Uvidenhedsmetoden

Der er mange måder, hvorpå den forudindtagede journalist kan få stoffet til at fremstå i den vinkel, han eller hun ønsker det.

Én af måderne er at fremstå uvidende, enten bevidst uvidende eller uvidende uvidende. Det sidste er nok det mest almindelige. Man deler uvilkårligt holdningerne hos main-stream-medierne, dvs., deler den blindhed, der hersker dèr, deler den uvidenhed, man går til opgaven med.

Jeg har før givet eksempler på det, og eksemplet her bliver nok ikke det sidste. Men forleden aften i Deadline (altså Deadline for den 28-11) fremkom et nyt eksempel.

Det var den nye generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp, Christian Friis Bach, der fremkom med den. Og jeg var da ærlig talt lidt spændt på at høre, om han lider af de samme vrangforestillinger som hans forgænger Andreas Kamm. Som man måske husker, var jeg højlig forarget på Andreas Kamm for et årstid siden, se her. Jeg skrev dengang:

Kamm erindrer fra sidste år, hvordan billedet af den druknede lille dreng, Aylan Kurdi, gik verden rundt og forårsagede en vældig opblussen i viljen til at hjælpe. Han skriver:

Billedet gik verden over, blev ikonisk og et symbol på en verden, der havde fejlet. En verden, der havde svigtet syriske Aylan, hans familie, de 3.700 andre mennesker, der sidste år druknede i forsøget på at komme i sikkerhed i Europa, og de alt for mange flygtninge og fordrevne, der findes i verden.

Jamen, kære Andreas Kamm, det er jo løgn, det, du skriver. Vi har ikke svigtet den lille dreng, vi har ikke svigtet hans familie”.

Dette ikke-svigt begrundede jeg med, at den vestlige presse for engangs skyld havde gjort sin pligt: fundet frem til, hvad der virkelig lå bag den lille drengs død. Hans far prøvede ikke at komme i sikkerhed i Europa. Han levede i Tyrkiet som kurdisk flygtning uden de store indkomster, men dog i sikkerhed. Blot ville han gerne have en bedre tilværelse i Tyskland, og han forsøgte derfor som tusinder andre at komme til Grækenland. Blot forulykkede den gummibåd, han og hans familie var med, og hans lille dreng og hans kone druknede.

Det er sandt nok, at billedet af den druknede lille dreng gik verden over, og det er også sandt, at man uden videre tog det som et symbol på Vestens svigt. Men denne symbolik forsvandt, da sandheden om drengen og hans død blev fremskaffet af medierne.

Ikke desto mindre lader altså Andreas Kamm som ingenting året efter, forsøger stadig ud fra billedet at bearbejde vores samvittighed. Det er intet mindre end løgnagtig virksomhed. Og denne løgn søges altså gennemført derigennem, at Kamm lader, som om han er uvidende om de kendsgerninger om drengen, der er kommet frem.

Vil hans efterfølger bære sig ad på samme måde?

Ak ja, det ville han.

Man diskuterede i Deadline-udsendelsen regeringens beslutning om ikke at modtage kvoteflygtninge fra FN. Den anden diskussionsdeltager var Michael Aastrup Jensen, ordstyrer var Lotte Korsholm. Undervejs blev bragt et clip med Marie Krarup, som hævdede, at den bedste måde at hjælpe på var at modtage kvoteflygtninge; hvis man blot kunne få standset strømmen af spontane flygtninge, kunne man bruge pengene langt bedre på FN’s flygtninge, for de var i meget højere grad ægte flygtninge.

Det forholdt Michael Aastrup sig ikke til. Men Christian Friis Bach advarede mod at ophæve asylretten. For den var det pinende nødvendig at fastholde. Han mindede om, at det var situationen med jødeforfølgelserne i Tyskland i trediverne, der havde givet de underskrivende lande en pligt til at behandle de menneskers asylansøgning, der mødte op på grænsen og søgte om asyl. Og på spørgsmål fra Lotte Korsholm fastholdt han princippet om retten til behandling af asylansøgning, også selv om det medførte store og – synes det – uløselige integrationsproblemer.

