømme, at evangelisterne har været utrolig omhyggelige med at rette deres fortællinger til, så det i stedet blev jøderne og ikke romerne, der havde grund til at få Jesus henrettet. Og at en historisk forfalskning kan udføres så gennemgribende, det er trods alt ret usandsynligt. Men altså: helt umuligt er det vel ikke.

Men hvad så med Paulus? Ham udelod jeg sidste gang. Men han er ikke til at komme udenom, når det spørgsmål skal behandles.

Lockshin fremdrager et sted fra ét af Paulus’ ældste breve, 1. Thessalonikerbrev 2,14f, hvor der står:

I, brødre, ligner jo Guds menigheder i Judæa, som er i Kristus Jesus, for I har lidt det samme af jeres landsmænd, som de har lidt af jøderne, der slog både Herren Jesus og profeterne ihjel, og som har fordrevet os, og som ikke behager Gud og er imod alle mennesker,

og lægger – i modsætning til Galschiøt – vægt på, at Paulus her, ligesom i forbifarten, nævner, at jøderne slog Herren ihjel, men mener, at den tanke ikke var central for Paulus. Hvis man mener det, bygger det nu vist ikke på noget særlig dybtgående kendskab til Paulus, men lad det kun være. Hvad Lockshin overser, er, at netop fordi udtalelsen kommer som i forbifarten, er den langt mere troværdig, end om den var fremsat i en lang argumentation.

Det var det første sted fra Paulus’ hånd.

Men der er flere. Ikke just om Jesu død, men om de ældste kristnes død. For det er jo noget, ikke mindst Paulus bevidner, at den ældste menighed blev forfulgt af jøderne, repræsenteret ved det store råd. Og det spørgsmål må man dog også tage op, hvis man vil holde på, at det var romerne mere end det var jøderne, der var skyld i Jesu død. At jøderne havde noget imod det budskab, Jesus stod for, kommer jo også frem i den måde, de behandlede hans tilhængere på. Og dem forfulgte de altså, dem slog de ihjel. Er det så helt umuligt at tænke sig, at de også havde noget imod Jesus selv? I hvert fald afslører det Lockshins bemærkning om, at jøderne manglede et motiv for at slå Jesus ihjel, som ret uunderbygget, måske endda som udtryk for moderne ønsketænkning.

Når Paulus er interessant i denne sammenhæng, skyldes det, at han, før han blev kristen, var én af de jødiske ildsjæle, der forfulgte de kristne. I galaterbrevet skal han gøre sin autoritet gældende, og det gør han ved at henvise til den åbenbaring, han havde udenfor Damaskus, den, der fortælles om i Apg 9. I Gal 1,11-16 skriver han:

For jeg gør jer bekendt med, brødre, at det evangelium, som er blevet forkyndt af mig, ikke er menneskeværk. Jeg har heller ikke modtaget eller lært det af et menneske, men ved en åbenbaring af Jesus Kristus.

I har jo hørt om, hvordan jeg tidligere levede i jødedommen, at jeg til overmål forfulgte Guds kirke og ville udrydde den. Jeg gik videre i jødedommen end mange jævnaldrende i mit folk og brændte mere af iver for mine fædrene overleveringer. Men da Gud, der havde udset mig fra moders liv og kaldet mig ved sin nåde, besluttede at åbenbare sin søn for mig, for at jeg skulle forkynde evangeliet om ham blandt hedningerne, rådførte jeg mig ikke først med nogen af kød og blod,

Igen kan vi gøre den kildekritiske iagttagelse, at Paulus’ vidnesbyrd kommer som en sidebemærkning, hvilket gør den mere troværdig. Som den ivrige jøde, han var, mente han det nødvendigt at forfølge de kristne og søge at udrydde dem. Dog er det ikke hovedsagen her, det er det forhold, at han har haft en åbenbaring af den korsfæstede og opstandne Jesus.

Han siger det samme i filipperbrevet. Her hedder det (3,4-8):

Hvis nogen anden mener at kunne stole på noget ydre, så kan jeg det endnu mere: omskåret på ottendedagen, israelit af fødsel, af Benjamins stamme, hebræer af hebræere, lovtro farisæer, ivrig forfølger af kirken, uangribelig i lovretfærdighed.

Dog, hvad jeg havde af fortjeneste, det regner jeg nu på grund af Kristus for tab. Ja, jeg regner så vist alt for tab på grund af det langt større at kende Kristus Jesus, min Herre. På grund af ham har jeg tabt det alt sammen, og jeg regner det for skarn, for at jeg kan vinde Kristus

Her får vi også et ganske kort glimt af den omvendelse, Paulus gennemlevede. Han gik fra at være lovtro farisæer, tilhænger af lovretfærdigheden, til at være kristustilhænger. Og det lyder jo ikke på disse ord, som om dette at være kristustilhænger var at være tilhænger af en rettroende jøde. Det lyder snarere, som om der er ganske stor forskel på Paulus’ gamle religion, jødedommen, og den nye, han blev omvendt til, kristendommen.

I 1 Kor 15,8f er Paulus i færd med opregne de mennesker, der har set den opstandne Kristus. Sidst nævner han sig selv:

Men sidst af alle blev han også set af et misfoster som mig; for jeg er den ringeste af apostlene, ikke værdig til at kaldes apostel, fordi jeg har forfulgt Guds kirke.

Igen: Hovedsagen for Paulus er ikke at sige, at han har forfulgt Guds kirke, det er Kristusåbenbaringen, han vil fortælle om. Men det andet, forfølgelsen, kommer altså med. Og så bliver det plat umuligt at tvivle på, at han har forfulgt de kristne.

Og har man det for øje, bliver det også umuligt at nægte, at jøderne, formentlig efter ordre fra det store råd, forfulgte de kristne. Og har de forfulgt de kristne, er det næsten uomgængeligt, at de har haft noget imod Jesus selv og det budskab, han bragte.

Det vil sige: Denne nye såkaldte forskning synes mere baseret på et ønske om at ville være gode venner med jøderne end på et ønske om at finde den historiske sandhed. Man kan måske stille spørgsmålstegn ved enkelte skriftsteder, men hele det batteri, der kan opstilles til fordel for tanken om jødernes medskyld, kan ikke skydes ned. Om man end måske kan mene, at de sent skrevne evangelier, blevet til omkring 70-90, har fordrejet sagen, så jøderne og ikke romerne fik skyld for Jesu død, så er det komplet umuligt at fordreje Paulus’ vidnesbyrd, blevet til omkring 50-60. De viser klart og éntydigt, at jøderne i urkirkens dage forfulgte de kristne.

Og hvad er der i vore dage galt ved at erkende det?

Vi kristne har mange ting i vor historie, som vi må tage afstand fra, muslimerne har det ligeledes, omend de ikke er særlig villige til at tage afstand fra det, hvorfor skulle vore dages jøder ikke kunne tage afstand fra det forhold, at de dengang fik Jesus henrettet?

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Ny testamente og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s