En bitte vantro hyrdedreng

Det fortælles, at der et sted langt ude vestpå, helt derude, hvor kragerne vender, var en gård med en meget indremissionsk gårdmand. Han gik meget op i at holde hviledagen hellig. Ingen på gården måtte arbejde om søndagen. Nu lå gården så langt ude, at fåreavl var en vigtig indtægtskilde, og da en nysgerrig tilflytter en gang spurgte gårdmanden, hvem der passede fårene om søndagen, når de nu ikke måtte arbejde om søndagen, svarede han: ”Nå, det får vi en bitte, vantro hyrdedreng til at sørge for”.

Den samme form for hykleri siges at have fundet sted i visse buddhistiske landsbyer i Burma. Her holdt landsbyboerne kvæg, men da de som gode buddhister ikke måtte slå ihjel, fik de nogle ikke-buddhistiske bjergboere til at forestå slagtningen, hvorefter de spiste kødet.

Nøjagtig dette hykleri ses for øjeblikket hos EU-kommissionen. Man forhandler med Tyrkiet for øjeblikket, den tyrkiske præsident Erdogan er i Bruxelles, og ét af kravene fra EU’s side er, at Tyrkiet deltager i EU’s grænsebevogtning i Ægæerhavet, se her.

Jeg har tidligere, endda indtil flere gange, udtrykt undren over, at man vil give Tyrkiet ansvar for EU’s bevogtning af de ydre grænser. Hvorfor dog ikke Grækenland? (Se her). Og hvis man graver bare lidt ned i det spørgsmål – men man skal ikke forvente, at man får hjælp fra main-stream-medierne – opdager man, at EU-landene er for fine til selv at påtage sig det grove arbejde med grænsebevogtningen; man overlader gerne arbejde til et land, der ikke er så fintfølende med hensyn til metoderne, der skal anvendes. I dette tilfælde altså Tyrkiet.

Men ikke nok med det: man vil forlange af Tyrkiet, at dette land skal blive et nyt DDR: Ligesom DDR byggede en mur, ikke for at holde fremmede ude, men for at holde sin egen befolkning inde, sådan vil man have Tyrkiet til at lave en grænsebevogtning, der skal holde folk fra Tyrkiet inde, ikke holde fremmede ude. Altsammen, fordi man fra EU’s side ikke vil anvende den magt, der skal til, hvis man skal bevogte sine grænser, altså bevogte dem imod de ikke-EU-borgere, der vil ind.

Og spørger man, hvorfor man ikke vil det, er svaret, at vi europæere i den grad har bundet os selv ind i konventioner og regler og bestemmelser, at vi er ude af stand til at anvende den magt, der skal til. Og svaret er videre, at vi i den grad har fået et billede af os selv som de gode, de ikke-magtanvendende, de forhandlingsvillige, der altid ser på de fremmede med imødekommende blikke, at vi ikke kan drømme om at overtræde nogle af de mange regler, også selv om de medfører et kolossalt migrations-pres på vore lande. Og typisk for den hykleriske tankegang, der behersker os vil vi nu have en ‘bitte vantro hyrdedreng’ – i skikkelse af Tyrkiet – til at udføre de grove gerninger, der kan hindre yderligere migration.

Det forholder sig nemlig så smart, at der er internationale regler og konventioner for, hvordan man skal forholde sig, hvis folk, der kan være forfulgte, vil ind i et land, mens der ikke er nogen regler for, om et land må hindre sine borgere i at flygte fra deres eget land, formentlig fordi man på forhånd anså det for udelukket, at de lande, mennesker vil flygte fra, nogensinde vil underskrive en sådan konvention. Og derfor kan Tyrkiet handle uafhængigt af nogen konvention, hvilket EU ikke kan. Så hvad vi ikke selv kan gøre af hensyn til konventionerne og det billede af os selv som ‘de gode’, som vi bestræber os på at opretholde, nemlig anvende vold imod migranterne, det kan Tyrkiet gøre.

