Teologisk determinisme

Dette udtryk bruges af Jakob Skovgaard-Petersen i en artikel i Information den 23-4, se her, hvor han vender sig imod Ruud Koopmans’ påstand om islam som årsag til den muslimske verdens tilbagestående tilstand. Jeg skal ikke gå ind som deltager i denne debat, men jeg vil godt prøve at skitsere, hvordan henholdsvis kristendom og islam kan omsættes fra religiøse forestillinger til livsnær politik.

Jeg vil gøre det ud fra to citater fra artiklen i Information, ét fra begyndelsen og ét fra slutningen.

Det fra begyndelsen lyder:

Det begynder ellers meget godt. Koopmans gør op med en idé om, at Koranen er mere voldelig end Bibelen, og at hellige skrifter har determineret den senere historie som en form for teologiske dybdestrukturer, der igen og igen manifesterer sig;

Både Koopmans og Skovgaard-Petersen arbejder ud fra sociologiske tankemønstre. Og det er måske derfor, at de begge har lidt imod teologiske forestillinger, f.eks. forestillingen om, at Koranen er mere voldelig end Bibelen, og at denne større tendens til vold i Koranen vil manifestere sig i de muslimske samfund. At så Koopmans alligevel får givet islam skylden for, at de muslimske lande er bagud, det er et problem, som han selv må svare på, jeg vil i hvert fald ikke her gå i klinch med ham om dette.

Derimod vil jeg måske nok udnytte Skovgaard-Petersens begreb ”teologisk determinisme” og lidt forsigtigt erklære mig for ”teologisk determinist”. Lidt forsigtigt, ja, for skal teologiske termer oversættes til politik eller sociologi, må man være ret forsigtig.

Det giver Skovgaard-Petersen selv et eksempel på. Han skriver henimod slutning af sin artikel:

Dette er ikke for at afvise, at religiøse normer og attituder kan spille en sociologisk rolle. Det kan de, og det gør de, og muslimske normer – ikke kun islamistiske – kan stå i modsætning til liberale værdier. Det giver Koopmans træffende eksempler på, og jeg har selv mødt min kvote af bigotte muslimer i de snart 40 år, jeg har rejst og boet i den muslimske verden. Men hele metoden om at nå frem til islam som en residualforklaring er lige så skrøbelig, som islams hus siges at være.

Og lidt senere kommer så det med den teologiske determinisme:

Alligevel udgør Koopmans’ fokus på faktiske attituder et markant fremskridt i forhold til den teologiske determinisme, der tit præger diskussionen om islam i den danske offentlighed. Koopmans flytter fokus fra »islam« til nutidige muslimer, og han ser dem som forskellige, foranderlige og ikke nødvendigvis bigotte. At fattigdom og politisk undertrykkelse ikke er så klart forårsaget af islam, som han hævder, ændrer ikke ved, at der findes muslimer med intolerante normer, ja, dødsensfarlige ideologier, som de opfatter som sand islam. Andre muslimer fortolker deres religion helt anderledes. Der pågår med andre ord heftige kulturkampe mellem muslimer. Det kan man kalde et livstegn eller et krisetegn, som man vil. Men det er af betydning for os alle. Og der er andre bøger, der bedre dækker, hvad der sker.

Hvis jeg skal redegøre for min teologiske determinisme, må jeg begynde med det første citat, det, hvor Koran og Bibel bliver sammenlignet.

Det er simpelthen i teologisk henseende for dumt at tro, at man kan afklare forholdet mellem kristendom og islam ved at optælle voldsopfordringer i henholdsvis Bibel og Koran. Det vil Skovgaard-Petersen nok heller ikke mene, men det er tæt på, at det faktisk er det, han gør. Netop når det er voldsord, man leder efter, må man gøre sig klart, at Bibelen i kristen henseende består af to dele, Det gamle og Det ny Testamente. Og Det ny Testamente ophæver Det gamle Testamentes voldsord. Det har jeg prøvet at vise her på bloggen temmelig mange gange. Så jeg skal her nøjes med at komme med to betragtninger.

1) Det var Jesus, der blev henrettet af jøderne, ikke omvendt. Og han blev henrettet, fordi han prædikede imod loven. Jødernes religion var en lovreligion, man mente på Sinai at have fået anvisninger fra Gud om, hvordan livet skal leves. Disse anvisninger læste man i Det gamle Testamente. Hele den tankegang vendte Jesus sig imod, og derfor blev han slået ihjel. Det mente jøderne, at deres lov krævede.

