Den samme Gud?

Af og til ser man rejst det spørgsmål, om mon kristne og muslimer beder til den samme Gud. I mine to forrige indlæg bebrejdede jeg Felix Körner, en teolog fra pavens kurie, at han i anledning af Erdogans beslutning om at gøre Hagia Sofia til moské igen anbefaler os kristne i det mindste at glæde os over, at der nu igen bliver bedt i Hagia Sofia.

En mærkelig, næsten kættersk bemærkning! Men den svarer for så vidt godt til mange teologers grundholdning. For i begyndelsen af islams fremvækst i Vesten betragtede mange islam som en forbundsfælle i kampen mod ateismen. Og den betragtning synes pave Frans at holde fast ved.

Dog er det ikke det, jeg her vil gå ud fra, men i stedet en artikel fra jihadwatch.org, se her, som vender sig imod en lille youtube-udsendelse af professor Miroslav Volf. I dette video-clip prøver Volf at vise, at man med god grund kan sige, at de kristnes Gud og muslimernes Gud er den samme.

For en del år siden skrev jeg et længere essay ”Frihed contra fromhed” og lagde det ud på nettet. I dette essay, der omhandler forholdet mellem kristendom (frihed) og islam (fromhed) kommer jeg ind på spørgsmålet om, hvorvidt der er tale om den samme Gud i de to religioner, se her. Og det besvarer jeg til at begynde med med et ja; det gør jeg ud fra den kristne tanke, at ethvert mennesker er en Guds skabning, og hvis et mennesker er i nød og beder til Gud, så er det ”Gud”, der bedes til, ikke en kristen eller en muslimsk Gud.

Men i de daglige, faste bønner viser det sig, at de to religioner tænker vidt forskelligt om Gud. Og så nytter det ikke noget med den ellers opbyggelige tanke, at vi tror på den samme Gud, i hvert fald bringer denne tanke ikke klarhed over sagen.

Lad mig begynde med et kort rids over gudstankens historiske udvikling!

De religiøse tanker har jo været genstand for en historisk udvikling som så meget andet i menneskehedens historie. Tænk på matematikken! De forskellige geometriske og matematiske sætninger er sætninger, der først gennem meget tænkearbejde er dukket op i et menneskes bevidsthed. Og det mærkelige er jo, at disse sætninger havde gyldighed, også før noget menneske opdagede dem. Ja, netop ”opdagede”, ikke ”opfandt” dem.

Nu er de religiøse tanker jo ikke matematik, og dette, at der udvikler sig en ny forestilling indenfor religiøse kredse, betyder ikke, at disse tanker så får samme gennemslagskraft som de matematiske sætninger. Historien har vist, at der udvikler sig forskellige religioner, og at disse religioner ikke uden videre kan sammenlignes, ja, måske slet ikke kan samtale med hinanden.

Det gamle Testamentes monoteistiske tankegang har således udviklet sig af en polyteisme, der var almindelig blandt de andre folkeslag. Men i Israel slog monoteismen igennem, og Det gamle Testamente får derfor den tanke at slås med, hvordan tilværelsen ser ud, når Jahve, Israels Gud, og den øverste Gud, El, slås sammen til én og samme person. Og det var ikke nogen let opgave at løse. Kort fortalt løste man opgaven på den måde, at man forestillede sig, at Israel var denne ene Guds udvalgte folk, og at han havde udvalgt sig dette folk ved at give det en lov på Sinai, en lov, der bestemte livet for israelitterne i både stort og småt.

Men hvis Israel er det udvalgte folk, og dets Gud, Jahve, er den eneste Gud i det hele taget, hvorfor gik det så jøderne så ilde? Hvorfor blev de bortført til Babylon? Hvorfor hjalp denne almægtige Gud ikke sit eget folk? Det blev ved med at være et uafklaret spørgsmål.

Og med Jesus trådte udviklingen af gudstanken så ind i den afgørende slutfase, så vor opgave efterfølgende er at drage konsekvenserne af det resultat, han nåede frem til.

