Danmark kun nummer to

I september 2009 blev jeg involveret i en længere debat her på bloggen om den jødeaktion, der blev gennemført af ganske almindelige danskere i oktober 1943, se her. Det var min fornemmelse, at der var en del yngre historikere, der på forskellig måde søgte at nedgøre det, der dèr skete. Det er en tendens, som man af og til træffer på: der er nogen, der mener, at de kun kan være seriøse og upartiske forskere, hvis de gør sig umage med at dræbe alle de ”myter”, de mener eksisterer om store danske begivenheder, modstandskampen under besættelsen, behandlingen af de tyske flygtninge efter besættelsen, og altså også jødeaktionen i oktober 1943.

Jeg fik sidenhen forberedt mig lidt bedre til at imødegå disse ”myteødelæggere”, se f.eks. mit indlæg den 15-9 2009 her, men ved den lejlighed måtte jeg indrømme, at der var visse bøger, som jeg burde læse om sagen, men som jeg blot ikke havde fået læst endnu.

Desværre måtte jeg komme med den samme indrømmelse i 2013 ved 70-års jubilæet for jødeaktionen, se her. Men ved den lejlighed var jeg dog kommet så langt i retning af sandheden, at jeg kunne antyde, at det måske mere var hollænderne end danskerne, der burde fremhæves for deres redning af jøder. Baggrunden var den, at mens den danske redningsaktion var overstået på godt en måneds tid, varede den hollandske krigen ud. Og mens den danske bestod i at sende jøderne videre, for der var et sikkert sted at sende dem hen, nemlig Sverige, så bestod den hollandske i at huse jøderne i baggårde og baghuse, som vi kender det fra Anne Franks dagbog, altså en langt vanskeligere og langt mere vidtrækkende opgave.

Dette nedgør selvfølgelig ikke den danske indsats, den er stadig noget, der viser vort nationale sammenhold. Men det sætter den lidt i perspektiv.

Og hvad må så mit øje skue den 17-6 2016 i Weekendavisen! En kronik af cand. scient. pol. Svend Bøgh Hansen, der tager fat om netop det problem. Waw! (Ikke on-line).

Anledningen til kronikken er en bog af den amerikanske forsker Timothy Snyder: ‘Sort jord’. Denne bogs hovedproblem redegør forfatteren selv for i en artikel i New York Times, se her. Her forsøger han sig med den teori om Holocaust, at den væsentligste bevæggrund til Hitlers angreb østpå og den derefter følgende tilintetgørelse af jøderne var en angst for ikke at kunne brødføde den tyske befolkning. Og han giver udtryk for en bekymring for, at militært stærke lande kunne finde på det samme i vore dage, Kina kunne f.eks. finde på at beslaglægge dele af Afrikas jord for fortsat at kunne brødføde sin befolkning.

Med hensyn til disse spekulationer må man dog vist henvise til den kendte læresætning: ”Det eneste, man kan lære af historien, er, at man ikke kan lære noget af historien”.

Nej, det, der giver anledning til både Bøgh Hansens og min interesse, er en tanke, der vist kun er en sideargumentation i bogen. Den tilsigter at give en anden forklaring end den sædvanlige på, hvorfor jøderne blev reddet i nogle lande, men tvangsforflyttet og udryddet i andre. Annegrethe Rasmussen har i Information den 17-9 2015 leveret en fyldig anmeldelse af Snyders bog, se her. Heri hedder det bl.a.:

Centralt i Snyders teori står antagelsen om, at statelessness (statsløshed er et dårligt dansk ord, men altså kollapset af nationalstaten som en valid og demokratisk legitim, institutionel mekanisme, der kontrollerer de politiske og økonomiske rammer for en given nation) er en nødvendig betingelse for folkemord. Når de juridiske og politiske institutioner går i opløsning og ikke længere formår at beskytte borgerne i et land, især landets minoriteter, har vi miseren.

Senere hedder det:

For at understøtte sin teori peger Snyder også på, at jøderne klarede sig bedst i de lande, hvor det statslige apparat ikke blev sat ud af kraft (Danmark og Belgien samt til en vis grad også i Frankrig på trods af Vichy-regimets samarbejdspolitik), hvorimod der i de lande, hvor nazisterne destruerede statsapparatet – Polen, dele af Sovjetunionen, især Ukraine samt de baltiske lande og Holland – opstod en brutal udryddelsespolitik med villig deltagelse af dele af lokalbefolkningen, der i visse tilfælde i Ukraine og Polen overførte et eksisterende had rettet mod den sovjetiske undertrykkelse til konspirationen om ’den jødiske fjende’ i stedet.

Det er netop det forhold, at Holland bliver nævnt som ét af de lande, hvor nazisterne destruerede statsapparatet og hvor der derfor – efter Snyders teori – opstod en brutal udryddelsespolitik, der får Bøgh Hansen til at reagere. Han skriver bl.a.:

Timothy Snyder henviser — først og fremmest til de områder i Østeuropa, som han betegner som »ødelagte stater«. Han omtaler imidlertid også flere gange udviklingen i Holland, uden dog at underkaste den en nærmere analyse. Det er faktisk lidt ærgerligt, og specielt for en dansker kan det godt lønne sig at se lidt nærmere på de hollandske erfaringer, både når man skal overveje betydningen af samarbejdspolitikken, og hvis man vil vurdere karakteren af den danske redningsaktion.

