Grækenland eller Tyrkiet

I går, den 19. august 2015, var der i Berlingeren en udmærket kronik om flygtningeproblemet. Den var skrevet af Poul Christian Matthiessen, professor og dr. polit., og Gunnar Viby Mogensen, dr. phil., og den satte virkelig mange ting på plads, se her.

De to herrer anklager medierne for at bruge de forkerte betegnelser, så de i stedet for ”asylansøgere” uden videre taler om ”flygtninge”. Dels er det slet ikke alle asylansøgere, der får bevilget status som flygtning, dels er behandlingen af disse sager ofte kun baseret på asylansøgerens egne beretninger, som ikke altid er i overensstemmelse med sandheden.

Og det vil f.eks. sige, at det sædvanlige argument om, at vi står overfor en flygtningekatastrofe, der ikke er set større siden Anden Verdenskrig, måske slet ikke duer. Det vil videre sige, at den henvisning til situationen i Syrien, som mange anvender for at få det store antal migranter til at glide ned hos danskerne, heller ikke er korrekt: det var i 2014 kun 20% af asylansøgerne, der kom fra Syrien.

Mange andre fejlopfattelser sætter de på plads. Man må derfor sige, at deres kronik er en stor irettesættelse af samtlige journalister i de danske medier. Alt det, som de gør opmærksom på, var det jo deres opgave at få frem. Når de ikke gør det, skyldes det nok ikke journalistisk dovenskab, snarere den indflydelse, som ”Journalistisk Venstreparti” har på dækningen af nyheder her i landet.

Her skal der gøres opmærksom på endnu en ting, som journalisterne ikke borer i, nemlig spørgsmålet om de mange migranter, der ankommer til de græske øer.

Det antal er jo på det nærmeste eksploderet her i 2015. Og vidste man ikke bedre, kunne man tro, at det er for ganske nylig, at grækerne har bugseret deres mange øer helt over til den tyrkiske kyst, så der kun er ganske få kilometers middelhavsvand at forcere, før man er på græsk og dermed europæisk jord. Men øerne har jo hele tiden ligget, hvor de nu ligger, og gør man sig det klart, rejser sig det spørgsmål: Hvorfor er det først nu, at der ankommer migranter til disse øer?

For nogle få år tilbage blev der gjort et vældig nummer ud af, at det europæiske grænseagentur, Frontex, opsatte hegn ved den flod, der lidt vest for Istanbul danner grænse mellem Tyrkiet og Grækenland. Man ville gøre det sværere for asylansøgere at komme ind i Europa, og – det forstod man på de mange klagende røster – det måtte man ikke. Men også dengang lå de græske øer særdeles tæt på Tyrkiets kyst. Og man må i dag spørge: Hvis det også dengang var lige så let at krydse de smalle farvande mellem Tyrkiet og de græske øer, hvorfor tog asylansøgerne så ikke den vej? Eller hvorfor fra EU’s side ofre penge på et hegn, når man dog må have vidst, at man blot flyttede problemet? I dag kan vi jo se, at det er pærelet at komme over til de græske øer.

Lad mig vise, hvad jeg mener, ved at henvise til en flugtberetning, som Politiken bragte den 18-10 2014, se her. Bladet har fået en ung syrer til at fortælle om sin flugt fra Istanbul over Rhodos til Sverige. Han fulgte altså den rute til Europa, der nu se ud til at være åben som en ladeport. Jeg har forkortet beretningen lidt i dette indlæg. Her hedder det bl.a.:

Denne kronik handler om en ung mand, en syrer, der efter to år uden pas i Tyrkiet nu ville prøve at flygte til bedre vilkår i et andet land. Derfor kontaktede han en menneskesmugler. Til ham skulle han betale 16.500 kr og fik så at vide, hvor han skulle henvende sig. I første omgang lykkedes det godt nok ikke at komme ombord på det skib, der skulle sende flygtningene videre, de blev fanget af politiet. Men i næste omgang lykkedes det. De kom til Rhodos, og det lykkedes dem at undgå den græske kystvagt, der ville sende dem tilbage til Tyrkiet og i stedet få hjælp fra det græske politi, for – fortæller flygtningen – nu havde de foden på europæisk jord, og så forhindrede loven politiet i at sende dem tilbage.

Altså, han og de andre flygtninge blev i Tyrkiet forhindret i at flygte af det tyrkiske politi, og da de var kommet ombord på en smuglerbåd, var de hele tiden bange for at blive opdaget af den græske kystvagt. Denne havde (dengang) den modsatte opgave af det græske politi, som af lovgivningen havde ordre vil at hjælpe migranterne og ikke sende dem tilbage.

Og blandt andet oven på en sådan historie er man da nødt til at spørge om, hvad der mon er sket med den græske kystvagt. Er den ligesom den italienske blevet forvandlet fra en bevogtningstjeneste til en redningstjeneste? Men tilsyneladende er der ingen politikere, der stiller det spørgsmål. Det burde ellers være oplagt, efter at en græsk minister tidligere på året i anledning af, at EU var lidt vrangvillig med at hjælpe grækerne i deres gældskrise, udtalte, at grækerne jo sagtens kunne oversvømme Europa med flygtninge.

Ja, det kan de, bare ved at lade deres kystvagt undlade at gribe ind. Men om det er grækerne, der har givet deres kystvagt ændrede forholdsordrer, eller det er tyrkerne, der har givet deres politi lov til at slappe lidt af med deres jagt på menneskesmuglere og asylansøgere, det er ikke til at vide. Faktum er, at det nu, i modsætning til tidligere, formelig vrimler ind med asylansøgere til Europa ad den vej.

Og faktum er desværre også, at de medier, der skulle oplyse os almindelige mennesker om, hvad der foregår, er så optaget af at fremstille disse mennesker som ynkværdige væsener, der flygter fra Syriens grusomheder, så de slet ikke får øje på de mange spørgsmål, som nogenlunde normale journalister ville stille.

Advertisement