2) Hans anderledes syn på Det gamle Testamente kan ses mange steder, bl.a. i Luk 4,16-30, beretningen om Jesus i synagogen i Nazaret. Jeg har her prøvet at fremhæve Jesu kritik af Det gamle Testamente på forskellig måde, bl.a. ved at gøre opmærksom på, at Jesus i synagogen standser sin oplæsning af Es 61,1-2 lige før han kommer til udsagnet om, at Gud vil udråbe ”en hævndag for vor Gud”. Jesus vil godt være en Herrens salvede, der skal udråbe et nådeår fra Herren, men ikke en salvet, der skal udråbe ”en hævndag for vor Gud”.

Det vil sige, at man ikke sådan uden videre kan sammenligne Koranen og Bibelen. Man er nødt til skelne mellem Det ny og Det gamle Testamente. Oven i købet er der en række steder i Det gamle Testamente, som er en slags forløber til Det ny, nogle steder, der forstår Gud på Det ny Testamentes måde: ikke først og fremmest som lovgiver, men som den, der er ophavsmand til ”et nådeår”.

Men dertil kommer en meget større forskel mellem Bibelen i det hele taget og Koranen. Og den forskel gør det endnu mere forkert at ville sammenligne de to helligskrifter kun ved at sammenligne antallet af voldsord.

Om bibelen kan vi kun sige, at Guds ord findes i den, ikke, at den er identisk med Guds ord. Det kan derimod muslimer sige om Koranen. Og de gør det.

Det er altså en forskel, der ligger i selve den form, Koranen har i modsætning til Bibelen. Hvor Bibelen består af mange skrifter med forskellige forfattere, dèr består Koranen af ét skrift med kun én forfatter, Muhammed. Hvor Bibelen har 12 små og 4 store profeter, profeter, der alle benytter sig af tricket med direkte citater af den Allerhøjeste, dèr er Koranen skrevet af én profet, som hele vejen igennem taler med Guds stemme. Det er altså selve Koranens form, der gør, at det bliver naturligt at hævde, at når Muhammed er Guds sendebud, så skal det forstås på den måde, at de ord, Muhammed har efterladt sig, ikke er hans, men Guds ord, og derfor ikke skal fortolkes ud fra forfatterens mening i den eller den situation, men blot adlydes, som de forefindes og står.

Og vil man nu sige, at den forskel på Koranen og Bibelen, som jeg her har skitseret, den kender naturligvis Skovgaard-Petersen også – han er jo professor ved Københavns Universitet – så er det nu ikke helt sikkert. Jeg har for 12 år siden skrevet om ham i anledning af et interview, der var med ham i Information, se min artikel her. Og når han dengang kunne sige følgende om Koranen:

Den handler ligesom Biblen overvejende om forskellige regler og pligter og ikke mindst om lydighed og taknemmelighed over for Gud.

så er den misforståelse, jeg her har gjort rede for, åbenbart af ældre dato. Men så sker der vist også det for ham, at han i alt for høj grad overfører sin forståelse af de kristnes omgang med Bibelen til muslimerne; ligesom vi kristne føler os berettigede til at se bort fra visse bibelske regler, f.eks. forbud mod homoseksualitet, sådan kan jo også muslimer se bort fra visse koranforskrifter, og på den måde føre islam ind i den moderne verden.

Han siger f.eks. i artiklen fra i år:

Koopmans prøver at underbygge sin islamiske årsag ved at påstå, at det religiøse al-Azhar Universitet har stor indflydelse på regeringen. Det har det ikke. Ej heller islamisterne, som bortset fra Morsis ene år ved magten har været langt væk fra landets økonomiske politik.

Og sådan ser det ud i de fleste muslimske lande: Der er ingen islamisk indflydelse på statens økonomiske politik, og islamisk jura eller normer spiller en ret ubetydelig rolle i folks økonomiske ageren.

Det kan man godt sætte et stort spørgsmålstegn ved. I min førnævnte artikel, altså denne, fortæller jeg om Nasr Saids skæbne.

Nasr Said, en egyptisk professor, kom for skade at sige noget forkert om koranen. Det normgivende muslimske universitet al-Azhar fradømte ham hans muslimnavn, men var ikke særlig moderne, for de to regler fra islams første tid, der kunne skade Nasr Said, glemte man at ophæve. Den ene regel siger, at en frafalden muslim skal slås ihjel. Nogle få år tidligere var da også en mand blevet slået ihjel i Egypten, efter at al-Azhar havde fradømt ham muslimnavnet. Hans mordere gav som begrundelse: al-Azhar afsagde dommen, vi eksekverede den. Så det havde været praktisk, om al-Azhar havde sagt, at i disse moderne tider gælder den regel naturligvis ikke mere. Det gjorde man ikke.