Denne nærmere analyse leverer så Bøgh Hansen. Det er sandt, at den hollandske regering og det hollandske kongehus flygtede til England og en rabiat jødehader, Seyss-Inquart, blev indsat som rigskommissær. Det er også sandt, at et stort antal jøder omkom i de tyske udryddelseslejre. Seyss-Inquart havde strammet skruen omdrejning for omdrejning. Først skulle jøderne registreres, så blev de afskediget fra offentlige jobs, så skulle de registreres på bopæl, så lod man hærværksbander ødelægge jødisk ejendom. Jøderne forsøgte at forsvare sig, men det resulterede kun i, at 425 unge jødiske mænd blev pågrebet, mishandlet og sendt til Tyskland.

Det reagerede hollænderne på med noget, der næsten fik form af en generalstrejke (februar 1941). Tyskerne satte væbnet militær ind, skød nogle strejkende og fik derved arbejdet genoptaget.

Så kom i april 1942 ordren om, at alle jøder skulle bære davidsstjerne, og kort efter ordren om at melde sig til ”arbejdstjeneste i Tyskland”.

Flere end 107.000 jøder blev sendt til dødslejrene. Kun 5.500 kom levende tilbage. Alligevel skete der her noget bemærkelsesværdigt. Det er velkendt, hvordan Anne Frank og hendes familie i to år blev holdt skjult i en lagerbygning midt i Amsterdam. Mindre velkendt er det, at næsten 25.000 jøder fandt tilsvarende skjulesteder, og at to tredjedele af dem formåede at holde sig skjult indtil krigens afslutning. Det vil sige, at almindelige hollændere i næsten tre år satte deres liv på spil for at hjælpe dem og det samtidig med, at der også var et stadigt voksende antal tidligere soldater og almindelige arbejdere, som gik under jorden for at undgå tvungen arbejdstjeneste i Tyskland.

Bøgh Hansen er opmærksom på, at dette foregik på et tidspunkt, hvor meget tydede på, at Tyskland ville gå af med sejren. Han fortæller også, at der ikke var noget tilflugtssted, som det, de danske jøder havde i Sverige. Men han når ikke at fortælle om den hungersnød, der satte ind i Holland i den sidste vinter, og som gør det endnu mere fantastisk, at hele 16.000 af de skjulte jøder overlevede.

Disse oplysninger bruges i kronikken til at vende sig imod Snyders tese, at det, der er afgørende for, hvordan en befolkning behandler jøderne, er graden af statsopløsning. Hollands behandling af jøderne modbeviser det, siger han.

Jeg vil mene, at fremhævelsen af Hollands behandling af jøderne har et videre perspektiv. Det kan bruges til at sætte den danske jødeaktion i relief. Læg mærke til udtrykket ”i relief”; jeg siger ikke ”nedgøre” eller ”bagatellisere”. Den er stor nok i sig selv, behøver ikke min hjælp for at fremhæves, og ikke ”mytedræbernes” anstrengelser for at kunne få sit rette format.

Men at ”relativere” eller ”sætte i relief” er netop, hvad god historieforskning kan gøre. Det, som Bent Blüdnikov efterspørger og kritisere danske forskere for: at de ikke er åbne overfor international forskning, kun ser på tingene ud fra en særlig dansk synsvinkel, det kunne han her have fundet svar på, hvis han havde villet, se min indvending mod ham her.

Historien rummer lidt af hvert. Der er helte, der sætter livet på spil for at redde andres liv. Der er kujoner, der ikke tør andet end adlyde ordre. Og der er alle folk i mellemlagene, der blot vil have dagen og vejen til at forløbe nogenlunde. Men heltene står ikke frem og bebuder, at de vil gøre en heltegerning; det kommer til dem, situationen lægger op til det, og de reagerer ved at ville redde menneskeliv, selv om de risikerer livet ved det. Omvendt med kujonerne: de stilles i afgørelsen, men vover ikke at træffe den rigtige afgørelse, og må så resten af deres liv leve med visheden om, at de ikke slog til, da det gjaldt. Om man skal ønske for dem, at de vil være i stand til at fortrænge deres svigt – jeg véd det ikke; jeg ville nok mene, at det bedste for dem ville være at kunne leve på Guds tilgivelse og derved igen blive et helt menneske, men om jeg selv ville kunne det, véd jeg ikke, selv om det aldrig så meget er netop den tilgivelse, jeg har brugt mit liv på at prædike.

Endnu en kategori kan nævnes: De mennesker, der i ét eller andet omfang stolede på nazisternes ord og derved, uden at de vidste det, kom til at hjælpe til med at gennemføre drabet på jøderne.

Endelig er der naturligvis nazisterne selv og deres hjælpere. Hvordan de har kunnet overbevise sig selv om nødvendigheden af jødeudryddelsen, står hen i det uvisse, dvs., det er for så vidt klarlagt tilstrækkeligt, men vi kan stadig ikke rigtig forstå det.

Lad mig slutte med at henvise til et indlæg, hvor jeg refererer temmelig meget fra en samtale, som Thomas Blatt, én af dem, der slap levende ud af Sobibor-dødslejren, da jøderne dèr gjorde oprør, havde med én af bødlerne fra samme lejr, Karl Frenzel, se her. Frenzel havde sagt, at han ikke kunne forstå, at jøderne ikke gjorde modstand. Hertil svarede Blatt:

Og jøderne fra de andre lande, f.eks. Holland, som ikke kom fra nogen ghetto, men ikke vidste noget, de var blevet narret. De véd, hvordan det var!” Han sagde ikke noget. ”Forøvrigt”, sagde jeg og brød tavsheden, ”hvem kunne tro det? De kunne simpelthen ikke tro, at tyskerne kunne gøre noget sådant. De troede på medmenneskelighed. De véd, den falske station, blomsterne, de taler, der lovede guld og grønne skove”.

Det var noget af det djævelske ved det nazistiske forehavende: Man ville holde jøderne i uvidenhed om, hvad der ventede dem. Blandt andet derfor “lykkedes” det i alt for høj grad.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Historie og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s