Nå, det er sådan, det foregår

Der er utrolig mange spørgsmål, som de almindelige medier, de såkaldte ”main-stream-medier”, går let hen over. Der er derfor mange spørgsmål, som i den almindelige danskers hoved måske kortvarigt dukker op, men straks efter forsvinder i den formodning, at der nok findes en fornuftig forklaring på det. Men i langt de fleste tilfælde bliver spørgsmålene slet ikke stillet, ja, slet ikke tænkt. Ikke fordi ”main-stream-mediers” journalister er onde, snarere fordi de betragter sig selv som gode, og derfor umiddelbart gribes af medlidenhed og, stillet overfor de mennesker, de har medlidenhed med, i deres medynk uden yderligere undersøgelser sætter alt ind på at få de påtænkte barmhjertighedsgerninger virkeliggjort.

Det synes at forholde sig sådan, at man, så snart man er grebet af en eller anden moralsk tankegang, sætter alle andre tankegange i stå, ophører med overhovedet at tænke på facts, ikke kan forestille sig, at virkeligheden forholder sig anderledes, end de mennesker, man vil vise barmhjertighed, fremstiller den.

Når f.eks. to journalister på Berlingske, Lars Nørgaard Petersen og Simon Bendtsen, skal lave en såkaldt ”longread” om forholdene for de mange flygtninge, der ankommer til Danmark for tiden på center Sandholm, se her, så er der en række spørgsmål, de ikke stiller, spørgsmål, som man som et normalt videbegærligt menneske ville stille, men som dæmpes ned eller helt glemmes, når man gribes af viljen til at gøre noget godt for udsatte mennesker. Underforstået: når vi har bestemt dem som udsatte genstande for vores barmhjertighed, så skal de knageme også være udsatte.

Lad mig nøjes med at nævne nogle af dem!

De skriver:

Politiet tager foto og fingeraftryk og scanner i første omgang for, om et andet EU-land i virkeligheden har ansvaret for asylansøgeren. I så fald skal vedkommende som følge af den såkaldte Dublin-forordning sendes tilbage til det land. Eksempelvis hvis personens nærmeste familie opholder sig i et andet EU-land, personen har fået visum et andet sted eller allerede er blevet registreret hos myndighederne i et andet EU-land.

De officielle tal for asylansøgere er således bruttotal. Reelt behandler de danske myndigheder færre sager. Hidtil har dansk politi sendt asylansøgere til andre EU-lande i omtrent en tredjedel af tilfældene.

Hvis man nu læser deres beretning uden at lade sig gribe alt for meget af medlidenhed med flygtningene, vil man så ikke sige til sig selv: ‘En tredjedel af de ankomne er bedragere, det var alligevel meget’? Disse mennesker er altså ikke allesammen ynkværdige flygtninge, der flygter fra en elendig tilværelse i et borgerkrigshærget land, nogle af dem er lykkeriddere, der ikke var tilfreds med forholdene i det EU-land, de først blev indkvarteret i, og derfor søgte til Danmark.

De mennesker, der bliver interview’et og hvis historie viderebringes til Berlingskes læsere, er nyankomne flygtninge, som endnu ikke er blevet registreret og har fået taget fingeraftryk. Journalisterne véd derfor ikke, om de hører til blandt bedragerne eller blandt de ærlige. Men intet interesserer dem mindre. De er ude på at få en god historie ”i kassen”, en historie med spænding i forløbet op til vort dejlige land, men jo også en historie, som ender godt, altså ender godt, hvis vi er så venlige at tage imod dem.

Den første historie er Nizar Bakhr’s, flygtning fra Syrien, kommet til Danmark via Tyrkiet, Grækenland og Italien. Om han er blevet registreret dèr? Nej, det spørger man da ikke om. Derimod får vi at vide, at hans kone og han blev borte fra hinanden undervejs; hun befinder sig dog vist i et flygtningecenter i Jylland, hvilket véd han ikke. Og hun er gravid i femte måned. Det er altid godt stof med kvinder og børn.

Han har tjent i den syriske hær, fortæller artiklen. Og så burde man have spurgt videre, om han er deserteret og derfor forfulgt, om han er alawit og derfor måske burde være blevet og have kæmpet videre for de andre alawitters skyld; eventuelt, hvorfor han ikke gjorde det. Han er flygtet fra Afrin, og en Google-søgning afslører, at denne by ligger ret tæt op af grænsen til Tyrkiet, lidt nord for Aleppo. Om den befinder sig i den alawittiske del af Syrien, kan ikke ses.