Den anden regel siger, at en muslimsk kvinde ikke må gifte sig med en ikke-muslim. Og da nu Nasr Said var blevet dømt til at være ikke-muslim, blev hans kone tvunget til at skille sig fra ham. Dette er også en gammel regel; jeg har stødt på den i Spanien omkring år 850 e. Kr. Men heller ikke den er blevet ‘moderniseret’. Man véd ikke, om det var kærlighed til hans eget liv eller kærlighed til hans kone, der fik ham til at flygte. Jeg ville også være ligeglad. Stillet overfor sådanne ‘moderniseringer’ er det bare med at komme bort. Så Said og hans kone flygtede til Holland.

Der knytter sig for øvrigt den interessante kendsgerning til Nasr Saids historie, at det forkerte, han sagde om Koranen, var, at den ikke skulle tolkes absolut, men historisk. Netop gennem en sådan tolkning ville man kunne gøre islam moderne. Men gå bort fra tanken om, at Koranen er Guds eget skinbarlige ord, det turde al-Azhar altså ikke.

Det, jeg vil med min ”teologiske determinisme”, er at se på religionens rolle for samfundsudviklingen på en anden måde end vist både Koopmans og Skovgaard-Petersen. I et af de førnævnte citater hed det:

At fattigdom og politisk undertrykkelse ikke er så klart forårsaget af islam, som han hævder, ændrer ikke ved, at der findes muslimer med intolerante normer, ja, dødsensfarlige ideologier, som de opfatter som sand islam. Andre muslimer fortolker deres religion helt anderledes. Der pågår med andre ord heftige kulturkampe mellem muslimer. Det kan man kalde et livstegn eller et krisetegn, som man vil.

Her vil jeg godt spørge: Pågår der i de muslimske samfund virkelig en heftig kulturkamp? Mit eksempel med Nasr Said viser i hvert fald en afgørende begrænsning af en sådan kamp. For hvis det i det egyptiske samfund var sådan, at man på papiret havde ytringsfrihed, men kunne blive angrebet for at være en ikke-muslim, hvis man sagde noget forkert, og af en grund risikerede at blive slået ihjel, så griber jo Koranens voldsord på uhensigtsmæssig måde ind i den kulturkamp, Skovgaard-Petersen fortæller om. Så fandtes der altså i Egypten dengang en voldsparathed, som muslimerne har taget med sig til vor del af verden, og som her ikke blot forhindrer en ægte og fri diskussion for muslimerne, men også gør sig gældende i negativ henseende for os.

Som den ”teologiske determinist”, jeg er, ser jeg kristendom og islam som hinandens modsætninger. Og de er modsætninger især med hensyn til anvendelsen af vold. Muhammed udbredte sin religion ved magtanvendelse, muslimerne satte sig ved erobringer i besiddelse af store områder, hvor det var dem, der havde det statslige voldsmonopol; det udnyttede de til at få deres religion, islam, til at øge sin tilslutning, mens andre religioner fik mindre tilslutning. Sådan gik det for sig i Spanien efter den muslimske erobring. I modsætning til islam udbredte kristendommen sig ved overtalelse. Det går tilbage til Jesus selv, som med sin korsdød viste os, at dette at holde fast ved sin tro på trods af trusler, i den grad er i overensstemmelse med menneskets sande væsen, at det i sidste ende vil være den holdning, der vinder over menneskers hjerter og sind.

Min opfattelse går altså ud på, at det er kristendommen, der har fat i den sande menneskelighed, hvorimod islam – muligvis meget imod mange muslimers selvopfattelse – med sine lovbestemmelser handler imod den sande menneskelighed.

Det betyder ikke, at alt er rosenrødt i kristne samfund og alt er forkert i muslimske samfund, men det betyder, at hvis der opstår ægte kærlighed mellem ægtefæller i de muslimske samfund, sker det på trods af de muslimske love, fordi disse love lader det afgørende ligge i overholdelsen af lovene, hvorimod det i kristne samfund sker i overensstemmelse med kristendommen, fordi loven i kristendommen er afskaffet. Og ligeledes: hvis nogen i de kristne samfund tænker om samfundet på en fri måde: hvordan kan den og den uheldige ting blive forhindret, så er det tanker, der stemmer overens med kristendommen, ja måske i virkeligheden er fremkaldt af kristendommen. Mens det i muslimske samfund vil være usædvanligt, hvis nogen tænkte frit om samfundsforbedringer, fordi ”frit” vil sige: uden at tage hensyn til Koranens befalinger.

Men forholdene er ret indviklede.