Han flyttede fokus fra den del af sproget, der har med retfærdighed at gøre – det er den del, jeg har kaldt retfærdighedssprogspillet – til den del, der har med relationerne at gøre – den del har jeg kaldt kærlighedssprogspillet. Hvis jeg skal udtrykke det i min religionsfilosofi, blev det med ham klart, at det nære forhold mellem en families medlemmer er det sted, hvor sprogets udvikling har taget sin begyndelse. Min forklaring på det lyder, at hver sproghandling forudsætter tro, og tro er noget, der på forhånd findes i de nære relationer. Så snart relationerne fjerner sig fra familien, bliver troen på den andens gode hensigter erstattet af tvivl: er han ude på at udkonkurrere mig?

Dette udtrykker Jesus ved at kalde Gud sin far. Forholdet til den almægtige skabergud afbildes ved hjælp af forholdet til en forælder. Og fordi sproget både i menneskehedens udvikling og i enkeltmenneskets udvikling er blevet til i den tæt sammenknyttede familie – barnet lærer sproget at kende, fordi dets mor ikke kan holde sin mund, men er knyttet så meget til det, at hun må tale til det, selv om hun jo godt véd, at barnet ikke forstår noget – derfor bærer sproget med sig kravet om tro, også når det bruges mellem mennesker udenfor familiens sammenhæng.

Men tro er noget yderst luftigt noget. Barnet lærer under sin opvækst, at det ikke altid kan stole på de voksnes smukke ord. Og det lærer også, efterhånden som det vokser til, at forstille sig, at lade som om det er ægte uden virkelig at være det. Det er grunden til, at Jesus fremhæver barnet som det største i himmeriget, Matt 18,1-5.

Dog slår gang på gang den kamp mellem individerne i flokken, som vi kender fra vore dyreforfædre, chimpanserne, igennem hos os. Og værst bliver det, når man bruger sproget i denne kamp om anerkendelse, dvs. hvis der i samfundet opbygges en fromhedskonkurrence, hvor det drejer sig om at vinde anseelse ved at overholde én eller anden lov. Og endnu værre bliver det, hvis der skabes en overbevisning i samfundet om, at den lov, man skal rette sig efter, er givet af Gud. Derved giver man den en absoluthed, så man skal rette sig efter den, hvad enten man forstår den eller ej. Det er misbrug af gudsbegrebet. For den absoluthed, man dèr taler om, gives i virkeligheden ikke til himlens og jordens skaber, men til de højst jordiske mennesker, der påtager sig den opgave at udlægge det, man i et sådant samfund mener er en absolut lov.

At det er en højst uheldig udvikling, der dèr er tale om, ses deraf, at disse fromme lovudlæggere ikke holder sig tilbage fra at kræve dødsstraf for dem, der vil vende sig imod lovens, dvs., udlæggernes, absoluthed. Derfor fik de jødiske ledere Jesus henrettet. Og derfor betyder dette at tro på Jesu opstandelse, at vi tror på frivillighed for sproget på alle områder.

Og selv om det lyder usandsynligt, selv om det forekommer mest sandsynligt, at den rå magt, der ligger skjult i fromhedens krav, ville vinde, så kan vi alligevel konstatere det glædelige, at vort samfund i høj grad er blevet et tillidssamfund, at vi, i hvert fald de fleste af os danskere, virkelig tør lade sproget være frit, tør lade ytringsfriheden slå igennem, tør stole på hinanden så meget, at vi lader indvendinger mod vore faste overbevisninger få rum.

I vore dage har så muslimerne trådt i de jøders fodspor, der levede på Jesu tid. De ønsker, ligesom den tids jøder, at lukke munden på dem, der stiller nærgående spørgsmål. Og specielt: den brug af gudsbegrebet, som den tids jøder gjorde: at de satte absolutheden bag loven og den udlægning af loven, som de praktiserede, den bruger også vor tids lovtrælle: muslimerne. De søger ikke at komme med modargumenter, når vi spørger ind til, hvordan koranen kan være guddommelig, når den indeholder så mange modsigelser, de ønsker blot, at vi, som de, bøjer os for koranens guddommelighed uden at spørge, eller som minimum: at vi undlader at forstyrre deres fromhed med vore tvivlsfremkaldende spørgsmål.