Det får man til gengæld at vide af en artikel i Information den 22-9, se her. I bladet, men ikke på internettet, afbildes et kort, hvor tre kurdiske enklaver i Nordsyrien er afbildet, og minsandten, den vestligste af dem hedder Afrin. Artiklen er mest optaget af at fortælle, hvordan kvinderne er gået helt anderledes ind i arbejdet med statsdannelsen i området end kvinder andre steder, inspireret, hedder det, af PKK’s leder Öcalan. Men den får dog også fortalt lidt om Assads styre, som nu er ovre. Fra en by, Rumeilan, beretter de:

Rumeilan er kendt for sin store olieindustri, og før revolutionen udgjorde hundreder af alawitter den lokale overklasse her. Som regimets forlængede arm sørgede de for, at Assad havde fuld kontrol over olieproduktionen til gengæld for et liv i luksuriøse omgivelser. Vi besøger deres gated community med enorme huse og blå swimmingpools. Midt i det støvede landskab hæver de sig som tomme monumenter over en smuldrende statsmagt. Men der er ikke længere nogen overklasse at se.

Det vil sige: Hvis Nizar Bakhr er alawit og er flygtet fra et område, der nu domineres af kurderne, er der måske deri en ret naturlig forklaring på, at han ikke længer vil forblive i det område. Men hvorfor skulle han ikke kunne finde tilflugt i de områder af Syrien, hvor alawitterne er i flertal? Hvorfor flygter han?

Svaret på det spørgsmål skal ikke findes i Syrien, men i Danmark. Han flygter, fordi det danske flygtningenævn har valgt at følge Sverige et stykke ad den vej, dette land er slået ind på: man har i Sverige proklameret, at alle flygtninge fra Syrien ville få permanent opholdstilladelse i Sverige, hvilket har medført en sand syndflod af mennesker, der vil ind i Sverige; de giver sig alle ud for at være syrere, uanset om de er det eller ej, og uanset, om de kommer fra Syrien eller fra et land, hvor de er i sikkerhed. Helt det samme har Danmark ikke gjort. Vi har kun sagt, at flygtninge fra visse dele af Syrien vil få permanent opholdstilladelse. Vi har så blot glemt at meddele, hvordan vi vil kontrollere dette.

Hvad Nizar Bakhr og byen Afrin angår, kan denne by ikke være særlig borgerkrigspræget, for artiklen i Berlingske fortæller, at hans far har solgt hus og alle ejendele, så han kunne betale de 16.000 til 17.000 euro, det koster at få sønnen og hans kone til Danmark med menneskesmuglere. Jeg mener, hvis byen var præget af borgerkrig, hvem ville så give så meget for et hus?

Den sidste, der fortælles om, hedder Esa Alwae. Han er flygtet fra Syrien over Egypten, Libyen og Italien til Danmark. Han har sin kone og sine 8 børn med sig. Men hvordan han fik råd til at flygte, forlyder der ikke noget om. Turen over Middelhavet koster penge, mange penge.

Og hvad denne rute angår, har det ofte undret mig, hvordan det egentlig foregik. Ingen af de almindelige medier søger at opklare det forhold. Nå ja, Jyllands-Posten har haft nogle interviews med menneskesmuglere i Istanbul og opklaret, at disse er fuldt ud klar over de danske regler, næsten før de er vedtaget. Men ellers? Nej. Man standser sine undersøgelser, når man er nået frem til at kunne skildre flygtningene som stakler, vi bør tage os af.

Men nu alle de plimsollere, de ankommer i, overbelæssede, synkefærdige skuder, har de virkelig kunnet tage turen tværs over Middelhavet? Svaret foreligger fra en beretning om noget helt andet, om et massemord, der foregik på Middelhavet, foretaget af nogle menneskesmuglere. Disse smuglere havde med deres skib vædret et skib tæt besat med flygtninge, fordi de ikke frivilligt ville forlade dette skib og gå over i den synkefærdige båd, smuglerne ville have dem over i. Dette resulterede i, at mindst 400 mennesker druknede. Kun henved otte reddede livet. De er så i stand til at afgive beretning om, hvad der skete, se her. Her hedder det bl.a.:

To palæstinensiske overlevende fortalte, at de havde betalt 2000$ – penge, de havde fået til at genopbygge deres hjem med – til noget, de kaldte ”et rejsebureau” i Gaza for deres rejse til Italien.

