Jubilæum for jødeaktionen i 43

I disse dage fejres på forskellig vis 70 års jubilæet for jødernes flugt i 1943. I den anledning ser vi den gamle strid blusse op igen, striden mellem ”folket” og dets mytedannelse og historikerne med deres myteødelæggende kendsgerninger.

Mange af besættelsestidens historikere har set det som deres opgave at nedbryde de myter, der florerer omkring modstandsbevægelsen under besættelsen. Hvad angår jødernes redning i oktober 43, er der mange historikere, der også på det punkt har set sig selv som ”myteødelæggere”, ubevidst måske ud fra devisen: ”Vi danskere skal ikke tro, vi er noget”. Information har den 28-9 samlet nogle korte indlæg fra forskellige historikere, se her! Disse indlæg viser på udmærket vis bredden i synspunkterne. Vi ser på den ene side Bo Lidegaard og Bent Lexner, der begge ser redningen som udtryk for den sammenhængskraft, der dengang herskede i det danske folk. Og vi ser også ”historikerne”, der absolut skal finde de negative aspekter frem: Joachim Lund, der mener, at Bo Lidegaards syn på sagen blandt historikere er et forældet synspunkt; Lone Rünitz, der som mange andre hæfter sig ved det, man mener er overbetaling til de fiskere, der sejlede jøderne til Sverige; og Bent Blüdnikow, der mener, at de danske leverancer til Tyskland af landbrugsvarer var med til at forlænge krigen, hvilket i sin tur var med til at sende endnu flere jøder til gaskamrerne.

Bent Blüdnikow kalder visse historikeres venlige holdning til samarbejdspolitikken og departementchefstyret for ”nationalromantisk”. Lad den så være det, da. Men hvorfor overse, at de historikere, jeg har kaldt ”myteødelæggere”, ofte ser sagen ud fra ganske det samme perspektiv, blot fra den modsatte synsvinkel: de nægter eller bagatelliserer den folkelige sammenhængskraft, og hvis man i visse tilfælde må indrømme, at ”nationalromantikkerne” overser visse kendsgerninger, må man i lige så mange tilfælde hævde, at deres modparter ligeså krampagtigt overser visse andre kendsgerninger.

Jeg må nok blankt indrømme, at jeg hører til nationalromantikerne, selv om jeg ikke mener, jeg overser kendsgerninger. Men lad mig alligevel her prøve at komme lidt ud over denne strid ved at påstå, at ethvert folk i sig har en vis sammenhængskraft; ethvert folk nærer mere tillid til sine egne end til fremmede; og ethvert folk vil kæmpe for sin egen overlevelse. Jeg vil her for nemheds skyld indskrænke mine overvejelser til tre af Tysklands små nabolande, nemlig Danmark, Tjekkiet og Holland.

Tjekkerne fik ved München-aftalen i september 1938 frataget en del af sit område. Hitler havde ophidset en del af de tyskere, der boede i Tjekkiets grænseområde til Tyskland, Sudeterland, og gjorde sig rede til at indtage disse områder med militær magt, da englænderne og franskmændene forhindrede denne blodsudgydelse gennem München-aftalen. Derved blev tjekkerne tvunget til at afgive området frivilligt.

Det fik tjekkerne til efter krigen at udjage alle sudetertyskerne fra disse grænseområder (som jo nu var blevet tilbagegivet til Tjekkiet). Og man må vel indrømme, at dette var en højst uretfærdigt. Der var sudetertyske socialdemokrater, der var blevet sat i koncentrationslejr af Hitler, så snart han havde overtaget Sudeterland, de vendte nu tilbage til deres århundredegamle landområde i den tro, at de skulle være med til at genopbygge det. Men nej, de blev jaget ud af tjekkerne. Brutalt, uden forståelse for deres situation, uden hensyntagen til de individuelle forbrydelser eller fortjenester.

Det kan godt være, man må fordømme denne tjekkiske reaktion. Men må vi på den anden side ikke indrømme, at netop den reaktion er meget forståelig? Og må vi ikke spørge os selv, om ikke vi ville have reageret på nøjagtig samme måde, hvis det var os, der var blevet udsat for, at andre bag vores ryg bortsolgte en del af vort landområde? Og vil dette forsøg på at sætte os i tjekkernes sted ikke give os en langt mere sand forståelse af, hvad der skete, end en simpel fordømmelse?

