Muslimsk schizofreni

Jeg må indrømme, at jeg igennem snart mange år har undret mig over islam. Altså ikke blot været forarget over denne religions mærkværdigheder, men undret mig, undret mig over de mærkelige mennesketyper, som denne religion synes at fremkalde, undret mig over de handlinger, som disse mærkelige mennesker får sig selv til at foretage, undret mig over den næsten sygelige hengivenhed, de nærer for deres helligskrift, koranen, og undret mig over den sære historie, som islam har: det er i denne religions regi, at de mange næsten løsslupne historier fra 1001 nats eventyr nedstammer, og det er inden for rammerne af netop islam, at sufierne optræder, disse væsener, som næsten tror mere på en anden verden end på denne. Og så er det trods disse fredelige foreteelser indenfor religionen alligevel denne religion, der har optrådt som en erobringsreligion i over halvdelen af de 1400 år, den har eksisteret.

Og da det nu er igennem så mange år, at jeg har undret mig, undrede det mig ikke så lidt, at jeg forleden igen kunne gribes af undren over denne religion.

Det kom sig af, at jeg på snaphanen.dk så et foredrag af en flamsk professor, Wim van Rooy, se her. Det var forsynet med engelske undertekster, så det var nogenlunde til at have med at gøre på trods af mit ringe kendskab til flamsk. Det var på mange måder et lidt rodet foredrag. van Rooy skulle hele tiden søge at overbevise os om, at han talte ud fra en rig erfaring. Og det var måske også nødvendigt, for det, han sagde, var både mærkeligt og utroligt, formentlig noget, som de fleste umiddelbart ville tage afstand fra.

Han fortalte f.eks. om en række psykiatere, han kendte, som havde lagt mærke til, at de muslimer, der kom i deres praksis, ofte udviste schizofrene træk. Jeg tror ikke, at denne iagttagelse har nogen gyldighed i psykiatrien, men det, van Rooy forvandlede den til, forekom mig rigtigt.

Hvordan det?

Jo, efter at have fortalt om psykiaternes iagttagelse, sagde han:

Dette overrasker mig ikke, og det er noget, som alt for sjældent tages i betragtning. Muslimen får at vide, aldrig udtalt, altid implicit, at ‘islam er den bedste religion’, ‘det er den endegyldige religion’, osv. Så han opdrages til at have en følelse af overlegenhed. Og så kommer de her til Vesten og I véd allerede, hvordan det ender her. I Vesten er de ikke de bedste.

Engang for lang tid siden, i 2008, dengang der i vinterferien forekom utrolig mange bilbrande i muslimske kvarterer, prøvede to pædagoger, Kirsten Damgaard og Carsten Ringsmose, at forklare de vanskeligheder, muslimske drenge stod overfor. Jeg refererede dem på denne måde:

De forklarede urolighederne med de muslimske drenges selvovervurdering, en overvurdering, de havde fået gennem deres opdragelse. Der ligger i den muslimske kultur, sagde de, ikke blot en forestilling om, at mænd er bedre end kvinder, men også om, at muslimer er bedre end ikke-muslimer.

Men når unge drenge med disse forestillinger gang på gang erfarer, at de ikke er spor bedre end danskerne, så kommer enhver forklaring, der giver det danske samfund skylden, som sendt fra himlen til dem. Den forklaring kan de bruge, men ændre den opfattelse, der siger, at de er bedre, det hverken kan eller vil de. Og deres medmuslimer synes ikke at ville gøre noget for at få dem til at gøre op med denne fejlopfattelse. Se her.

Det var de unge muslimers bilafbrændinger, der skulle forklares. Det vil sige, det var det samme spørgsmål, de prøvede at forklare, som van Rooy vil forklare. For han begyndte sit foredrag med at stille det spørgsmål: ”Hvorfor hader de os?”

For det er jo det mærkelige, at overfor netop denne religions tilhængere kan man stille spørgsmålet: ”Hvorfor hader de os?” van Rooy er 100% sikker på, at hvis man går ud på gaden og stiller tilfældige mennesker dette spørgsmål ”hvorfor hader de os?”, så vil alle med det samme vide, at det er muslimer, man taler om. Ingen, siger han, vil tro, at man taler om buddhister, syvende dags adventister eller taoister, nej, man véd med det samme, at der kun er én gruppe, om hvilken det giver mening at stille dette spørgsmål.