Tag sådan noget som den tankerne om den naturlige lov! Men kan med god ret hævde, at den gyldne regel, som Jesus formulerer i Matt 7,12, er noget, som hvert menneske har fået mulighed for at erkende rigtigheden af, eftersom hvert menneske er et sprogligt væsen, og eftersom det netop er sproget, der har givet os mulighed for at indse, at den rettighed, vi vil mene, at vi selv har, må vi være villige til at give andre også. Og naturligvis er det i den forbindelse karakteristisk, at Koranen ikke indeholder noget, der ligner den gyldne regel, mens den forekommer i andre kulturer, f.eks. den kinesiske.

Og man kan ligeledes godt hævde, at vore verdslige love er bygget på den gyldne regel. Men problemet er, at så snart der er dannet en regel eller en lov, så kan farisæismen træde til og gøre sin grumme gerning, en gerning, der nedbryder det fællesskab, som loven tænktes at opbygge.

Men har kunnet se dette fænomen træde i kraft i forbindelse med flygtningekrisen. Den folkelige elite har af Jesu lignelse om den barmhjertige samaritaner, Luk 10,25-37, uddestilleret den moralregel, at man skal tage imod de mennesker, der er forfulgte. Men man har brugt den til at fyre op under sin egen godhed, på god farisæisk vis, og fuldstændig glemt at tage hensyn til samfundets, dvs., landets behov for sammenhængskraft. At man bruger denne misforståede eller halvtforståede kristendom til at rakke ned på os indvandringsmodstandere, det er, hvad det er, og det holder vi såmænd nok til, værre er, at den gode gerning, man tror, man udøver, kræver, at flygtningene er stakler, der er os inderligt taknemlige, fordi de bliver reddet fra forfølgelse. Det har medført, at ganske mange mennesker fra især Mellemøsten har kunnet spille de rette kort for at få opholdstilladelse her i landet; man har ikke turdet kontrollere deres oplysninger, for så blev man jo beskyldt for det værste, og selv det forhold, at disse påstået forfulgte mennesker rejste på ferie i det land, de påstod at være forfulgte i, fik ikke piben til at få en anden lyd hos den folkelige elite.

Det er ét eksempel på, hvordan religionen, altså kristendommen, skaffer sig mærkbare fodspor i den politik, et land fører, omend det jo altså er en misforstået religion, der her er tale om.

Et andet eksempel kan man se i corona-bekæmpelsen.

Det bliver øjeblikkelig gjort til et tegn på god moral, at man opfører sig ansvarligt i corona-tiden, bærer mundbind, ikke samles alt for mange, accepterer, at alle ens fritidsinteresser lukker ned. Og én ting er nu, at vi på for farisæervis går og holder øje med hinanden, om vi nu også overholder reglerne, noget andet og værre er, at medierne mener, at de understøtter den gode moral ved at tie stille med de røster, der prøver at nedtone faren ved coronaen.

Også det er noget, der har klangbund i vore samfund, fordi kristendommen har været her, både den ret forståede og den misforståede kristendom. Den ret forståede: så vi så nogenlunde stoler på hinanden og vore myndigheder. Den misforståede: så vi tror, det hele virker bedst, når vi går og holder hinanden i ørerne med hensyn til overholdelsen af reglerne.

Og dog må vi hævde, at kristendommen har været virksom både til at få den naturlige lov til at slå igennem i vore positive love, og til at få skabt en ægte debat – altså en debat uden trusler – om samfundets indretning.

Og islams indflydelse på samfundsplanet indrømmer jo Skovgaard-Petersen kan være ret stor: han har mødt sin kvote af bigotte muslimer, siger han. Men det forekommer mig, at han mangler blik for, at det med debatten i muslimske lande kan have sig på samme måde som med debatten i de kommunistiske lande: man foregiver at være fri i debatten, man lader, som om man har sine meningers mod, og de ledende i samfundet lader også, som om der hersker frihed for alle og enhver, men alle véd, at dette er et mummespil, at de såkaldt frie valg, der afholdes, aldeles ikke er frie.

Men som sagt vil jeg ikke her gå nøjere ind i uenigheden mellem Koopmans og Skovgaard-Petersen, det er mig nok at hævde, at den teologiske forskel, der er mellem kristendom og islam – en forskel, der er absolut – ganske upåtvivleligt gør sig gældende i de forskellige landes politiske liv. Og jeg mener nok, man kan holde fast ved forskellens absoluthed, samtidig med, at man har blik for de mange mærkelige samfundsudviklinger, der finder sted, både i vestlige og i muslimske lande.

Dette indlæg blev udgivet i Islam versus kristendom. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.