Afradikalisering

Hvad skal vi stille op med ”vore” IS-krigere?

Først en lille stikpille til Jens Philip Yazdani. Han stiller på sin blog på Jyllands-Posten, se her, dette spørgsmål: Hvorfor er en danskers liv mere værd end en syrers? Og det spørgsmål afslører ham som globaletiker, noget, han sikkert mange steder vil høste bifald for. Men i mine øjne er en sådan globaletiker en højst betænkelig person, måske ligefrem en farisæer. Jo, for han overser det faktum, at grundlaget for vort demokratiske samfund er, at vore politikere varetager vores, danskernes, interesser. Vi vælger ikke politikerne til at varetage alle andre folkeslags interesser, vi vælger dem for at varetage vores interesser. Det lyder ikke særlig etisk, og det er heller ikke meningen. Men meningen er, at demokratiet skal fungére. Og hvis politikerne ikke tager hensyn til de menneskers interesser, der har valgt dem, så mister demokratiet sin eksistensberettigelse. Der er syriske politikere, hvis pligt det er at tage vare på syrernes interesser, en opgave, de har udført umådelig dårligt. Og bevares, vi kan da godt tage hånd om nogle af de mennesker, der er flygtet fra den undertrykkelse, der har fundet sted i Syrien. Men kun, så længe det ikke er imod vore egne interesser. Når det viser sig, at de flygtninge, vi troede ville falde til hos os, i stedet tager til Syrien for at kæmpe IS’s sag, så har de så grundlæggende svigtet vores tillid, at det er forståeligt, at Naser Khader i forleden aftens Deadline mente, de var for farlige at få tilbage til Danmark.

Det var det, Yazdani greb fat i: Jamen, er de så ikke også farlige i Syrien? Er måske en dansker, der bliver dræbt af en hjemvendt IS-kriger, mere værd end en syrer, der bliver dræbt?

Svaret er, at vi skal undlade at stille den slags globaletiske spørgsmål. For der er ingen af os, der lever på månen. Alle har vi et land, hvor vi hører til, og det lands vé og vel skal vi tage os af.

Og svaret er videre, at vi for at kunne begå os i den store verden, har lavet nogle internationale regler. Én af disse regler siger, at en stat ikke må afvise sine egne statsborgere ved grænsen. Det er en regel, vi gerne ser overholdt af diverse migrantleverende lande. For så snart en migrant har sat foden på dansk jord, er det næsten umuligt at få ham sendt tilbage igen. Hvis vi selv nægter at tage vore statsborgere hjem, vil det ikke være befordrende for den internationale retsorden. Men altså: vi skal tage dem tilbage af hensyn til den internationale retsorden, ikke af hensyn til én eller anden global etik.

Det var den lille stikpille. Dernæst til det mere afgørende spørgsmål: Hvordan skal vi behandle de IS-krigere, der kommer hjem?

Jeg har, som det vil fremgå af nogle steder her på bloggen, været ikke så lidt i tvivl. Her har jeg ud fra beretningen om Zakæus hævdet, at vi må holde os omvendelsens mulighed for øje, måske endda håbe på, at vi kan bruge nogle omvendte jihadister til at afskrække unge muslimer fra jihadismen. Og her har jeg foreslået, at vi anvender tvangsundervisning overfor disse krigere; jeg er også kommet med nogle forslag til en undervisningsplan: hovedsagen i mit forslag var, at vi ud fra videnskabelige beviser skulle vise, at koranen er skrevet af Muhammed og ikke af Allah. Og endelig har jeg her tilsluttet mig den tanke, der blev fremsat i en Tv-udsendelse, at man burde udspørge de hjemvendte IS-krigere grundigt, så vi selv kan lære noget om, hvad der får unge mennesker til at slutte sig til jihadist-bevægelser.

Denne sidste tanke gør det overflødigt at overveje alle de juridiske spørgsmål. For er tanken den, at vi ved deres hjælp kan undgå fremtidige jihadister, så er de jo noget værd for os. Vi skal ikke regne med, at vi har besejret jihadisterne, fordi vi har nedkæmpet IS. Det er man også godt klar over fra politisk side. Men det er, som om man ikke rigtig tror på det, der bærer det danske samfund, hvad enten man nu vil kalde det kristendom eller humanisme. Det synes at være en helt fraværende tanke, at disse jihadister kunne blive omvendt. Og sandt nok, man må vel hele tiden være bange for pseudo-omvendelser. Men hvad enten de nu omvendes eller ej, nogen oplysning om grunden til, at de tilsluttede sig jihadismen, vil nu nok en klog interview’er kunne få ud af dem.

Problemet vil måske vise sig at være, at vi ikke har tilstrækkelig kyndige folk til at interview’e dem. Det skal være folk, der er tilstrækkeligt inde i jihadismens tankegang. Det vil sige: Det duer ikke at finde én eller anden psykologisk eller sociologisk forklaring på deres tilslutning, det skal være en teologisk forklaring, man skal nå frem til. Og interview’erne skal derfor være rimeligt hjemme i den teologiske tankegang, altså den islamiske teologis tankegang.

