Mikrofonholderi

 

Så er problemet der igen. Så er man igen vidne til det rene mikrofonholderi fra DR’s side.

Jeg tænker på gårsdagens Deadline (2-9 09), hvor Arne Melchior fik lov til, uimodsagt, at give os danskere en opsang, fordi vi sender de afviste irakiske asylansøgere tilbage til Irak. Og når jeg kalder Mads Brüggers optræden ved den lejlighed – det var ham, der var vært i Deadline iaftes – mikrofonholderi, så skyldes det, at han glemte at stille Melchior to væsentlige spørgsmål, eller måske slet ikke havde blik for, at disse to spørgsmål var væsentlige, hvilket jo sådan set er meget værre, end hvis der kun var tale om en forglemmelse.

Vor flygtningedebat er efterhånden temmelig tyndbenet. Den har på mange måder udartet til skældsord, eller altså, i tilfældet Melchior, til moralsk opsang, til bedrøvelse over danskernes lave moral, hvad irakerne angår, og den slags. Der er hos Melchior og hans lige ingen som helst forståelse for de politiske motiver, der kan ligge bag en stram flygtningepolitik, det eneste, han kan se bag den, er populisme. At der bag den stramme indvandrings- og flygtningepolitik kan ligge en velbegrundet angst for det danske folks fremtid, det er det ham tilsyneladende umuligt at se. Og så længe den ene part ikke betragter den anden part som en ægte samtalepartner, men kun som én, man kan og må skælde ud for umoralitet, så bliver der ikke megen debat tilbage.

Og det er her, Mads Brügger kommer ind i billedet. Han kunne have stillet Melchior to spørgsmål, der kunne bringe debatten ind i en bedre gænge. Han kunne have spurgt om Melchiors mening om, hvor mange fremmede – indvandrere og flygtninge – vi kan absorbere i vort samfund, uden at samfundets sammenhængskraft ødelægges væsentligt. Det er muligt, at Melchior slet ikke har gjort sig tanker om dette spørgsmål, og det er også muligt, at han betragter det som en dårlig undskyldning for at handle umoralsk, men hvis ikke han bliver konfronteret med spørgsmålet, fortsætter han vel bare i debatten fremover med sin moralske forargelse, og den er meget lidt befordrende for debatten.

Det andet spørgsmål, der udeblev, var spørgsmålet om, hvilken lov vi skal have, hvis ikke vi skal have den nuværende flygtningelovgivning. Det er jo ingen kunst at gribes af medlidenhed, når medierne fortæller os, hvordan vi skal reagere, hvis vi vil være gode mennesker, sådan som det er sket med mediestuntet omkring flygtningene i Brorsons kirken, langt vanskeligere er det at opstille et alternativ til den lovgivning, vi har. Men også det burde de forargede modstandere af hjemsendelserne tvinges til at gøre rede for.

Efterhånden troede man, at vi var kommet ud over modsætningen mellem loven og følelserne, fordi man på begge sider havde forstået, at loven naturligvis skal være udtryk for befolkningens følelser for de mennesker, der flygter på grund af forfølgelse i deres hjemland. Men gang på gang erfarer man, at mennesker kører på frihjul i debatten, fordi de kan nøjes med at udtrykke deres forargelse uden at kræves til regnskab for, hvilket alternativ de vil opstille. Hvis de blev krævet til regnskab for det, kunne man jo også bedre danne sig et indtryk af, om de love, de ville foreslå, ville betyde en åben ladeport for fremtidige flygtninge til landet.

Men som sagt, intet af det fik vi, vi fik kun en moralsk opsang. Oven i købet en opsang, der ikke var meget værd, ja, for at sige det rent ud, på ingen måde levede op til Arne Melchiors sædvanlige standard. Det må skyldes hans store forargelse, for han kan ellers godt formulere sig skarpt.

Han gjorde det, at han sammenlignede jødernes redning under krigen med irakernes udvisning, idet han spurgte, om ikke vi skulle sende de irakiske flygtninge til Sverige, ligesom vi i sin tid sendte de danske jøder, deriblandt for øvrigt Arne Melchior selv, kunne man forstå, til Sverige.