Så spørgsmålet er altså: Kan sådanne to vidt forskellige udlægninger af gudsbegrebet leve i det samme samfund på fredelig vis?

Og mens spørgsmålet om, hvorvidt kristne og muslimer tror på den samme Gud, forbliver et luftigt og teoretisk spørgsmål, hvis svar såmænd hverken gør fra eller til, så har spørgsmålet om den forskellige udlægning af gudsbegrebet helt anderledes praktisk betydning for de to religioners medlemmer.

Ligeledes er den forskel, som teologer ofte hager sig fast i: muslimers fornægtelse af treenighedslæren, også noget, der forbliver langt oppe i de tynde luftlag, og hvis vi kristne går ind i den diskussion, har vi meget svært ved at gøre den vedkommende.

Lad mig derfor taget en helt anden forskel frem: forskellen i synet på ægteskabet. Den forskel kan blive helt anderledes tydelig.

For muslimerne praktiserer jo arrangerede ægteskaber, vi praktiserer forelskelsesægteskaber. Muslimerne lægger handlingerne i ægteskabet ind under loven, dvs., sharia, vi mener, at det ikke drejer sig om at overholde lovbestemmelser, men om at styrke relationen. Muslimerne vil mene, at det drejer sig om fromhed både fra mandens og kvindens side, en fromhed, der bøjer sig for de love, Allah har fastsat også på ægteskabsområdet. Vi mener, at kærligheden gør alle love og regler og idealer overflødige.

Det betyder ikke, at der ikke kan opstå ægte kærlighed mellem muslimske ægtefolk. Gud Helligånd er utrolig gavmild med sine gave, Han udstrør dem og lader dem vokse, hvor man mindst skulle vente det. Men Han har nu ladet ganske mange af disse gaver tilflyde os danskere. Der opstår stadig forelskelse mellem mand og kvinde hos os. Det er stadig sådan, at det livslange ægteskab er et ideal iblandt os, omendskønt det ikke altid praktiseres.

Derimod må man nok, objektivt set, sige, at Helligånden har det lidt vanskeligere med muslimer. Her har det nemlig været Muhammed og Muhammeds livsanskuelse, der har været idealet for samfundsudviklingen. Og da hans og dermed koranens syn på kvinden er, at hun er en lavere skabning end manden, er denne ulighedsbetragtning kommet til at præge de muslimske samfund og gør det indtil den dag i dag.

Det hedder f.eks. i sura 2,223 (224):

Deres hustruer er som en åker for dere. Gå da til deres åker når dere vil, men send noe godt forut for deres sjeler. Og frykt Allah, og vit at dere skal møte Ham. Og bring gledelig budskap til de troende.

Sara Omar fortæller om en scene fra Skejby sygehus, hvor hovedpersonen i hendes roman ”Dødevaskeren” henviser til netop mænds opfattelse af kvinden som en pløjejord, de kan benytte sig af, når de vil. Hendes dialogpartnerske indvender, at hun ikke ønsker at være nogens pløjejord, men mødes med det svar, at hendes stilling som kvinde bliver umuliggjort, hvis hun blive gift med en mand, der netop opfatter hende på koranens måde, altså som pløjejord, se evt. min omtale her.

Og det er ikke mærkeligt, at mænd opfatter koranens ord som en tilladelse til at kræve kønslig tilfredsstillelse fra deres kvinder, når som helst de ønsker det. Deres ideal, Muhammed, kan beskrives som en heldig krigsherre, men så sandelig også som en sexgal mandsperson. Og koranens Allah opfyldte beredvilligt hans ønsker. Da han blev lysten ved synet af en smuk kvinde ud over de fire, som en tidligere åbenbaring tillod ham og alle andre muslimske mænd at have, fik han en åbenbaring, der meddelte, at begrænsningen til fire naturligvis ikke gjaldt profeten selv. Så han endte med 13 hustruer, inden han døde. Godt gået! Dertil kommer diverse slavinder, som der var fri adgang til.

Dermed hænger det jo også sammen, at de, der dør i krig, får lovning på 72 jomfruer i det hinsidige paradis.