Berlingske bringer en artikel om en journalist, der har interview’et omkring 40 personer, der var vendt tilbage til Europa fra IS’s krigseventyr, se her. Og hans erfaringer er ikke for gode: Kun én ud af de 40 fortrød. Blot glemmer man at fortælle, hvilke forudsætninger journalisten spørger ud fra: er det sociologiske eller teologiske; det gør jo en væsentlig forskel. Det hedder i artiklen:

Adskillige af de jihadister, der som led i terapien stod frem i medierne og tog afstand fra Islamisk Stat, er efterfølgende draget i hellig krig igen.

»De taler til os med et forstående blik og bløde stemmer, som om vi var gamle alkoholikere. Det er helt til grin,« siger Lena om det program, hun blev tvunget til at deltage i.

Det er blandt andet for at undgå at blive helt til grin, at jeg har foreslået, at man skal bruge tvungen undervisning, og at denne undervisning skal sigte på at bibringe ”eleven” en forståelse af de beviser, der findes for, at koranen ikke kan være en almægtig og alvidende guds værk, men må være Muhammeds værk. Men selvfølgelig kan sådanne timer i enecellen med et undervisningsfjernsyn kørende hele tiden afbrydes af samtaler med, nej, ikke en psykolog, men en teolog, eller i hvert fald en videnskabsmand, der er tilpas inde i de muslimske teologiske tankegange. Og man kan muligvis også forestille sig, at det bliver tilladt at søge på internettet efter oplysninger. Blot må jo ”eleven” være forberedt på, at andre kan se, hvad han søger på, og at han nok vil blive imødegået på nogle af de punkter, han mener at kunne finde noget om på internettet.

Men man skal nok, hvis der virkelig skal være tale om en afradikalisering, kræve, at ”eleven” ikke kommer sammen med ligesindede. Og i betragtning af, hvor stærk en overbevisning, han har haft, som nu skal nedbrydes, må man nok kræve, at han sidder i isolation. Men man må også sørge for, at interview’eren ikke har nogen indflydelse på, hvornår han slippes fri; for det vil give han et incitament til at forstille sig. Og hvis vi kan få oplysninger ud af ham om, hvorfor han drog til Syrien, skulle det gerne være ægte oplysninger, ikke noget, han siger, fordi han tror, det kan bringe ham i frihed.

De sataniske vers.

Lad mig for at belyse, hvad man kunne tage frem i det tvungne undervisningsfjernsyn, nævne episoden med de sataniske vers.

Det er rigtigt at koble disse vers til Salman Rushdies roman af samme navn. Men det er forkert at tro, at episoden med de sataniske vers er opfundet af Rushdie. Der er hele fire agtværdige muslimske vismænd fra tiden kort efter Muhammeds død, som har berettet om, hvad der skete. Og det, de beretter, er nogenlunde det samme. Man kan se en længere videnskabelig udredning af episoden med pro et contra opstillet her.

De sataniske vers opstod, mens Muhammed levede i Mekka. Her blev han mere og mere bedrøvet over den modstand, han mødte, og al-Tabari, som jeg her holder mig til, fortæller, hvordan han overvejede frem og tilbage, hvordan han kunne opbløde den modstand. Så en dag, da han åbenbarede sura 53 i moskeen og nåede frem til vers 19 og 20: ”Hvad mener I om al-Lāt og al-Uzzā, og dernæst Manāt, den tredje?” (se her), fortsatte han på egen hånd med at sige: ”De er de højtflyvende traner; i sandhed, deres forbøn modtages med tilslutning”. Det førte med sig, at alle i moskeen tilbad, ikke blot de tilstedeværende muslimer, også de ikke-muslimske mekkabeboere, som var til stede. For de tre gudinder var holdt højt i ære blandt dem, og når nu Muhammed godkendte dem, kunne de godtage ham og det budskab, han kom med.

Men Gabriel gik i rette med ham, og Muhammed blev hed om ørerne. Men Allah forbarmede sig over ham, og åbenbarede dette vers (sura 22,52):

Vi har aldrig før dig udsendt nogen udsending eller profet, uden at det skete, når han havde et ønske, at Satan indføjede noget i hans ønske; men Gud ophæver det, som Satan har indføjet, og derpå gør Gud sine tegn utvetydige. Gud er vidende og vis. (Se her).

Og det var jo pænt gjort af Allah. Men mon han nu også har tænkt sig godt nok om? For med dette vers gøres jo alle versene i koranen tvivlsomme. Hvornår kan vi regne sikkert med, at koranens ord stammer fra Allah? Hvornår har Allah ophævet det, Satan har indføjet?

Det svarer lidt til det vers sura 2,106, som muslimerne bruger til at abrogere eller ophæve et vers i koranen med et andet vers. Det hedder her:

Når Vi ophæver et vers eller lader det gå i glemme, bringer Vi noget, der er bedre end det, eller noget magen til. Ved du ikke, at Gud er i stand til alt?