Her kan det være relevant at forlade van Rooy et øjeblik og kaste et blik i Kristeligt Dagblad for den 18-10. Her har bladet en anmeldelse af én af efterårets bøger, ”På Guds vegne”, hedder den, og den er skrevet af Ole Bjørn Henriksen og Hans Henrik Fafner, se her. Anmelderen, Søren Hermansen, er ikke helt tilfreds med bogen. Efter at have refereret, hvordan bogen har spurgt: ”Hvordan kan jøder, kristne, muslimer, buddhister og hinduer tro, at de ved at slå andre mennesker ihjel gør noget godt for deres tro?” og redegjort for de forsøg på forklaringer, forfatterne kommer med, skriver han:

Dog ville jeg gerne have været lidt dybere ned i de teologiske overvejelser. Jeg tror ikke, at muslimsk terror kan bekæmpes succesfuldt, uden at der er en teologisk debat. Hvad siger Koranen? Skal alle vers tælle ligeligt? Er der ikke et centrum i teologien? Man kan efterlyse et muslimsk reformatorisk opgør her i Vesten.

Og det må man da give ham ret i. Sociologiske forklaringer rækker som en skrædder i Helvede. Der må religiøse forklaringer til. Til gengæld er Søren Hermansen ikke selv særlig meget hjemme i den slags forklaringer. For han fortsætter:

Det virker, som om de yderliggående muslimske grupper er dårligt teologisk kørende. De læser Koranen, som Fanden læser Bibelen. Der er fremragende muslimske teologer, der her kan blande sig, så religiøse charlataner ikke får så let spil.

Martin Luthers reformation mundede ud i et teologisk normsæt, der gjorde op med teologisk vilkårlighed. Der er en kerne i Den hellige Skrift. For Luther var det Kristus. For muslimer kunne det være Guds Barmhjertighed. Det kan muslimske lærde naturligvis bedre formulere og dermed give almindelige muslimer ord til at stå op mod den fanatiske islamisme, som bevæger sig ud ad terrorens brutale vej.

Her er det minsandten anmelderen, der går galt i byen. Jovist, stillet overfor den muslimske terror siger vi vesterlændinge ofte, at islam savner en reformation à la den reformation, kristendommen var udsat for med Martin Luther. Man gør sig tilsyneladende ikke klart, at islam gennem de seneste tyve-tredive år har befundet sig i netop en sådan reformationsperiode. Slagordet i den kristne reformation var ”tilbage til kilderne”. Fordi Luther gav sig til at læse det ny testamente uden tilsætning fra diverse kirkefædre, derfor var det, at han kunne gennemføre en reformation, der afskaffede munkevæsenet, lod præster gifte sig og genindførte nadver med både brød og vin for lægfolket. Plus den grundlæggende teologiske forandring, der forekom.

Hvis muslimer på samme måde skal lægge koranen til grund for en reformation af islam, så bliver resultatet det, vi har set i Irak og Syrien: ”Islamisk Stat”. Det kendte og anerkendte muslimske hoveduniversitet, al-Azhar i Kairo, kunne ikke vinde en konkurrence over, hvad der var den rette islam, da der udbrød en ordstrid om dette emne mellem dem og ”Islamisk Stat”. For at kernen i koranen skulle være ”Guds barmhjertighed”, som Søren Hermansen forestiller sig det, er det rene volapyk. Der ligger ikke megen koranstudium bag en sådan opfattelse.

Det er sandt nok, som det hedder i underoverskriften i Kristeligt Dagblads anmeldelse, at

Når man har læst bogen ”På Guds vegne”, kan man ikke undgå at tænke, at det er synd for Gud, at så mange foretager skændige handlinger i hans navn, og at så mange tror, at de derved tjener hans sag. Hvordan kan jøder, kristne, muslimer, buddhister og hinduer tro, at de ved at slå andre mennesker ihjel gør noget godt for deres tro?