Han så meget alvorlig ud, mens han redegjorde for baggrunden for asylretten. Og man får vel uvilkårligt det indtryk, at han virkelig mener det, han siger, at altså han altså er uvidende om den uvidenhed, der præger ham.

For lad det være aldrig så sandt, at de lande, der har underskrevet flygtningekonventionen, har pligt til at lade de mennesker, der søger om asyl ved ens grænse, få sin sag behandlet, det bliver forkert, når man fortier, at dette ikke gælder mennesker, der ankommer til ens grænse fra et sikkert land. I et sådant tilfælde har man lov til at behandle asylansøgningen, men man har ikke pligt til det.

Det gør en kæmpeforskel. Men så at sige alle politikere og alle medier er overbeviste om, at man har pligt til at behandle alle de asylansøgere, der tropper op ved landets grænse. Og der lød da heller ingen protester fra de to andre deltagere over denne tolkning af konventionen.

Dette med pligt til og lov til er ikke noget, jeg har fundet på. Jeg har det fra en tidligere dommer ved den tyske forfatningsret, Hans-Jürgen Papier, og jeg har det fra EU-kommissionen, der var nødt til at gøre opmærksom på denne hidtil oversete detalje for at få Grækenland til at kunne sende migranter tilbage til Tyrkiet på konventionsmedholdelig vis, se her: man skulle bare fra græsk side anerkende Tyrkiet som et sikkert land, så var den hjemme. Sagde altså EU-kommissionen, en instans, der vel må formodes at have en vis juridisk indsigt.

Jeg kan også godt fremkomme med forslag til, hvordan det kan være gået til, at denne begrænsning i reglerne er gået i glemmebogen.

Dengang, da der kun var få flygtninge, der søgte asyl, spillede det ingen rolle med denne begrænsning. For så at sige alle europæiske lande ville hjertensgerne vise deres gode vilje til at modtage flygtninge. Og da der så efterhånden kom flere og flere, til sidst så mange, at man fik vanskeligheder med at behandle deres asylansøgninger, accepterede man, i hvert fald i Italien, at de rejste videre til andre lande for at søge asyl dèr. Og hvad, Dublinaftalen sagde jo også, at en flygtning kun kunne søge asyl i ét land, de andre lande i aftalen skulle sende flygtningen tilbage til det land, han eller hun først have søgt asyl i. Men alle lande havde accepteret en vis moralsk forpligtelse til at behandle alle ansøgninger fra de flygtninge, der mødte ved landegrænsen og sagde ”asyl”. Man ville jo gerne anses for et venligt og imødekommende land. Og man glemte så i farten, at dette ikke var en pligt, men noget, landet frivilligt påtog sig for at kunne være med i det gode selskab.

På den måde havde man – stik imod konventionens hensigt – fået det gjort til en acceptabel sag, at en flygtning kunne ”asylshoppe” mellem de europæiske lande, altså selv bestemme, hvor der skulle søges asyl. Ligeledes havde man ødelagt en ellers nogenlunde god måde at kende forskel på migranter og flygtninge på: hvis de tilrejsende er flygtninge, vil de være tilfreds med den sikkerhed, det første lande, de arriverer i, kan tilbyde dem; de er jo personligt forfulgte og derfor glade for endelig at være kommet i sikkerhed. Ligesom jøderne, der i trediverne kom til Holland, var glade for at være i sikkerhed dèr. De, der rejser videre, kan med en vis ret betegnes som migranter.

Som man kan forstå ud fra denne uvidenhed blandt både politikere og medier om, hvad der er tilladt og hvad ikke ifølge konventionen, er det ganske svært for Dansk Folkeparti at få overbevist de andre partier om, at man bør afvikle asylretten for de spontane flygtninge for i stedet kun at modtage kvoteflygtninge.