Den sammenligning er altså under lavmål. Og så nytter det ikke at begynde med at sige, at sammenligningen naturligvis ikke passer på alle felter. Hvis man nu for en stund forlader moralens område, og derfor også den moralske forargelses og den moralske gloriepudsnings område, så må man om jødernes redning i oktober 1943 for det første sige, at noget af succes’en ved aktionen skyldtes, at tyskernes jødeaktion blev røbet. Der blev givet de danske jøder nogle dages forspring til at komme af vejen, i første række, så man gik ‘under jorden’ og i næste, så man kunne komme i sikkerhed i Sverige. Og man må for det næste sige, at der hos danskerne i situationen var oparbejdet et had til tyskerne for den undertrykkelse, vi havde været udsat for. Og endelig må man for det tredje sige, at jøderne gennem årene var blevet så assimilerede i Danmark, at de blev betragtet som fuldgyldige danskere, og at dette forhold var medvirkende til den harme, der gjorde det naturligt at hjælpe dem.

Alt dette har intet med moral at gøre. Mange andre folkeslag ville have handlet på samme måde, om de havde fået de samme chancer og var blevet grebet af den samme harme.

Men hos Melchior bliver begivenheden oversukret med moral. Det, danskerne gjorde dengang, var en god gerning. En sådan moralsk oversukring giver ham nemlig mulighed for at sige, at det, vi gør nu, hvor vi tvangshjemsender afviste asylansøgere, er en umoralsk gerning.

Men den vil jeg ikke gå med til. Der er ingen grund til at lægge nogen moralsk gloriepudsning ned over danskerne i 1943. Det, vi gjorde, var naturligt, det var såmænd det hele.

Og skal vi sammenligne med i dag, så må sammenligningspunktet netop være det naturlige, ikke en mere eller mindre højspændt moralkodeks.

I en sådan sammenligning falder en række forskelle i øjnene. Dengang ville man skære noget ud af det danske folkelegeme, i dag vil man tilføre det danske folkelegeme noget. At vi ikke dengang ville finde os i, at noget af vort folkelegeme blev fjernet, kan vel dårligt sammenlignes med, at vi i dag sætter grænser for, hvor mange der skal tilføres det samme folkelegeme.

Dengang var det danskere, der var tale om. Well, de var af jødisk afstamning, men de havde i den grad tilpasset sig livet i Danmark, at både de selv og vi regnede dem for en del af vort folk. I dag er det fremmede, der er tale om, fremmede, som vi i begyndelsen tog imod som gode værter, men som vi på nuværende tidspunkt har en del dårlige erfaringer med, især de af de fremmede, der er muslimer: de betragter os som urene, de prøver at etablere særlige muslimske områder, de ønsker ikke hjælp fra politi og brandvæsen, deres unge eksploderer af og til i en rus af hærværk, osv. Hvis vi tænker os, at muslimerne skulle prøve at få os danskere til at føle den samme solidaritet med dem, som vi under krigen følte med de danske jøder, så skal der jo helt andre boller på suppen med hensyn til muslimernes opførsel; bortset jo altså fra, at det formentlig slet ikke er et mål for muslimerne (i hvert fald for de fleste af dem), at vi skal føle solidaritet med dem.

Dengang var dét moralske krav, der blev stillet til os (hvis vi nu endelig skal have moralen ind i billedet) et almindeligt folkeligt krav om anstændighed overfor vore folkefæller, i dag er det et krav af næsten overmenneskelig karat, et krav om at blive ved og blive ved med at åbne vore døre for muslimer, selv om vi kan se, at de, i hvert fald i lang tid fremover, vil være et fremmedlegeme i folket.

Dengang blev kravet stillet til den enkelte, i dag stilles det til vore myndigheder.

Dertil kommer, at det dengang var alle i folket, der blev inddraget i hjælpen, høj såvelsom lav. Hvorimod det i dag i høj grad er de lavere klasser, der bærer byrderne ved integrationen, mens det er de højere klasser, der træffer beslutningerne, giver udtryk for forargelsen og stiller krav til myndighederne.

Har jeg glemt noget? Det har jeg sikkert. For det er næsten umuligt at drage sammenligning mellem en overstået historisk epoke og nutiden. Men havde nu Arne Melchior ladet være med at drage umulige sammenligninger og holdt sig til nutiden, havde han nøjedes med at opstille en moral, som han mener, vi skal rette os efter, for derefter at analysere, hvor langt vi overholdt den, så havde han måske opdaget, at hans forargelse ikke kunne blive helt så stor som ellers, og så havde han måske også fundet ud af, at også hans debatmodpart har en moral og handler ud fra moralske overvejelser, blot med andre konklusioner end hans, ja, han havde måske set sig nødsaget til at fremkomme med alternative lovforslag.

Men intet af dette gjorde han. Og han blev altså heller ikke opfordret til det af studieværten. Det, han præsterede, var rent mikrofonholderi. DR deltager altså for fuld skrue i forsøget på at skabe en forarget stemning mod politi og myndigheder på baggrund af et mediestunt. Lidt almindelig journalistisk kritisk sans ville have været på sin plads.