Noget, der kan hjælpe med til at få os til at sætte os i tjekkernes sted, er det forhold, at vi handlede ud fra nøjagtig den samme angst for vores store nabo, Tyskland. Vi modtog meget mod vores vilje i 1945 en stor mængde flygtninge. De 220.000 af dem var tyskere, de 30.000 ikke-tyskere. Ikke-tyskerne kom til at leve i ubevogtede lejre, hvorfra de havde mulighed for at bevæge sig ud i det danske samfund og eventuelt tage arbejde dèr. Tyskerne, derimod, kom til at leve i bevogtede lejre bag pigtråd, næsten uden mulighed for at omgås den danske befolkning. Vi skulle nemlig ikke nyde noget af at få et stort tysk mindretal indenfor vore grænser. Vi havde med München-aftalen set, hvad det kunne betyde for et lille naboland, hvis Tyskland igen skulle få imperialistiske magtdrømme.

At få større eller mindre forståelse af historiens gang betyder ikke at kunne bedømme og fordømme alle fortidige handlinger ud fra én eller anden fin højetisk nutidig alen, men snarere at kunne sætte sig ind i den situation, fortidens mennesker stod i.

Og ser vi så på Holland, så springer nok i første omgang forskellen i redningen af jøderne i øjnene. For mens hos os op mod 95% af jøderne blev reddet, var det 80% af de hollandske jøder, der omkom i udryddelseslejrene.

Måske mange så vil lade sig lokke til at mene, at vi danskere da er meget bedre end hollænderne. Tænk, 80% omkom! Mod 5% hos os! Og lokketonerne bliver nok ikke færre i dagene, der kommer. Her vil vi få at høre, at Danmark var det eneste land, hvor nazisternes jødeudryddelsesprogram led skibbrud. I heldige tilfælde vil man dog sideløbende med Danmark nævne Bulgarien (Bulgarien, tænker man måske, dette u-land i menneskerettigheder! Men den er god nok!)

Og hører man nærmere om, hvad der foregik i Holland, vil man nok stige lidt i graderne hos sig selv. Der var jo noget med, at de hollandske myndigheder hjalp tyskerne, først med registreringen af jøderne, senere med oprettelsen af en koncentrationslejr på hollandsk jord, og under alt dette med overholdelsen af den række af jødelove, der blev indført af den tyske besættelsesmagt, jødeforbud mod at komme i biografer og teatre, mod at drive forretning, mod at køre med offentlige befordringsmidler, osv., osv. Ja, man må endda høre, at det hollandske politi på et tidspunkt gik med til at arrestere de jøder, der havde skjult sig. Er det virkelig tænkeligt? Burde der ikke have været en større portion menneskelighed hos disse betjente? Skulle de ikke have båret sig ad som vore betjente, der enten vendte det blinde øje til de flygtende eller måske ligefrem hjalp med til flugten?

Der er imidlertid den ulempe ved sådanne moralovervejelser, at man er tilbøjelig til at løbe med halv vind.

Ja, det er sandt, at omkring 80% af den jødiske befolkning i Holland omkom. Men hollænderne havde modtaget mange flere af de tyske jøder, der blev uddrevet fra Tyskland, end Danmark. I 1940 var der i Holland 115.000 jøder, mod 8000 hos os.

Ja, det er sandt, at de hollandske myndigheder hjalp nazisterne på måder, som sidenhen er blevet fordømt. Men Holland fik en helt anderledes hårdkogt nazist som rigsbefuldmægtiget, end vi gjorde. Han, Arthur Seyss-Inquart, var langt mere overbevist om jødeudryddelsens nødvendighed end vores Werner Best. Og da Holland havde en noget anden plads i det tyske ”system” end Danmark, var han i stand til at gøre, som man havde gjort i Tyskland: indføre en række restriktioner overfor jøderne. Hvad det egentlig skulle føre til, om det var forberedelse til den udryddelse af jøderne, som blev resultatet, eller blot forberedelse til en slags genbosættelse af jøderne i de østlige områder, som nazisternes propaganda hævdede, det var ikke til at se i 1940-41, dårligt nok for tyskerne selv, og da slet ikke for de hollandske myndigheder.

Ja, end ikke for jøderne selv. Det jødiske råd i Amsterdam var virkelig overbevist om, at det ved sin eftergivende holdning overfor nazisternes krav (og sommetider direkte medvirken ved udførelsen af dem) arbejdede i jødernes interesser, for man mente jo, at man derved forhindrede noget endnu værre i at ske.

Der er en tidsfaktor her, som absolut ikke må overses. Jødeforfølgelsen i Danmark blev først sat i værk, da det var blevet fuldstændig klart, at den skæbne, der ventede jøderne, var ond. Jødeforfølgelsen andre steder blev sat i værk, da det var uklart, hvad den endelige løsning gik ud på. Og den blev hos os sat i værk, da de uovervindelig tyske tropper var begyndt at lide nederlag. Hvis derimod det nazistiske ”Neuropa” var, hvad man kunne se i overskuelige fremtid, som i Holland, ville man så ikke forsøge at rette ind? Modsat, hvad man vil, hvis nazisternes nederlag er kommet indenfor synsvidde.