Mærkværdigvis nok synes Dansk Folkepartis svenske søsterparti, Sverigedemokraterne, at have haft held til at overbevise det største borgerlige parti, Moderaterne, om noget tilsvarende, se her. Det synes dog ifølge denne artikel mere at være begrundet i de mange drukneulykker på Middelhavet – fra 2013-2017 er 15.000 mennesker druknet på den måde – men ligegyldigt hvordan, kan der blot komme lidt mere orden på sagerne, så er det bliver staterne og ikke menneskesmuglerne, der bestemmer, hvem der skal ind i landet, så er det godt.

Også Mikkel Andersson argumenterer i Berlingske for, at man bør standse de spontane flygtninges strøm for i stedet at modtage det flere kvoteflygtninge, se her. Men han synes ikke at have læst Papiers overvejelser over sikre og usikre lande.

Men altså: inden vi giver os til at argumentere for, at vi skal forlade flygtningekonventionen, var det måske en idé at se på, hvad der egentlig er pligt og hvad der er tilladt ifølge denne konvention.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Indvandringspolitik og tagget , , . Bogmærk permalinket.

3 svar til Uvidenhedsmetoden

  1. Morten - - - siger:

    Jeg tror ikke, det er uvidenhed, der driver værket, men føderalisme. Venstre har siden sluthalvfjerdserne med hård hånd udrenset alle kandidater, der ikke fuldtonigt kunne udtale, at: “der er intet alternativ til EU!”

    Vi kan let komme efter, hvordan politikerne tænker ved at lytte til dem, de indsætter på de højeste tillidsposter i EU. Og disse tænker nogenledes som her (1 min. 32 sek.): https://www.youtube.com/watch?v=q94syUDDhxA

    Venstres mål er ikke et europæisk multikulti, baseret på et kompromis med dominerende klankulturer. Men Venstre er villig til at acceptere dette middel, hvis det er prisen for virkeliggørelsen af den konstruktivistiske fantasi, regnbuerepublikken, Det Nye Europa. Betænk: Vor tids Venstre er et produkt Uffe Ellemann-Jensen og Henning Christophersen – og for tiden af sværmere som Søren Pind.

    Bedst mening giver det at søge svaret på uviljen til handling i forholdet til EU – ikke så meget i forholdet til konventioner. “50 stramninger”, men ingen løsninger, er om noget et symptom derpå.

    Giver det ikke mening?

    – – –

    • M.S. Carstens siger:

      Ja;
      Vi så Socialdemokratiets Helle, Venstres Fogh, Radikale Vestager (og sikkert næstefter Løkke Rasmussen)(samt alle dem, som tidligere fuskede os ind i EU), bruge deres mandater for det danske folk, til at skaffe sig egoøkonomiske fremskridt, mens de alle til sammen har sat EU/internationale organisationer/egocentrisk magt over det, som deres mandater i Folketinget berettiger til.

  2. M.S. Carstens siger:

    Godt analyseret Ricard Riis. Tak igen.

    og så er det ganske nødvendigt, at vi får vore politikkere på Borgen, ALLE som EN, hængt op på Dublin-Erklæringen (som jo nu i 2017 er stadsfæstet af en EU-domstol) skal efterkommes!

    Og ret egentlig, berettiger den nu også til, at alle, som selv skaffede sig frem til Danmark/den Dansk-Tyske grænse gennem årene og sagde “Asyl”, skal have deres asylbehov (med alle efterfølgende “rettigheder”) genvurderet, da de på ingen måde have/har nogen som helst asylberettigelse i Danmark.

    – og hvis asylbehovet skulle være der (vi har dog ikke nabolande der udsætter folk for forfølgelse), så må det være under forudsætning af asyl:
    man returnerer snarest muligt.
    Gerne med nye færdigheder, til at mestre de´t, som de forlod.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.