Men det er en kapitalbrøler af rang, når forfatterne (og anmelderen med) ikke overvejer, om de, der handler sådan, gør det i modsætning eller i overensstemmelse med deres religion. Almindelige mennesker véd godt det, som van Rooy gør opmærksom på, men forfattere véd det ikke. Det er kun islam, hvis tro kræver af dem, at de fører krig mod anderledes troende. Kristendommen gør det ikke, buddhismen gør det ikke, og hinduismen heller ikke.

Tilbage til Wim van Rooy!

Han har, siger han, tilbragt megen tid med at udspørge diverse undervisere, herunder folk, der underviser muslimer. Selv har han også undervist dem.

Da jeg arbejdede med undervisning, og da jeg talte til disse muslimer, blev jeg klar over, at i virkeligheden er de komplet ligeglade med at lære matematik og historie. Det rager dem en papand. Og det skyldes den rammefortælling, som deres religion giver dem. Hvordan det? Fordi i koranen er det hele skrevet ned, Allah véd alting, Allah kan forvandle verden i løbet af et sekund. At integrere ren videnskab ind i en sådan rammefortælling er en vanskelig opgave. Og denne rammefortælling, denne antikulturelle conceptionelle rammefortælling, den har de internaliseret fuldstændig. De sidder derfor i klasselokalet rastløse og uden at være interesserede, eller de keder sig og bliver rå, hvilket også er almindelig kendt. Så den indstilling, vi har – jeg tror, Spinoza kalder den ‘libido scienti’, lysten til at vide noget – den har muslimerne ikke.

Der var især på dette punkt, at jeg måtte undre mig over, at der i min hjerne stadig var plads til undren over muslimer. For denne del af deres anderledeshed havde jeg ikke stødt på tidligere.

Wim van Rooy nævner selv, hvordan mutazilitterne prøvede at gøre op med denne opfattelse af Allah. Og det svarer nogenlunde til det, jeg læste hos Robert R. Reilly, se f.eks. her. Og van Rooy mener, at enhver muslim, der opfanger noget af Vestens filosofi og tager den med sig tilbage til islam og prøver at ændre islam – eller at optø islams iskolde gudsforståelse – mødes med interesse i begyndelsen, men efter kort tid – tyve, tredive, fyrre år – må opgive deres reformationsforsøg. For alt, hvad man behøver at vide, står jo i koranen.

Det er ikke mærkeligt, at det er muslimske terrorister, der udgør langt størsteparten af nutidens terrorister. For mens jødiske, buddhistiske, hinduistiske, taoistiske terrorister alle i deres voldsanvendelse handler imod deres religions grundlæggende teser, handler muslimen i sin terrorisme i skønneste overensstemmelse med det grundlæggende i islam.

Sandt nok, det vil vi vesterlændinge ikke rigtig tro på. Vi opfinder derfor begreberne ”islamisme” og ”islamist”, i stedet for de gammeldags begreber ”islam” og ”muslim”. Men det trick afmonteres meget elegant af Wim van Rooy med den bemærkning, at en islamist blot er en muslim, der har travlt. Islamisten og muslimen har det samme mål, men ikke det samme hastværk med at nå målet.

Var det egentlig så underligt, at jeg måtte undre mig?

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Islam og tagget . Bogmærk permalinket.

Et svar til Muslimsk schizofreni

  1. lizzia H. siger:

    Jeg har stor fornøjelse af den viden om islam som du tilbyder i dine indlæg om islam. Jeg er selv meget forundret over at det danske sundhedsvæsen med glæde byder rettroende muslimer velkommen til at behandle syge og svage, – danskere såvel som andre som der i de rettroende muslimers øjne er urene.
    At Regionerne byder f.eks. tildækkede læger og plejepersonale velkommen tænker jeg er et udslag af uvidenhed.
    Men at mange, især kvindelige rettroende muslimer søger mod omsorgsfag forstår jeg ikke.

    Kan det være på grund af deres forpligtelse til missionering (dawa) eller er det fordi de står sig bedre når de skal i Paradis ved i livet at have ‘ofret’ sig og haft fysisk kontakt med de vantro?
    Gennem flere omgange har jeg forsøgt at få mulighed for at være fri for kontakten til rettroende muslimer når man hjælpeløs har behov for behandling på sygehuset. Men mit lokale hospital, Odense Universitetshospital, har indtil videre afvist at tillade fravalg med henvisning til regler og love om diskriminering.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.