Det er så det første, vi her får at vide, tilsyneladende uden at journalisten finder det påfaldende. Jeg mener, vi har lige igennem nogle uger hørt om, hvordan befolkningen i Gaza befinder sig i noget, som man påstod bedst kan sammenlignes med et stort fængsel. Og her får vi så at vide, at der befinder sig en organisation i dette ”fængsel”, der mod betaling sætter folk i stand til at rejse til Europa. Besynderligt.

Og vi får videre at vide, at man ikke holder øje med, om de udbetalte penge bruges rigtigt; i hvertfald lykkedes det for disse to at organisere en ”rejse” til Italien for disse penge. De burde vel retmæssigt føres tilbage til Gaza og straffes for dette snyd med tildelte penge. Og i hvert fald ikke have asyl i Europa, for kan man som palæstinenser være forfulgt i Gaza?

Javist kan man det, man kan være forfulgt af Hamas. Men er de forfulgt af Hamas, hvordan kan de så få udbetalt 2000$? Dog, journalisterne spørger ikke om det. Der er ingen løftede øjenbryn i artiklen.

Videre får vi at vide, at de afsejlede med et større skib fra en egyptisk havn, Damietta, nær ved Port Said. Undervejs fik de så besked på at skifte til et mindre fartøj. Det skete flere gange. Men da de fik besked på at gå ombord i en båd, som de mente ikke var sødygtig og derfor nægtede det, var det, at smuglerne vædrede deres skib, så det sank.

Det er væsentlige oplysninger, vi her får. For det viser, at smuglerne aktivt bringer flygtningene i havsnød på dårlige skibe. Det er meningen med at forlange dem over på den sidste båd. De véd, at de bliver opdaget af den italienske kystbevogtning, og at den vil sejle ud for at redde disse mennesker; de er jo i havsnød og skal være det, det er en del af spillet. Den gamle plimsoller, de bliver anbragt i, er netop en gammel plimsoller, der ikke koster det store, så at den synker, gør ikke så meget. Men det store skib, de ankom til italiensk farvand med, det skulle gerne vende tilbage til Egypten.

Nå, grunden til, at vi har fået dette at vide, synes alene at være den, at der i dette tilfælde druknede en masse mennesker, og at FN’s flygtningekommissær af den grund er kommet helt op i det røde felt for at forlange, at landene omkring ulykkesstedet får disse smuglere stillet for en domstol. Rimeligt nok, sådan set. Men selvfølgelig slutter denne artikel med at fortælle, at Den internationale Migrationsorganisation opfordrer de europæiske nationer til at reformere deres love, så flygtninge kan få lov til at migrere til Europa på en sikker og legal måde.

I The Guardian er der et interview med en mere succesfuld menneskesmugler, se her. Han besejler en meget kortere rute fra Libyen til en olieplatform ved Boura, 70 mil fra Libyens kyst. Og han har tilsyneladende fået en vis aftale med den italienske flåde. Dem ringer han til, når hans skib, lastet med flygtninge, er nået frem i nærheden af olieplatformen. De kommer så og flytter flygtningene over på deres krigsskib. Og hvis nu smuglerens mandskab var blevet ombord, ville italienerne være nødt til at tage dem med og anklage og straffe dem for menneskesmugling. Derfor har de forladt skibet i gummibåde, så snart flådefartøjet nærmer sig. Og når flygtningeskibet er tømt, kan de gå om bord igen og sejle det tilbage til Libyen efter en ny ladning flygtninge.

Artiklen slutter med at meddele, at det ikke er lykkedes at få en kommentar fra den italienske flåde. Det forstår man godt. De modtager sikkert en god bestikkelse. Hvorfor i alverden skulle de ellers efterlade et nogenlunde sødygtigt skib tomt for mennesker, flydende rundt til fare for skibsfarten? Det er da noget, man kun gør, fordi man véd, at der kommer nogen og ”henter det”.

Men altså, sådan foregår det. Hvis nogen har haft lyst til at spørge om mere, end hvad ”main-stream-medierne” oplyser, så kan man altså godt få noget at vide. Men den viden kommer drypvist og tilfældigt. For hovedsagen for diverse journalister er at servere en tårevædet beretning om ynkværdige flygtninge, som vi endelig må give asyl. Og når først dette moralske synspunkt kommer ind i billedet, standser alle overvejelser over vej og måde og snuheder og misbrug.