En kristen præst, Eulogius, der i et skrift har fortalt om ”Martyrerne fra Cordoba” – han levede i 800-tallet – fortæller også om en indvending, en anden præst, Speraindio, retter mod den muslimske kønsmoral. Denne omtaler han således:

I det kommende liv skal alle vi der jublende er knyttet samme i denne tidsalder føres bort til paradis; for dèr vil der af Gud gives os smukke kvinder, prægtige ud over menneskets natur, forberedt for os til vor lyst. (Se her).

Og hans indvending mod den lyder:

Svar: På ingen måde vil I opnå salighedens stadium, hvis begge køn hengiver sig til udøvelse af lystens flod. Dette vil ikke være et paradis, men et bordel og et obskønt sted, eftersom Herren, da farisæerne udspurgte ham om, hvem der i opstandelsen skulle have den kvinde til hustru, som havde haft syv brødre til mand, for efter moseloven at hjælpe sin næste til afkom, svarede: »I er på vildspor, for I kender hverken Skrifterne eller Guds magt. v30 I opstandelsen hverken gifter man sig eller giftes bort, men er som engle i himlen”. (Matt 22,29f) (Se her).

Jeg har leveret en nærmere omtale af disse forhold her.

Det vil sige: den sammenvoksning af to ligeværdige, men forskellige menneskelige individer, som kristendommen ser som idealet, er fuldstændig ude af syne i islam. Her ses kvinden ikke som en ligeværdig partner, hun er ikke en person, hvis bedømmelse og tale betyder noget, hun er kun til for at være manden tilpas. Det er, må man sige, lovholdningen til tilværelsen sat på spidsen, det er det umenneskelige ved den fromme tankegang afsløret, den, der siger: bare jeg holder mig sharia efterrettelig, er alt andet ligegyldigt. At kvinden er mere end en lysttilfredsstiller for manden, at hun er en selvstændig person, at der gemmer i sig oplevelser, opfattelser, livsbetragtninger osv. inde under sløret, alt sådant er tilfældige ligegyldigheder.

Man kan såmænd næsten sige, at denne nedværdigelse af kvinden kulminerer med den somaliske tradition med såkaldt kvindeomskærelse, en smertefuld operation, som mænd og kvinder i Somalien opfatter som en god og gudvelbehagelig ting, en operation, hvorved det kvindelige lystorgan, klitoris, bortskæres. Derved siges det så tydeligt det kan siges til de somaliske kvinder, at deres følelser er ligegyldige, det er kun mændene, der tænkes at belønnes med en orgasmefølelser ved samlejet, ikke kvinderne.

Det er relevant her igen at nævne Luthers lidt besynderlige, men sande iagttagelse i hans efterskrift til den oversættelse af Richardus’ skrift, han leverede i 1542. Her opererer han med to djævleskikkelser, den grove djævel, Muhammed, og den listige djævel, paven. Og han fremkommer så med den modsætningsfyldte påstand, at Muhammed, skønt han tager alle kvinde, dog ikke har nogen kone, hvorimod paven, der ikke har nogen kone, dog har alle kvinder, se her.

Vi nøjes med påstanden om Muhammed. At han tager alle kvinder, er jo sandt nok. Han kan endda få Allahs velsignelser til sine lystbetonede erobringer. Men netop det, at det er alle kvinder, der kan komme i betragtning, bevirker, at det aldrig bliver til noget ægteskab med ham som den ene part og den udvalgte som den anden. Der opstår aldrig – og det er ikke meningen i hans univers – noget fællesskab, nogen relation. Ægteskabet gør han meget ud af at lægge ind i faste lovrammer, og nutidens muslimer betragter sig af den grund som bedre mennesker end os. For ikke sandt: de overholder jo Allahs regler til punkt og prikke. Og som sagt: jeg skal ikke nægte, at der kan opstå ægte kærlighed i muslimske ægteskaber. Men de opstår på trods af koranens ord, ikke i kraft af koranens ord. De opstår imod Muhammeds eksempel, ikke på grund af Muhammeds eksempel. For Muhammeds ord og eksempel går blot ud på at understøtte mandens behov, hans kønslige tilfredsstillelse og hans ære blandt ligestillede. Kvinden må affinde sig med en sekundær rolle. Men den formår hun til gengæld også at udfylde, hvis hun opdager, at hun kan opnå anseelse blandt andre kvinder ved at overholde shariaen til punkt og prikke. Men lovoverholdelse er ingen garant for kærlighed. Se evt. lidt mere om Luthers udsagn her.

