Det er Uffe Østergaard, der er tale om, professor emeritus i europæisk historie. Han har hævdet (i Weekendavisen i foråret), at tiden er inde til at bygge mure rundt om Europa. Og med baggrund i dette udsagn er han nu blevet interview’et i – af alle dagblade – Information, se her.
Det er der bestemt kommet noget interessant ud af. Det er ikke hver dag, at en historieprofessor af det format udtrykker ønske om at opstille pigtråd om Europa. Og han siger, at han gør det for EU’s skyld. Desværre fører det til, at han læser Jean-Claude Junckers tale lidt for optimistisk. Det har muligvis også været Junckers tanke, men alligevel!
I artiklen hedder det:
Men man skulle næsten tro, at EU-Kommissionsformand Jean-Claude Juncker forud for sin State of the Union-tale i sidste uge havde lyttet til Uffe Østergaards idé om et Fort Europa med trådhegn »i fire baner«, projektører og rigtig mange vagtposter.
I sin tale anbefalede Juncker, at Europa beskytter sine ydre grænser med flere grænsevagter og skærpet grænsekontrol. Selv om det europæiske projekt bygger på værdier som demokrati, åbenhed og tolerance, »må tolerancen ikke kompromittere vores sikkerhed,« sagde Juncker med reference til de seneste års terrorangreb på kontinentet.
Som jeg i en tidligere artikel gjorde opmærksom på, betyder ”grænsekontrol” her ikke ”grænsekontrol”, se her. Det, Junckers forslag tager i betragtning, er den regulære grænsegænger, alle de irregulære tager han ikke hensyn til. Det er sandt nok, at han har sagt, at ”tolerancen ikke må kompromittere vores sikkerhed”. Men umiddelbart derefter er det, at han foreslår alle de nye tiltag mod normal grænsepassage, og, ikke sandt, så tror jo den lidt for velvillige læser, at dette vil forhøje vores sikkerhed. Som før sagt er det ikke tilfældet.
Men Uffe Østergaard er nok en lidt for velvillig læser. Lad det være, hvad det være vil. For på andre punkter er hans iagttagelser ganske skarpe. Regeringens nej til kvoteflygtninge er således efter hans mening ”uheldig”:
Det er den uregulerede indvandring, der er problemet.
”Der er en trussel fra en kæmpemæssig indvandring først og fremmest fra hele Afrika. Det mener jeg ikke den europæiske samfundsmodel og velfærdsmodellerne i nogen lande kan holde til uden at blive undergravet. Derfor bliver man nødt til at bremse indvandringen håndfast. Der lyder jeg måske som Dansk Folkeparti, men jeg kan ikke se noget alternativ”.
–Hvordan skal man gøre det?
”Det er svært. Man må prøve at lave reelt bevogtede grænser. Det er en forudsætning at bevogte de ydre grænser, når man har fjernet de indre. Gør man ikke det, genopstår de indre, som det sker i øjeblikket. Og så må man være villig til at bruge magt”.
–Hvad betyder det egentlig? Skal man sende bådene tilbage?
”Det er svært at sige præcist. Det er fint at redde folk fra druknedøden, men det kan jo ikke nytte noget, at man sætter dem i land på Sicilien. Man er nødt til at sejle dem til Libyen og sætte dem i land på kysten. Og det er jo en ubarmhjertig skæbne.”
Østergaard udtrykker sig her lidt forsigtigt. Han vil nødig lyde som Dansk Folkeparti. ”Det er svært”, siger han hele to gange, og det, der er svært, er åbenbart at bruge magt, dels ved grænsen, dels på havet, når migranterne skal sendes tilbage.
Senere giver han Frauke Petry ret i, at grænsevagter skal kunne skyde:
Til Politiken sagde Uffe Østergaard i juli, at lederen af det højrenationale tyske parti Alternative für Deutschland, Frauke Petry, havde ”ret med sin udtalelse om, at grænsevagter skal kunne skyde”. Men han er ikke meget for at uddybe, hvad det konkret kan betyde, at man skal være villig til at bruge magt.
”Magt er magt, og hvis man ikke bevogter grænserne, er der slet ikke grænser. Mit billede på det er både den kinesiske mur og Limes-muren rundt om Romerriget. Mange kritikere siger, at det ikke er sikkert, det virker. Nej, men Limes-muren udsatte Romerrigets undergang i 300 år. Det er jo også et stykke tid”.
Nu tror jeg nok, at Frauke Petry af en interview’er blev lokket til at udtale, at grænsevagter i påkommende tilfælde skal kunne skyde. Men både til hende og til Uffe Østergaard kan man da udvide betragtningen lidt: magthaverne, altså øvrigheden, har jo mange andre magtmidler at bruge end skydevåben. Når man skal have styr på en flok uregerlige demonstranter, bruger man som regel ikke skydevåben, men vandkanoner og tåregas. Når man skal have fat på en tyv, der flygter fra et gerningssted, bruge man hunde, osv.
Og man kan også pege på, at da Makedonien besluttede at lukke deres grænse til Grækenland, og en del af de dèr ophobede migranter besluttede illegalt at forcere grænsen, blev de alle fanget og – i levende og uskadt stand – leveret tilbage til Grækenland.
Men foreløbig er den magtanvendelse, der skal til, en magtanvendelse overfor de såkaldte bådflygtninge. De skal tvinges tilbage til Libyen, hver og én. Og sandt nok, det er en ubarmhjertig skæbne at give dem. Men deres ubarmhjertige skæbne vil opvejes af den mildere skæbne, deres landsmænd vil kunne få, hvis de mange penge, der for øjeblikket bruges på at modtage menneskesmuglernes migranter, kan anvendes til at hjælpe de lande, de kommer fra, hvad enten det så er lande i Afrika eller lande i Syriens nærområder.
Og man skal jo også være klar over, at en håndfast holdning fra EU’s side med hensyn til tilbageførsel til Libyen vil fratage fremtidige migranter lysten til at emigrere. Man kan se ”mekanismen” i forholdet til migrantstrømmen fra Tyrkiet til Grækenland. Her har først lukningen af Balkan-ruten og senere EU’s aftale med Tyrkiet om at sende migranter tilbage til Tyrkiet næsten fuldstændig standset strømmen af gummibåde over Ægæerhavet. Man har med disse tiltag frataget migranter ethvert incitament til at komme til Grækenland.
Men hvad enten Uffe Østergaard vil være stolt af at mene det samme som Dansk Folkeparti, eller han foretrækker at være lidt forlegen ved det, selve det, at han nu går ind for et ”Fort Europa”, viser, at der er skred i opfattelserne.
Pingback: Snusfornuft efterlyses | ricardtriis
Pingback: Politikersnak – eller alvor? | ricardtriis