Så Tyrkiet kan få rollen som den vantro hyrdedreng, der passer fårene om søndagen. Så er den ged barberet. Eller det får klippet.

Jeg har tidligere gjort opmærksom på den ændring med den græske grænsekontrol, der skete med Syrizas magtovertagelse i januar 2015, se her. I det indlæg henviste jeg til en rapport fra april 2014 fra Amnesty International, se her, hvor organisationen anklager Grækenland (altså den tidligere græske regering) for at foretage såkaldte ”push-backs”, dvs., tilbageførsler af migranter til det sted, de kom fra. Fy, fy, dette må man ikke gøre, for så snart migranter har sat deres ben på europæisk jord eller er kommet i kontakt med europæiske skibe, har de et retskrav på at få deres asylsag behandlet. Det hedder sidst i denne rapport:

Tilbageførsler er en klar overtrædelse af EU-love. EU-kommissionen må handle nu for at påbegynde anklager imod Grækenland for denne skammelige adfærd, og gøre en ende på den én gang for alle.

Det samme gjorde Lasse Petersen opmærksom på i en kronik i Information tilbage i august 2014, se her. Kronikken har overskriften ”Konventionerne dræber”, og Lasse Petersen argumenterer med, at reglen om, at asylansøgere har et retskrav på at få deres sag behandlet, understøtter menneskesmuglernes forretning og dermed er medskyldig i de drukneulykker, der sker på Middelhavet.

I den artikel fra Information, jeg henviste til ovenfor, hedder det:

Det er kystvagterne i Grækenland og Tyrkiet, der i så fald sammen skal patruljere Det Ægæiske Hav. Dog under ledelse af EU’s grænsesamarbejde Frontex, der beskytter EU’s ydergrænser.

Bliver planen vedtaget, skal der skabes to millioner ekstra pladser i tyrkiske flygtningecentre, som EU vil stå for finansieringen af. Til gengæld forpligter EU sig til at optage op mod 500.000 flygtninge fra Tyrkiet, som skal kunne rejse direkte til deres endelige modtagerland i EU uden om de farlige ruter, som menneskesmuglere tilbyder.

En halv million flygtninge at fordele mellem EU’s medlemslande. Det er noget af en post. Men Tyrkiet har en pointe. Selv behandler Tyrkiet flygtningene som flygtninge, dvs., de tænkes at forblive i deres lejre, og de kan ikke tage arbejde i Tyrkiet. Og hvis vi vælger at behandle disse mennesker på samme måde, vil det ikke volde nær så store kvaler, som hvis vi behandler dem som de hidtidige migranter, dvs., som indvandrere. Men under alle omstændigheder vil det være bedre end den bestående ordning, for den er ikke en ordning, men en uorden.

Tidligere mente jeg, at det, der var tale om, kun var, at vi europæere blev ”snydt så vandet driver af os”, se her. Nu, hvor vi har set den ændring i Grækenlands vilje til at forsvare søgrænsen mod Tyrkiet, der er forekommet med Syriza-regeringens tiltrædelse i januar 2015, er det blevet klart, at EU og europæerne i bred almindelighed har viklet sig ind i en række regler – svarende til gårdmandens underkastelse under reglen om ikke at arbejde om søndagen – der umuliggør enhver fornuftig grænsebevogtning, og at man i hele EU-systemet betragter disse regler som lige så urørlige, som gårdmanden betragter reglen om søndagshvile.

Heldigvis havde gårdmanden da en ‘bitte vantro hyrdedreng’, ved hvis hjælp han mente at kunne klare ærterne, og heldigvis har EU da det ‘vantro’ Tyrkiet til at sørge for den grænsebevogtning, som man er for fin til selv at røre med en ildtang.

Nu må vi se, hvad forhandlingerne med Tyrkiet fører til. Men man kan være ganske rolig for én ting: Hele flokken af politikere og mediefolk lukker med flid øjnene for det åbenlyse hykleri, der er tale om.