Dertil kommer naturligvis, at vi i Danmark dels havde Sverige liggende som en åben tilflugtshavn for jøderne, dels fik datoen for nazisternes indfangelsesaktion afsløret. Og netop, fordi vi havde erfaret jødernes ublide skæbne i andre lande, troede både de danske politikere og de danske jøder på afsløringen, hvilket var stærkt medvirkende til hjælpens succes.

En anden forskel består i, at nazisternes forfølgelse af jøderne herhjemme var overstået på mindre end en måned. Efter den tid var Danmarks jøder enten flygtet til Sverige eller bortført til Theresienstadt. I Holland varede forfølgelsen derimod krigen ud. Vi kan fejre en dato for både forfølgelsen og redningen, hollænderne kan ikke. Det gør aktionen i Danmark mere synlig. Aktionen i Holland, derimod, fortoner sig i historiens grålys.

Aktionen i Holland”? Jamen, der var jo ingen aktion i Holland!

Bestemt var der så. Af de 115.000 hollandske jøder forsøgte kun 24.000 at gå under jorden. Hvad skal man sige om de resterende 91.000? At de blev narret af tyskerne til først at lade sig registrere, dernæst at lade sig overflytte til den hollandske koncentrationslejr, uden at hverken de eller hollænderne anede, at de derfra senere ville blive overført til gaskamrene? I hvert fald må man vel sige, at det er tyskerne og ikke jøderne eller hollænderne, der har ansvaret for dette bedrag.

Men det bemærkelsesværdige er, at af de 24.000, der gik under jorden, var det hele 16.000, der overlevede. 16.000 blev reddet! Mod 7000 hos os! Begge takket være indsats fra ”de indfødte”.

Hvordan den hollandske indsats formede sig, kan de, der har læst ”Anne Franks dagbog”, måske huske. Familier gemt i baggårde, bag hemmelige døre, kun overlevende i kraft af at blive forsynet med mad fra deres hollandske hjælpere. Altsammen gennem flere år. Anne Franks familie levede således i ”Achterhuis” fra 6. juli 1942 til 4. august 1944. Og de, der overlevede, levede jo på denne måde helt frem til befrielsen, inklusive den sidste vinter, hvor Holland plagedes af hungersnød. Og ikke blot skulle man skaffe mad og varme til de skjulte jøder, man skulle også tage sig i agt for stikkere. Der blev udsat pengepræmier for oplysninger, der kunne føre til tilfangetagelse af jøder, der var gået under jorden.

Stillet overfor historiens kendsgerninger kan vi naturligvis i disse jubilæumsdage falde i svime over, hvor gode vi danskere er. Det er det dog nok de færreste, der gør. Men fremfor at imødegå denne tendens til selvros ved at fremhæve de få negative ting, der er at sige om danskernes hjælp ved jødeflugten i 43, forekommer det mig langt mere relevant at pege på andre folkeslags tilsvarende handlinger, f.eks. hollændernes.

Ligesom man om tjekkernes udvisning af deres tyske landsmænd i 45 må sige, at vi danskere såmænd nok ville have handlet ligeså, må man om vores handlinger i 43 sige, at mange folkeslag nok ville have handlet på samme måde. Og synes nogen, at vi i disse dage bliver tilbøjelige til for megen selvros, så lad os stille os det spørgsmål, om vi danskere mon ville have kunnet handle som hollænderne. Ville vi have kunnet skjule 24.000 jøder i baggårde, på lagerbygninger, i udhuse osv., gennem mere end to år?

Det siges, at der er langt flere hollændere end danskere, der har modtaget den israelske pris, ”Yad Vashem-prisen”, for at have hjulpet jøder imod holocaust. Så vidt jeg kan se, er det velfortjent, og vi bør unde dem det af et godt hjerte. Ét folk udfordres på én måde, et andet folk på en anden måde, men i stedet for at give os til at udmåle fortjenstfuldheder for hvert enkelt folk, lad os da glæde os over de ikke så helt få tegn på ægte menneskelighed, der dukker op i historiens løb.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Historie og tagget , , . Bogmærk permalinket.

3 svar til Jubilæum for jødeaktionen i 43

  1. Pingback: Tillidssamfundet | ricardtriis

  2. Pingback: Blüdnikows tvivlsomme påstande | ricardtriis

  3. Pingback: Danmark kun nummer to | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s