Abrogation er en metode, de muslimske lærde har benyttet sig meget af for at få lidt orden på koranens ord. Men det bevirker altså, at intet ord i koranen er sikkert; måske hører netop dette ord til dem, der skal abrogeres af et andet ord. Så uanset, hvor stærkt man påstår, at koranen er Guds eget ord, talt til Muhammed gennem Gabriel, uden menneskelig indblanding, man slipper ikke for den menneskelige indblanding, når koranen skal tolkes. Og det vil sige, at de muslimer, der sætter livet til for noget, der står i koranen, i virkeligheden sætter livet til for en fortolkning af koranens ord af dødelige mennesker.

Jeg har, som man nok véd, mange gange prøvet at opstille forskellen mellem kristendom og islam her på bloggen. Én af gangene har jeg brugt den fortælling, man plejer at kalde ”forklarelsen på bjerget” (Matt 17,1-8). Jesus fører tre af sine disciple med sig op på et bjerg. Der ser de Moses og Elias komme og tale med Jesus. Det sætter jeg i modsætning til åbenbaringen til Muhammed:

Mens Muhammed får overbragt en andens ord at viderebringe – koranen tænkes ikke at være Muhammeds ord, men Guds eget ord, Muhammed er blot det uvirksomme redskab, der ikke på nogen måde blander sig i forståelsen af ordene – så lyder Guds ord til disciplene om Jesus: ”Hør ham!”, altså: ‘De erfaringer, han når frem til i sit menneskeliv, dem skal I lytte til, om I ikke på den måde bedre kan forstå jeres eget menneskeliv’. (Se her).

Nuvel, om en sådan afsløring vil virke ind på hårdkogte IS-krigere, vides naturligvis ikke. Men det er værd at bemærke, at al-Baghadi, kaliffen i IS, var en lærd mand, godt inde i de muslimske traditioner, og at det, IS-folkene foretog sig, hele tiden blev begrundet med koranord: man ville tilbage til den oprindelige islam. Så at jonglere med koran-citater er ikke noget nyt for disse mennesker. Derfor burde man måske også lade dem få en koran med ind i cellen. Tillige naturligvis med en bibel.

Til næstsidst: Er dette humanisme eller kristendom?

Svar: Det er begge dele. Det er i hvert fald ikke humanisme blindt at adlyde ord fra en 1400 år gammel bog. Humanisme vil sige at anerkende den menneskelige fornuft. For det hører jo med til islam, at ikke blot skal man selv blindt anerkende koranens ord, man tænkes også at skulle tvinge andre til at anerkende dem, lidt ligesom Muhammed blev tvunget gennem de åbenbaringer, han modtog. Så den muslimske tro kan påtvinges andre, den kristne tro må altid modtages i frihed.

Og til sidst: Man vil måske sige: Jamen, det er jo forfærdeligt, det, du her foreslår. Tænk, hvis det blev røbet, at vi søger at proppe tesen om de sataniske vers ned i halsen på troende muslimer! Hvad kunne vi ikke blive udsat for af repressalier fra de muslimske landes side?

Til det må man sige: Intet skulle forbedre forholdet mellem os og muslimerne mere end en åben diskussion om muslimsk-teologiske problemer. Hidtil er det lykkedes muslimerne at undgå at tage stilling til vore begrundelser for ikke at anerkende koranen som Guds eget skinbarlige ord, dels ved at påstå, at de føler sig krænkede på deres profets vegne af en sådan diskussion, dels ved at svare med terror og vold på vore indvendinger. Det ville være yderst glædeligt, om vi kunne komme ud af denne fastlåste tilstand.

Men skal vi komme ud af den, forudsætter det også, at vi vesterlændinge bliver klar over, at den muslimske voldstendens stammer fra en opfattelse af koranen som Guds skinbarlige ord. Deres mange særegenheder – at de mener, de er mere end os andre, at de ser ned på os vesterlændinge, at de mener sig i deres gode ret til at voldtage danske piger, osv. – ligger forankret i denne tyrkertro på det guddommelige i koranen. Det er ikke sociale eller psykologiske faktorer, der får unge muslimer til at blive IS-krigere, det er en grebethed af den muslimske tro på magtens overhøjhed over ordet.

Og skal de afradikaliseres, skal deres jihadist-tro tages ud af deres hjerner, sker det bedst ved at præsentere dem for en anden tro, en tro på menneskets frihed, en tro på det enkelte menneskes ansvar. Om man kalder denne anderledes tro for kristendom eller humanisme, er ikke afgørende, det afgørende er at få dem til at forstå, at det er, hvad vore samfund bygger på, derfra henter de deres effektivitet, en effektivitet, der er langt større end den, de muslimske lande kan hente ud af den muslimske magttro.

Hvilket jo de storpolitiske magtforhold viser med al ønskelig tydelighed. Så det var måske en ide for disse magttroende muslimer at overveje, om nu også deres magttro er udtryk for en sand menneskeforståelse.

Dette indlæg blev udgivet i Islam versus kristendom og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.