Hvad kan vi lære af Akkari?

Jeg må indrømme, at jeg er blevet ikke så lidt grebet af Ahmed Akkari. Han mener selv, at hans ”omvendelseshistorie” måske kan være til gavn for os, der er optaget af, hvordan muslimer kan integreres i vort samfund. Og det tror jeg, han har ret i.

Hans egne anbefalinger svarer på udmærket vis til det, jeg har anbefalet gennem lang tid: vi skal give vore muslimske landsmænd al den frihed, vort samfund kan bære. Han gør rede for, at det, der har grebet ham, er vores tolerance og overbærenhed. Han blev modtaget i Grønland, ikke som denne forfærdelige Akkari, der havde gjort det og det onde mod Danmark, men som et individ. Ja, hans tale i Vartov var fuld af sammenligninger mellem det, han havde mødt i Mellemøsten, og det, han havde mødt i Danmark. Man kan se en video, forkortet ned til 20 minutter, her. Man kan se hele videoen her, dog mangler lyden på de sidste 30 minutter. Og man kan måske også senere finde hele seancen på You Tube.

Nå ja, det er måske værd at bemærke, at han i det mindste har lært én ting af os danskere. Han begyndte med at sige, at han havde indvilget i at tale ti minutter, max et kvarter, så skulle der være plads til spørgsmål. Og så gik der 20 minutter, før han holdt inde. Det må siges at være typisk dansk.

Det er dog det mindste, han har lært. Han betonede atter og atter, hvordan han kunne gå i fred her i Danmark, også selv om han havde forbrudt sig imod ”samfundspagten”, som han udtrykte det. Han fik fingeren nogle gange, der var dem, der råbte ”skurk” efter ham, dengang han havde skadet landet med sin rejse i Mellemøsten, men det var det hele. Selv da han blev reddet ud af Libanon under den israelske invasion, blev han ikke tilbageholdt som en mistænkelig person i lufthavnen, han fik blot, som de andre, et venligt nik af paskontrollen.

Bevares, det er noget, vi betragter som en selvfølge her i landet. Og det er da også muligt, at han fremover vil få brug for politibeskyttelse ligesom Lars Hedegaard (der var tilstede ved mødet i Vartov) og Kurt Westergaard. Men hvis det bliver nødvendigt, er det ikke de etniske danskeres skyld, så er det muslimernes skyld.

Han gjorde opmærksom på det igen, da Helle Merete Brix stillede ham et lidt inkvisitorisk spørgsmål. Jeg husker ikke helt, hvad det gik ud på, ud over at hun anfægtede hans troværdighed: havde han nu været helt ærlig i sin fremfærd? Havde han nu også fortalt hele sin livshistorie, da han søgte ansættelse i Grønland? Men selv om hun således fremkom med nogle ret krasse anklager mod ham, begyndte han sit svar med at sige, at noget af det gode ved det danske samfund var, at man kunne komme med et sådant angreb, der blev ikke set skævt til hverken den ene eller den anden af den grund. Men forøvrigt mente han nu ikke, at han havde holdt relevante oplysninger tilbage, da han kom til Grønland.

Han havde forstået sin forseelse mod Danmark sådan, at han havde forbrudt sig mod samfundspagten, forklarede han. Det fik Søren Krarup til at spørge, om det var helt fremmed for ham, at det kunne være kristendommen, der havde tilført Danmark de gode egenskaber, som han var blevet grebet af. Som man måske véd, har Krarup ikke meget tilovers for oplysningstidens tanker, heller ikke for Rousseaus begreb ”samfundspagt”. Det fik Akkari til at indrømme sin uvidenhed på området, og det fik ham til fremover at undgå ordet ”samfundspagt”. Det sidste var nu en skam. For det er da egentlig meget sigende, at det, der har overbevist Akkari, åbenbart ikke er Krarups lidt specielle kristendomsforståelse, men i stedet oplysningstidens samfundsforståelse. At så denne samfundsforståelse i høj grad bygger videre på Luthers tanker om den naturlige lov og om det verdslige og det gejstlige regimente, det kan vi kristne teologer godt tillade os at antyde, men det var måske mere effektivt i kampen mod islamismen at nøjes med at holde fast ved tanken om den naturlige lov. Den bygger jo vore demokratisk forestillinger på, og den står i kras modsætning til den islamistiske tanke om shariaen, den åbenbarede lov, som det, samfundet skal bygge på. Det havde da Akkari fundet ud af, at når islamistiske teologer siger sådan, siger det vel, at det er Gud selv, der skal styre, men de mener, at det er dem selv, der gennem deres fortolkning af koranen skal styre.