Så kan jeg ikke dy mig her til sidst – min gode vane tro med at gøre tingene indviklede – for at nævne en ahmediyya-muslim ved navn Qasim Rashid. Jeg har før været inde på ham, idet jeg omtalte en uenighed mellem ham og Robert Spencer angående koranens kvindesyn, se her.

Rashid er, så vidt jeg kan forstå, sagfører for voldtægtsofre i USA. Det får ham til i den artikel, jeg dengang omtalte, at hævde, at koranen har en løsning på problemet, som ingen stat kan levere, fordi en sådan ikke kan tale om ansvar overfor en guddom. Men tror man ikke på noget overnaturligt, så er islam alligevel leveringsdygtig i en sekulær model, som har bevist sin duelighed.

Modellen med at henvise til ansvar overfor guddommen udpensler han med diverse korancitater. Og det er det, der på det nærmeste får Robert Spencer i sin kommentar op i det røde felt. Han ligefrem kalder Rashids omtale af korancitaterne for løgn; han kan kun sige, som han gør, fordi han regner med, at folk ikke gider undersøge koranen selv, når de nu af ham får at vide, hvad den siger; for han må da vide, mener Spencer, at den siger på det nærmeste det modsatte af det, han vil have den til at sige.

Den sekulære model kan Rashid imidlertid ikke belyse nærmere, for han blander hele tiden islam ind i billedet. Han skriver til sidst:

Seksuel misbrug af kvinder vil aftage mærkbart, når mænd holder op med at misbruge kvinder og når mænd holder op med at tro, at blot fordi de ikke personligt har misbrugt kvinder, har de ikke flere forpligtelser. Ifølge islam er hver mand forpligtet til at standse misbrug af kvinder, enten med deres ord eller med deres handlinger.

Alt dette vender Spencer sig imod. Og det gør jeg også. Dette er ikke, hvad en tro gengivelse af koranens ord fører frem til. Det er, hvad Spencer gør opmærksom på. Men hvor dejligt overraskende det end er, at nogen tør gå imod koranens ord og virkelig prøve at agitere for en muslimsk ligestilling mellem mænd og kvinder, det fører ikke til målet, heller ikke, om det så var en sand koranudlægning, Rashid kom med. For både den ene og den anden form for islam er båret af lovfromhed. Og lovfromhed misforstår, hvad det gælder om i forholdet mellem kønnene: at det gælder om at bibeholde det forhold, der er skabt gennem forelskelsen og det efterfølgende ja-ord.

Her er vor kulturkreds helt anderledes virkelighedstro. Helt tilbage i middelalderen var der i vor kultur en kodeks for almindelig bejleradfærd: det gjaldt om at vinde den udvalgtes hjerte. Og til det formål måtte der samkvem mellem kønnene til. Og i dette samkvem var ridderlighed og belevenhed anerkendte dyder.

Disse idealer er blevet bibeholdt langt op til nutiden.

Men altså: der er tale om to forskellige kulturer. Og den kamp, der foregår imellem dem, ligner på mange måder den kamp, Jesus måtte føre imod farisæernes og de andre jøders lovforståelse, en kamp, hans disciple overtog efter hans død og opstandelse, en kamp, der har givet os det tillidssamfund, vi lever i, og som nu udfordres af muslimerne. Hvis vi, som Miroslav Volf, giver os til at overveje spørgsmålet om, hvorvidt der er tale om den samme Gud i islam og i kristendom – et spørgsmål, som i grunden er meningsløst – skal vi som minimum fastslå de forskelle i gudsdyrkelsen og i menneskeforståelsen, som de to religioner udviser. Ellers giver vi på forhånd op overfor islam.

Dette indlæg blev udgivet i Islam versus kristendom og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.