Kamm’s sindelagsetik

Næppe er blækket tørt på mine indlæg om Konrad Otts påvisning af vanskelighederne eller umulighederne af en dialog mellem sindelagsetikere og ansvarsetikere, førend der melder sig en artikel, der tilfulde bekræfter dette forhold, nemlig en artikel af Dansk Flygtningehjælps generalsekretær, Andreas Kamm, se her.

Kamm erindrer fra sidste år, hvordan billedet af den druknede lille dreng, Aylan Kurdi, gik verden rundt og forårsagede en vældig opblussen i viljen til at hjælpe. Han skriver:

Billedet gik verden over, blev ikonisk og et symbol på en verden, der havde fejlet. En verden, der havde svigtet syriske Aylan, hans familie, de 3.700 andre mennesker, der sidste år druknede i forsøget på at komme i sikkerhed i Europa, og de alt for mange flygtninge og fordrevne, der findes i verden.

Jamen, kære Andreas Kamm, det er jo løgn, det, du skriver. Vi har ikke svigtet den lille dreng, vi har ikke svigtet hans familie. Om vi har svigtet andre, der forsøger at komme i sikkerhed i Europa, lad det foreløbig være uvist, men netop Aylan har vi ikke svigtet – jeg formoder, at du med ”vi” tænker på os vestlige mennesker.

Den vestlige presse har i dette tilfælde gjort sin pligt: undersøgt, hvad der er op og ned i den historie, som folk som Kamm altfor beredvilligt vil udbrede. Og den fandt frem til, at Aylans far, Abdullah Kurdi, havde boet i Tyrkiet i tre år, arbejdet på en byggeplads, men for så lille en løn, at han hele tiden havde måttet have hjælp fra sin søster, som bor i Canada. Hans far havde imidlertid opfordret ham til at tage til Tyskland, dèr få sine tænder lavet og så søge at få familien ud af Tyrkiet. Søsteren havde så sendt ham penge, så han kunne betale menneskesmuglerne (1000 €). Aviserne har endda fundet frem til en passager i den båd, han og hans familie sejlede med, og hun beretter, at det var Kurdi selv, der styrede båden, hvilket han altså gjorde for dårligt, så den kuldsejlede og mennesker druknede, deriblandt Kurdis kone og hans dreng, Aylan.

Alt dette har ligget fremme i dagen gennem det meste af et år. Jeg gjorde opmærksom på det den 5-9 2015, se her. Ikke desto mindre tillader Andreas Kamm sig at fortsætte den misbrug af det ikoniske billede, som blev brugt for et år siden: man bruger det for at få os vesterlændinge til at have dårlig samvittighed. At man gjorde det dengang, er måske tilgiveligt. Jeg mener, billedet af den lille dreng fremkalder uvægerlig stærke følelser hos os, så med den letvakte dårlige samvittighed, vi til stadighed render rundt med, er det ikke underligt, at nogen får den tanke, at det må være vores skyld.

Men at bruge billedet på samme måde i dag, hvor baggrund for familiens flugt er kommet frem, er løgnagtigt. Medmindre Kamm da er så dårligt underrettet, at han ikke kender sandheden bag billedet. Men hvordan kan han så være generalsekretær for Dansk Flygtningehjælp?

Også Kamms forslag til forbedringer er udelukkende præget af sindelagsetikken, uden hensyn overhovedet til ansvarsetikken. Han skriver:

Europa må styrke patruljeringen i Middelhavet og redde mennesker i havsnød. Europa og verden må sætte ind med større hjælp i nærområderne, så det er muligt at opretholde et værdigt og sikkert liv som flygtning tæt på eget hjem. Europas regeringer må enes om fælles kvoter for modtagelse af flygtninge.

Styrke patruljeringen”? Hvad skulle det hjælpe? Det er kyniske menneskesmuglere, vi er oppe imod. Og sætter vi flere skibe ind, hjælper vi dem med deres forretning, og kender vi dem efterhånden ikke godt nok til at vide, at de, når de véd, at afstanden til de reddende skibe er kortere end før, vil sætte endnu flere mennesker ombord og anvende endnu mere synkefærdige både? Så længe vi har med den slags mennesker at gøre, vil drukneulykker ikke kunne undgås. For disse mennesker spekulerer i dem. Et vist antal får europæerne til at oppe sig og stille flere skibe til rådighed, for mange vil få migranterne til at holde sig tilbage. Kyniske overvejelser? Ja, men det er det, vi er oppe imod.

Er det gået Kamms næse forbi, at migrantstrømmen over Ægæerhavet næsten er ophørt? Det kan være aftalen med Tyrkiet, det kan være lukningen af Balkanruten, ligemeget, ophørt er den. Og hvis vi nu tænker os, at det er Merkels aftale med Tyrkiet, der har været udslaggivende, så er det altså hende, der har ladet sig bevæge af billedet af den døde Aylan og har sagt til sig selv, at det må vi for enhver pris forhindre, hvorefter hun tog til Tyrkiet og fik en aftale i stand med Erdogan.

Igen: Hvis det er det, der var udslaggivende, burde hun så ikke have ros af Kamm? I stedet bruger han pladsen til at dadle Cameron, Valls og Rajoy, fordi de ikke har gjort noget, mens han fuldstændig ”glemmer” Merkel. Hvorfor ikke rose Merkel? Skyldes det, at hun har gjort det modsatte af det, Kamm mener skal gøres: Hun har frataget flygtningene i Tyrkiet de incitamenter, de havde for at tage til Grækenland. Den metode virker altså. Jeg véd godt, at Libyen ikke er Tyrkiet, og at det derfor er hundesvært at gøre det samme ved den midterste migrantrute som ved den østlige. Men alligevel, hvis man ikke er fuldstændig fastlåst i sin sindelagsetik, hvis man har lidt blik for, hvad der virker og hvad ikke, burde man så ikke søge at tænke i de baner? Men nej, ikke når man hedder Andreas Kamm.

Hjælp i nærområderne”? Ja, naturligvis. Og også gerne, ”så det er muligt at opretholde et værdigt og sikkert liv” dèr. Blot må vi føje til, at dette at have et arbejde ikke hører med til det liv, vi kan sikre flygtningene i nærområderne. Tyrkiet vil ikke give flygtninge tilladelse til at arbejde, og det er forståeligt nok. Det er os i Europa, der er galt afmarcheret her. Flygtninge skal beskyttes, de skal kunne opretholde et værdigt liv, indtil de kan vende tilbage, men de skal ikke indsluses i vore samfund, som vi hidtil har gjort.

Fælles kvoter”? Åh ja, men det kan ikke effektueres, før vi har fået aftalt, at de migranter, der overskrider kvoten, skal nægtes adgang til EU. Så længe det ikke er EU, der bestemmer, hvor mange der kommer ind landene, så længe antallet af ankommende migranter betragtes som noget, der som en naturkatastrofe ikke står til at ændre, er vi nogle stykker, heriblandt heldigvis mange østeuropæiske lande, der ikke vil være med til et kvotesystem.

Men desværre er Andreas Kamm kun én ud af uhyggelig mange folk i den europæiske elite, der tænker i sindelagsetiske baner og ikke er til at råbe op fra ansvarsetisk side.

Dette indlæg blev udgivet i Indvandringspolitik og tagget , . Bogmærk permalinket.

3 svar til Kamm’s sindelagsetik

  1. Pingback: Uvidenhedsmetoden | ricardtriis

  2. Pingback: Barmhjertighedens blinde øje | ricardtriis

  3. Pingback: EU’s moral og amoral | ricardtriis

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.