I et læserbrev i dagens Jyllands-Posten angriber Niels Skovgaard Stig Dalager, se her. Han skriver:

Stig Dalager afslører sig i JP 18/8 som en mand, der gennem mange år er i stand til at fastholde en moralsk misforståelse. Han troede og tror stadig, at hans opgave under Muhammed-krisen var at forsvare en indvandret minoritet mod angreb på dens religion – angreb, som i de lukkede samfund, de kom fra, blev opfattet som en uhyrlighed, men som i de åbne samfund, de var kommet til, var daglig kost.

Jeg må indrømme, at det hele vejen igennem vor diskussion om islam i vort samfund har været mig en stadig kilde til undren, at så mange fra den folkelige elite angriber os, der angriber islam. Man lider af det, Skovgaard kalder en moralsk misforståelse: man vil forsvare den muslimske minoritet mod angreb på dens religion, ja, mod diskussion af deres religion i det hele taget. Vi, der har noget imod islam, vi, der angriber denne religion for dens kvindesyn, dens mangel på tolerance, dens syn på jøderne, og meget andet, vi bliver kaldt ”islamofober”, som om vi lider af en sygdom, vi bliver mistænkt for at have en ”indre svinehund”, som vi ønsker at pleje.

Derfor var det velgørende at høre en spørger sammenligne Matt 5,44 (dèr, hvor der tales om kærlighed til fjenden) med et sted i koranen, der taler om hævn og død over profetens fjender – jeg fandt ikke ud af, hvilket skriftsted der var tale om – og spørge Akkari om, hvordan han så på de to skriftsteder. Naturligvis fik vi ikke noget svar. Også her indrømmede Akkari, at han var usikker, han var på vej, han havde ikke dannet sig nogen fast fortolkning af hverken koranen eller det ny testamente. Og det kan andre måske synes er lidet tilfredsstillende. For mig var det dog yderst tilfredsstillende, at han ikke besvarede dette spørgsmål ved at henvise til gammeltestamentlige skriftsteder om hævn og drab på fjender. Det er en argumentation, jeg har hørt til bevidstløshed fra vor folkelige elite; når man prøver at hævde, at der er forskel på islam og kristendom, lyder det gang på gang: Jamen, kristendommen siger det samme som islam. Ikke således Akkari.

Men altså, glædeligt var det, både at en spørger omfattede Akkari som en normal dansker, der nok kan tåle, at man stiller kritiske spørgsmål til hans religion, og at Akkari også svarede som en normal dansker. Man forstod på ham, at han stadig søgte at fastholde sig selv som muslim af én eller anden art, men at han i hvert fald ville bekæmpe islamismen, en form for islam, som efter hans opfattelse havde taget patent på fortolkning af koranen igennem de sidste mange hundrede år.

Til sidst: Det råd, Akkari vil give os – og også det, jeg mener, vi kan lære af hans ”omvendelseshistorie” – er, at vi skal være åbne og tolerante og imødekommende overfor vore muslimske landsmænd, men ikke naive. Det svarer, som før nævnt til min anskuelse: Vi skal give vore muslimske landsmænd al den frihed, vort samfund kan bære, men ikke undlade at forholde dem forskellen på deres religion og vores. Men det svarer også til det råd, Luther giver: Vi skal fastholde både troen og kærligheden. Kærligheden bøjer af og er fleksibel for næstens skyld. Troen fastholder sandheden også overfor dem, der fornægter den. Det har jeg tidligere nævnt i et par indlæg her på bloggen, se her og se her.